Hvad jeg ved om telte, stjerner og frivillighed…

 

Klumme Nordsjælland 23/8 2017

Katja Gottlieb, lærer og forfatter

Da jeg for længe siden startede i fjerde klasse, kom jeg til at sidde ved siden af Karina. Hun var så pæn. Og sød. For enden af hendes lange øreringe dinglede to blanke sølvstjerner. Og så var hun spejder. Jeg ville virkelig gerne være ligesom Karina.

-Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at gå til spejder, sagde jeg til min mor, som tilsyneladende havde andet at lave end at køre mig til spejder og svarede:

-Det er vist ikke noget for dig.

-Jamen, de samler gamle aviser sammen og sådan noget, indvendte jeg. Mest fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, de gik og lavede til spejder.

-Det kan godt være, sagde min mor. Men de ligger i telt, og der er store edderkopper og sådan i de telte. Det er ikke noget for dig. Og på det oplyste grundlag besluttede jeg at ønske mig øreringe med blanke stjerner i stedet.

Jeg havde næste glemt alt om det der spejder. Indtil jeg mange år senere blev mor til en skrammeldreng. Sådan en, der havde søm i lommerne. Og store post-elastikker, som han fandt på gaden. Der er to ting, man skal huske med sådanne børn. For det første skal de lære at tømme lommerne, inden de lægger deres tøj til vask. Og i øvrigt meget gerne bære evt. levende indhold udenfor. Og for det andet er telte, store edderkopper og alt det der helt klart noget for dem. Så knægten blev indrulleret i spejdertropperne.

Det er efterhånden en del år siden, men hold da op! Jeg er stadig lige imponeret. De kan altså noget, de der spejdere. Jeg ved stadig ikke helt hvorfor, men mon ikke det skyldes den måde, man er sammen på i spejderbevægelsen?

Efterhånden har jeg gennem mine år som lærer mødt en del unge mennesker, der var spejdere. Og de har altid gjort et supergodt indtryk. De er som regel dygtige til at løse gruppeproblematikker, så alle bliver glade. Det er ofte dem, der griber en kost, når et frikvarter har været lidt for festligt, og disciplinen madpakke-kast har været gennemført, mens gårdvagten lige var optaget andet sted. Når man er på lejrskole, er de sandsynligvis at finde iblandt dem, der frivilligt indfinder sig i køkkenet, når der skal laves mad. Og det er helt sikkert dem, der efter aftensmaden har organiseret en omgang underholdning med lærerne i hovedrollerne. Sådan har det været med de spejdere, jeg har mødt. Og tænk en gang. Det er frivillige ledere, der uge efter uge stiller op, og lærer mit barn alt det. Helt uden læreplaner.

Tidligere på året konkluderede en rapport foretaget af to idrætsstuderende ved Ålborg Universitet, at forældre i dag i højere grad tænker på deres eget barn end på klubben, når de melder barnet ind i et fritidstilbud. Og sjovt nok forventer de en høj grad af service fra de frivillige, der hver uge lægger mange arbejdstimer i foreningen til gavn for fællesskabet. Min egen helt uvidenskabelige undersøgelse af området har desuden bibragt mig den erfaring, at det er meget svært at få engageret folk i foreningslivet. Jeg sidder i bestyrelsen for to foreninger, og sidst jeg var til generalforsamling, var der ikke lige frem kampvalg. De eneste fremmødte var os, der i forvejen sad i bestyrelsen. Der var kage nok. Og så kunne vi rulle ærmerne op og går i gang med arbejdet, da den var spist. Jeg ved, at folk har travlt, men det er en smule ærgerligt, når man tænker på, hvilken betydning foreningslivet har haft for os som samfund.

Uden at det skal gå hen og blive en historietime, har vores foreningsliv en forankring helt tilbage til 1700-tallet, hvor vækst, nye idealer og et voksende borgerskab betød, at forskellige former for foreninger opstod. Med Grundlovens § 92 og 93, der sikrer retten til frit at danne foreninger og frit at forsamles, tog det rigtig fart. Foreninger er mange ting, men foreninger er kulturbærende. Foreninger er identitetsgivende. Foreninger er læresteder. Og foreninger er noget af det, der er med til at kitte os sammen og lader os mødes på kryds og tværs i interessefællesskaber.

Tak til alle jer, der i regn og slud møder op i klubhuse og omklædningsrum og tager jer af vor andres børn. Herfra skal opfordringen lyde til alle andre: Hvis du har så meget som et par timer, hvor fitnesscenteret eller Mit Plastikmareridt på TV3 kan aflyses, så gå ud og bliv frivillig i en forening.

Jeg fik forresten et par øreringe med sølvstjerner den gang. De var ikke helt så blanke og store som Karinas. Men på den anden side var jeg jo heller ikke Karina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem porten og hen ad vejen

Det sidste ord (Dansk Kirketidende)

18.januar 2018

Gennem porten og hen ad vejen

KATJA GOTTLIEB, NÆSTFMD. I DANSKLÆRERFORENINGENS FOLKESKOLESEKTION, FORFATTER OG FHV. LÆRER

“Man går ind gennem den store port fra gaden og passerer et par vagter, der sidder og læser aviser eller holder øje med, hvem der kommer og går. […] når man har prøvet det et par gange, er det slet ikke svært at nde ud af.”

Det er Janus, der går gennem den port. Og selvom vi står her i begyndelsen af et nyt år, er det ikke ham den gamle, romerske Janus med de to ansigter, jeg tænker på. Men den Janus, som er fortæller i Ri jergs debutroman Den kroniske uskyld. Nogen vil huske, at porten, Janus går gennem i romanens 12. kapitel, fører ind til hospitalet, hvor hans bedste ven, Tore, er indlagt på ubestemt tid e er et sam- menbrud. Det sammenbrud, der fulgte i kølvandet på kæresten Helles tragiske selvmord. Bedst som alting var lige ved at springe ud, og det hele i virke- ligheden skulle til at begynde.

På medicinstudiet ved Syddansk Universitet har man indført et fag, der hedder narrativ medicin. Det er sikkert komplekst, men kort fortalt skal de studerende læse skønlitteratur for at blive bedre til deres fag. Blandt andet fordi litteraturen gør dem

bedre til at lytte og fortolke. Og fordi litteraturen kan sætte ord på noget af det, som i virkeligheden dårligt kan siges.

Ri jergs roman er blevet læst af generationer, der som Tore og Janus er gået ind ad skolens porte som små drenge med slunkne rygsække og sommerhår. Når de gik ud igen, var det som unge mennesker med bagagen fuld af noget, vi måske ikke umiddel- bart kunne se direkte omsat i et nytteorienteret fremtidsliv, hvor man skal virke på et arbejdsmar- ked. Hvor man har skullet blive til noget.

Men man kan sige, at skolen er en af de porte, vi alle går gennem, og det, vi skal lære der, er alt det, vi ikke kan lære andre steder. Det, vi skal bruge, for at kunne indgå i det fællesskab, som det o entlige liv er. Uanset om vi så bliver læger eller lærere. Jeg ved ikke, om de studerende på medicin skal læse Den kroniske uskyld. Men jeg ved, at litteraturen er noget af det, der er godt at have med sig på vejen vi- dere i det liv, der ikke bare er et arbejdsliv, men et menneskeliv af den slags, der både kan være vidun- derligt og ind i mellem helt ubærligt, men hvor vi helst skal blive til nogen.

Læs den originale tekst her

Aktiviteter

November 2017

Skriveseminar – Tænketanken SOPHIA

Skrivehandlinger i et dannelsesperspektiv – Oplæg konference Fredericia

Forfatteroplæg for skoleelever – Espergærde Bibliotek

Oktober 2017

Oplæg om læremidler – Dansk Forfatterforening

Gæstelærer på læreruddannelsen Absalon

August 2017

Møde – UVM. Kvalitet i læremidler.

Juli 2017

Lærermødet – Ryslinge Højskole. Oplægsholder

Juni 2017

Beskikket censor- Dansk

Oplægsholder konference om folkeskolen Tænketanken SOPHIA – Vejle

Maj 2017

Debatarrangement om folkeskolen – Helsingør. Medarrangør

Oplæg for lærere og skolebibliotekarer – Helsingør

April 2017

Gæstelærer på Læreruddannelsen i Roskilde – Om blogging

Skolemessen i Århus

Marts 2017

Læringsfestival Bella Centeret -Dansklærerforeningen

Februar 2017

Gæstelærer Helsingør  Ungdomsskole / Museet for Søfart Helsingør – uge 6

Januar 2017

Planlægningsgruppen for Nyhedsugen 2018

Præmieoverrækkelse Nyhedsugen 2017 Københavns Rådhus

Jeg vil gerne blive ved som lærer, men…

Debatindlæg bragt i Jyllandsposten 26. januar 2016

Lærerne forlader hastigt folkeskolen, og alt imens uret tikker, og vi diskuterer, om reformen bare skal have mere tid, er der nogle, der aldrig kommer til orde. Det er de elever, reformen skulle gøre noget særligt for. En af dem er min tidligere elev Tim. Han var en opgave, jeg ikke fik løst. Og endnu værre, en dreng som jeg tabte.

Forleden stod han pludselig på stationen og prikkede mig på skulderen. Han var et helt hoved højere end mig. Jeg blev glad, for jeg havde faktisk aldrig troet, at han ville hilse på sin gamle lærer, hvis vi mødtes igen. Jeg fik aldrig sagt farvel til Tim. Han fik aldrig sin afgangsprøve.

Han havde fået arbejde på et lager i Københavnsområdet, fortalte han med lys i øjnene. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde så ham så stolt, da han gik i skole. Det må være dejligt, at noget lykkes for Tim. Når nu vi andre ikke lykkedes med opgaven.

En dag holdt han pludselig op med at komme i skole. Han pjækkede ikke bare. Han blev simpelthen væk. Jeg ringede hjem og fik fat i Tims mor, men hun kunne ikke få ham af sted. Og hans mor havde gråd i stemmen. Vi satte himmel og jord i bevægelse for at få ham tilbage i skole; skrev underretninger til kommunen, holdt møder med alt og alle. Min skoleleder kørte endda hjem og ringede på for at få ham med i skole. Tim lukkede ikke op.

Og i bakspejlet kan jeg godt forstå det. Han havde altid haft det fagligt svært. De seneste år havde budt på stadig stigende faglige krav, og reformen slog hovedet på sømmet. Eleverne skulle nu lære i 8. klasse, hvad de tidligere først havde lært i 9. klasse. I sig selv et umuligt krav for en elev, der slås med at løse de mest basale faglige krav og dertil kommer fra et hjem uden uddannelsesmæssig baggrund.

Men det værste var nok de lange skoledage. De var simpelthen fuldstændig uudholdelige for Tim, uanset hvad vi fyldte i dem, og hvordan vi indrettede dagen. Og det underlige er, at skolereformen skulle have hjulpet en dreng som ham. Det gjorde den ikke. Og jeg var mere utilstrækkelig, end jeg nogensinde før har følt mig i mit lærerliv.

Det er børn som ham, der kræver en ekstra hånd og en tidlig indsats. Det er børn som ham, der først bliver ramt, når et system ikke fungerer. Og det er børn som ham, der ikke har en stemme, og det er børn som ham, der går videre med endnu et nederlag i rygsækken. Og han er ikke den eneste.

Jeg håber, Tim finder en vej gennem verden alligevel. Men allermest håber jeg, at krigen om folkeskolen snart stilner af, så lærere og ledere på de enkelte folkeskoler får mulighed for at vurdere, hvad der giver bedst mening for elevernes undervisning, så vi kan lykkes med opgaven ude i klasserne. Jeg vil gerne blive ved med at være lærer

Vi risikerer at tabe de unge

Debatindlæg bragt i politiken 7. oktober 2015

af KATJA GOTTLIEB, LÆRER

MIN DATTER er 15 år og går i 9. klasse. Og lige nu er vi ved at tale valg af gymnasium.Jeg har taget mange notater til et forældremøde, så jeg ved, at min datter skal udfylde en uddannelsesplan på nettet.Jeg har også nogenlunde styr på datoer.Men derudover har jeg ikke styr på særlig meget vedrørende hendes valg af ungdomsuddannelse.Jeg er endda lærer.Oven i købet i en 9.-klasse. Og jeg tror ikke, det står meget anderledes til ved køkkenbordene i mine elevers hjem, hvor deres forældre i disse dage forsøger at rådgive, det bedste de har lært. Og måske skal jeg lige tilføje, at det ser ud, som om de fleste af mine elever gerne vil i gymnasiet. Ligesom min datter.At dømme efter situationen ved de køkkenborde, som jeg umiddelbart har adgang til, ser det ud, som om der er et stykke vej til målsætningen om, at 25 procent af eleverne i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Og jeg tror, at vejen dertil bliver lang. For man har valgt at beskære den uddannelsesvejledning, mine elever traditionelt har fået, kraftigt. Så kraftigt, at man kun får adgang til individuelle samtaler med en uddannelsesvejleder, hvis man af klasselæreren er erklæret ikkeuddannelsesparat; måske i en idé om, at man godt selv kan beslutte, om man vil være tømrer eller ingeniør, hvis man er vurderet uddannelsesparat? Jeg kan huske, at jeg selv i en alder af 15 ikke havde det fjerneste begreb om, hvilken retning mit fremtidige arbejdsliv skulle tage. Jeg ville helst være Disneytegner, men luftede aldrig rigtig planerne, da det sikkert ville være slået hen som tosserier. I hvert fald blev jeg som så mange andre indskrevet på det lokale gymnasium.Da jeg var en skovl til matematik, men dygtig til sprog, blev jeg sproglig student. Og derfra gik det slag i slag.Min erfaring med at vejlede unge i valg af uddannelse bliver i høj grad et produkt af mine egne erfaringer. Jeg ved ikke nok om, hvordan jeg skal vejlede, hvis jeg skal gøre det kvalificeret; sådan er det jo.Det samme gælder helt sikkert for mine elevers forældre, der nu agerer vejledere, så godt som de kan. I mange tilfælde sikkert uproblematisk, men i mange tilfælde i blinde. Og får man så startet på den uddannelse, der er den rigtige? Det må tiden vise. Men der er en grund til, at vi har fagfolk.Undervisningsministeren nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal se på muligheden for at skabe større sammenhæng mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, med henblik på at bevare de unges motivation, men også så de unge bliver klædt på til at vælge uddannelse og vælge rigtigt. Mens arbejdsgruppen arbejder, kan man se på, om vi på nogen måde kan nå at styrke og bevare den store ekspertise, der gennem en årrække er opbygget i uddannelsesvejledningen rundtomkring i landet? Hvis ikke risikerer vi at tabe mange unge i svinget.

 

Lyt til fagfolkene, Undervisningsminister

Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende 21. august 2015

Noget, der har fyldt meget i medierne den seneste tid, er de lange skoledage, og det er med undren, jeg har fulgt debatten.Hvis de store elever skal modtage 35 timers undervisning om ugen, skal der ikke en matematisk ph. d.-grad til for at regne ud, at det giver en skoledag på syv timer i gennemsnit. Gennemsnittet skyldes udfordringer omkring faglokaler og faglærere, der også skal løses, når man lægger skema, og måske skal eleverne til præst i morgentimerne. Det giver i sagens natur lange skoledage. Om lange skoledage er gavnlige for noget, kan man så mene om, hvad man vil. Og om de fleste danske folkeskoler er indrettet til lange skoledage, hvad angår fysiske rammer og kantineforhold, er også en diskussion værd. Men det kan altså ikke undre, at dagene er blevet meget lange for vores skoleelever, og det er selvfølgelig dejligt at høre, at politikernes fokus er på udfordringerne.Det, vi dog ikke har brug for, er, at man uden hensyntagen til hverdagen i folkeskolen og fagfolks viden og erfaring kaster sig ud i lovgivning på områder, som man skal være fagperson for at kende konsekvenserne af. Det gør hverdagen i folkeskolen yderligere kompliceret og medfører problemer, som kun kan løses politisk.F. eks. er der kommet mange mere eller mindre kreative bud på, hvad vi nu skal stille op med de lange skoledage. Et af de mere kuriøse forslag har været at lade eleverne møde kl 7: 30. Det løser dog ikke noget. Dagen bliver jo ikke kortere af at begynde en halv time tidligere.DET MINDER MEST om molbo-historien, hvor man har en bunke jord, man ikke ved, hvad man skal stille op med, og derfor graver man et hul, som man kan komme jorden ned i. Og teenagere kan slet ikke fungere optimalt tidligt på dagen.En anden udløber af debatten om de lange skoledage var at lovgive sig ud af, hvor lektiehjælpen skal ligge, når nu eleverne er så trætte om eftermiddagen.Det ville jeg som udskolingslærer være ked af. For det er godt nok ikke meget udbytte, jeg får af min ene ugentlige historietime i 9. klasse, hvis den kommer til at ligge fra 14 til 14: 45. Så vil jeg hellere læse lektier med eleverne på det tidspunkt.Mange steder vil lektielæsning i morgentimerne give rigtig god mening.Så det er med stor forhåbning, jeg læser i undervisningsministerens brev til lærerne, at Ellen Trane Nørby ønsker dialogen med fagfolk. Det er pædagoger, lærere og skoleledere, der ved, hvordan man indretter skoledagen, så den giver mest mulig mening. Megen af den forundring, der nu er over konsekvenserne af at gennemføre en skolereform, kunne måske være undgået. Der er mange områder, som i lighed med de lange skoledage ikke fungerer ude på skolerne. Den eneste løsning er, at inddrage os, der får hverdagen til at fungere i vores folkeskoler. Vi vil rigtig gerne være med.

Klap i og giv os arbejdsro

Debatindlæg bragt i politiken 10. august 2014

Der arbejdes. På gulvet i det gamle forberedelseslokale sidder en kollega med sin computer i skødet.

Inventaret er for længst revet ned, og man kan ikke printe. De lovede arbejdspladser er først færdig om nogen tid. Måske sidst på måneden?

I garderoben står to kolleger og taler i telefon. Den ene bruger sin egen, for der er kun en telefon til godt og vel 60 lærere. Hele lærerværelset er oversvømmet af folk, der sidder og forbereder sig. Mange i grupper, enkelte med høretelefoner, så man ikke bliver forstyrret.

Resten af lærerkollegiet har fordelt sig ud i de heldigvis stadig tomme klasselokaler. Der arbejdes på højtryk. For eleverne står her mandag morgen, og intet er, som det plejer.

Hvem gør hvad, når man ikke længere har en klasselærer? Hvor skal vi hen på lejrskole? Er skolens kalender snart færdig, så man kan lave en årsplan? Hvad skal man lave i understøttende undervisning?

Listen er lang, og internettet er uendeligt langsomt. Kopier kan kun hentes på skolebiblioteket på anden sal, og der er fejl i skemaerne, så mange ved ikke rigtig, hvad de skal på mandag. Og alle de andre dage.

På bordet ligger Politiken mellem en samfundsfagsbog og min madpakke. I den kan man læse om lærere, der alle er sure og vrangvillige og altid siger nej. Godt nok er det en opkomling af en socialdemokrat, der har skrevet indlægget, og hvem regner efterhånden med dem?

Og godt nok er der jagttid på skolelærere hele året, og det er vi egentlig vant til, men kunne vi ikke godt få arbejdsro?

Vi har en reform at løbe i gang. En reform, der er udtænkt bag skriveborde langt fra folkeskolens hverdag. Og den er udtænkt af hjerner uden erfaring med undervisning.

Vi knokler så sveden springer herude, for vi ved, at børn ikke bare er tal, men mennesker. Og vi ved godt, at I ikke gider høre om alle de mangler, der er ved den mest sjuskede skolereform, der nogensinde er vedtaget.

Så hold nu jeres mund med al den rutineprægede og hjernedøde kritik af lærerne og lad os arbejde. Vi er nogle, der prøver at redde makværket, så børnene ikke går tabt.