Der går min klasselærer…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 10 maj 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå at købe ind, inden der kommer alt for mange kunder i butikken. Det er lørdag morgen, og med indkøbssedlen knuget i den ene hånd og en indkøbskurv i den anden pisker jeg gennem den lokale Kvickly. Mælk, a-38 og smør. Videre til køledisken med rækker af kamsteg og medisterpølse, og jeg scanner hurtigt rækkerne af filmindviklet kød for at finde noget, jeg kan fodre familien med i løbet af ugen. På den modsatte side af køledisken står en hærdebred slagter og lægger udskæringer på plads. De rammer disken med målrettede klask.

-Hej Katja…

Jeg bliver revet ud af det alt for komplicerede valg, en køledisk sådan byder på en lørdag morgen, da en ung slagter-lærling netop glider ind ved siden af mig på stille, hvide træsko. En høj, og ualmindelig flot fyr i slagtertøj smiler lidt genert til mig. Og midt i jagten på havregryn og flåede tomater, kan jeg godt se, hvem det er.

Han var den første, jeg lærte navnet på i min første udskolingsklasse. Skoleinspektøren fulgte mig over i klassen, da jeg startede på mit nye arbejde som lærer for en ottende klasse. Han havde forklaret, at klassen var noget forsømt. De havde haft en del lærerskift. Der var også et par stykker af eleverne, der med lidt god vilje kunne beskrives som ”noget urolige”, men ud over det vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. De så søde ud, og jeg var sikkert lige så nervøs, som de var. Midt i klassen, sad en kæk ung mand med kasketten på sned og så ud som om, at han nok skulle sørge for, at min arbejde skulle blive både udfordrende og varieret. Det var Søren.

Jeg fik halvandet år med Søren og hans klassekammerater. Og sikken en tur. Der var gang i dem, da de først tøede op. Søren var ikke glad for at gå i skole. Altså, han mødte godt nok trofast op hver dag, men han brugte meget energi på at forsøge at slippe for at lave noget. Og hvis han kunne sikre sig, at de andre heller ikke kom til at lave noget, så var den hjemme. Vi havde nogle gevaldige konflikter ind i mellem, Søren og jeg. Men et eller andet sted fandt vi hinanden. Og lige så lidt han var interesseret i St. St. Blicher, lige så godt havde han hænderne skruet på, og han var en knag at have med på lejrskole. Han kunne købe ind, lave mad og gøre rent. Og når alle andre var forsvundet ud over stepperne, fordi man ikke gad at feje gulv, så var det Søren der greb kosten. Og lige så irriterende, han kunne være, når han var ved at falde død om i min meget lidt eksperimenterende undervisning, lige så vild nåede jeg at blive med ham, inden han forlod skolen. Med sin afgangsprøve i baglommen.

Vi fik en lille snak, der over køledisken, inden jeg susede videre ud i verden med fingrene fast lukket om indkøbskurvens hank, og pinlige tårer i øjenkrogen.

-Hvem var det? spurgte slagteren på den anden side af køledisken.

-Det var min gamle lærer. Det var hende, der fik mig gennem folkeskolen, svarede knægten højt. Det var det sidste jeg hørte…

Men, det var ikke kun mig. Det var også Søren selv, der fik ham gennem folkeskolen. Og så var det Sørens mor, der trofast bakkede op om mig, når han stiktosset forlod mine timer, fordi vi var røget i totterne på hinanden. Jeg stillede krav, og blev ved med at stille krav, men Sørens mor lod mig stille de krav. Og det var netop det samarbejde, der bar igennem.

For nylig bestod han svendeprøven som slagter. Med et tårnhøjt gennemsnit. Jeg sendte et kort og ønskede ham tillykke og fik en mail tilbage. Han havde adskillige jobtilbud. Og de havde været rigtig glade for ham på hans læreplads. Hvem havde troet det om Søren dengang i 8. klasse? Jo, hans mor og hans klasselærer… Det er det, folkeskolen kan.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar