God stil

Blogindlæg 30. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Fredag morgen er der knald på. Det er først i løbet af formiddagen, det rigtig går op for mig; det er sidste gang vi står her sammen, mig og min 9. klasse. Nu er det ikke bare afslutningen på ugen. Men afslutningEN. Ikke flere helt almindelige skoledage tilbage. Tre års rejse sammen er ved at være slut. Vi har påbegyndt indflyvningen. Vi lægger an til landing.

Eksamensperioden er fed. Sidste år, da jeg for første gang i mange år ikke havde prøver, følte jeg mig som en gammel cirkushest, der stod uden for teltet og kunne høre musikken. Jeg luskede rundt og småsnakkede med 9. klasserne. Nogle af dem kom heldigvis og spurgte forsigtigt om hjælp.

-Du, Katja? Kender du en god tekst, hvis man har trukket ”Det moderne gennembrud?”. Og så kunne man lige få sit afgangsprøve-fix der på gangene, mens man var gårdvagt.

Men eksamensperioden er faktisk en vigtig del af folkeskolen. Det er der, hvor vi afslutter arbejdet med eleverne. Nogle af eleverne er klar til takeoff nu. Nogle har været det siden jul. Og de sidste, der skal have et ekstra puf ud af reden, letter først i løbet af juni, når de opdager, at de har overlevet afgangsprøverne. Afgangsprøverne er en vigtig del af arbejdet med elevernes alsidige personlige udvikling. Og vi lærere arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, så eleverne kan få den bedst mulige oplevelse med sig videre ud i livet.

I løbet af fredagen får jeg fanget de sidste elever, der mangler at få feedback på den stil, min kollega og jeg besluttede, at de kunne nå at skrive inden prøven. Bare fordi, vi lige syntes, der manglede det sidste.

Rasmus har sendt mig en besvarelse med titlen ”Et sikkert ti-tal”. Man kan godt høre håbet, men ved eftersyn viser den sig ikke at været et ti-tal. Den sidder lige i skabet. Rasmus har lavet en fyldig besvarelse. Indholdet er rigtig godt og gennemarbejdet. Sproget er flot. Og layoutet er super. Opgaven var en artikel til en netavis. Og han er gået all-in. Der er ”links” til andre relevante artikler. Og billeder og billedtekster. Bokse, der kan ”klikkes” på. Han griner, da han får sit 12-tal.

-Nu gør du det samme på mandag, siger jeg. Tryglende eller truende. Jeg ved det ikke helt.

-Hvis der er en netavis, siger han. Så har han ikke lovet for meget.

-Den er så gennemarbejdet, din stil. Det kan du også gøre, hvis du vælger en anden genre!

Han nikker tøvende. Det er den bedste stil, han til dato har lavet. Han er en af dem, der har taget et afgørende ryk nu. Ganske tæt på afgangsprøven. Og jeg kan godt mærke irritationen brede sig. Jeg skal ikke rette hans afgangsprøve i år. Før første gang skal mine elevers besvarelser kun rettes af en beskikket censor. Og hele den læring, Rasmus ellers kunne få ud af at gå til prøve for første gang i sit liv, er væk. Jeg har fået frataget muligheden for at afslutte arbejdet med mine elever. Og Rasmus får ikke den feedback, han ellers ville tage med sig videre. Nu får han en karakter, som han først ser, den dag han står med sit endelige karakterblad i hånden. Den dag, vi siger farvel. Jeg ved dog, at Rasmus nok skal klare det. Han er en dejlig og konstruktiv elev, og interesserer sig faktisk ikke så meget for sine karakterer.

Men jeg er oprigtig bekymret for de elever, der ligger og vipper nede omkring overhovedet at bestå. Hvad skal jeg gøre med ham, der har haft det så svært, at vi først har fået lokket ham til at aflevere stile i år? Ham der kæmper med både retstavning og selvtillid? I den sparring, jeg har haft med censorer gennem årene, har der altid ligget en afvejning, når vi talte om den endelige karakter. Ikke sådan at forstå, at vi bare har snakket os frem til en eller anden karakter. Men vi har i samtalen omkring besvarelsen haft gode og konstruktive drøftelser, da bedømmelsen af kreativitet og elevens evne til fortolkning sjældent kan presses ind i en formel. Og med de nye adgangskrav til erhvervsuddannelserne, vil det ramme de elever dobbelt hårdt.

Næste gang, jeg sender 9. klasser til afgangsprøve, så er jeg forhåbentligt tilbage i cockpittet igen, så jeg kan få lov til at styre eleverne sikkert i havn. Det lærer de mest af. Og det er både elever og samfund bedst tjent med. Der er god stil.

For længe siden, i fattigdommens dage…

www.skolenindefra.dk Blogindlæg 14. april 2016

For længe siden i fattigdommens dage… Sådan starter Astrid Lindgrens fortælling ”Søndeneng”. En fortælling, der handler om de to små søskende, Mattias og Anna, der bliver alene i verden, og derfor anbringes hos Bonden i Kæret. Her er dagene fattiggrå og livet så tungt, at jeg som barn fik helt ondt i hjertet, hver gang, jeg læste den. Ind i mellem græd jeg en smule. Og så måtte jeg lægge bogen væk. For det var så frygteligt at læse om de stakkels børn, der var blevet til overs. Børn, der gik sultne i seng.

Heldigvis var fattigdommens dage så vældig længe siden, og ordene var så smukke, at bogen altid kom ned af hylden igen. Og bogen fulgte med mig, selv da jeg egentlig troede, at jeg var blevet for gammel til at læse eventyr. I dag står den i min reol ved siden af andre vigtige bøger, og den har været igennem lidt af hvert. Siderne er gule, og ryggen ser i hvert fald lidt træt ud.

Mange år gik, og jeg gik med, som de fleste af os nu en gang gør. Der var ind i mellem bump på vejen, men når alt kommer til alt, så klarede jeg mig fint. Vi har jo alle muligheder. Alle sammen. Og en dag stod jeg så bag katederet i en klasse, hvor en lille dreng sad så forfærdeligt uroligt på sin stol og holdt sig på maven, mens jeg forsøgte at lære ham om vigtige ting. Og det var vigtige ting af den slags, hvor man helst skulle sidde nogenlunde stille i mens. Og det gjorde han ikke. Heller ikke selvom jeg flere gange bad ham om det. Og jeg satte mig ned ved siden af ham, og spurgte, om han havde ondt i maven?

Det havde han ikke. Men han var så sulten, sagde han. Og så så jeg dybt ind i to grå øjne, der var helt fulde af noget, som otte-årige drenges øjne slet ikke skal være fulde af. Han havde ikke fået morgenmad. Og før det havde han sådan set heller ikke fået aftensmad. Og så kan man ikke sidde stille. Man kan ikke lære. Man kan ikke være nogens ven. Man kan faktisk ikke noget som helst andet end at tænke på, at man er sulten. Og med et forstod jeg pludselig, hvad det betyder, når dagen er underlig fattiggrå. Og jeg tænkte, om det virkelig kunne passe, at der var børn, der blev lagt sultne i seng?

Fattigdom er jo noget relativt. Og i forhold til at vokse op i Haiti, er jeg da helt med på, at vi ikke har fattigdom på den måde i Danmark. Men vi har fattigdom. Enhver, der påstår andet, er enten dum eller lyver. Og jo, jeg har set forældre, der har foretaget de mest idiotiske valg, og det er sikkert sket, at nogen har gået på ”bistand”, fordi de ikke gad at lave noget. Alt det har jeg hørt… Og i de fleste tilfælde er det noget vrøvl. Og det er de børn, der kommer i klemme, der betaler prisen. Prisen for de voksnes valg.

Ifølge en ny rapport fra Institut for socialt arbejde, kan fattigdom forværre omsorgssvigt. ”Fattigdom kan ikke forklare omsorgssvigt, men det kan præge omsorgssvigt på den måde, at det at være fattig kan være en alvorlig belastningsfaktor, der går ud over børnene på mange måder”, siger Adam Johansen, der står bag rapporten.

Vi siger, at vi ikke har råd. Men jeg spørger; har vi råd til at tabe de børn, der i øjeblikket oplever det omsorgssvigt, som det er, at vokse op i fattigdom? Effekten af det svigt, er det børnene, der oplever her og nu, men som samfund kommer vi til at se konsekvenserne af dette, mange, mange år frem i tiden.

Jeg ved ikke, hvordan det her ender. Men jeg ved, hvordan fortællingen om Mattias og Anna og Søndeneng ender. God læselyst… Og tag endelig rapporten om omsorgssvigt af børn i fattigdom med på vejen. Så er der både til hoved og hjerte.

http://www.phmetropol.dk/Om%20Metropol/Nyheder%20og%20Presse/Nyheder/2016/04/fattigdom%20forvaerer%20omsorgssvigt

Når skolegården skælver

Blogindlæg 2. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

En hel måned i selskab med Fupz’ forfatterskab og tre lærerstuderende i 9. klasse sluttede i fredags. Det har været sjovt. Og travlt. Og ikke mindst lærerigt. Jeg er glad for at have praktikanter. Det giver mulighed for at se mine klasser fra nye sider, når det ikke er mig, der står bag katederet. Og så kommer de altid med noget nyt, der udfordrer min måde at undervise på. Det er jo ikke ligefrem fordi, efteruddannelse for folkeskolelærere hænger på træerne. Og der har været gang i den. Bl.a. har jeg talt læringsmål, så jeg var helt blå i hovedet.

Læringsmålene var også helt tydelige for den sidste del af forløbet om Fupz’ forfatterskab. Der var billedbøger og oplæsning på programmet, og målene blev gennemgået på tavlen. Eleverne så godt nok lidt blanke ud i øjnene imens, men der var da ikke tvivl om, at de efter forløbet både ville være bevidste om deres kropssprog og forskellige udtryksformer som artikulation og tempo, og hvad ved jeg. Meget fint. Og så blev eleverne delt op i grupper, der øvede oplæsning og gav hinanden feedback på arbejdet. De fleste lavede det, de skulle, og en tilfældig gruppe blev udtaget til prøveoplæsning for hele klassen. Hold op, hvor der blev grinet, da en af klassens store drenge jamrede sig gennem fødselsscenen i ”Manden og damen og noget i maven”, hvor et par fra Herlev, der er vildt glade for at kysse, pludselig venter en lille. De ender med at få en abe.

Fredag formiddag gik vi så i samlet trop over i første klasse, hvor eleverne var noget så små og søde. Lidt kaos var der dog. En havde glemt sin bog, og et par stykker, var slet ikke mødt op. Amani blandt andet. Hun ringede til en af de andre piger, mens vi var på vej over mod indskolingen. Hun havde sovet over sig. Og så, så var det hun tænkte, om vi ikke lige kunne vente på hende?

-Kan vi det? spurgte veninden og så på mig. Og jeg så lærergnaven ud, og sagde, at det kunne vi selvfølgelig ikke, når der sad en hel klasse og ventede på os. Og så tilføjede jeg, at hun skulle se at få lidt fut i fejemøget. En af de søde praktikanter tilføjede, at der jo heldigvis var lidt ventetid… Jeg sagde -Hm.

De små var meget forventningsfulde og blev fordelt mellem de lidt betuttede 16-årige, der stod og vendte deres billedbøger i hænderne. De var ikke helt så kæphøje, som de ellers kan være. Til sidst sad der en lille gruppe på tre elever tilbage.

-I må gøre det, så godt I kan, sagde klasselæreren til de to elever, der stod klar til at læse op. -Muna kan ikke dansk endnu. En lille pige med brune fletninger så med store øjne på sine to sidemænd. Og så rejste hun sig og gik med dem ud og tog også sin jakke på. Læreren forklarede eleverne, at Muna var fra Syrien, og at hun næsten lige var kommet. De nikkede. Og jeg kom pludselig i tanke om Amani, der sad i en bus et eller andet sted. Og så gik det hurtigt. En klassekammerat ringede til hende.

-Skynd dig. Du skal komme NU! Vi har BRUG for dig. Lige nu…

Ikke mange minutter efter kom Amani galopperende gennem skolegården. Hun så fantastisk ud som sædvanlig. Fuld makeup, og en alt for tung skuldertaske dinglede efter sig. Men hun havde forstået alvoren. Der var nogen, der havde brug for hende. Hun smed tasken og bukkede sig ned og hilste på Muna på arabisk. Og så foldede magien sig ud for øjnene af os lærere og praktikanter, der bare kunne trække os et par skridt væk og se til.

En lille pige, der allerede havde oplevet langt værre ting, end vi andre nogensinde kan forestille os, sad i forårssolen tæt op af en pige, der læste Kim Fupz højt på arabisk. De smilede begge to. Amani pegede, sagde ordene på arabisk og så på dansk. Og Muna så på hende og gentog. Det var ikke alene rørende. Det var et storslået øjeblik, af den slags, man som lærer gemmer allerinderst inden i. Altid. Og jeg glemte heldigvis at krydse af, om Amani havde opfyldt sine læringsmål. Det havde hun ikke. Men for pokker, hvor var det mange gange større, det der skete i mødet mellem de to piger den formiddag. Og Amani har lovet Muna og hendes klasselærer at komme tilbage snart. Det får hun lov til.

Kære linedanser

Blogindlæg 20. marts 2016 www.skolenindefra.dk

-Vi giiiiider ikke…

Ordene er Daniels. Han ser træt ud. Klokken er ”sidste time” og luften i lokalet er tung. Der er fugtigt og varmt, og klassen har lige haft matematik. De arbejder godt i matematik i øjeblikket, ved jeg fra deres lærer, og de sidste dråber er vist klemt ud af dem for i dag. Jeg åbner vinduerne, så vi kan få lidt ilt ind.

-Vi gider altså ikke… prøver han igen.

-Det er bare ærgerligt, makker. Op og ud med jer. Bare i fem minutter. Jeg åbner døren, og klassen bryder ud i et hylekor.

-Vi vil ha fri, forsøger han igen. Vi strejker.

-Afgang!

-Hvad nu hvis vi går? Alle sammen? Altså bare går. Hvad vil du så gøre? Han ser en lille smule mere frisk ud og venter spændt.

-Det vil du slet ikke vide.

-Jamen, du kan ikke gøre noget, tilføjer hans sidemand. De griner indforstået til hinanden, og resten af klassen venter spændt. Daniel er altid god til at få sat lidt gang i sagerne.

-Prøv mig! Bare prøv at gå… Se, om I tør…

-Du bliver jo bare pissesur…

-Det finder du jo først ud af, hvis du prøver, fister. Ud… Nu… fem minutter…

Hele klassen buldrer ud. En af drengene napper klassens flade, lyserøde plastikbold, som de sikkert har hugget fra en af de yngre klasser, med. To af tøserne, der lider af allergi for frisk luft, skal bogstavelig talt hældes ud af døren. Og så er der stille. Bare et øjeblik. Om lidt vil et par af gutterne kommer grinende ind af vinduerne. Sådan er det altid. Og så vil jeg gå ud og hente fodbolddrengene. Og så vil vi få det bedste, vi kan, ud af skoledagens sidste 37 minutter.

Og her står jeg. Midt i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Tidligere på ugen fortalte jeg klassen, at ordet ”skole” betyder ”fritid”. Der blev faktisk stille et øjeblik. De så vantro på mig. Jeg fortalte, at begrebet står i modsætning til hårdt, fysisk arbejde. Om Danmark i 1800-tallet, hvor rettigheder og skolegang voksede frem. Om hvorfor de ind i mellem hører historier om børn i u-lande, der hver dag går mange, mange kilometer, for at komme i skole. Om det privilegium, det er at gå i skole. Om hvordan man kan blive i stand til at skabe sig et godt liv gennem uddannelse.

I modsætning til de børn i u-landene, der formentlig frivilligt vandrer af sted ad skoleveje, der ville få enhver dansk 9. klasses-elev til at blive hjemme, er det ikke alle mine elever, der har fundet frem til skolen ad frivillighedens vej. Det kan godt være, at de møder op til svømning, eller arbejde, eller håndbold fem gange om ugen, og her opfører sig samarbejdsvilligt og gør, hvad de får besked på af træner eller arbejdsgiver. Men det gør de selvsamme børn ikke nødvendigvis i folkeskolen.

Det kan godt være, at en super positiv og dygtig elev, hader faget historie. ”Det er så ligegyldigt” siger hun så til mig og ser træt ud. Og hvis der er noget, man ikke skal sige til mig, så er det, at historien er ligegyldig. Og når jeg hiver Daniel til side, og beder ham lade være med at lave alt muligt andet hele tiden, så ved jeg godt, at han er mega skoletræt. Det hører med til pakken. Hvis det var til spejder, havde han sikkert meldt sig ud for længst. Men jeg skal have det hele til at spille sammen til hver elevs bedste. Til klassens bedste. Det har eleverne krav på. Og det er der, højt oppe på en line, der er spændt ud mellem lyst og ulyst, læreren balancerer. Og for pokker, hvor er der mange lærere, der er gode til det. Især når vi får lov.

 

 

 

Schhhh… Her testes… Igen…

Blogindlæg 12. marts 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Blækket var dårligt tørt på mit eksamensbevis, førend jeg stod i en 1. klasse på en skole i en forstad, og skulle lære 24 små børn at læse. Det viste sig dog hurtigt, at der var en del andet at gå i gang med, inden vi kunne tage fat på læsebogen. En del af dem skulle faktisk lære at sidde på en stol først. Derfor brugte jeg også en del tid på at trække dem ned fra gardinerne og op fra gulvet og ud fra toiletterne. Det lykkedes som regel, og ind i mellem blev de så også siddende på stolene. Når de så sad der, var næste udfordring, at de fleste af dem trængte til at lære en hel del dansk. Ikke lige noget jeg sådan helt havde styr på, og jeg måtte prøve mig lidt frem. Det, der hurtigt stod lysende klart for mig var, at min forestilling om at de små tandløse tingester bare sad pænt og lærte at læse, mens jeg dirigerede slagets gang i læsebogen, nok ikke havde rod i virkeligheden.Jeg brugte timer på at konstruere vendespil og ordmaskiner og skilte til alt inventaret i klassen, jagtede garvede kolleger, der gad at hjælpe, og et par af eleverne udviste da også tegn på en vis grad af læseindlæring. Men jeg anede faktisk ikke rigtig, om jeg greb tingene rigtigt an.

En dag indtraf miraklet dog: Læsevejlederen mødte op i min klasse for at lave en læseprøve! Hele seancen var omgivet af stor alvor. Eleverne og jeg blev grundigt instrueret, og jeg fik et stopur udleveret. Eleverne sad i dagens anledning artigt på stolene udstyret med farveblyanter. Og så blev vi ellers testet.

Jeg fik ”mit” resultat på læsevejlederens kontor kort tid efter. Rettet, sat ind i skemaer og præsenteret. Elev for elev. Og det var simpelthen noget af det smarteste, jeg nogen sinde havde set i mit korte lærerliv. En udførlig rapport over mit arbejde og mine fremskridt med den enkelte elev. Jeg fik råd og vist vejen videre, og ikke mindst bekræftet, at jeg trods alt havde lært et eller andet på seminariet. Og så opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at have specialiserede kolleger, der i samspil med os andre får hverdagen på en skole til at spille med alle de aspekter, der er i undervisning. Jeg var helt sikker på, at jeg elskede test.

Forleden åbnede jeg dog min arbejdsmail. Ud over de obligatoriske mails om, at en eller anden ikke havde lagt sjippetovene det rigtige sted i gymnastiksalen, en ændret mødedato, tre forældrehenvendelser og en syndflod af sygemeldinger på elever, lå der to rykkere.

Jeg forsøgte at ignorere dem, men lider desværre af et vis mål artighed. Så jeg blev nødt til at se på dem, tænkte jeg. Det var rykkere på tests, som min klasse manglede at lave. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for test. Det er ikke nogen, som jeg selv som lærer overhovedet kan se en mening i at lave. Og jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk ikke længere elsker test.

Den årlige kommunale læsetest, er jeg rigtig glad for. Og jeg er faktisk også glad for den årlige kommunale stavetest. Det er de prøver, jeg kan se en mening med i forhold til min undervisning og mit arbejde med eleven og klassen. Jeg har en læsevejleder på skolen, som jeg kan sparre med, og hvis vi mener, der er behov, kan vi vælge andre tiltag. Fx den nye ordblindetest, som jeg også synes er et fremragende tiltag, når det skønnes nødvendigt. Og kan vi så ikke stoppe her? Jeg er dansklærer. Jeg har efterhånden en del erfaring; jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og i de situationer, hvor jeg kan se, at jeg ikke er sikker, kan jeg læne mig op ad kompetent personale, der er specialuddannet til at vejlede og støtte mig i mit arbejde.

De nationale test, dem bruger vi tid på at øve os på, så eleverne kan blive så dygtige som de kan. Altså til de nationale test. De ligner jo ikke ligefrem noget andet, som normale mennesker udsættes for hverken i deres studie eller arbejdsliv. Og tager tid de fra undervisningen. Ligesom alle de andre test og prøver, som vi vælter os igennem i et forsøg på at måle alt og sætte det ind i skemaer.

Jeg kan hilse og sige, at kort tid efter læsetesten kom en af pigerne i den før omtalte 1. klasse og skulle vise mig noget. Jeg havde skrottet læsebogen, fordi der ikke rigtig skete noget. Jeg var ikke helt sikker på om det faktisk var bogen, der var noget galt med. I hemmelighed gik jeg og tænkte, at det faktisk godt kunne være mig, der var noget galt med. Jeg havde været dybt inde på depotet og fundet en stak gamle ”Søren og Mette-bøger”, som jeg havde udstyret klassen med. Og hun lagde sådan en Søren og Mette foran sig, satte sig ned og læste smukt og fejlfrit højt for mig. Det var et meget stolt øjeblik for os begge.

En skole uden lærere?

Blogindlæg 6. marts 2016 www.skolenindefra.dk

Vi har i øjeblikket praktikanter i 9. klasserne på skolen. De er førsteårsstuderede, og de er i praktik i dansk. Jeg synes, det er dejligt at se, hvor meget energi de lægger i arbejdet. De vil så gerne gøre det godt, og de er rigtig optagede af at få mest muligt ud af deres praktik. Det er noget andet end hverdagen på studiet at være ude i virkeligheden, men de er flittige, og de har allerede fået en fin bagage med fra seminariet. Og det glæder mig, i en tid hvor få vil være lærere.

De fik de overordnede rammer for forløbet af os dansklærere på årgangen, for afgangsprøverne står for døren, der er ikke megen tid at spilde. Så praktikanterne har lavet et undervisningsforløb om Kim Fupz Aakesons forfatterskab til de tre 9. klasser, og fokus i vejledningen har selvfølgelig været på indhold og tilrettelæggelse.

-Hvorfor skal eleverne lave en skriftlig analyse af novellen? spørger min kollega til vejledningssamtalen i tirsdags.

-Hvad er jeres hensigt? Hvorfor ikke lave en mundtlig analyse? Eller gruppesamtaler?

Praktikanterne griber ivrigt boldene. Vurderer, argumenterer og se på deres notater.

-Hvordan skal opgaven afleveres? Og hvad tænker I omkring evaluering og feedback? De kan ikke aflevere en opgave, uden at I giver dem feedback.

Og der arbejdes på højtryk. Min kollega er dygtig, og praktikanterne noterer flittigt. Der diskuteres alt fra om man skal vælge cooperative learningstrukturer til lavpraktiske forhold som fotokopier, og hvad gør man med de elever, der har glemt computer? Der er mange forhold, der skal bringes i spil, når man opererer i et klasselokale. Langt det meste er usynligt.

Det faglige indhold i timerne fylder meget i vores vejledningssamtaler med praktikanter. Og det er meget ofte det, som fylder, når man taler skole med folk, der ikke har undervisningsbaggrund, og altså ikke har erfaring med at tilrettelægge undervisning. Jeg møder ofte kommentarer som:

-Hvor svært kan det lige være. Det er jo 7. klassesniveau?

-Du kan jo bare låne forløbet af din kollega? Så kan man vel godt klare sig med mindre forberedelsestid?

Eller den helt klassiske:

-Du har jo undervist i mange år, så det ligger vel på rygraden?

Der er ikke nogen tvivl om, at der er noget omkring lærergerningen, der bliver lettere med tiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at nyuddannede lærere får ekstra forberedelsestid, og en erfaren kollega at læne sig op ad.

Og det er rigtigt, at man kan vække mig klokken tre om natten og bede mig redegøre for hovedlinjerne i 2. Verdenskrig. Jeg vil da både kunne lire udvalgte navne, årstal og datoer af, og også sørge for at det blev fortalt både forståeligt og pædagogisk.

Men det er ikke det, der er det svære ved at være lærer. Og det har praktikanterne også styr på allerede nu. Det svære ligger i et krydsfelt mellem nogle helt bestemte faktorer. Dit valg af undervisningsmetoder i forhold til dit mål for undervisningen og elevernes særlige forudsætninger. Og det, at du har med mennesker at gøre. Og mennesker er dybt uforudsigelige.

De sidder sjovt nok ikke klar på deres pladser med foldede hænder, når læreren træder ind i klassen, sådan nogle 9. klasses baryler. Og selvom vi var klar i klassen ti minutter inden timen startede her til morgen, så startede timen ikke til tiden, fordi ufatteligt mange af mine elever lige præcis denne morgen, valgte at komme for sent. Jo, undervisningen startede godt nok, men den blev hele tiden afbrudt, af folk der kom væltende ind, våde og søvndrukne. Hvad gør man så?

Og hvad gør man med ham, der er sur og sulten? Og hende, der er ked af det og lige skal snakke? Og de to knallerter, der hele tiden fniser og sender hinanden øjne, selvom de er strategisk placeret i hver sit hjørne af klassen. Så er der hende, hvor jeg hver morgen skal skrive hjem til forældrene, for at fortælle om hun er mødt op eller ej. Og så er der alle de andre… 26 elever, der skal bringes til at fungere sammen i et udviklende fællesskab. Tag den!

Det faglige indhold er vigtigt. Så en lærer skal være fagligt dygtig. Niveauet skal være højt, og man skal kunne sit fag på fingerspidserne. Men det virkelige arbejde ligger i tilrettelæggelsen af undervisningen, kombineret med evnen til at kunne danne relationer til de elever man arbejder med og det, at kunne lede et klasserum. Det er det bærende i lærergerningen. Og det er det, der tager min tid. Det, der er svært.

Jeg håber, mine praktikanter en gang, når de er færdige, kommer ud til en skolevirkelighed, hvor deres kompetencer virkelig kan foldes ud. En hverdag, hvor man ikke er i konstant kamp mod manglende forberedelsestid og en stadig strøm af bureaukratiske tiltag og nye lovændringer. Skolen er det, der opstår i mødet mellem en lærer og en elev. Vi skal passe på, at der stadig er lærere også i fremtiden. Uden lærere. Ingen skole.

Hvis bare, man kunne

Blogindlæg fra “Danskbloggen” på folkeskolen.dk 28. februar 2016

Jeg blev forelsket. Smaskhamrende forelsket. Det er over tyve år siden, og jeg husker det, som var det i dag.

Han hed J. P. Jacobsen. Og han var digter. Og han var videnskabsmand. Og selvom jeg havde tygget mig gennem bog efter bog på det lokale bibliotek, havde jeg aldrig hørt om ham. Måske fordi et lille forfatterskab bestående af to romaner, lidt noveller og en god håndfuld digte let kan blive overset på en bogreol. Men da jeg først åbnede den bog, min dansklærer lagde foran mig på bordet, forsvandt jeg i et hav af ord, som ramte mig, som jeg aldrig havde troet, ord kunne ramme. Jeg var helt seriøst fortabt i ord.

Det var mig uforståeligt, at der ud af alfabetets sølle 28 bogstaver, og ud af ord, som jeg for de flestes vedkommende godt kendte, kunne vokse noget frem, det var så stort og smukt og vildt. Og ikke mindst undrede jeg mig over, at de kæder af ord i den grad kunne røre mig så dybt, som de gjorde. Og jeg læste og læste. Jeg endte endda med at læse J. P. Jacobsens oversættelse af Darwins “Arternes oprindelse”. Som jeg husker det, bærer den ikke præg af de store skove og brændingens brølen, men læst blev den da.

J. P. Jacobsens “arabesker” var jeg meget imponeret over. Ordet var lækkert, men jeg anede ikke, at en arabesk er en form for ornament, hentet i arkitekturen og kunsten. Ranker, bånd, blade, blomster, dyr og mønstre, der uafbrudt fletter sig ud og ind mellem hinanden. Arabesken er i princippet uendelig, hvis den ikke brydes, og den rummer gentagelsen, mønsteret, i sig i en eller anden form.

J. P. Jacobsens arabesker er digte, hvor ord efter ord, slynger sig ind og ud mellem hinanden. De griber efter hinanden, og giver slip. Han gav mig på papir hele verden fra den mindste detalje, som småstenene, der ruller i strandkanten til naturens store raseri. Og samtidig kunne han beskrive stilheden, så jeg holdt vejret, og kærligheden, så jeg fik tårer i øjnene. I dag forstår jeg, at arabeskerne kan ses som et billede på det kaos, menneskelivet er. Livet og døden. Glæden. Kærligheden. Smerten. Vreden. Alle de elementer som livet består af. Og det var der, jeg fik et glimt af mig selv i en stor og uforståelig verden.

Det er måske det, god litteratur kan. Vi kan spejle os selv i litteraturen. Og vi kan overføre elementer fra det, vi læser, til vores eget liv. Vi vil formentlig opfatte en given tekst forskelligt, alt efter hvem vi er, og hvor i verden og livet vi er. Men vi kan også i fortolkningen finde et fællesskab i det, vi læser. Men det vil altid være umuligt at måle, hvad litteraturen kan. Den er større end det målbare.

Man kan måle læsehastighed. Man kan teste sprogforståelse. Man kan vel også i en eller anden grad måle, om eleven har forstået personkarakteristik. Eller fortolkning. Men man kan altså ikke måle litteraturen. J. P. Jacobsen selv var både videnskabsmand og lyriker. Han rummede det målbare og det ikke målbare. Og han drømte om nogen om at overføre naturen og videnskaben til sine værker: ”Kunne jeg overføre Natures evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden…” skrev han. Det lykkedes vist aldrig. Men han gav os noget, der var større.

Når mine elever i 9. klasse spørger “Hvorfor skal vi læse den her bog” så kender jeg godt svaret. Og jeg kan måske fortælle dem historien om botanikeren med de bedrøvede øjne, der skrev, så jeg et øjeblik troede, at der var en mening med galskaben. Og jeg kan måske lægge bogen foran dem og også forsøge at lukke den op. Men præcis hvad, de få ud af det, kan jeg ikke styre. For som J. P. Jacobsen skrev: “Ethvert menneske lever sit eget liv, og dør sin egen død”.

blogindlæg fra folkeskolen 28/2 2016

Fedt! Lad os slå hinanden i hovedet…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk 13. februar 2016

I dag florerer et billede af en fastelavnstønde dekoreret med et billede af Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjbjerg på de sociale medier. Tønden har tilsyneladende været i brug på ved et fastelavnsarrangement i udskolingen på en Københavnsk skole. Billedet er delt af flere politikere, der undrer sig over, at noget sådan kan finde sted på en skole. Og det har de ret i. Det er selvfølgelig ikke i orden at slå Inger Støjberg af tønden. Det vil jeg gerne slå fast. Når det er sagt, så bliver jeg simpelthen så ked af alle de kommentarer om, hvor i alverden lærerne var henne? Vi trænger ikke til mere “slå-en-faggruppe-af-tønden”-generaliseringer, digtet på baggrund af et foto og en god gang forudfattede meninger.

Jeg er historielærer. Og grundregel nummer et er kildekritik. I princippet har vi ikke andet end et billede af en tønde med et foto af en minister. Hvor var læreren i det splitsekund, det foto blev taget? Ved at løse en konflikt? På toilettet? Til pause? I gang med at hænge andre tønder op?  Han kunne have været tilbage to sekunder efter, og billedet kunne være blevet taget af. Vi aner det ikke…

Men jeg har som lærer et bud på, hvordan sådan noget opstår. Og det er altså ikke os lærere, der maner til rød front eller bare sidder og drikker kaffe et sted.

Sidste år stod jeg til et stort arrangement, hvor den daværende undervisningsminister skulle holde tale. Over 750 elever var til stede ved arrangementet. Og pressen. Der er næppe grund til at fortælle, at den daværende minister var mere end almindelig upopulær blandt eleverne. Selv små elever rasede over, at “hende, der havde lavet reformen” skulle tale. Og da ministeren begyndte at tale, begyndte adskillige elever at buh’e højt. Ikke i orden… Men man kan sikkert også forestille sig, at vi lærere havde mere end almindeligt travlt med at tysse på elever og bede dem opføre sig ordentligt, uanset hvad de måtte føle i forhold til ministeren. Jeg havde stillet mig hos et par af de gutter, som kunne tænkes at opføre sig festligt. Men, alligevel kunne jeg ikke forhindre, at der blev udtrykt følelser og råbt fra andet hold. Vi kan simpelthen ikke udøve censur. Vi kan ikke adfærdsregulere på forhånd. Og hvis Dagbladet havde haft lyst, kunne de have lavet en rigtig lortehistorie på baggrund af nogle elevers dårlige opførsel. Heldigvis havde de ikke behov for at give nogen en omgang.

Og os der kender teenagere i grupper ved, at der ikke altid skal meget til, at det ene fører det andet med sig, når man er 15, hjertet banker hårdt og holdninger ind i mellem sorte eller hvide. Og når alt kommer til alt, er det godt, at man har en politisk holdning, også selvom den er kantet, demonstrativ og ind i mellem unuanceret…

Jeg vil vædde med, at der er nogle elever, der sidder og er rigtig kede af, at et øjebliks tankeløshed har fået både deres skole og deres lærer i fedtefadet. Det er formentlig ikke sjovt at være dem lige nu.

Så lad os sænke fastelavnskøllerne, og lade være med at bære benzin til bålet. Ved I godt, at det i sidste uge lykkedes nogle studerende på Københavns universitet at slå “Esben Lunde-af tønden” uden det udløste ramaskrig og forargelse?

Og husk så, at det er os voksne, der sætter standarden for, hvordan man debatterer i et demokrati.

Han er super til tetris, men ikke uddannelsesparat…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk

Christian er mægtig sød. Han er 14. Han er høflig. Og så er han luddoven. Han laver simpelthen en minimal-indsats som udgangspunkt hver gang. Hver evig eneste gang. Det meste af timen går med at forsøge at være mest mulig på facebook. Eller spille tetris. Eller se videoer på youtube. Eller noget andet, som ikke har noget med skolearbejdet at gøre. Når jeg nærmer mig hans plads, lukker han lynhurtigt vinduet ned, og sidder så med det vindue åbent, som han skulle have arbejdet i. Han undgår for en hver pris øjenkontakt med mig, når jeg kommer for tæt på. Bare lade som ingen ting, så opdager hun det nok ikke, er mantraet. Så siger han, med lidt for høj stemme, et par ord, som har lidt relation til arbejdet. Så tror han nemlig, at jeg tror, at han arbejder.

Men efter 16 år i gamet, så kan jeg lugte det langt væk. Han stirrer intenst på skærmen, når han spiller tetris. Man kan se på hans øjne, der sitrer, og hans fingre, der tæsker løs på piletasterne, at han spiller. Man kan se på de små rytmiske ryk med hovedet, og den høretelefon han har lusket ind under trøjen og op i øret, at han ser youtube-videoer. Hvor dum tror han lige, jeg er?

Og Christian lyver. Han vil hellere dø, end at indrømme, at han lavede noget andet. Når jeg fanger ham ved vingebenet, slår han ud med armene og ruller med øjnene. Han peger på skærmen og ryster på hovedet. Hvad tror jeg om ham? Han sidder her og laver det, han skal. Han har bare ikke skrevet så meget, fordi han tænkte… Duuuuh…

Christian er umoden. 8. klasse lakker mod enden. Og Christian skal uddannelsesparathedsvurderes. Og jeg har dælen duleme svært ved at se, at han skal blive klar til en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Men Christian vil så gerne i gymnasiet. Ligesom sin storesøster, siger hans far og ser på Christian, når vi har skolehjemsamtale. Jeg foreslår, at Christian kommer en tur forbi 10. klasse. Der kan nå at ske meget med hans modenhed på et år. Men, der kan ikke nå at ske så meget med de faglige mangler, han har, hvis han ikke snart begynder at samarbejde.

Christian har nemlig ikke lært noget om rigtig mange ting. Hans far kan ikke forstå, at jeg giver dem et essay for, uden at have undervist i hvordan man skriver sådan et? Og der er da også noget med matematikken? Jeg har undervist i, hvordan man skriver et essay, men det kan Christian ikke huske. Måske var jeg syg? siger han så, og skæver til sin far. Jeg nævner alle de essays, klassen har arbejdet med. I flere omgange endda. Christian siger –Nååååh, ja, men det kan jeg altså ikke lige huske… Og det kan jeg faktisk godt forstå.

Jeg vurderer, at Christian ikke er uddannelsesparat i forhold til, at han vil i gymnasiet. Lige som jeg vurderer, at Emma, der passer sine ting, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad retning hendes liv skal tage, når hun forlader 9. klasse, ikke er uddannelsesparat. Og lige som jeg gør med resten af de næsten 30% af min ottende klasse, der har massivt brug for uu-vejledning. Resten vil stort set alle sammen i gymnasiet og kan fint blive klar til at komme det.

Det er svært at vurdere, om 14-årige er uddannelsesparate i 8. klasse. Men, det har altid indgået i vores arbejde med afgangsklasserne. Christian har selvfølgelig vores særlige opmærksomhed. Det ville han også have haft før uu-vejledningen blev beskåret. Nu bliver jeg bare nødt til at erklære ham ”ikke uddannelsesparat”, for at kunne få et samarbejde op at stå med uu-vejlederen omkring ham. Og at resten vil i gymnasiet, det kan vi så ikke gøre så meget ved. For mor og far er nu en gang de nærmeste til at vejlede. Og det kan de da sagtens klare. Hvis man altså fra politisk hold er lige glad med, at så mange på hver årgang vælger en gymnasial uddannelse.

Du skal ikke tro, du er noget…

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. januar 2016

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der var stille, som der kun kan være til en prøve, hvor 36 15-årige sad koncentreret bøjet over tasterne, der klikkede stille i salens halvmørke. Ind i mellem strakte en enkelt sig og skævede til det store ur på væggen. Tid er noget underligt noget, når man har prøve. Den går både for hurtigt og for langsomt. Men fra Simones taster lød ingen klikken. Cursoren blinkede tavst på skærmen som hjerteslagene i et elektrokardiogram. Og så skete der ikke mere. For Simone sad pludselig i salen og græd.

– Alle de andre kan, hviskede hun. Jeg kan ikke…

Simone er ellers dygtige skolen. Rigtig dygtig. Hun ved rigtig meget om samfundet og verden. Om politik og naturvidenskab. Hun har læst bøger. Og været på museum. Og er blevet talt med. Og så er hun hurtigtopfattende. Desværre er hun også ambitiøs.

“Desværre” mener jeg ikke. Men alligevel. For selv om hun siger, at det ikke betyder så meget, så går hun meget op i, at gøre en god indsats. At forbedre sig. Hun har fra lille lært sig, at livet er et kapløb. En konkurrence. Og når man konkurrerer, er der kun en vinder. Resten er tabere. Der er kun en guldmedalje…

Simone havde ellers fået et karakterblad, man godt kunne være bekendt, med hjem inden jul. Alle tal var tocifrede. Vi havde haft en fin skolehjemsamtale, men fokus på udviklingsområder, fremtiden, det sociale og det, Simone allerede har helt styr på. Hun var glad, og hendes far så stolt på hende. Alt var som det skulle være. Bortset fra at konkurrencer burde være højdepunkter. Milepæle, hvor man får afprøvet, alt det man har trænet i de mellemliggende perioder. Konkurrencer burde ikke være permanente tilstande, hvor man yder alt hvad man kan og lidt til… Hele tiden…

Så når Simone kan skrive et essay, jeg faktisk har lyst til at læse, og kan fortolke og samtale om en roman vi har læst, hvorfor er det så, at hun skal presses helt der ud, hvor hun ender med at føle, at hun ingenting kan? Og når Simone kan vurdere hvilken læsestrategi, hun skal vælge i forhold til genre og formål med læsningen og endda er bevidst om, at træne sin læsehastighed, hvorfor er det så, at hun skal aflægge en prøve i læsning, hvor hun hun i løbet af 30 minutter skal kæmpe sig gennem en hæsblæsende læsning af fem tekster med halvtreds tilhørende afkrydsningsopgaver? En opgave der ligger så langt fra virkeligheden, at jeg er nødt til at træne eleverne i den specifikke prøveform, for at der ikke skal være alt for mange, der som Simone knækker under det pres, som den evige konkurrence lægger på dem? En konkurrence, hvor man sammenligner sit værd med sidemandens, og tjekker med resultat et på et karakterblad, der på så mange måder minder dig om, at du ikke skal tro, at du er noget.