Løb for livet, Thomas…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 9. marts 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Slap dog af! hylede Mikkel og så forarget på mig. -Det var jo bare for sjov, for fanden! Det gør vi hele tiden..

Jeg så på Thomas, der ikke så ud som om det var spor sjovt at blive klasket hårdt i nakken af en tilfældig forbipasserende klassekammerat, men han sagde ikke noget. Han sænkede bare blikket og fortsatte arbejdet med at analysere den novelle, vi var i gang med. Og mens jeg fik bugseret ”klaskeren” ud på gangen til et foredrag af den slags, hvor jeg også bare kan sige –Slap af! Det er bare for sjov, stod det jeg indtil nu kun havde anet, klart for mig.

Jeg var klar over, at Thomas havde et noget uheldigt skoleforløb bag sig. Jeg havde næsten lige lært ham at kende, men jeg vidste, at han havde gået om. Og havde skiftet skole. Og at det altid havde været svært at gå i skole. Det faglige havde været rigtig svært. Og som om det ikke var nok, var det sociale endnu sværere. Og på trods af, at han var køn og havde et vindende væsen, var han en stor undskyldning for sig selv. Han var så stille, så stille, som drenge i 15-årsalderen ellers sjældent er, og havde tilsyneladende accepteret rollen som klassens prygelknabe.

Han var selvfølgelig ikke ret glad for at komme i skole. Han trivedes ikke. Og hvordan skulle man det, når man var mutters alene. I klassen var der en kultur, hvor de andre drenge havde udviklet en omgangsform, der var særdeles hierakisk. De var grove ved hinanden; både fysisk og verbalt. Og da Thomas var nederst i hakkeordenen, gik det i høj grad ud over ham.

At der var noget riv-rav-ruskende galt i den klasse, skal man ikke være professor i specialpædagogik for at regne ud. Men, samtidig med at vi arbejdede med drengens måde at omgås på, så skulle der skabes en ny fortælling om Thomas. Og hans relationer i klassen skulle styrkes.

Det viste sig, at Thomas var en blændende løber. Ikke bare sådan ”god til at løbe”, men seriøst god til at løbe. Han trænede atletik, og havde fundet et fristed i den lokale klub. Her skovlede han den ene præmie efter den anden ind, når han i weekenderne deltog i stævner rundt om i landet. Og ingen i klassen anede det.

Så vi meldte klassen til en sportsturnering, hvor en af disciplinerne var løb! Umiddelbart var der ikke den store begejstring at spore hos eleverne. Men ved udsigten til at vinde en større pengepræmie til klassekassen, var klassen dog overbevist, og vi mødte op på det lokale stadion iført gummisko og joggingbusker, og hvad ved jeg. Thomas dukkede også op. Han lignede en halv million iført det rigtige udstyr fra top til tå. Og det stramme løbetøj afslørede en særdeles veltrænet ung mand; noget der fik pigerne til at kigge en ekstra gang på den klassekammerat, de havde gået i klasse med i årevis, men tilsyneladende aldrig lagt mærke til.

Konkurrencen gik rædselsfuldt for klassen. Flere kunne slet ikke gennemføre, og selv de seje fodbolddrenge klarede det ikke godt. Den eneste, der kunne løbe ordentligt, var Thomas. Og han gik til stålet, og selvfølgelig fejede han alle konkurrenter af banen. Stille og roligt. Uden at se anstrengt ud. Og i øvrigt uden at hovere. Da vi nåede finalen, stod en hel klasse og skreg på Thomas, og heppede som om de aldrig havde gjort andet. Og han vandt… Selvfølgelig… Thomas havde fået sin nye fortælling.

Jeg kunne ikke selv skabe den nye fortælling om Thomas. Jeg fik hjælp til det. Af Thomas’ forældre, der åbent og ærligt gik ind i et skolehjemsamarbejde med mig. Og af dygtige kolleger, der kunne vejlede mig i arbejdet. Og ikke mindst gennem det, der er noget af det bærende i den danske folkeskole; lærernes evne til at arbejde med relationer. Elever, der trives, lærer. Det er derfor, vi er så fokuserede på at arbejde med relationer. Og det er derfor danske skoleelever generelt er så glade for at gå i skole.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar