Løb for livet, Thomas…

Blogindlæg skolenindefra.dk 9. marts 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Slap dog af! hylede Mikkel og så forarget på mig. -Det var jo bare for sjov, for fanden! Det gør vi hele tiden..

Jeg så på Thomas, der ikke så ud som om det var spor sjovt at blive klasket hårdt i nakken af en tilfældig forbipasserende klassekammerat, men han sagde ikke noget. Han sænkede bare blikket og fortsatte arbejdet med at analysere den novelle, vi var i gang med. Og mens jeg fik bugseret ”klaskeren” ud på gangen til et foredrag af den slags, hvor jeg også bare kan sige –Slap af! Det er bare for sjov, stod det jeg indtil nu kun havde anet, klart for mig.

Jeg var klar over, at Thomas havde et noget uheldigt skoleforløb bag sig. Jeg havde næsten lige lært ham at kende, men jeg vidste, at han havde gået om. Og havde skiftet skole. Og at det altid havde været svært at gå i skole. Det faglige havde været rigtig svært. Og som om det ikke var nok, var det sociale endnu sværere. Og på trods af, at han var køn og havde et vindende væsen, var han en stor undskyldning for sig selv. Han var så stille, så stille, som drenge i 15-årsalderen ellers sjældent er, og havde tilsyneladende accepteret rollen som klassens prygelknabe.

Han var selvfølgelig ikke ret glad for at komme i skole. Han trivedes ikke. Og hvordan skulle man det, når man var mutters alene. I klassen var der en kultur, hvor de andre drenge havde udviklet en omgangsform, der var særdeles hierakisk. De var grove ved hinanden; både fysisk og verbalt. Og da Thomas var nederst i hakkeordenen, gik det i høj grad ud over ham.

At der var noget riv-rav-ruskende galt i den klasse, skal man ikke være professor i specialpædagogik for at regne ud. Men, samtidig med at vi arbejdede med drengens måde at omgås på, så skulle der skabes en ny fortælling om Thomas. Og hans relationer i klassen skulle styrkes.

Det viste sig, at Thomas var en blændende løber. Ikke bare sådan ”god til at løbe”, men seriøst god til at løbe. Han trænede atletik, og havde fundet et fristed i den lokale klub. Her skovlede han den ene præmie efter den anden ind, når han i weekenderne deltog i stævner rundt om i landet. Og ingen i klassen anede det.

Så vi meldte klassen til en sportsturnering, hvor en af disciplinerne var løb! Umiddelbart var der ikke den store begejstring at spore hos eleverne. Men ved udsigten til at vinde en større pengepræmie til klassekassen, var klassen dog overbevist, og vi mødte op på det lokale stadion iført gummisko og joggingbusker, og hvad ved jeg. Thomas dukkede også op. Han lignede en halv million iført det rigtige udstyr fra top til tå. Og det stramme løbetøj afslørede en særdeles veltrænet ung mand; noget der fik pigerne til at kigge en ekstra gang på den klassekammerat, de havde gået i klasse med i årevis, men tilsyneladende aldrig lagt mærke til.

Konkurrencen gik rædselsfuldt for klassen. Flere kunne slet ikke gennemføre, og selv de seje fodbolddrenge klarede det ikke godt. Den eneste, der kunne løbe ordentligt, var Thomas. Og han gik til stålet, og selvfølgelig fejede han alle konkurrenter af banen. Stille og roligt. Uden at se anstrengt ud. Og i øvrigt uden at hovere. Da vi nåede finalen, stod en hel klasse og skreg på Thomas, og heppede som om de aldrig havde gjort andet. Og han vandt… Selvfølgelig… Thomas havde fået sin nye fortælling.

Jeg kunne ikke selv skabe den nye fortælling om Thomas. Jeg fik hjælp til det. Af Thomas’ forældre, der åbent og ærligt gik ind i et skolehjemsamarbejde med mig. Og af dygtige kolleger, der kunne vejlede mig i arbejdet. Og ikke mindst gennem det, der er noget af det bærende i den danske folkeskole; lærernes evne til at arbejde med relationer. Elever, der trives, lærer. Det er derfor, vi er så fokuserede på at arbejde med relationer. Og det er derfor danske skoleelever generelt er så glade for at gå i skole.

Anna duer ikke. Synes Anna…

Blogindlæg skolenindefra.dk 25. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jeg duer ikke til noget… tårerne presser sig på, og hun blinker et par gange. Stirrer stift frem for sig, som om at alt brister, hvis hun ser op og ser mig i øjnene. Jeg holder vejret. Hvis jeg spørger, så lukker hun måske af. Hun har været svær at komme ind på, og jeg har fat i et hjørne nu, hvor hun sidder her på gangen. Smuk og tjekket. Og sårbar som bare pokker. Jeg lægger forsigtigt hånden på hendes arm. Enten afviser hun mig nu. Eller også bliver jeg lukket ind. Der er stille et øjeblik.

-Jeg ville ønske, jeg var ligesom Emma… hulker hun pludseligt, og tårerne vælter ned af kinderne, som brød et uvejr løs.

Emma. Hun ville ønske, hun var som Emma. Og jeg får selv helt ondt i maven. Den lille krop ryster af opsparet frustration, og der går hul på den store, store pose af ”Jeg er ikke god nok”, som hun alt for længe har båret rundt som en klump i maven. Anna duer ikke. Synes Anna.

Og jeg får lov til at lægge armene om Anna, der holder hænderne for ansigtet og hulker ned på min skulder uden ord. Mascara og snot og tårer. Det hele får frit løb.

Anna er tæt på toppen, når man ser på hierarkiet i klassen. Hun er køn og populær. Hun er gevaldig velklædt og dufter så dyrt, at jeg ikke aner, hvad det er, hun dufter af. Hun er dygtig. Til alle skolefag. Drengene synes, hun er en babe. Hendes forældre er søde og veluddannede. Og positive. Og hun har aldrig rigtig oplevet andet end at være populær. Men, hun duer ikke til noget, synes hun.

Når hun får 10, så er hun ikke tilfreds. Så vil hun have 12. Når hun får 12, så mistænker hun os lærere for at give hende det af medlidenhed, eller noget. I hvert fald kunne præstationen være bedre. Det er ikke godt nok. Og hun har en sky af utilfredshed omkring sig. Selv når de andre piger flokkes om hende. Selv når hun får sine opgaver tilbage og diskret tjekker karakteren, inden hun lægger opgaven ned i tasken, til alle de andre fine opgaver.

Jeg lader hende græde. Døren til klassen bliver stille åbnet på klem. Felix stikker hovedet ud.

-Vi er næsten alle sammen færdige med opgaverne, Katja. Han kigger undrende på Anna.

-Jeg kommer lige om lidt, Felix… Vi skal lige ha styr på det her. Kan I gå i gang med næste side? Så kommer jeg lige straks…

Han nikker, og lukker døren.

Anna tørrer sig om øjnene med fingerspidserne. Det hjælper ikke noget.

-Du ligner en panda, siger jeg… Hun smiler gennem tårerne. Og jeg ved, at jeg har fat nu.

-Nu går du ud og tørrer øjnene. Så går jeg tilbage og underviser. Og så snakker vi om det her i pausen? Hun nikker og forsvinder ud på toiletterne.

Jeg smutter tilbage i klassen, hvor næsten alle er i gang med næste opgave. Et par mobiltelefoner forsvinder diskret ned i taskerne.

-Er Anna ok? Spørger Emma, og alles spørgende øjne hviler på mig.

-Mmmm… det er bare en af de dårlige dage, I ved.

Emma nikker. Hun ved godt, hvordan det er. Hende havde jeg en snak med i sidste uge. Det er ikke nemt, at være 15 år i en verden, hvor alle de andre er vildt tjekkede.

Verdens mest irriterende elev og verdens mest nyuddannede lærer

Blogindlæg skolenindefra.dk 2. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Min karriere som lærer startede på en skole med næsten 80% to-sprogede, på trods af at jeg aldrig havde hørt om dansk som andetsprog på seminariet. Jeg var også blevet lærer i en 1. klasse, på trods af at jeg anede, at mine kompetencer primært lå i udskolingen. Der ud over var jeg blevet udstyret med et grusomt skema, hvor jeg i et helt år løb fra afdeling til afdeling og forsøgte at finde ud af, hvordan man underviste i fag, jeg ikke havde haft, siden jeg selv gik i folkeskole. Børnene og kollegerne var søde; det værste var, at tackle socialsager så tunge, at mit hjerte næsten ikke kunne bære det. Velkommen til folkeskolen.

Min første klasse var en mundfuld. Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg greb læseindlæringen rigtigt an. Jeg frygtede, at det en dag ville blive afsløret, at jeg tilsyneladende ikke havde lært noget som helst på seminariet. Hvad jeg stillede op med krigs-traumatiserede forældre, var heller ikke lige noget jeg havde forstand på, og i det hele taget var mødet med folkeskolen voldsomt.

Der var en pige i klassen, der var noget så irriterende, syntes jeg. Hun hed Hanin. Hun rendte i rumpen på mig og ville helst stå klinet op ad mig i frikvartererne. Hun forsøgte at konversere med mig, som var hun en gammel dame, og samtidig lavede hun en bjerg af ulykker, løj om det og lavede aldrig sit hjemmearbejde. Og jeg var ved at få pip.

I løbet af det efterår begyndte hun at ringe hjem til mig. Det var i de gode gamle dage, hvor forældrene fik mit nummer, så de kunne ringe i krisetilfælde. Det nummer var på en eller anden måde kommet i Hanins besiddelse, og jeg skal love for, at hun brugte det flittigt. Og en lørdag morgen, hvor jeg havde smidt alt, hvad jeg havde i hænderne for at nå telefonen, nåede jeg min smertegrænse.

-Det er Hanin, pippede en lille stemme i telefonen…

-Du må altså holde op med at ringe, Hanin. Det er lørdag. Og jeg har fri…

-Jamen, jeg kan altså ikke huske, hvaffor nogle sider vi skulle læse? Jeg kunne høre, et barn der græd i baggrunden, og sukkede.

-Er din mor hjemme?

-Neeej, hun kan ikke snakke….

Mandag morgen var jeg helt vildt træt af Hanin, allerede da jeg mødte hende. Hun derimod er helt vildt ivrig for at vise mig noget hun har skrevet i sit hæfte derhjemme i weekenden. Og også at hun har læst de der sider, hun havde for. Og jeg forsøgte at forholde mig til hende, men det var svært at lyde overbevisende positiv.

I spisepausen mødte jeg tilfældigvis talepædagogen. Hun havde tidligere været tilknyttet klassen, og spurgte til, hvordan det gik, og alle mine frustrationer over det her pigebarn, der ikke artede sig, som hun skulle, væltede ud.

-Og jeg kan ikke få hendes mor til at forstå, at børnene ikke skal ringe hjem til læreren, spruttede jeg arrigt.

Hun så på mig…

-Ved du godt, at hendes mor er psykisk syg?

Og i det øjeblik faldt puslespillet på plads for mig. Midt på den lange, brune gang en mandag formiddag. Og talepædagogen fortalte mig om en psykisk syg mor, der var alene med en børneflok, hvoraf Hanin var den ældste. At hun passede sine små søskende og til tider også sin mor. Lavede mad og varmede sutteflasker. Og den lille pige, der også var en gammel dame, gav pludselig mening.

Jeg kom pludselig i tanke om en sætning, jeg kan huske fra en artikel, jeg læste i psykologi på seminariet; det er den voksne, der er den professionelle. Så noget havde jeg da lært på seminariet.

Det blev min indgang til at skabe en ny historie om Hanin; en god historie. Behøver jeg lave en krølle om vigtigheden af at fortælle de gode historier? Både i skolen og om skolen? Vi får ofte den virkelighed, vi selv fortæller…

Tårer og teenagere… Noget om at trives…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk 17. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Min 8. klasse er sammen med en af parallelklasserne i gang med projekt om kulturpolitikken i Helsingør Kommune. Drønspændende. Der bliver arbejdet intenst i den lokale billedskoles lokaler. Filmet, malet og skrevet. Og ungerne knokler derudaf.

-Ved du, hvad vi skal på fredag? Pigerne fra min 8. klasse smiler og ser op fra deres arbejde, da jeg går forbi. De er i gang med at bygge en model af Helsingørs tomme værftshaller, som de mener bør indrettes til skøjtehal og aktivitetshus. Et par piger arbejder i andre grupper, men de fleste af klassens ti piger er i fuld sving i samme gruppe. Noget der havde været utænkeligt for et halvt år siden. Karoline sætter et langt stykke malertape fast i håret på Nicoline. De griner.

-Nej, hvad er det, I skal? spørger jeg.

-Vi skal spise sammen…. Og sove sammen… Altså de fleste af os. De ser meget stolte ud. Og en lægger armen om en anden. Det er nogle skønne piger.

-Det lyder godt nok hyggeligt, svarer jeg. Kommer alle?

-Altså, alle kommer og spiser. Men Line og Sofie kan ikke sove der. De skal noget andet. Vi skal være hjemme hos Cecilie.

Jeg er imponeret. Lidt rørt og mægtig stolt af dem. For et halvt år siden var de mere eller mindre uvenner alle sammen. Vejen herhen har været lang, og jeg var ved at give lidt op. For der var hele tiden noget i vejen. Og de var tit kede af det.

Helt galt gik det tidligere i år, da vi skulle på lejrskole. 10 piger skulle dele to bornholmske feriehytter med 4-6 sovepladser. Drengene gik ”drenge-agtigt” til opgaven og mente, at de sagtens selv kunne fordele sig. Det gjorde med matematisk præcision og meget nøgternt.

Jeg havde meddelt pigerne, at jeg nok skulle lave grupperne. Det gjorde de bare alligevel uden om mig, og så var alle mere eller mindre utilfredse. Desuden kan teenagepiger tilsyneladende ikke ligge alene. Næh, men skal ”sove sammen med nogen”, og alle kan ikke sove sammen med den samme, når der er to senge i et værelse.

Der blev grædt og råbt. Og jeg blev skældt ud. Og snakkede, og tørrede tårer, og talte igen. Og jeg nåede både at indkalde en kollega, der er ekspert i at arbejde med relationer og konflikter, og at give en opsang, som mine elever nok ville kalde en skideballe. Men, i hvert fald blev pigerne på et eller andet tidspunkt enten så trætte af at høre på os, eller så inspirerede, at de selv løste, den tilsyneladende uløselige knude. De fordelte sig nok så nydeligt i to huse, og de kom hjem fra Bornholm som de bedste veninder og klassekammerater.

Jeg er selv forældre og ved, hvor frustrerende det er, at have en grædende teenager, der er ekskluderet fra fællesskabet. Det gør så ondt. Og jeg ved godt, hvordan pigerne havde det, når de hele tiden at blev uvenner. Men jeg er også lærer, og jeg ved, at man ikke kan lære noget, hvis man skal bruge sin energi på at navigere i det sociale hver dag, når man møder i skole. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Folkeskoleklassen er for mange af os et af de fælleskab, vi vil have tilbragt længst tid i næstefter vores familie. Og for at få en succesfuld skolegang er vi nødt til at lære at fungere i det fællesskab. Klassen er et lille samfund, hvor vi lærer at begå os, løse vores konflikter og bidrage til hinanden. Intet menneske er jo en ø. Vi skal alle ud på arbejdspladser og i sammenhænge, hvor vores sociale kompetencer er vigtige. Og vi er alle vigtige i det fællesskab, og vi skal alle have lyst til at bidrage. Vi skal have livsmod.

Så sideløbende med alt det fagligt målbare, så skal vi i skolen hver dag sørge for, at eleverne får rum og støtte til at udvikle deres sociale kompetencer og lyst til at deltage i samfundet. Og det arbejde laver vi med glæde ude i klasserne hver dag. Det kan ikke måles direkte i en test, men det er grundlaget for meget af det andet faglige, der finder sted i skolen. Og grundlaget for hele vores samfund.