Anna duer ikke. Synes Anna…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 25. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jeg duer ikke til noget… tårerne presser sig på, og hun blinker et par gange. Stirrer stift frem for sig, som om at alt brister, hvis hun ser op og ser mig i øjnene. Jeg holder vejret. Hvis jeg spørger, så lukker hun måske af. Hun har været svær at komme ind på, og jeg har fat i et hjørne nu, hvor hun sidder her på gangen. Smuk og tjekket. Og sårbar som bare pokker. Jeg lægger forsigtigt hånden på hendes arm. Enten afviser hun mig nu. Eller også bliver jeg lukket ind. Der er stille et øjeblik.

-Jeg ville ønske, jeg var ligesom Emma… hulker hun pludseligt, og tårerne vælter ned af kinderne, som brød et uvejr løs.

Emma. Hun ville ønske, hun var som Emma. Og jeg får selv helt ondt i maven. Den lille krop ryster af opsparet frustration, og der går hul på den store, store pose af ”Jeg er ikke god nok”, som hun alt for længe har båret rundt som en klump i maven. Anna duer ikke. Synes Anna.

Og jeg får lov til at lægge armene om Anna, der holder hænderne for ansigtet og hulker ned på min skulder uden ord. Mascara og snot og tårer. Det hele får frit løb.

Anna er tæt på toppen, når man ser på hierarkiet i klassen. Hun er køn og populær. Hun er gevaldig velklædt og dufter så dyrt, at jeg ikke aner, hvad det er, hun dufter af. Hun er dygtig. Til alle skolefag. Drengene synes, hun er en babe. Hendes forældre er søde og veluddannede. Og positive. Og hun har aldrig rigtig oplevet andet end at være populær. Men, hun duer ikke til noget, synes hun.

Når hun får 10, så er hun ikke tilfreds. Så vil hun have 12. Når hun får 12, så mistænker hun os lærere for at give hende det af medlidenhed, eller noget. I hvert fald kunne præstationen være bedre. Det er ikke godt nok. Og hun har en sky af utilfredshed omkring sig. Selv når de andre piger flokkes om hende. Selv når hun får sine opgaver tilbage og diskret tjekker karakteren, inden hun lægger opgaven ned i tasken, til alle de andre fine opgaver.

Jeg lader hende græde. Døren til klassen bliver stille åbnet på klem. Felix stikker hovedet ud.

-Vi er næsten alle sammen færdige med opgaverne, Katja. Han kigger undrende på Anna.

-Jeg kommer lige om lidt, Felix… Vi skal lige ha styr på det her. Kan I gå i gang med næste side? Så kommer jeg lige straks…

Han nikker, og lukker døren.

Anna tørrer sig om øjnene med fingerspidserne. Det hjælper ikke noget.

-Du ligner en panda, siger jeg… Hun smiler gennem tårerne. Og jeg ved, at jeg har fat nu.

-Nu går du ud og tørrer øjnene. Så går jeg tilbage og underviser. Og så snakker vi om det her i pausen? Hun nikker og forsvinder ud på toiletterne.

Jeg smutter tilbage i klassen, hvor næsten alle er i gang med næste opgave. Et par mobiltelefoner forsvinder diskret ned i taskerne.

-Er Anna ok? Spørger Emma, og alles spørgende øjne hviler på mig.

-Mmmm… det er bare en af de dårlige dage, I ved.

Emma nikker. Hun ved godt, hvordan det er. Hende havde jeg en snak med i sidste uge. Det er ikke nemt, at være 15 år i en verden, hvor alle de andre er vildt tjekkede.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar