“Hun gider ikke være med alligevel…”

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Hun gider jo ikke at være med alligevel. Vi har inviteret hende, som du sagde. Men hun gider ikke. Og så må hun sikkert heller ikke.

Sidste skoledag nærmede sig. Og en af pigerne, Amal, skal tilsyneladende ikke med til løjerne. Denne dag var hun slet ikke i skole. Klassen havde gennem noget tid været stærkt optaget af planlægningen, og som lærer kunne man godt tænke sig, at de var lige så optagede af de forestående afgangsprøver, men jeg kan godt huske, hvordan det var i sin tid.

Jeg havde gennem længere tid været ”efter” pigerne i klassen, fordi Amal var udenfor. Pigerne kunne godt forstå, hvad jeg mente, og selvom hun var tung og passiv at have med i et gruppearbejde, så gjorde de, hvad de kunne for at få hende til at deltage. Samtidig følte de dog, at hun ikke gad være sammen med dem. Man spurgte også, om hun ville med i Kvickly i spisepausen. Eller på cafe ind i mellem efter skole. Men, det ville hun ikke.

Og selvsagt blev hun ikke inviteret til at deltage i festerne uden for skoletid. Hun havde sine egne venner, sagde nogle af klassens piger undskyldende. Og hun sagde det også selv, når jeg gik hende på klingen. Og selvfølgelig må man gøre som man vil i sin fritid, men Amal var tydeligt ked af det.

Hvad de andre søde og gode piger i klassen ikke vidste var, at der aldrig var tale om ulyst. Tvært i mod lå der bag den kølige facade et brændende ønske om at kunne være med. At være ligesom de andre. Men, det kunne de ikke se. På overfladen var Amal godt nok en pige med en anden etnisk baggrund, men hun så næsten ud som de andre. Hun havde har et par Nike sko. Det gik de alle sammen i, men hendes var et par år gamle, og når hun havde været ude i regnvejr tørrede hun dem altid omhyggeligt af med toiletpapir, når hun troede, ingen så det. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte, den dag Mathilde meddelte, at hun havde 38 par sko, sidst hun talte dem, men det er i og for sig også lige meget.

Jeg ved, at begge hende forældre var på kontanthjælp, og fulde af undskyldninger om hvorfor. Livet havde været hårdt ved dem, og det sidste de havde givet deres børn var ressourcer. Hun anede ikke, hvordan man lavede lektier, hun anede ikke, hvad det ville sige at ens forældre gik på arbejde. Ind i mellem sad hun og jeg sammen og forsøgte at få styr på lektierne. Det var nærmest umuligt. Hvor skulle man starte og hvor skulle man slutte? Hun havde faglige huller på størrelse med Australien, men drømme og ambitioner var der. At få en uddannelse, et arbejde og et rigtigt sted at bo. Og en mand, der ikke slog! Det er vel ikke meget at fordre af livet?

Når resten af klassen sad og planlagde sidste skoledag, så var det klart, at Amal blev nødt til at være uinteresseret. For udgifterne til sidste skoledag oversteg langt hendes forældres formåen. At medbringe en ret til fællesmorgenmad, drikkevarer, indkøb af kostume og karameller, turpas til bakken, mad og drikkevarer, transport frem og tilbage og entre til det lejede diskotek om aftenen, hvor der også skal drikkes et eller andet, var helt urealistiske mål for hende, selv hvis hun undlod noget, ville hun ikke kunne deltage, og i øvrigt falde igennem fællesskabet. Og sådan havde det været i mange år; fødselsdage, udflugter, mobiltelefoner og andre statussymboler var sjældne, og oplevelser var der få af. Hun havde valgt den løsning på problemet, der var mindst ydmygende. At foregive at være ligeglad.

Det siger sig selv, at vejen gennem uddannelsessystem ikke ligefrem har været let for Amal. Og hun er i farezonen for at ende som sine forældre. Der er lang vej i mål. Desværre kan ingen helddagsskole i hele verden ændre på Amals triste, negative sociale arv. Og desværre er hendes historie er ikke enestående. Den er en blandt mange. Der skal en helt anden massiv og tidlig indsats til. Alle børn fortjener at få en uddannelse, et arbejde og et rigtigt sted at bo. Og at være en del af fællesskabet hele livet.

Bring your own background…

Blogindlæg skolenindefra.dk 14. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Der bliver talt utrolig meget om social arv i øjeblikket. Det forlyder igen og igen, at folkeskolen skal bryde den sociale arv. I og for sig interessant. For begrebet dækker så vidt jeg har forstået over den overtagelse af viden, holdninger og personlighedstræk vi får fra vores forældre gennem vores opvækst. Er det noget, der nødvendigvis skal brydes?

Et af mine forældres yndlingsmantraer var, at man skal yde før man kan nyde. Javel, det syntes jeg var ret nederen, da jeg var barn. Det betød som regel noget i retning af, at det er din tur til at skrælle kartofler. Og det kunne jeg i øvrigt godt undvære. Især fordi jeg aldrig har været vild med kartofler.

I dag har jeg forstået omfanget af begrebet, og det har nok lagt en solid bund i mig. Ligesom de bøger, jeg læste mange af som barn. Vi havde bøger fra gulv til loft, og vi gik på biblioteket hver lørdag, når vi alligevel var ude at købe ind. I slutningen af femte klasse henviste bibliotekaren mig til voksen-afdelingen. Hun havde ikke mere på hylderne, som var noget for mig. Jeg gik ned og lånte en bog af Dan Turéll. Ham havde jeg set i fjernsynet. Jeg syntes han var awsome med de sorte negle og cowboyhatten. Bogen var både kedelig og svær. Jeg husker ikke, hvad det var for en titel, men fik dog læst den. Og så fik jeg ellers spist mig i gennem bøger om Alexander den Store, Borte med Blæsten, De Elendige, Charles Dickens, fagbøger om mumier og Troels Kløvedals rejsebøger… Og Anders And. Ikke glemme Anders And… Og for resten kom jeg på museum og ind i mellem i teatret. Og vi holdt avis, og min far hørte Schubert og Poul Dissing, til jeg var ved at brække mig. Men det er MIN sociale arv. Og jeg er sikker på, at de fleste forældre giver netop deres børn det med på vejen, som de synes er vigtigt.

Jeg har gennem mine år i den danske folkeskole set hele spektret af det danske samfund. Og det er stort. Der er børn, der har en negativ, social arv, og det er en katastrofe. Den negative, sociale arv skal brydes. Ingen tvivl om det, og jeg lover at vende tilbage til det. Men, langt de fleste børn, jeg kender, har en positiv, social arv. Og den skal vi værne om. Og den skal vi bringe i spil, helt ind i klasserummet. For i folkeskolen mødes vi fortsat med vores forskellige baggrund. Eleverne kommer med forskellig opdragelse i bagagen, hver deres værdisæt og hver deres kultur. Og med dette bidrager de til fællesskabet, og bidrager til, at vi lærer forskellighederne i samfundet at kende. Lærer respekt og forståelse for andre mennesker. Der finder altså et demokratisk møde sted i klassen hver dag. Der bør i et samfund som vores være forståelse for, at det elever lærer i fritiden og i hjemmet er lige så vigtigt som det, der finder sted i skolen.

Det er jo ikke mit værdisæt eller samfundets, der er det ”rigtige” værdisæt i et demokrati. Det rigtige er at give plads til og undersøge hinandens værdisæt. Og lære at respektere hinanden og give plads. Derfor er en heldagsskole i min optik helt misforstået; den rammer hverken de, der skal have brudt den sociale arv eller de børn der ikke skal.

 

Verdens bedste historie

Blogindlæg skolenindefra.dk 7. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Den dag Sebastian fik sit 12-tal af censor, kunne jeg ikke mere. Jeg begyndte at stor-tude! Han var den sidste elev, jeg havde oppe til afgangsprøven i mundtlig dansk det år. Og hans afgangsprøve satte punktum for tre år, der havde været mere end almindeligt meget op ad bakke.

-Græder du? Sebastian kiggede undrende på mig. Og jeg kunne kun nikke. Ja, jeg græd. Og han grinede lidt. –Så fik jeg min lærer til at tude! Hold da op!

Og det er slutningen på en af de bedste historier jeg kender. For da jeg første gang mødte Sebastians klasse, var jeg ellers også tæt på at tude! Magen til kaos, havde jeg aldrig set. Halvdelen af klassens elever havde over et halvt år forladt klassen, og der var kommet lige så mange nye til. Det betød, at der ikke var en klassekultur. Eleverne var utrygge ved hinanden, det faglige niveau var alarmerende lavt og mange elever sad med forskellige uafdækkede problematikker. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde.

Jeg blev råbt af, truet, kaldt kælling og spyttet af. Eleverne havde massive indbyrdes konflikter med hinanden. Nogle af pigerne sloges! En gruppe af drengene var systematisk forstyrrende, og mange var i klemme i det spil, der foregik.

Men, værst var erkendelse af, at jeg trods års erfaring som lærer ikke kunne skabe ro og et trygt læringsmiljø. Timerne var en endeløs række af konflikter, og hverken jeg eller mit team kunne få hul igennem til klassen.

Jeg holdt stand næsten helt til efterårsferien. Så kunne jeg ikke mere. Jeg ringede og meldte mig syg med beskeden: Jeg fejler ikke noget! Jeg KAN bare ikke mere!

Min leder reagerede lynhurtigt. Der blev indkaldt til krisemøde, og vi forsøgte at afdække, hvad der skulle til. Og hvis jeg skal koge indsatsen helt ned til en suppeterning, gjorde vi følgende:

En kæmpestor, mandlig pædagog blev tilknyttet klassen. Han skulle primært træde til over for en lille gruppe drenge, der var voldsomme og forstyrrende. To lærere med erfaring fra specialundervisningen blev tilknyttet klassen. Den ene endte med at blive resten af klassens skoletid.

Med det team, og en efterårsferie bag mig, mødte jeg op igen. Og gloede vantro på hele min klasse, inklusiv de hårde drenge, der blev sat i rundkreds. Og så startede vi ellers fra en ende med at tale normer, værdier og opførsel. Det var godt nok ikke megen tid, vi fik brugt på faglig læring de næste par måneder.

Jeg husker 7. klasse som én lang kamp. Jeg skrev syv indstillinger til forskellige specialforanstaltninger, det år, og vi fik langsomt ædt os ind på, hvem der skulle have hjælp og hvordan. Og så lysnede det det langsomt, og vi kunne gå i gang med at lappe faglige huller. Igen med en faglig støtte i næste alle timer, og et længere forløb fra kommunens læseteam. Og endnu flere indstillinger…

Da Sebastian fik sit tolvtal til afgangsprøven, kunne jeg ikke mere! Det var som om, der gik hul på et eller andet inde i mig. Den ene elev efter den anden havde i løbet af afgangsprøverne scoret den ene tårnhøje karakter efter den anden. Vi havde sammen vendt det, der lignede noget, der var dømt til at mislykkes, til en dundrende succes. Eleverne var kommet i mål. Og vi havde lavet et eksemplarisk inklusionsforløb i vores team.

Det er flere år siden Sebastian forlod folkeskolen. Inklusion er ikke noget nyt. Inklusion omfatter ikke elever med diagnoser, men alle elever, der som individer og fællesskab profiterer af tænkningen. I øjeblikket inkluderer vi på livet løs ude på skolerne. God ide. Men, hvor mange har de ressourcer i ryggen, som jeg fik i sin tid? Og kan en lærer med lidt løst tilknyttet hjælp klare at lave inklusion i en klasse med 26 børn? Jeg tror det næppe. Hvis vi vil inklusionen, skal forholdene være i orden. Vi vil gerne! Man kan godt! Men ingen kan gør det alene og uden de ressourcer, der skal til.

Det Danmark, jeg kender

Blogindlæg skolenindefra.dk 4. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg gjorde det sgu. Jeg sad og surfede nyheder. Hele nyhedssiden var rammet ind af en massiv reklameblok, hvor ordene ”Det Danmark du kender” stædigt blinkede til mig. Fra topfeltet smilede statsministeren, og en lille tekst lokkede med, at man kunne ”afspille filmen”. Jeg vidste godt, hvad det var for en film. Og jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke gad at se den. For jeg havde hørt nytårstalen… Og så trykkede jeg altså alligevel play.

Og jeg ved ikke, om jeg blev så meget klogere på, hvordan statsministerens Danmark ser ud, men jeg tror ikke, vi står i det samme udsigtstårn.

Det Danmark jeg kender, er bygget op gennem mange år. Af mine forfædre; både dem der var her i forvejen, og dem der kom til på et eller andet senere tidspunkt i historien, slog sig ned, blev en del af samfundet og bidrog til det. Og på et tidspunkt kom jeg også til. Lærte, at man skal yde, før man kan nyde, og lærte, at vi har rettigheder og pligter.

Og i det Danmark, jeg kender, kom jeg i skole. Og jeg lærte noget i skolen, men mest af alt lærte jeg, at skolen er for livet. For vores skole ikke er en serviceinstitution, men en kulturbærende institution, som vores samfund er bygget op omkring. Derfor er målbare, faglige resultater ikke det eneste jeg lærte, men dannelse og livsduelighed var vigtige mål i sig selv.

I det Danmark, jeg kender, tog jeg en uddannelse, passede mine studiejobs og fik et arbejde, da tiden kom. Og jeg blev offentligt ansat, meldte mig ind i en fagforening og lærte, at vi i Danmark har en lang tradition for at arbejdsgivere og arbejdstagere indgår overenskomster til gavn for hele arbejdsmarkedet.

Og jeg lærte, at det offentlige og det private samarbejder i en vekselvirkning. At den særegne danske model gør, at vi både har den fleksibilitet, der skal til for at arbejdsgiverne kan afskedige ansatte i perioder med færre jobs, men også den sikkerhed, der gør, at ingen skal gå fra hus og hjem, fordi der i en periode er jobmangel.

Og i det Danmark, jeg kender, regner vi dem, der med Grundvigs ord har ”for modersmålet øre og for fædrelandet ild” for danske, uanset baggrund. Og her fik jeg mine børn, der på papiret er nok så danske, men har intet mindre en fem nationaliteters blod rullende i deres årer. Og de voksede til og kom i skole. I det Danmark, de kender.

I det Danmark, jeg kender, er det folket, der udgør nationen. Er det er os, der trods forskellig baggrund og livsopfattelser, har valgt et demokrati, hvor vi taler os tilrette, og indretter samfundet til mest mulig gavn for alle. I det Danmark jeg kender, er det folket, der er Danmark.

”Jeg vil altid gøre det, jeg tror, er bedst for Danmark,” sagde statsministeren. Og jeg undrede mig, mens reklamen rullede sig ud på skærmen. Og jeg huskede, at vi har en statsminister, der tror, at børn bliver klogere af at være mere sammen med uforberedte lærere. Og jeg undrede mig igen over, at man baserer udviklingen af et samfund på ”synsninger” og ikke på viden. Og jeg lukkede statsministerens valg-reklame ned. Jeg vil ikke give køb på det Danmark, jeg kender. Og jeg tror, vi er mange nok…

Helt vildt normaliseret…

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Nå… Det må da være dejligt at have juleferie allerede?

Det regner, og jeg er helt skæv i betrækket efter en december måned, der indtil videre har været rædsom hektisk.

Tonefaldet er ikke til at tage fejl af, men alligevel tilføjer den meget perifere bekendte, jeg netop har mødt i menneskemylderet i vores lokale indkøbsstrøg her på juleferiens første dag;

-Ja, JEG har altså først ferie fra på tirsdag. Det må være dejligt at have fri. Og så helt til efter nytår. Stemmen har en lidt bitter klang, som trigger et eller andet dybt inde i mig.

Jeg glor efter min knægt, der står på hovedet i en tilbudskasse uden foran matas. Han er ved at finde en gave til sin storesøster, og det skal helst være noget, han kan drille hende med. Bumse-creme, eller sådan noget.

Jeg trækker på skulderen og retter lidt på huen, der er gledet ned i øjnene. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal svare.

-Joooo, mumler jeg, og ved i samme nu lige præcis, hvad det er, det bliver udløst i mig her i den decembergrå gade. Det er forsvarsmekanismer opbygget gennem 15 år som lærer i den danske folkeskole, der går i gang.

Jeg overvejer, at forsvare og forklare mig. Jeg overvejer, at fortælle, at jeg har været på randen af en sygemelding i tre uger nu. At jeg ikke har kunnet sove om aftenen, og at jeg har ondt i maven over, at jeg ikke synes, at jeg slår til på mit job, og at det eneste, der bærer igennem, er gode kolleger, der holder en oppe ved håret, og den energi, man får i mødet med sine elever.

Knægten studerer en tube indgående. Og egentlig vil jeg helst hjem og sove og læse i en bog og drikke te og sove til middag igen. Og jeg ved bare, at jeg ikke gider. Ikke gider forsvare, ikke gider forklare. Og et eller andet sted derinde ulmer en glød.

-Ja, det er godt nok dejligt, svarer jeg, Jeg er jo blevet normaliseret, så det er skønt endelig at kunne holde fri. Det er første gang i alle de år, hvor jeg har været lærer, at jeg ikke skal sidde og rette opgaver i en skoleferie. God jul, når du kommer der til…

Og jeg hanker op i knægten, der åbenbart er nået frem til, at shampoo ikke har den rette underholdningsværdi som gave til storesøster, og vi fortsætter ud i regnvejret sammen.

En dreng og hans helt vildt meget normaliserede mor. Og jeg griner lidt for mig selv. For jeg behøver ikke forsvare eller forklare noget som helst. Jeg har været gennem hele vridemaskinen i alle medier. Nu ved hele verden, at jeg endelig arbejder lige så meget som rigtige mennesker, der har et rigtigt arbejde.

Jeg ved godt, at jeg arbejder meget mindre, end jeg nogen sinde har gjort. Men, det gider jeg slet rode mig ud i nu. Det har jeg haft ondt i maven over alt for længe. Nu har jeg fri. Og det vil jeg have sammen med min familie. En god og fredfyldt jul venter. For jeg er helt vildt normaliseret.

Kaffe hos mormor

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg har netop gnavet mig gennem en enorm kransekage fra Karen Volf og desperat fortyndet den med en kæmpe kop alt for tynd kaffe. Min mormor har fødselsdag i dag. Hun er født i 1928, men hævder til stadighed, at hun kun er 29. Hun er fandme den mest glemsomme 29-årige, jeg nogensinde har mødt.

Jeg er hæs af at råbe. Efter 12 minutters stædig ringen på døren blev jeg lukket ind af en nabo, og kunne så banke hende op, da jeg først var kommet ind i opgangen. Yderligere 17 minutter inde i besøget, fik jeg gjort det klart, at hendes høreapparat ikke virkede. Så tog hun det af, og så kunne vi da nogenlunde kommunikere.

-Hvordan går det så med Stefan? spurgte hun. Det er min bror. Hun plejer godt nok at kalde ham Henning, så det kørte åbenbart godt i dag.

Jeg skreg et par korte sætninger om, at det gik godt med ham. Hun så forundret på mig. Til sidst fandt jeg en gammel kuvert, og skrev, at min bror underviser ingeniørstuderende nu. Hun fik helt tårer i øjnene. Så stolt blev hun. Opmuntret af det, føjede jeg til, at min søster nu er fastansat som gymnasielærer. Og ikke et øje var tørt. Jeg har nogle seje søskende.

-Og hvad med dig, min pige, spurgte min mormor, med munden fuld af brunkager.

Jo, hvad med mig? Jeg er jo bare lærer. Stadigvæk… Det har jeg jo været i så mange år. Men, mormor husker ikke så godt.

-Jeg er jo lærer, mormor! skreg jeg, så mine lunger blafrede ind over sofabordet som en nytårserpentiner!

-Næææææh! ER du det! sagde min glemsomme mormor beundrende. Jeg så på kuverten med mine søskendes bestilling, og tænkte at nu rablede det da helt for hende.

-Er det så de store børn, du underviser? Hun stoppede yderligere to jødekager ind i gabet.

-Ja, det er de store, hylede jeg, og nikkede, så hovedet var ved at falde af i håb om, at spare lidt på min stemmepragt. Jeg skal jo undervise i morgen.

Hun tog en slurk kaffe og børstede et hav af krummer ned på gulvet. Jeg tænkte, at hjemmehjælpen nok blev lidt træt af mig i morgen, når de så resultatet af mit besøg med hjemmebagte julekager. Så så hun på mig med klare øjne…

-Hvor er du altså bare dygtig. Jeg er så stolt af dig og dine søskende. Tænk, at I er blevet så kloge alle tre… Det er vigtigt arbejde, I har. Det er vigtigt! Tænk, at du sådan kan undervise skoleelever. Det er ikke nemt…

Og jeg så på den plettede kuvert, hvor jeg ikke en gang havde føjet min egen beskæftigelse til listen med børnebørnenes meritter. For det var jo ikke noget at skrive om. Jeg er jo bare lærer! Og selvom jeg er stolt af det, så tager jeg mig ind i mellem i at negligere betydningen af mit arbejde.

Og pludselig midt i alle krummerne og kaffekopperne og kommunaikationsvanskelighederne fik den gamle faktisk indlysende ret. Vi laver alle sammen et vigtigt arbejde. Og jeg fandt kuglepennen og føjede til listen, at jeg er folkeskolelærer. Så kan hun huske det, når de forskellige hjemmehjælpere kommer på besøg, og hun så gerne vil fortælle, hvad vi laver.

I mellemtiden var hun gået ombord i et stort, chokoladeovertrukket marcipanhjerte, som hun gumlede lystigt i. Jeg var ved at gå i sukkerchok efter jeg var blevet tvangsfodret med tyve centimeter hvinende sød kransekage. Jeg fatter ikke, hvordan den lille dame, kan konsumere så store mængder sukker.

-Ja, I er dygtige… Det må være mig I har det fra, gnækkede hun, og kiggede sultent på resterne af min kransekage…

Bolle under “boller”, kryds under “jeg”…

Blogindlæg skolenindefra.dk 14. december 2014

Det var en sjov time forleden. Det var det. Vi skulle lige repetere verballed og subjekt… Udsagnsled og grundled, eller kryds og bolle, om man vil… Nu er det jo ikke mig, der har fundet på, at det er en god ide at lægge undervisning helt ud i ydertimerne. De er sgu lidt trætte i sådan en 8. klasse her sidst på eftermiddagen, sådan nogle teenagere. Og hvis jeg havde haft ordentlig tid til at forberede mig, så havde jeg nok fundet på en lidt sjovere måde at repetere grammatik på. Men, nu har jeg altså ikke længere så meget forberedelsestid. Og så er der kun én måde. Og det er mig, der underholder ved tavlen.

En rigtig god huskeregel er, at der i sætningen ”Jeg boller” skal bolle under boller og kryds under jeg. Og så hyler hele klassen af grin. Hvem glemmer det?

-Hvilken tid står udsagnsleddet i?… Sccchhh… Læg telefonen væk… Og ti stille nede bag ved. Det er ved tavlen, det foregår nu… Jacob?

-Nutid

-Fint, hvad nu hvis det havde stået i grundformen? Er det i alle former, et udsagnsord tager udsagnsled?

-Hva mener du?

-Hvis der havde stået ”Tobias kan godt lide at…”

-Bolle, skriger en frisk fyr…

Alle griner igen. Også mig. Den havde jeg næsten selv bedt om.

-Scccchhh… Nej…. ”at cykle”. Er vi enige om, at ”at cykle” er et udsagnsord?

-Jamen, så er det ”kan”, der er udsagnsleddet, svarer Tobias…

-Fint… Scchhhhh… Nicoline, slå lyden af din telefon og læg den væk. Ellers skal jeg nok holde den for dig.

-Hva nu hvis det er: ”Jeg knepper” råber en nede fra hjørnet. Han har ikke rakt hånden op…

-Ræk hånden op! Så er det selvfølgelig det samme. Slå op på side 4 og lav opgaverne der… Jeg går rundt og hjælper…

-Katja! Katja! Hvad skal vi?

-Skal vi lave alle opgaverne? Det kan jeg ikke finde ud af…

-Shhhh… Jo, du kan… Lad os se på det…

Langsomt falder klassen ind i arbejdet. Og jeg pisker rundt mellem bordene. Hvorfor har du ikke pennalhus med? Så må du låne en blyant? Jeg sagde, slå op på side 4. Jamen, så fortsætter du bare på side 5. Jo, du kan. Kan du så komme i gang? Valdemar? Hvor skal du hen? Ja, du skal også lave de opgaver, der skal skrives ind i hæftet…

Og pludselig er de 45 minutter pist væk. Jeg fanger duksene, der forsøger at stikke af fra duksetjansen, og de, der går uden at sætte stole op. Et par af drengene bliver hængende i klassen, sammen med to gutter fra parallelklassen, der er kommet til, mens jeg pakker det sidste ned.

-Hvad tænkte du egentlig, første gang du mødte mig? spørger den ene… Og vi griner. Og taler sammen. Og de driller mig lidt, og jeg driller tilbage. Og tiden går. Min forberedelsestid. Og inden vi kommer derfra, er der næsten gået et kvarter.

Jeg tager computeren under armen, og alle de stile, som jeg ved, at jeg skal bruge minimum seks timer på at rette, hvis eleverne skal have kvalificeret, fremadrettet feedback. Faktisk plejer min grammatikundervisning at tage udgangspunkt i elevernes egene tekster, men det kan man jo sige sig selv, er umuligt nu. Jeg har knapt 70 minutter tilbage af min tilstedeværelsestid i dag. Det bliver ikke mange stile, jeg når. Jeg skal lige svare på mails og lave ugeplan. Og så skal jeg jo også undervise igen i morgen. Så det må jeg også lige se på.

Da jeg få minutter efter sidder ved arbejdsbordet, er jeg helt blæst i hovedet. HELT blæst. Der er absolut ingen hjerneceller tilbage. Jeg kunne lægge mig ind over bordet og snork-sove. Simpelthen. Og jeg kan slet ikke huske, hvad det var jeg skulle… Og alligevel ville jeg ikke et øjeblik ønske mit arbejde væk. Men, hvor ville jeg ønske, at jeg havde tid til at gøre det ordentligt.

Må vi præsentere… “Den dybe tallerken”

Blogindlæg skolenindefra.dk 10. december 2014

-Ja, det kan godt være, at du ikke kan gøre som du plejer. Men, det er jo fordi at skolereformen lægger op til nye måder at gøre tingene på…

Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt irriteret. Det er jo altid rart, at få at vide, at man skal gøre noget andet, end man gør. Især når ordene kommer fra en, hvis eneste kvalifikation i forhold til at udtale sig om mit arbejde som udskolingslærer er, at han har to børn i indskolingsalderen. Det gør ham selvfølgelig til ekspert på området. Og jo tak, jeg ved godt, hvad reformen lægger op til.

Jeg fortryder en lille smule, at jeg hoppede på at forklare en ”ikke-lærer” om udfordringerne ved at passe sit arbejde som lærer, når man ikke længere har tid nok. Alligevel tager jeg tyren ved hornene:

-Nå, hvad er det så jeg kan gøre anderledes? spørger jeg, i håbet om at han godt selv kan høre, at han fatter nada.

-Videndeling! svarer han uden at blinke.

-Videndeling?

-Ja, videndeling! I lærere kan jo bare dele hinandens arbejde. Det kan være, at der er en af dine kolleger, der har læst den der roman, du skal arbejde med. Så kan hun jo forklare dig, hvad den handler om, og så kan du overtage hendes forberedelse! Han ser ud som om han har opfundet den dybe tallerken. Jeg ser formentlig ud som om, han netop er trådt ud af en flyvende tallerken.

Jeg synes faktisk, at han er ret intelligent, ham jeg sidder i samtale med. Det gør jeg. Og jeg kan også godt lide ham. Det kan jeg. Men gad vide, hvor meget han overtager af kollegers forberedelse, når han står i sit firma og holder oplæg for direktionen? Gad vide, om man bare sådan lige kan lire de andres arbejde af? Gad vide, om han ikke bare lige skal læse det igennem? Gad vide, om han ikke lige skal lidt dybere ind i området, så han kan svare på spørgsmål? Gad vide, om han slet ikke lige overvejer, hvem det er, han holder oplægget for? Og om der ikke er forskellige måder at gribe tingene an på, afhængigt af, hvad han vil opnå med arbejdet?

Jeg ved det ikke. Men, jeg ved, at selvom min fantasifulde hjerne måske kunne have en ide om, at han det meste af dagen sidder på sin røv foran en computer, og flytter bunker rundt, svarer på mails og sikkert bæller kaffe og laver ikke noget, så kunne jeg aldrig, aldrig drømme om at fortælle ham, hvordan han skal udføre sit arbejde. Af den simple grund, at jeg ikke har forstand på det.

Faktum er, at videndeling er en god ting. Det har vi sgu da gjort i årevis. Nu kan vi bare ikke gøre det, fordi vi kun har tid til nødtørftigt at forberede vores timer, og måske rette en enkelt opgave hist og her, hvis det går højt. Men, at sætte sig ned med mine kolleger og videndele; det har jeg ikke gjort i år.

Så, min i øvrigt begavede bekendte har ret i, at folkeskolereformen lægger op til at gøre tingene på nye måder. Det er i og for sig ok. Men, intet er som det plejer, og man har dertil ændret mine arbejdsforhold så radikalt, at noget tilsvarende formentligt aldrig ville finde sted i en privat virksomhed. For, jeg har i årevis udført eet stykke arbejde, og haft frie hænder til at bruge den tid, arbejdet tager. Nu skal jeg udføre et andet arbejde, og ingen har fortalt mig hvordan, jeg skal gøre. Samtidig har jeg ikke tid til at sætte mig ind i hvordan, fordi min arbejdstid er indskrænket. Så videndeling? Jo, tak… Kan jeg få noget tid til det?

I seng med Thomas Mann

Blogindlæg skolenindefra.dk 7. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg har et problem. Jeg har bestilt en roman, som vi skal læse i min 8. klasse efter jul. Det er en ret ny roman, og den har fået fine anmeldelser. Og det er vigtigt, det der med at læse nyere ungdomslitteratur, så i og for sig er det fint nok. Mit problem er bare, at jeg ikke har læst romanen.

Jeg har læst mange romaner i mit liv. En del har fundet vej til min undervisning, og en del ender også som hovedværker, når jeg skal til afgangsprøve med mine klasser. De fleste af de romaner, jeg har læst, er aldrig kommet så langt.

En roman skal have en vis lødighed for at kunne bruges i undervisningen. Jeg skal kunne tænke den ind i et forfatterskab, eller i det mindste et tema. Eller bare kunne finde en paralleltekst, som eleven har mulighed for at få noget ud af til en afgangsprøve. Derfor er det ikke alle romaner, der når så langt som til at kunne bruges i undervisningen.

Bevares, hvad der nu galt med ”Zappa”, spørger du måske? Jaaaa… Det er ikke fordi, der er så meget galt med ”Zappa”. Eller ”Det Forsømte Forår” for den sags skyld. Der er bare det, at vi også skal læse nyere ungdomslitteratur i skolen.

Og det er altså det, jeg har tænkt mig. Lige bortset fra, at jeg altså ikke har fået læst den der roman, som jeg har bestilt hjem. I gamle dage, altså før jeg blev ramt af lov 409 og krav om, at jeg skulle spendere hele min amputerede arbejdstid på skolens matrikel, havde jeg aldrig bestilt en roman hjem i klassesæt, uden at have læst den. Og uden at have udarbejdet arbejdsopgaver til den.

Det blev jeg så nødt til nu, og jeg så min skolebibliotekar dybt i øjnene, da hun sagde, at den var god, og at der var en masse at arbejde med. Og så bestilte jeg den. Og tænkte, at jeg måske fik tid til at læse den… inden jul… Eller noget…

Og inden min forberedelsestid krympede i politikernes kogevask, så arbejdede jeg bare. Hele tiden nærmest. Det flød lidt sammen, hvad der var arbejde, og hvad der var fritid. Og det sidste, jeg gjorde søndag aften, var at tjekke intra for beskeder, så jeg var klar til mandag morgen. Og bagefter kunne jeg da godt finde på at tage en ungdomsroman med i seng. Det var jo næsten ikke arbejde…

Men nu, hvor jeg hører vendinger som; ”Du er normaliseret” og ”Du skal ligne alle andre faggrupper”, har man, ved at få mit arbejde til at lige en industriarbejder fra 50’ernes virkelighed, med eet snuptag fjernet hele mit professionelle råderum, og så er det ikke det, jeg gør. I aftes tog jeg Thomas Mann med i seng. Noget, der på ingen måde kan bruges i skolen. Og det er dejligt at læse Thomas Mann. Og aldrig har jeg haft så meget fritid til at strikke og læse og støvsuge og skrive blogindlæg, og tænk, jeg anede ikke, at man kunne have så meget fritid.

Men, jeg har altså et problem. For jeg når ikke at læse den roman, inden den ligger der efter jul. Ikke hvis jeg skal gøre det i min arbejdstid, siddende ret op og ned ved mit nye hæve-sænkebord i udskolingens næsten færdige kontorlandskab. Og hvordan underviser man i en roman, man ikke har læst? Aner det ikke? Måske kan jeg nå at bestille ”Zappa” hjem alligevel? 1977 er alligevel ikke længe siden…

 

“Du ligner heller ikke en revisor…”

Blogindlæg skolenindefra.dk 30. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg sad en sen fredag eftermiddag i en stor, rød sofa og ventede på min datter. Hun var til ballet. Og så sidder man der. Nogle gange kan man sms’e, andre gange falder man i snak. Det her viste sig at være en af de sidste slags dage.

En mor kom hen og satte sig i sofaen ved siden af mig. Hun sukkede og kom med en kommentar om, hvor hektisk det kan være at nå det hele i en børnefamilie. Jeg havde ikke mødt hende før, men hun var nem at snakke med, og fortalte om løst og fast. Bl.a. om sit arbejde. Hun var revisor. På et tidspunkt i løbet af samtalen fiskede hun forsigtigt efter min bestilling.

-Jeg er lærer…

-Lærer? Hendes blik flakkede et øjeblik.

-Ja. Skolelærer, uddybede jeg venligt, selvom det sjældent er nødvendigt.

-Nå… Du ser ellers så nydelig ud, svarede hun prompte, men så var det, det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt.

-Jeg mener… Du ligner ikke en lærer… Hun bed sig i læben, og så undskyldende på mig.

-Jeg synes heller ikke, du ligner en revisor, svarede jeg lidt forfjamsket, og vi tilbragte de næste tre kvarter med at tale om hendes datters skolegang. Det var ok…

Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Og jeg er faktisk stolt af det, jeg laver. Jeg arbejder ikke som lærer. Jeg er lærer. Og efterhånden råber jeg det gerne ud til alle verdenshjørner! JEG ER LÆRER!

Det er mig, der hver dag tilbringer rigtig mange timer med andre folks børn. Det er mig, der hver dag tager livtag med de teenagere, I ind imellem har billigt til salg der hjemme. De børn, der skal diskutere alt. Og forhandle om alt. Mig, der tager kampen, med dem, der ikke er vant til at indgå i fællesskaber, og det er mig, der skaber rum til de stille børn, der skal have hjælp til at blive foldet ud. Og mig, der også skal nå dem, der faktisk godt kan spillereglerne og pænt sidder og venter på, at sidemanden kommer ned fra gardinerne og måske får lyst til at deltage.

Det er mig, der prædiker mod, opmuntring og tro på sig selv. Mig, der tørrer tårer, når bedste-veninden er skredet, eller forældrene ikke forstår en. Mig, der brænder for litteraturen, har styr på Cubakrisen og Christian d. 4. Mig, der tager politiske og etiske diskussioner med 25 børn ad gangen. Det er mig, der lader en 15-årig sætte kommaer i sin egen tekst igen og igen og igen, til han har fattet systemet. Og mig, der ikke engang synes, at det er synd for ham. Det er mig. Og alle mine kolleger, der gør præcis det samme. Hver evig eneste dag, på hver evig eneste folkeskole rundt omkring.

Men, der er også mig, der tilhører en faggruppe, det er legalt offentligt at gøre nar af. Mig, der har en stilling, som mange mener, er verdens bedst betalte halvdagsjob, dog uden at have anden referenceramme end sin egen hedengangne skolegang. Det er mig, der tilsyneladende burde gå med fjällräv og fodformede fløjlsbukser, og tilbringe det meste af dagen med at æde wienerbrød, siddende på min røv på lærerværelset.

Måske er det på tide at aflive folkeskolelærer-myten, der lever i bedste velgående i det medieskabte billede af den samlede lærerstand. Han findes i hvert fald ikke på virkelighedens lærerværelser. Og ved nærmere eftertanke ligner jeg faktisk en lærer… Hvad ligner du?