Fedt! Lad os slå hinanden i hovedet…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk 13. februar 2016

I dag florerer et billede af en fastelavnstønde dekoreret med et billede af Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjbjerg på de sociale medier. Tønden har tilsyneladende været i brug på ved et fastelavnsarrangement i udskolingen på en Københavnsk skole. Billedet er delt af flere politikere, der undrer sig over, at noget sådan kan finde sted på en skole. Og det har de ret i. Det er selvfølgelig ikke i orden at slå Inger Støjberg af tønden. Det vil jeg gerne slå fast. Når det er sagt, så bliver jeg simpelthen så ked af alle de kommentarer om, hvor i alverden lærerne var henne? Vi trænger ikke til mere “slå-en-faggruppe-af-tønden”-generaliseringer, digtet på baggrund af et foto og en god gang forudfattede meninger.

Jeg er historielærer. Og grundregel nummer et er kildekritik. I princippet har vi ikke andet end et billede af en tønde med et foto af en minister. Hvor var læreren i det splitsekund, det foto blev taget? Ved at løse en konflikt? På toilettet? Til pause? I gang med at hænge andre tønder op?  Han kunne have været tilbage to sekunder efter, og billedet kunne være blevet taget af. Vi aner det ikke…

Men jeg har som lærer et bud på, hvordan sådan noget opstår. Og det er altså ikke os lærere, der maner til rød front eller bare sidder og drikker kaffe et sted.

Sidste år stod jeg til et stort arrangement, hvor den daværende undervisningsminister skulle holde tale. Over 750 elever var til stede ved arrangementet. Og pressen. Der er næppe grund til at fortælle, at den daværende minister var mere end almindelig upopulær blandt eleverne. Selv små elever rasede over, at “hende, der havde lavet reformen” skulle tale. Og da ministeren begyndte at tale, begyndte adskillige elever at buh’e højt. Ikke i orden… Men man kan sikkert også forestille sig, at vi lærere havde mere end almindeligt travlt med at tysse på elever og bede dem opføre sig ordentligt, uanset hvad de måtte føle i forhold til ministeren. Jeg havde stillet mig hos et par af de gutter, som kunne tænkes at opføre sig festligt. Men, alligevel kunne jeg ikke forhindre, at der blev udtrykt følelser og råbt fra andet hold. Vi kan simpelthen ikke udøve censur. Vi kan ikke adfærdsregulere på forhånd. Og hvis Dagbladet havde haft lyst, kunne de have lavet en rigtig lortehistorie på baggrund af nogle elevers dårlige opførsel. Heldigvis havde de ikke behov for at give nogen en omgang.

Og os der kender teenagere i grupper ved, at der ikke altid skal meget til, at det ene fører det andet med sig, når man er 15, hjertet banker hårdt og holdninger ind i mellem sorte eller hvide. Og når alt kommer til alt, er det godt, at man har en politisk holdning, også selvom den er kantet, demonstrativ og ind i mellem unuanceret…

Jeg vil vædde med, at der er nogle elever, der sidder og er rigtig kede af, at et øjebliks tankeløshed har fået både deres skole og deres lærer i fedtefadet. Det er formentlig ikke sjovt at være dem lige nu.

Så lad os sænke fastelavnskøllerne, og lade være med at bære benzin til bålet. Ved I godt, at det i sidste uge lykkedes nogle studerende på Københavns universitet at slå “Esben Lunde-af tønden” uden det udløste ramaskrig og forargelse?

Og husk så, at det er os voksne, der sætter standarden for, hvordan man debatterer i et demokrati.

Han er super til tetris, men ikke uddannelsesparat…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk

Christian er mægtig sød. Han er 14. Han er høflig. Og så er han luddoven. Han laver simpelthen en minimal-indsats som udgangspunkt hver gang. Hver evig eneste gang. Det meste af timen går med at forsøge at være mest mulig på facebook. Eller spille tetris. Eller se videoer på youtube. Eller noget andet, som ikke har noget med skolearbejdet at gøre. Når jeg nærmer mig hans plads, lukker han lynhurtigt vinduet ned, og sidder så med det vindue åbent, som han skulle have arbejdet i. Han undgår for en hver pris øjenkontakt med mig, når jeg kommer for tæt på. Bare lade som ingen ting, så opdager hun det nok ikke, er mantraet. Så siger han, med lidt for høj stemme, et par ord, som har lidt relation til arbejdet. Så tror han nemlig, at jeg tror, at han arbejder.

Men efter 16 år i gamet, så kan jeg lugte det langt væk. Han stirrer intenst på skærmen, når han spiller tetris. Man kan se på hans øjne, der sitrer, og hans fingre, der tæsker løs på piletasterne, at han spiller. Man kan se på de små rytmiske ryk med hovedet, og den høretelefon han har lusket ind under trøjen og op i øret, at han ser youtube-videoer. Hvor dum tror han lige, jeg er?

Og Christian lyver. Han vil hellere dø, end at indrømme, at han lavede noget andet. Når jeg fanger ham ved vingebenet, slår han ud med armene og ruller med øjnene. Han peger på skærmen og ryster på hovedet. Hvad tror jeg om ham? Han sidder her og laver det, han skal. Han har bare ikke skrevet så meget, fordi han tænkte… Duuuuh…

Christian er umoden. 8. klasse lakker mod enden. Og Christian skal uddannelsesparathedsvurderes. Og jeg har dælen duleme svært ved at se, at han skal blive klar til en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Men Christian vil så gerne i gymnasiet. Ligesom sin storesøster, siger hans far og ser på Christian, når vi har skolehjemsamtale. Jeg foreslår, at Christian kommer en tur forbi 10. klasse. Der kan nå at ske meget med hans modenhed på et år. Men, der kan ikke nå at ske så meget med de faglige mangler, han har, hvis han ikke snart begynder at samarbejde.

Christian har nemlig ikke lært noget om rigtig mange ting. Hans far kan ikke forstå, at jeg giver dem et essay for, uden at have undervist i hvordan man skriver sådan et? Og der er da også noget med matematikken? Jeg har undervist i, hvordan man skriver et essay, men det kan Christian ikke huske. Måske var jeg syg? siger han så, og skæver til sin far. Jeg nævner alle de essays, klassen har arbejdet med. I flere omgange endda. Christian siger –Nååååh, ja, men det kan jeg altså ikke lige huske… Og det kan jeg faktisk godt forstå.

Jeg vurderer, at Christian ikke er uddannelsesparat i forhold til, at han vil i gymnasiet. Lige som jeg vurderer, at Emma, der passer sine ting, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad retning hendes liv skal tage, når hun forlader 9. klasse, ikke er uddannelsesparat. Og lige som jeg gør med resten af de næsten 30% af min ottende klasse, der har massivt brug for uu-vejledning. Resten vil stort set alle sammen i gymnasiet og kan fint blive klar til at komme det.

Det er svært at vurdere, om 14-årige er uddannelsesparate i 8. klasse. Men, det har altid indgået i vores arbejde med afgangsklasserne. Christian har selvfølgelig vores særlige opmærksomhed. Det ville han også have haft før uu-vejledningen blev beskåret. Nu bliver jeg bare nødt til at erklære ham ”ikke uddannelsesparat”, for at kunne få et samarbejde op at stå med uu-vejlederen omkring ham. Og at resten vil i gymnasiet, det kan vi så ikke gøre så meget ved. For mor og far er nu en gang de nærmeste til at vejlede. Og det kan de da sagtens klare. Hvis man altså fra politisk hold er lige glad med, at så mange på hver årgang vælger en gymnasial uddannelse.