Jeg vil gerne blive ved som lærer, men…

Debatindlæg bragt i Jyllandsposten 26. januar 2016

Lærerne forlader hastigt folkeskolen, og alt imens uret tikker, og vi diskuterer, om reformen bare skal have mere tid, er der nogle, der aldrig kommer til orde. Det er de elever, reformen skulle gøre noget særligt for. En af dem er min tidligere elev Tim. Han var en opgave, jeg ikke fik løst. Og endnu værre, en dreng som jeg tabte.

Forleden stod han pludselig på stationen og prikkede mig på skulderen. Han var et helt hoved højere end mig. Jeg blev glad, for jeg havde faktisk aldrig troet, at han ville hilse på sin gamle lærer, hvis vi mødtes igen. Jeg fik aldrig sagt farvel til Tim. Han fik aldrig sin afgangsprøve.

Han havde fået arbejde på et lager i Københavnsområdet, fortalte han med lys i øjnene. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde så ham så stolt, da han gik i skole. Det må være dejligt, at noget lykkes for Tim. Når nu vi andre ikke lykkedes med opgaven.

En dag holdt han pludselig op med at komme i skole. Han pjækkede ikke bare. Han blev simpelthen væk. Jeg ringede hjem og fik fat i Tims mor, men hun kunne ikke få ham af sted. Og hans mor havde gråd i stemmen. Vi satte himmel og jord i bevægelse for at få ham tilbage i skole; skrev underretninger til kommunen, holdt møder med alt og alle. Min skoleleder kørte endda hjem og ringede på for at få ham med i skole. Tim lukkede ikke op.

Og i bakspejlet kan jeg godt forstå det. Han havde altid haft det fagligt svært. De seneste år havde budt på stadig stigende faglige krav, og reformen slog hovedet på sømmet. Eleverne skulle nu lære i 8. klasse, hvad de tidligere først havde lært i 9. klasse. I sig selv et umuligt krav for en elev, der slås med at løse de mest basale faglige krav og dertil kommer fra et hjem uden uddannelsesmæssig baggrund.

Men det værste var nok de lange skoledage. De var simpelthen fuldstændig uudholdelige for Tim, uanset hvad vi fyldte i dem, og hvordan vi indrettede dagen. Og det underlige er, at skolereformen skulle have hjulpet en dreng som ham. Det gjorde den ikke. Og jeg var mere utilstrækkelig, end jeg nogensinde før har følt mig i mit lærerliv.

Det er børn som ham, der kræver en ekstra hånd og en tidlig indsats. Det er børn som ham, der først bliver ramt, når et system ikke fungerer. Og det er børn som ham, der ikke har en stemme, og det er børn som ham, der går videre med endnu et nederlag i rygsækken. Og han er ikke den eneste.

Jeg håber, Tim finder en vej gennem verden alligevel. Men allermest håber jeg, at krigen om folkeskolen snart stilner af, så lærere og ledere på de enkelte folkeskoler får mulighed for at vurdere, hvad der giver bedst mening for elevernes undervisning, så vi kan lykkes med opgaven ude i klasserne. Jeg vil gerne blive ved med at være lærer

Vi risikerer at tabe de unge

Debatindlæg bragt i politiken 7. oktober 2015

af KATJA GOTTLIEB, LÆRER

MIN DATTER er 15 år og går i 9. klasse. Og lige nu er vi ved at tale valg af gymnasium.Jeg har taget mange notater til et forældremøde, så jeg ved, at min datter skal udfylde en uddannelsesplan på nettet.Jeg har også nogenlunde styr på datoer.Men derudover har jeg ikke styr på særlig meget vedrørende hendes valg af ungdomsuddannelse.Jeg er endda lærer.Oven i købet i en 9.-klasse. Og jeg tror ikke, det står meget anderledes til ved køkkenbordene i mine elevers hjem, hvor deres forældre i disse dage forsøger at rådgive, det bedste de har lært. Og måske skal jeg lige tilføje, at det ser ud, som om de fleste af mine elever gerne vil i gymnasiet. Ligesom min datter.At dømme efter situationen ved de køkkenborde, som jeg umiddelbart har adgang til, ser det ud, som om der er et stykke vej til målsætningen om, at 25 procent af eleverne i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Og jeg tror, at vejen dertil bliver lang. For man har valgt at beskære den uddannelsesvejledning, mine elever traditionelt har fået, kraftigt. Så kraftigt, at man kun får adgang til individuelle samtaler med en uddannelsesvejleder, hvis man af klasselæreren er erklæret ikkeuddannelsesparat; måske i en idé om, at man godt selv kan beslutte, om man vil være tømrer eller ingeniør, hvis man er vurderet uddannelsesparat? Jeg kan huske, at jeg selv i en alder af 15 ikke havde det fjerneste begreb om, hvilken retning mit fremtidige arbejdsliv skulle tage. Jeg ville helst være Disneytegner, men luftede aldrig rigtig planerne, da det sikkert ville være slået hen som tosserier. I hvert fald blev jeg som så mange andre indskrevet på det lokale gymnasium.Da jeg var en skovl til matematik, men dygtig til sprog, blev jeg sproglig student. Og derfra gik det slag i slag.Min erfaring med at vejlede unge i valg af uddannelse bliver i høj grad et produkt af mine egne erfaringer. Jeg ved ikke nok om, hvordan jeg skal vejlede, hvis jeg skal gøre det kvalificeret; sådan er det jo.Det samme gælder helt sikkert for mine elevers forældre, der nu agerer vejledere, så godt som de kan. I mange tilfælde sikkert uproblematisk, men i mange tilfælde i blinde. Og får man så startet på den uddannelse, der er den rigtige? Det må tiden vise. Men der er en grund til, at vi har fagfolk.Undervisningsministeren nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal se på muligheden for at skabe større sammenhæng mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, med henblik på at bevare de unges motivation, men også så de unge bliver klædt på til at vælge uddannelse og vælge rigtigt. Mens arbejdsgruppen arbejder, kan man se på, om vi på nogen måde kan nå at styrke og bevare den store ekspertise, der gennem en årrække er opbygget i uddannelsesvejledningen rundtomkring i landet? Hvis ikke risikerer vi at tabe mange unge i svinget.

 

Lyt til fagfolkene, Undervisningsminister

Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende 21. august 2015

Noget, der har fyldt meget i medierne den seneste tid, er de lange skoledage, og det er med undren, jeg har fulgt debatten.Hvis de store elever skal modtage 35 timers undervisning om ugen, skal der ikke en matematisk ph. d.-grad til for at regne ud, at det giver en skoledag på syv timer i gennemsnit. Gennemsnittet skyldes udfordringer omkring faglokaler og faglærere, der også skal løses, når man lægger skema, og måske skal eleverne til præst i morgentimerne. Det giver i sagens natur lange skoledage. Om lange skoledage er gavnlige for noget, kan man så mene om, hvad man vil. Og om de fleste danske folkeskoler er indrettet til lange skoledage, hvad angår fysiske rammer og kantineforhold, er også en diskussion værd. Men det kan altså ikke undre, at dagene er blevet meget lange for vores skoleelever, og det er selvfølgelig dejligt at høre, at politikernes fokus er på udfordringerne.Det, vi dog ikke har brug for, er, at man uden hensyntagen til hverdagen i folkeskolen og fagfolks viden og erfaring kaster sig ud i lovgivning på områder, som man skal være fagperson for at kende konsekvenserne af. Det gør hverdagen i folkeskolen yderligere kompliceret og medfører problemer, som kun kan løses politisk.F. eks. er der kommet mange mere eller mindre kreative bud på, hvad vi nu skal stille op med de lange skoledage. Et af de mere kuriøse forslag har været at lade eleverne møde kl 7: 30. Det løser dog ikke noget. Dagen bliver jo ikke kortere af at begynde en halv time tidligere.DET MINDER MEST om molbo-historien, hvor man har en bunke jord, man ikke ved, hvad man skal stille op med, og derfor graver man et hul, som man kan komme jorden ned i. Og teenagere kan slet ikke fungere optimalt tidligt på dagen.En anden udløber af debatten om de lange skoledage var at lovgive sig ud af, hvor lektiehjælpen skal ligge, når nu eleverne er så trætte om eftermiddagen.Det ville jeg som udskolingslærer være ked af. For det er godt nok ikke meget udbytte, jeg får af min ene ugentlige historietime i 9. klasse, hvis den kommer til at ligge fra 14 til 14: 45. Så vil jeg hellere læse lektier med eleverne på det tidspunkt.Mange steder vil lektielæsning i morgentimerne give rigtig god mening.Så det er med stor forhåbning, jeg læser i undervisningsministerens brev til lærerne, at Ellen Trane Nørby ønsker dialogen med fagfolk. Det er pædagoger, lærere og skoleledere, der ved, hvordan man indretter skoledagen, så den giver mest mulig mening. Megen af den forundring, der nu er over konsekvenserne af at gennemføre en skolereform, kunne måske være undgået. Der er mange områder, som i lighed med de lange skoledage ikke fungerer ude på skolerne. Den eneste løsning er, at inddrage os, der får hverdagen til at fungere i vores folkeskoler. Vi vil rigtig gerne være med.

Klap i og giv os arbejdsro

Debatindlæg bragt i politiken 10. august 2014

Der arbejdes. På gulvet i det gamle forberedelseslokale sidder en kollega med sin computer i skødet.

Inventaret er for længst revet ned, og man kan ikke printe. De lovede arbejdspladser er først færdig om nogen tid. Måske sidst på måneden?

I garderoben står to kolleger og taler i telefon. Den ene bruger sin egen, for der er kun en telefon til godt og vel 60 lærere. Hele lærerværelset er oversvømmet af folk, der sidder og forbereder sig. Mange i grupper, enkelte med høretelefoner, så man ikke bliver forstyrret.

Resten af lærerkollegiet har fordelt sig ud i de heldigvis stadig tomme klasselokaler. Der arbejdes på højtryk. For eleverne står her mandag morgen, og intet er, som det plejer.

Hvem gør hvad, når man ikke længere har en klasselærer? Hvor skal vi hen på lejrskole? Er skolens kalender snart færdig, så man kan lave en årsplan? Hvad skal man lave i understøttende undervisning?

Listen er lang, og internettet er uendeligt langsomt. Kopier kan kun hentes på skolebiblioteket på anden sal, og der er fejl i skemaerne, så mange ved ikke rigtig, hvad de skal på mandag. Og alle de andre dage.

På bordet ligger Politiken mellem en samfundsfagsbog og min madpakke. I den kan man læse om lærere, der alle er sure og vrangvillige og altid siger nej. Godt nok er det en opkomling af en socialdemokrat, der har skrevet indlægget, og hvem regner efterhånden med dem?

Og godt nok er der jagttid på skolelærere hele året, og det er vi egentlig vant til, men kunne vi ikke godt få arbejdsro?

Vi har en reform at løbe i gang. En reform, der er udtænkt bag skriveborde langt fra folkeskolens hverdag. Og den er udtænkt af hjerner uden erfaring med undervisning.

Vi knokler så sveden springer herude, for vi ved, at børn ikke bare er tal, men mennesker. Og vi ved godt, at I ikke gider høre om alle de mangler, der er ved den mest sjuskede skolereform, der nogensinde er vedtaget.

Så hold nu jeres mund med al den rutineprægede og hjernedøde kritik af lærerne og lad os arbejde. Vi er nogle, der prøver at redde makværket, så børnene ikke går tabt.

Solidaritet er blevet et taber-ord

Debatindlæg bragt i politiken 7. juli 2015

af METTE SUN NYGAARD OG KATJA GOTTLIEB, UU-VEJLEDER OG LÆRER

»FOR SÅ er man jo fucking ensom«, sagde den unge mand, da vejlederen spurgte, hvorfor han ikke stoppede med at ryge hash? Fordi han var bange for at blive ensom. Fordi han i misbruget havde fundet et fællesskab, der var lige så vanedannende som hashen. De fleste af os er flokdyr.Vi søger derhen, hvor vi møder forståelse, accept og anerkendelse. Som henholdsvis lærer og uddannelsesvejleder har vi tilsammen haft en del børn og unge under vores vinger. Vi har mange års praktisk erfaring fra velfærdsstatens maskinrum, og derfor ved vi noget om dem, der skal videreføre vores samfund. Og hvorfor vi ikke er tjent med, at solidaritet bliver et fremmedord for dem.Solidaritet er blevet et taberord. Solidaritet er blevet som den søde, men klæbende kæreste, du overvejer, hvordan du slipper af med på en pæn måde. Og i et samfund, hvor konkurrence er blevet det bærende element, er der en tendens til, at vi vogter på hinanden i stedet for at udnytte hinandens styrker. Vi ser det i skoleklasser, hvor videndeling ikke nødvendigvis bliver opfattet som en styrke af elever, der er vant til at konkurrere. For hvad nu hvis sidemandens succes gør mig mindre værd? Det er et kæmpe handikap i et samfund, der skal leve af innovation. Men de unge er rædselsslagne for at sakke agterud. Netop derfor er det svært at overbevise dem om, at det er vigtigt, at alle er med. For dem, der ikke kan følge trop, er der andre fællesskaber, som tilbyder nogle få, men meget simple leveregler. Det er fællesskaber, som den unge mand på vejlederkontoret fandt i misbrugermiljøet eller endnu værre: ensomhed. Vi lever i et X-factor-samfund, hvor dit værd aflæses på et performancebarometer. Blev der klappet, blev jeg liket, blev det delt? SOLIDARITET er blevet et ord, der smager af overvægtige gråhårede fagforeningsmænd, røde faner i Fælledparken og en ideologi, færre og færre kan identificere sig med. Men solidaritet er det kit, der binder vores samfund sammen. Solidaritet er også at dele vores overskud. At hjælpe naboen. Solidaritet er at sørge for, at alle, der vil være med, er med. Frihed til alle og ansvar for ingen er blevet solidaritetens populære modsætning. I spurten mod toppen er der nogle, som glider i svinget. I farten er der ikke plads til at give en hånd og få dem på benene igen. Samtidig er der en tendens til, at det i vores samfund er blevet acceptabelt verbalt at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. De er jo selv ude om det. De kunne bare have truffet nogle andre valg, synes at være et argument, der møder stor tilslutning i den brede befolkning. Men når du spørger rundt i en skoleklasse, er der ingen, der ikke vil være med. Der er ingen, der vil meldes ud af fællesskabet. Så hvordan og hvornår opstår den tanke, at de mennesker, der snubler, selv melder sig ud og vælger et passivt liv på offentlig forsørgelse? Som fagpersoner kan vi kun begræde fraværet af solidaritet i den offentlige debat. Især når det handler om børn og unge. For de fleste børn og unge har behov for at opleve en samhørighed, hvor de kan genkende sig selv i de andre. Solidaritet er ikke kun forbeholdt de sårbare unge eller de fagligt udfordrede unge. Solidaritet er et fællesskab, hvor der er så højt til loftet, at alle kan finde nogen, de kan genkende sig selv i. Både de ressourcestærke og de udfordrede.For vores opgave er også at præsentere eleverne for den viden, de ikke vidste, de ønskede at få. I uddannelsesvejledningen skal vi udfordre de unge på deres uddannelsesvalg. Vi skal tilbyde dem andet og mere end det, de kan google sig til. Vi ønsker ikke et fællesskabstyranni, hvor alle skal passe i den samme skabelon. Det avler ofte en dyb aversion mod hensyntagen til andre mennesker. Vi ønsker et samfund, der giver reelle muligheder for at blive omfattet af den styrke, der ligger i at være en del af fællesskabet.

 

Politisk hjemløs i en verden fuld af mistillid

Kronik bragt i  politiken 14. februar 2015

Jeg husker stadig lugten af thebirkes, når jeg de stille morgentimer cyklede ud over den lappede asfalt i de weekendtomme gader på Amager med dagens opgaveoversigt liggende i cykelkurven. De sidste branderter var på vej hjem, og jeg var på vej på arbejde.

Det er mange år siden, jeg som studerende tilbragte mine weekender i hjemmeplejen. Jeg havde haft en del forskellige jobs, men efter en sommerferie som afløser i hjemmeplejen, valgte jeg at blive der resten af min studietid. Det var hårdt tjente penge, men jeg kunne godt lide at være der, og jeg holdt af at komme hos de ældre. Viggo havde fx været i modstandsbevægelsen, og det var så spændende, når han fortalte, at jeg godt kunne finde på at skynde mig lidt meget med støvsugeren, så vi kunne få en kop kaffe og høre historier fra gamle dage.

En luksus som Viggo også pressede på for, at jeg ikke skulle glemme. »Jeg grisser jo ikke så meget«, sagde han. »De andre har aldrig tid til en kop kaffe mere«. Og så sad vi der og syndede sammen. Og det var så hyggeligt. I sig selv var det dog et opslidende arbejde. Vi var underlagt et stort tidspres. Mange af de ældre var rigtig dårlige, demente eller ensomme. Det var tungt og travlt at være hjemmehjælper. Mest af alt husker jeg dog den respekt, jeg fik for mine kolleger, der dag ud og dag ind magtede det tunge og til tider psykisk belastende arbejde. Jeg kørte ind i mellem sammen med Susanne. Hun havde været hjemmehjælper hele sit liv, og den omsorg hun lagde for dagen, glemmer jeg aldrig.

Vi kom hos en dame, der hed Ruth. Hun havde fået en hjerneblødning og kunne efter den stort set ikke kommunikere. Hun kunne ikke bevæge andet end venstre arm en smule. Derfor sad hun hele dagen i sin lænestol og så tv. Når vi kom om morgenen, startede vi med at tage Ruth ud af sengen. Da Ruth ikke kunne bevæge sig, var der installeret en stor, elektrisk lift, der skulle lette hjemmehjælpens arbejde og sikre, at det blev udført efter reglerne. Men Ruth var ikke så tryg ved liften, og derfor brugte Susanne den så lidt som muligt. Og ofte tog det alligevel også for lang tid i forhold til tidsplanen at få liften i gang.

Så når først Ruth var kommet ud af sengen, skulle der løftes. Og Susanne lærte mig, hvordan vi kunne samarbejde om at få løftet den i øvrigt meget velvoksne dame fra liften over i pottestolen, hvor hun kunne få forrettet sin nødtørft og blive vasket. Herefter gentog de selvsamme løft sig, når Ruth skulle fra pottestolen over i kørestolen og fra kørestolen over i lænestolen. Og gentagne gange i løbet af dagen, når Ruth skulle på toilettet eller tilbage i seng igen. Susanne havde altid et støttebind om albuen, men hun beklagede sig aldrig. Og jeg kan ikke huske, at hun overhovedet var syg.

Jeg er godt klar over, at det ikke var efter bogen, når Susanne undlod at bruge liften, og det var opslidende for hende. Jeg ved dog, at det ikke var gjort af dovenskab eller uvilje, men gjort med hjertet. Susanne og Ruth kommunikerede på en eller anden måde med hinanden, og de havde gennem årene udviklet et tæt og hjerteligt forhold. Og fordi Susanne ønskede Ruth alt det bedste, gjorde hun det, hun fandt rigtigt. Selvom tiden var knap.

Selv valgte jeg at blive lærer. Ikke fordi jeg var voldsomt begejstret for at gå i skole; min tilgang til læring er ret lystbetonet. Jeg fandt mange fag kedelige. Så kedelige at jeg ikke engang gad ulejlige mig med at forsøge at lære dem. Andre fag derimod gjorde jeg en hæderlig indsats i, og det var fordi, jeg dér mødte lærere, der med deres engagement og nærvær gjorde en forskel på min vej. Lærere, der brændte; ikke kun for deres fag, men også for os elever.

Disse menneskers engagement bærer jeg med mig den dag i dag. Og det har betydning for mig i det arbejde, jeg gør. Dén forskel, vil jeg også gerne gøre i min hverdag. Det er ikke lønnen, det er ikke anseelsen, der har inspireret mig til at blive lærer. Det er noget helt andet. Mange af os offentligt ansatte er drevet af et ønske om at gøre noget for samfundet eller for andre. Vi arbejder med mennesker. Vi kan ikke øge produktionen, sætte arbejdstempoet op eller lade bunkerne ligge til i morgen.

Vi kan ikke klemme flere børn ind i kvalificerede, pædagogiske dagtilbud, fange fartsynderne hurtigere eller lade fru Hansen sidde i sin ble til i morgen. Vi kan ikke operere hurtigere, rådgive stærkere eller undervise kvalificeret, når vi ikke har tid til at forberede vores arbejde. Det er meget simpelt. I vores arbejde finder møder ofte sted, og det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at undlade at engagere sig i relationer, når man arbejder med mennesker. Borgeren, klienten eller barnet ville få en ualmindelig dårlig oplevelse i mødet med det offentlige, hvis vi, der er ”det offentlige”, ikke tog os tiden eller medmenneskeligheden til at møde dem.

Eller, som Løgstrup udtrykte det: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd«. Vi vil gerne, også selvom vi er mere pressede i det møde end nogensinde før.

Desværre er vi offentligt ansatte de seneste år blevet mødt af en stadig mere skinger tone i debatten. Og det er ikke kun ’almindelige debattører’, der anvender en hård retorik. Også fra politisk hold har vi offentligt ansatte oplevet en tone, som ikke alene er aldeles upassende, men også direkte samfundsskadelig; vi laver ikke nok, er dovne og skal ”arbejde smartere”.

For lærernes vedkommende startede det med Anders Foghs angreb på rundkredspædagogikken i 2003. Her harcelerede landets statsminister mod den slaphed, der udspillede sig i landets skoler, hvor gruppearbejde og manglende disciplin i skolen førte til ringe resultater. Synderne var, ifølge statsministeren, lærerne selv. Dengang var selv professor i specialpædagogik Niels Egelund ude og påpege det uheldige i, at »statsministeren latterliggør lærernes arbejde« (Ugebrevet A4, 3/11 2003).

Siden har piben dog fået en anden lyd fra Niels Egelunds side, og efter Anders Foghs angreb på lærerstanden har faget været under så massivt angreb, at det nu er comme il fault offentligt at kritisere lærerne og folkeskolen som sådan. Ofte bliver man som lærer mødt med forventningen om, at man er dum og doven. Som en elev engang udtrykte det, da han havde spurgt om mit karaktergennemsnit i gymnasiet: »Hold da op! Vil det sige, at du ikke er blevet lærer, fordi det er det eneste, du kunne blive?«. »Nej, Magnus. Det er det ikke. Jeg er blevet lærer, fordi jeg gerne vil være lærer!« Og stor var hans undren.

Og hvor komisk det end måtte lyde, så er det en almindelig udfordring for mange lærere, at man ofte skal til at forsvare sig, når man møder nye mennesker, der spørger ind til ens beskæftigelse. Jeg har sågar hørt historier om folk, der opdigter andre professioner, for at slippe for kritikken. Og hvilken lærer frygter ikke den familiesammenkomst, hvor man igen skal høre på onkel Erlings indebrændte bemærkninger omkring, hvor lidt lærere laver, og hvor meget ferie de har? Og hvad ved onkel Erling egentlig om det?

Han har munden fuld af kartoffelsalat og fået lidt for meget at drikke. Og så har han ikke sat sine ben i folkeskolen, siden hans egne poder forlod den for snart en menneskealder siden. Men det afholder ham sjældent fra at give sit besyv med på vejen. Heksejagten kulminerede foreløbig med lockouten af lærerne i foråret 2013, hvor regeringen i samarbejde med KL gik til angreb på lærernes såkaldt favorable arbejdstidsregler. Man lukkede landets skoler, så eleverne stod uden undervisning i en måned. Og i den tid stod lærerne på gaden.

Og der stod jeg også en kold og grå aprildag, da en nydelig dame passerede langsomt forbi i sin bil og gav min søde og rare matematikteammakker en nok så stiv og strunk fuck-finger ud af sit bilvindue. Og den finger, den svier endnu. Hvad havde vi dog gjort hende? Jo, vi var igen og igen og igen blevet italesat som dovne, klynkende og uduelige. Det var vores brøde.

Regeringen valgte altså at knægte lærerne og afskaffede i samme nu de sidste rester af kaldstanken. I stedet indførte man industrilignende arbejdsforhold. Al lærernes arbejdstid skulle nu bruges på arbejdspladsen, så man kunne kontrollere, at de nu også lavede noget, og ikke slog græs eller på anden måde blot danderede den, når de ikke havde undervisning. Stik i mod den øvrige tendens i samfundet, i øvrigt.

Og jeg, der blev lærer, fordi jeg ville gøre en forskel. Fordi jeg ville være så modig, at holde bare en smule af et andet menneskes liv i min hånd. Nu står jeg så med arbejdsforhold, der i bedste fald umuliggør mine ambitioner om at være noget for nogen. For sandheden er, at skolen i årevis har været så målstyret, så fast forankret i teamsamarbejde og høj faglighed, at ingen lærer med respekt for sig selv har kunnet slippe af sted med ikke at lave noget. Og de få lærere, der måske har rendt rundt og lavet ingenting, dem kunne man jo bare have fyret, som man ville have gjort i andre brancher. Nu valgte man så i stedet at styrte en samfundsinstitution i grus.

Det lyder som om, at jeg ikke er den eneste. Det lyder som om, der er lagt i kakkelovnen til pædagogerne nu, og vi har de seneste dage kunnet læse om, at de statsansatte nu skal til at resultatmåles. Hvad betyder det? Præstationsløn til en politimand? Hvem kan udskrive flest bøder? Jeg undres.

Nu står vi så over for et folketingsvalg. Der bliver reklameret på livet løs for politiske partier, kysset babyer og krammet kassedamer. Og for første gang nogensinde aner jeg ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds. I tyve år har jeg ellers tillidsfuldt sat mit kryds ved det samme parti. Helt og aldeles overbevist om, at jeg stemte på mennesker, der gjorde deres yderste for at indrette samfundet til mest gavn og glæde for alle, trods forskelle i livsopfattelser. Fordi vi alle sammen udgør befolkningen i et land, hvor vi har valgt demokratiet. Også de offentligt ansatte er nyttige borgere. Og der findes vel næppe partier, der helt kunne forestille sig at afskaffe det offentlige system?

Efter lockouten led min naivitet dog et afgørende knæk. Jeg tog en beslutning om, at det var sidste gang, jeg satte mit kryds ved ’mit’ gamle parti. Jeg kan ikke kende det. Og da de tydeligvis ikke har tillid til mig, må jeg blot konstatere, at jeg også har mistet tilliden til dem.

Inderst inde tror og håber jeg dog, at det er den samme ild, som driver mig, der driver en politiker. Nemlig trangen til at gøre noget for andre. Ønsket om at gøre noget for samfundet. Ind i mellem bliver jeg dog i tvivl, når jeg ser politiker efter politiker, der skifter parti og holdninger, som vi andre skifter underbukser. Eller galopperer ud og får en direktørstilling med en ministerpension i baglommen. Eller en politiker der, udtaler sig mod bedre vidende, fordi der ’går politik’ i en sag. Men jeg vælger at tro det bedste. Det er jo heller ikke alle lærere, der ikke laver noget, vel?

Desværre frygter jeg, at vi endnu en gang skal trækkes gennem en valgkamp, hvor man bevidst går efter visse befolkningsgrupper. Det være sig ledige, flygtninge, offentligt ansatte eller andet, der nu tilsyneladende står for skud. Tonen blev allerede slået an i statsministerens nytårstale.

Jeg påberåber mig ikke indsigt i, hvad der er rigtigt at gøre i forhold til de udfordringer, vi som land står overfor. Men jeg vil nok ikke tage meget fejl, hvis jeg mener, at der heller ikke er en politiker eller et parti, der sidder inde med de vises sten. Og jeg vil rigtig gerne høre på de bud, der er. Især hvis de kommer fra en, der lytter, ikke kun taler. For jeg ved til gengæld noget om det arbejde, jeg går og laver. Og jeg vil gerne fortælle om det.

Og jeg vil også gerne høre på en, der ikke kategorisk svarer uden om spørgsmål i en debat. Eller bare gentog den samme sætning som svar på alt, som var jeg en tungnem hund, der skulle trænes. For hvor ville det være gavnligt for demokratiet, hvis der kom noget ordentlighed tilbage i debatten. Hvis der kom noget anstændighed, respekt og ikke mindst tillid tilbage i politik. Tillid til at jeg og alle andre herude på gulvet gør det så godt, vi kan hver eneste dag. Gør noget for andre. Gør noget for samfundet. Gør en forskel. Og faktisk ved, hvad vi laver.

Så vil jeg se, om jeg et eller andet sted inderst inde kan finde en rest af tillid til politikere. Husk, det er mennesker, vi arbejder med. Det er mennesker, I taler om.

Børns værd kan ikke måles

Debatindlæg information 2. december 2014

Hvad er dit barn værd? Det er et dumt spørgsmål. Mine børn er jo værdifulde i sig selv. Som lærer kender jeg også værdien af dine børn; de er lige så meget værd som mine egne.

For mig er det en gave at tilbringe min hverdag med andre folks børn. Men det er også et stort ansvar. Vi taler sammen i min ottende klasse. Om livet, døden, ret og pligt. Vi taler om, at man er en samfundsborger, og at indflydelse er noget, man tager. Vi taler, og vi lytter.

Min klasse er fuld af aktive børn, der deltager i sport, fritidsaktiviteter, passer et fritidsjob, og nogle deltager i den offentlige debat. De er samfundet, og de er værdifulde i sig selv.

Men, flere og flere af mine timer går med at teste børnene. Jeg laver kommunale og nationale test, og test fra forskningsinstitutter, der gerne vil måle børnene. Der bliver registreret i elevplaner og trivselsskemaer for at måle udbyttet af undervisningen.

Men i de grafer og skemaer får mine elever pludselig en anden værdi. De bliver et tal i en statistik. Og mit job bliver at få dem til at tage sig bedst muligt ud i de statistikker.

Hvilke værdier?

Det er på tide, vi tager en snak om værdier. For det er tilsyneladende ikke de samme værdier, jeg og politikerne taler om. Politikerne og erhvervslivet skriger på fantasi, kreativitet og elever med lyst til at lære, men der indføres stadig test, der hverken udvikler kreativitet eller gejst.

Hvordan skal jeg måle værdien af den samtale, jeg igen og igen førte med den elev, der ikke kunne klare sit skolearbejde, men som med hjælp og støtte gennemførte alligevel? Og værdien af at turde stille sig op foran hele udskolingen og spille et instrument til en juleafslutning? Værdien af at få bevaret sin lyst til at lære?

Hvilke værdier skal vores skole overhovedet bygge på? Hvilke værdier er vi stolte af? Og hvilke nye værdier skal med ind i fremtiden? Imens vi venter, lover jeg fortsat at lære mine elever at være det, der i gamle dage kaldtes livsduelige, for jeg kender dit barns værdi.

2. december 2014

God stil

Blogindlæg 30. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Fredag morgen er der knald på. Det er først i løbet af formiddagen, det rigtig går op for mig; det er sidste gang vi står her sammen, mig og min 9. klasse. Nu er det ikke bare afslutningen på ugen. Men afslutningEN. Ikke flere helt almindelige skoledage tilbage. Tre års rejse sammen er ved at være slut. Vi har påbegyndt indflyvningen. Vi lægger an til landing.

Eksamensperioden er fed. Sidste år, da jeg for første gang i mange år ikke havde prøver, følte jeg mig som en gammel cirkushest, der stod uden for teltet og kunne høre musikken. Jeg luskede rundt og småsnakkede med 9. klasserne. Nogle af dem kom heldigvis og spurgte forsigtigt om hjælp.

-Du, Katja? Kender du en god tekst, hvis man har trukket ”Det moderne gennembrud?”. Og så kunne man lige få sit afgangsprøve-fix der på gangene, mens man var gårdvagt.

Men eksamensperioden er faktisk en vigtig del af folkeskolen. Det er der, hvor vi afslutter arbejdet med eleverne. Nogle af eleverne er klar til takeoff nu. Nogle har været det siden jul. Og de sidste, der skal have et ekstra puf ud af reden, letter først i løbet af juni, når de opdager, at de har overlevet afgangsprøverne. Afgangsprøverne er en vigtig del af arbejdet med elevernes alsidige personlige udvikling. Og vi lærere arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, så eleverne kan få den bedst mulige oplevelse med sig videre ud i livet.

I løbet af fredagen får jeg fanget de sidste elever, der mangler at få feedback på den stil, min kollega og jeg besluttede, at de kunne nå at skrive inden prøven. Bare fordi, vi lige syntes, der manglede det sidste.

Rasmus har sendt mig en besvarelse med titlen ”Et sikkert ti-tal”. Man kan godt høre håbet, men ved eftersyn viser den sig ikke at været et ti-tal. Den sidder lige i skabet. Rasmus har lavet en fyldig besvarelse. Indholdet er rigtig godt og gennemarbejdet. Sproget er flot. Og layoutet er super. Opgaven var en artikel til en netavis. Og han er gået all-in. Der er ”links” til andre relevante artikler. Og billeder og billedtekster. Bokse, der kan ”klikkes” på. Han griner, da han får sit 12-tal.

-Nu gør du det samme på mandag, siger jeg. Tryglende eller truende. Jeg ved det ikke helt.

-Hvis der er en netavis, siger han. Så har han ikke lovet for meget.

-Den er så gennemarbejdet, din stil. Det kan du også gøre, hvis du vælger en anden genre!

Han nikker tøvende. Det er den bedste stil, han til dato har lavet. Han er en af dem, der har taget et afgørende ryk nu. Ganske tæt på afgangsprøven. Og jeg kan godt mærke irritationen brede sig. Jeg skal ikke rette hans afgangsprøve i år. Før første gang skal mine elevers besvarelser kun rettes af en beskikket censor. Og hele den læring, Rasmus ellers kunne få ud af at gå til prøve for første gang i sit liv, er væk. Jeg har fået frataget muligheden for at afslutte arbejdet med mine elever. Og Rasmus får ikke den feedback, han ellers ville tage med sig videre. Nu får han en karakter, som han først ser, den dag han står med sit endelige karakterblad i hånden. Den dag, vi siger farvel. Jeg ved dog, at Rasmus nok skal klare det. Han er en dejlig og konstruktiv elev, og interesserer sig faktisk ikke så meget for sine karakterer.

Men jeg er oprigtig bekymret for de elever, der ligger og vipper nede omkring overhovedet at bestå. Hvad skal jeg gøre med ham, der har haft det så svært, at vi først har fået lokket ham til at aflevere stile i år? Ham der kæmper med både retstavning og selvtillid? I den sparring, jeg har haft med censorer gennem årene, har der altid ligget en afvejning, når vi talte om den endelige karakter. Ikke sådan at forstå, at vi bare har snakket os frem til en eller anden karakter. Men vi har i samtalen omkring besvarelsen haft gode og konstruktive drøftelser, da bedømmelsen af kreativitet og elevens evne til fortolkning sjældent kan presses ind i en formel. Og med de nye adgangskrav til erhvervsuddannelserne, vil det ramme de elever dobbelt hårdt.

Næste gang, jeg sender 9. klasser til afgangsprøve, så er jeg forhåbentligt tilbage i cockpittet igen, så jeg kan få lov til at styre eleverne sikkert i havn. Det lærer de mest af. Og det er både elever og samfund bedst tjent med. Der er god stil.

For længe siden, i fattigdommens dage…

www.skolenindefra.dk Blogindlæg 14. april 2016

For længe siden i fattigdommens dage… Sådan starter Astrid Lindgrens fortælling ”Søndeneng”. En fortælling, der handler om de to små søskende, Mattias og Anna, der bliver alene i verden, og derfor anbringes hos Bonden i Kæret. Her er dagene fattiggrå og livet så tungt, at jeg som barn fik helt ondt i hjertet, hver gang, jeg læste den. Ind i mellem græd jeg en smule. Og så måtte jeg lægge bogen væk. For det var så frygteligt at læse om de stakkels børn, der var blevet til overs. Børn, der gik sultne i seng.

Heldigvis var fattigdommens dage så vældig længe siden, og ordene var så smukke, at bogen altid kom ned af hylden igen. Og bogen fulgte med mig, selv da jeg egentlig troede, at jeg var blevet for gammel til at læse eventyr. I dag står den i min reol ved siden af andre vigtige bøger, og den har været igennem lidt af hvert. Siderne er gule, og ryggen ser i hvert fald lidt træt ud.

Mange år gik, og jeg gik med, som de fleste af os nu en gang gør. Der var ind i mellem bump på vejen, men når alt kommer til alt, så klarede jeg mig fint. Vi har jo alle muligheder. Alle sammen. Og en dag stod jeg så bag katederet i en klasse, hvor en lille dreng sad så forfærdeligt uroligt på sin stol og holdt sig på maven, mens jeg forsøgte at lære ham om vigtige ting. Og det var vigtige ting af den slags, hvor man helst skulle sidde nogenlunde stille i mens. Og det gjorde han ikke. Heller ikke selvom jeg flere gange bad ham om det. Og jeg satte mig ned ved siden af ham, og spurgte, om han havde ondt i maven?

Det havde han ikke. Men han var så sulten, sagde han. Og så så jeg dybt ind i to grå øjne, der var helt fulde af noget, som otte-årige drenges øjne slet ikke skal være fulde af. Han havde ikke fået morgenmad. Og før det havde han sådan set heller ikke fået aftensmad. Og så kan man ikke sidde stille. Man kan ikke lære. Man kan ikke være nogens ven. Man kan faktisk ikke noget som helst andet end at tænke på, at man er sulten. Og med et forstod jeg pludselig, hvad det betyder, når dagen er underlig fattiggrå. Og jeg tænkte, om det virkelig kunne passe, at der var børn, der blev lagt sultne i seng?

Fattigdom er jo noget relativt. Og i forhold til at vokse op i Haiti, er jeg da helt med på, at vi ikke har fattigdom på den måde i Danmark. Men vi har fattigdom. Enhver, der påstår andet, er enten dum eller lyver. Og jo, jeg har set forældre, der har foretaget de mest idiotiske valg, og det er sikkert sket, at nogen har gået på ”bistand”, fordi de ikke gad at lave noget. Alt det har jeg hørt… Og i de fleste tilfælde er det noget vrøvl. Og det er de børn, der kommer i klemme, der betaler prisen. Prisen for de voksnes valg.

Ifølge en ny rapport fra Institut for socialt arbejde, kan fattigdom forværre omsorgssvigt. ”Fattigdom kan ikke forklare omsorgssvigt, men det kan præge omsorgssvigt på den måde, at det at være fattig kan være en alvorlig belastningsfaktor, der går ud over børnene på mange måder”, siger Adam Johansen, der står bag rapporten.

Vi siger, at vi ikke har råd. Men jeg spørger; har vi råd til at tabe de børn, der i øjeblikket oplever det omsorgssvigt, som det er, at vokse op i fattigdom? Effekten af det svigt, er det børnene, der oplever her og nu, men som samfund kommer vi til at se konsekvenserne af dette, mange, mange år frem i tiden.

Jeg ved ikke, hvordan det her ender. Men jeg ved, hvordan fortællingen om Mattias og Anna og Søndeneng ender. God læselyst… Og tag endelig rapporten om omsorgssvigt af børn i fattigdom med på vejen. Så er der både til hoved og hjerte.

http://www.phmetropol.dk/Om%20Metropol/Nyheder%20og%20Presse/Nyheder/2016/04/fattigdom%20forvaerer%20omsorgssvigt

Når skolegården skælver

Blogindlæg 2. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

En hel måned i selskab med Fupz’ forfatterskab og tre lærerstuderende i 9. klasse sluttede i fredags. Det har været sjovt. Og travlt. Og ikke mindst lærerigt. Jeg er glad for at have praktikanter. Det giver mulighed for at se mine klasser fra nye sider, når det ikke er mig, der står bag katederet. Og så kommer de altid med noget nyt, der udfordrer min måde at undervise på. Det er jo ikke ligefrem fordi, efteruddannelse for folkeskolelærere hænger på træerne. Og der har været gang i den. Bl.a. har jeg talt læringsmål, så jeg var helt blå i hovedet.

Læringsmålene var også helt tydelige for den sidste del af forløbet om Fupz’ forfatterskab. Der var billedbøger og oplæsning på programmet, og målene blev gennemgået på tavlen. Eleverne så godt nok lidt blanke ud i øjnene imens, men der var da ikke tvivl om, at de efter forløbet både ville være bevidste om deres kropssprog og forskellige udtryksformer som artikulation og tempo, og hvad ved jeg. Meget fint. Og så blev eleverne delt op i grupper, der øvede oplæsning og gav hinanden feedback på arbejdet. De fleste lavede det, de skulle, og en tilfældig gruppe blev udtaget til prøveoplæsning for hele klassen. Hold op, hvor der blev grinet, da en af klassens store drenge jamrede sig gennem fødselsscenen i ”Manden og damen og noget i maven”, hvor et par fra Herlev, der er vildt glade for at kysse, pludselig venter en lille. De ender med at få en abe.

Fredag formiddag gik vi så i samlet trop over i første klasse, hvor eleverne var noget så små og søde. Lidt kaos var der dog. En havde glemt sin bog, og et par stykker, var slet ikke mødt op. Amani blandt andet. Hun ringede til en af de andre piger, mens vi var på vej over mod indskolingen. Hun havde sovet over sig. Og så, så var det hun tænkte, om vi ikke lige kunne vente på hende?

-Kan vi det? spurgte veninden og så på mig. Og jeg så lærergnaven ud, og sagde, at det kunne vi selvfølgelig ikke, når der sad en hel klasse og ventede på os. Og så tilføjede jeg, at hun skulle se at få lidt fut i fejemøget. En af de søde praktikanter tilføjede, at der jo heldigvis var lidt ventetid… Jeg sagde -Hm.

De små var meget forventningsfulde og blev fordelt mellem de lidt betuttede 16-årige, der stod og vendte deres billedbøger i hænderne. De var ikke helt så kæphøje, som de ellers kan være. Til sidst sad der en lille gruppe på tre elever tilbage.

-I må gøre det, så godt I kan, sagde klasselæreren til de to elever, der stod klar til at læse op. -Muna kan ikke dansk endnu. En lille pige med brune fletninger så med store øjne på sine to sidemænd. Og så rejste hun sig og gik med dem ud og tog også sin jakke på. Læreren forklarede eleverne, at Muna var fra Syrien, og at hun næsten lige var kommet. De nikkede. Og jeg kom pludselig i tanke om Amani, der sad i en bus et eller andet sted. Og så gik det hurtigt. En klassekammerat ringede til hende.

-Skynd dig. Du skal komme NU! Vi har BRUG for dig. Lige nu…

Ikke mange minutter efter kom Amani galopperende gennem skolegården. Hun så fantastisk ud som sædvanlig. Fuld makeup, og en alt for tung skuldertaske dinglede efter sig. Men hun havde forstået alvoren. Der var nogen, der havde brug for hende. Hun smed tasken og bukkede sig ned og hilste på Muna på arabisk. Og så foldede magien sig ud for øjnene af os lærere og praktikanter, der bare kunne trække os et par skridt væk og se til.

En lille pige, der allerede havde oplevet langt værre ting, end vi andre nogensinde kan forestille os, sad i forårssolen tæt op af en pige, der læste Kim Fupz højt på arabisk. De smilede begge to. Amani pegede, sagde ordene på arabisk og så på dansk. Og Muna så på hende og gentog. Det var ikke alene rørende. Det var et storslået øjeblik, af den slags, man som lærer gemmer allerinderst inden i. Altid. Og jeg glemte heldigvis at krydse af, om Amani havde opfyldt sine læringsmål. Det havde hun ikke. Men for pokker, hvor var det mange gange større, det der skete i mødet mellem de to piger den formiddag. Og Amani har lovet Muna og hendes klasselærer at komme tilbage snart. Det får hun lov til.