Diagnose: BROK!

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 19. august 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Nå, så det er brok, jeg lider af? Jeg troede egentlig, at jeg led af engagement, et godt hjerte og en vis portion idealisme. Men, sådan kan man jo gå rundt og tage fejl, når man selvdiagnosticerer.

Det er sådan, at hver og en af de elever, jeg gennem årene har haft gennem mine hænder, har betydet noget for mig. Det er dem, jeg har arbejdet for. Jeg fandt under en oprydning i sommerferien nogle gamle klassebilleder fra den gang, jeg som nyuddannet slog mine folder på en skole i et såkaldt ghetto-område syd for København. Ud over forundring over, at jeg åbenbart troede, at beige sweatre klædte mig på den tid, så var jeg mest overrasket over, at jeg stadig kunne huske navnene på de børn med eksotiske navne, som stod der på rad og række og smilede til kameraet. Børn jeg havde undervist for både 10 og 15 år siden. Børn, som i dag sikkert er voksne mennesker med deres egen familie. Jeg kunne huske deres historier: Hende, der en dag sagde: Hvordan tror du, at mine forældre kan hjælpe mig med at lave matematik? Mine forældre kan hverken læse eller skrive! Og ham, hvis far en dag stod på skolen og græd, fordi han havde posttraumatisk stress og ikke vidste hvem anden end skolelæreren, han skulle bede om hjælp. Og ham den lille fyr, der ville være læge, så han kunne rejse hjem til Rwanda, og hjælpe alle mennesker i nød. Og mange, mange andre børn, der har været gennem mine klasseværelser siden den tid, om de hedder Mehmet eller Mikkel. Det er dem, jeg arbejder for. Hver dag.

Jeg er ked af, hvis nogle folk uden lærerbaggrund opfatter mine indlæg og opråb som brok. Jeg lider sådan set mest af medmenneskelighed. Af begejstring.

Dine børn synes ind i mellem at jeg er strid og urimelig. Jeg stiller krav. Og jeg siger til og fra. Det er ikke altid, jeg synes, det giver mening at hinke ordklasser og partere forskellige pattedyr. Røv til sæde-undervisning eksisterer stadig i mine klasser. Fordi jeg siger det! Men, jeg ser også dit barns potentiale, og presser, når jeg ved, det er nødvendigt. Og mest af alt elsker jeg folkeskolen, fordi det er folkets skole. Det er der, hvor vi alle mødes. Det er en del af vores fælles historie og kultur. Men, det er også den folkeskole, som har fået så mange tæsk de seneste år, at den dårligt kan stå på benene. Og nej, det er ikke synd for mig. Men, det er saft suseme synd for folkeskolen, og mest af alt er det synd for eleverne. For samfundet. For fremtiden.

Når jeg råber vagt i gevær, er det fordi, det er nødvendigt.  Den dag, den sidste kritiske lærerstemme forstummer i skoledebatten, vil folkeskolen være død. For så er lærerne ligeglade. Jeg vil gerne dialogen, fordi jeg kæmper for eleverne. Jeg synes, dialogen udebliver, når man lukke samtalen ved at trækker brokke-kortet.

 

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar