Verdens mest irriterende elev og verdens mest nyuddannede lærer

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 2. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Min karriere som lærer startede på en skole med næsten 80% to-sprogede, på trods af at jeg aldrig havde hørt om dansk som andetsprog på seminariet. Jeg var også blevet lærer i en 1. klasse, på trods af at jeg anede, at mine kompetencer primært lå i udskolingen. Der ud over var jeg blevet udstyret med et grusomt skema, hvor jeg i et helt år løb fra afdeling til afdeling og forsøgte at finde ud af, hvordan man underviste i fag, jeg ikke havde haft, siden jeg selv gik i folkeskole. Børnene og kollegerne var søde; det værste var, at tackle socialsager så tunge, at mit hjerte næsten ikke kunne bære det. Velkommen til folkeskolen.

Min første klasse var en mundfuld. Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg greb læseindlæringen rigtigt an. Jeg frygtede, at det en dag ville blive afsløret, at jeg tilsyneladende ikke havde lært noget som helst på seminariet. Hvad jeg stillede op med krigs-traumatiserede forældre, var heller ikke lige noget jeg havde forstand på, og i det hele taget var mødet med folkeskolen voldsomt.

Der var en pige i klassen, der var noget så irriterende, syntes jeg. Hun hed Hanin. Hun rendte i rumpen på mig og ville helst stå klinet op ad mig i frikvartererne. Hun forsøgte at konversere med mig, som var hun en gammel dame, og samtidig lavede hun en bjerg af ulykker, løj om det og lavede aldrig sit hjemmearbejde. Og jeg var ved at få pip.

I løbet af det efterår begyndte hun at ringe hjem til mig. Det var i de gode gamle dage, hvor forældrene fik mit nummer, så de kunne ringe i krisetilfælde. Det nummer var på en eller anden måde kommet i Hanins besiddelse, og jeg skal love for, at hun brugte det flittigt. Og en lørdag morgen, hvor jeg havde smidt alt, hvad jeg havde i hænderne for at nå telefonen, nåede jeg min smertegrænse.

-Det er Hanin, pippede en lille stemme i telefonen…

-Du må altså holde op med at ringe, Hanin. Det er lørdag. Og jeg har fri…

-Jamen, jeg kan altså ikke huske, hvaffor nogle sider vi skulle læse? Jeg kunne høre, et barn der græd i baggrunden, og sukkede.

-Er din mor hjemme?

-Neeej, hun kan ikke snakke….

Mandag morgen var jeg helt vildt træt af Hanin, allerede da jeg mødte hende. Hun derimod er helt vildt ivrig for at vise mig noget hun har skrevet i sit hæfte derhjemme i weekenden. Og også at hun har læst de der sider, hun havde for. Og jeg forsøgte at forholde mig til hende, men det var svært at lyde overbevisende positiv.

I spisepausen mødte jeg tilfældigvis talepædagogen. Hun havde tidligere været tilknyttet klassen, og spurgte til, hvordan det gik, og alle mine frustrationer over det her pigebarn, der ikke artede sig, som hun skulle, væltede ud.

-Og jeg kan ikke få hendes mor til at forstå, at børnene ikke skal ringe hjem til læreren, spruttede jeg arrigt.

Hun så på mig…

-Ved du godt, at hendes mor er psykisk syg?

Og i det øjeblik faldt puslespillet på plads for mig. Midt på den lange, brune gang en mandag formiddag. Og talepædagogen fortalte mig om en psykisk syg mor, der var alene med en børneflok, hvoraf Hanin var den ældste. At hun passede sine små søskende og til tider også sin mor. Lavede mad og varmede sutteflasker. Og den lille pige, der også var en gammel dame, gav pludselig mening.

Jeg kom pludselig i tanke om en sætning, jeg kan huske fra en artikel, jeg læste i psykologi på seminariet; det er den voksne, der er den professionelle. Så noget havde jeg da lært på seminariet.

Det blev min indgang til at skabe en ny historie om Hanin; en god historie. Behøver jeg lave en krølle om vigtigheden af at fortælle de gode historier? Både i skolen og om skolen? Vi får ofte den virkelighed, vi selv fortæller…

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar