Rapport fra Meningsløse

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. juni 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

For nylig fik vi besøg. Det var en sen fredag eftermiddag på lærerværelset. Enden på en lang dag. På en lang uge. Et lærerværelse har sin egen lyd og rytme. Ind i mellem tomt og stille, ind i mellem summende af liv. Man kender hinandens skridt. Charlotte, der altid klikker hurtigt over gulvet, og Leif, der lægger sin stak af bøger, så den rammer bordet tungt. Den her fredag eftermiddag var stille. Jeg var ved at vende en elevsag med en kollega, da døren gik op, og hurtige fødder løb hen over den grå linoleum. En tyssede, og en anden fnisede. Og så standsede lyden brat.

Min kollega og jeg skævede mod døren, men der var helt stille og ingen at se. Da jeg stak hovedet rundt om hjørnet, brød latteren løs… Og Mads og Oliver sprang leende frem. Og når gamle elever kommer hjem på besøg, så må elevsager vente lidt, og som om de aldrig havde gjort andet end at hænge ud på en barstol på lærerværelset, slog de sig ned. Mads var som sædvanligt ved at æde en kebab, og Oliver kiggede tørstigt på den nye kaffemaskine, og selvfølgelig kan man godt få en kaffe latte, når man sådan kommer og besøger de gamle lærere en sen fredag eftermiddag.

Og snakken gik. Om at gå i gymnasiet, og om man kunne huske? Og jo, jeg kunne huske… Og har I det godt, og hvordan går det med reformen? Og hvordan har de andre fra klassen det? Og de lignede sig selv, bare højere og ældre, og man blev helt oplivet af al den energi.

-Sikken masse blogindlæg, du skriver, sagde Oliver og drejede kaffeglasset mellem hænderne og smilede. –Jeg læser dem. I hvert fald mange af dem… De er gode…

-Det er jeg glad for, svarede jeg… Og huskede, hvor lille han var, da jeg overtog klassen i 7. Og selvom han var lille, var der godt nok meget selvtillid inden i den unge mand, den gang.

-Du burde altså skrive et om mig, sagde han og smilede. Fræk som en slagterhund… Og præcis, som jeg husker ham. Bare bedre.

-Osse om mig, mumlede Mads, og stoppede det sidste af durumrullen ind i gabet. Han tørrede grinende dressing af fingrene, og nikkede. Skønne Mads.

-Nå, for pokker. Men, hvad skal det så handle om?

-Jamen, det skal da bare handle om os… Der er da en hel masse at skrive om… Oliver smilede bredt, og jeg lovede, at jeg nok skulle huske dem.

Og kære Mads og Oliver og alle andre unge mennesker. Tak skal I have. Tak fordi, I er med til at give mit arbejde mening, og give mig håb for fremtiden. Jeg har det seneste år været inde i alvorlige overvejelser om min fremtid som lærer, fordi der ærlig talt ikke der er meget, der længere giver mening. I en tid, hvor mine elever tilsyneladende ikke længere har en mening i sig selv, men i stadig stigende grad bliver set som et middel til statslig vækst. Hvor min rolle som lærer bliver reduceret til at piske jer til højere, hurtigere og bedre resultater, er jeg ofte i tvivl om, hvordan jeg som lærer lever op til folkeskolelovens krav om at åbne verden for jer, og give jer alle rum til at finde jeres fødder som borgere i en demokratisk samfund, med alle de forskellige baggrunde og livsopfattelser I har. Der skal være plads til jer alle. Brug for jer alle.

Så tak for den sms, jeg forleden nat fik af en nervøs elev, der skulle til prøve i tysk i 2. g. Og tak for det dyt og vink jeg fik i går, af ham der er blevet så stor, at han har fået kørekort. Og tak til hende, der på vej til fest forleden skreg, -Der går min klasselærer, og kastede sig om halsen på mig, selvom hun er langt over 20 år. Og tak til Oliver og Mads, der gad at bruge lidt af deres fredag eftermiddag på at kigge forbi lærerværelset på deres gamle skole. Jeg tror godt, jeg kan huske, hvorfor jeg er lærer. Midt i al meningsløsheden. Og mon ikke, jeg bare skal holde fast i den mening?

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar