Når man bare har lyst til at stå i hjørnet og ligne en del af inventaret…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 14. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Klokken nærmer sig 17 i et iltfattigt lokale. Jeg er til efter-uddannelse. Og jeg lærte noget i dag. Formentlig ikke det, jeg skulle lære, men måske en vigtigere lektie.

Målet er godt nok. Vi skal have styrket vores samarbejde i min udskoling. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg har en ide om, at det der samarbejde måske ville blive bedre, såfremt vi havde tid til at mødes. Det har vi stort set aldrig. Men selvfølgelig kan man da godt lære noget om god struktur på møder. Uden pis! Det kan man. Men, det er over en måned siden, vi havde et udskolingsmøde, og det næste er aflyst på grund af et andet møde. Og der er så mange punkter på dagsordenen, at det er svært at ligesom høre alle, hvorpå man rykker videre til beslutningsfasen. Men, jeg har noteret møde-modellen, og vil da helt sikkert forsøge at bruge den, når vi engang har møde igen. Til december eller noget.

På et tidspunkt nærmede mit hovede sig nedsmeltning. Jeg føler mig som et kernekraftværk på overload. Vi har som et led i drømmen om det styrkede samarbejde fået kortlagt vores personlighedstyper. Jeg har fået en masse bogstaver… Jeg kan ikke huske dem, men jeg er introvert. Det kunne jeg godt have fortalt folk, men then again, hvorfor? Jeg er helt afklaret omkring det, og har fundet en vej i verden alligevel. Men, introverte mennesker bliver “drænet” når de er sammen med andre. De har brug for ro, hvis de skal fordøje verden. Og 17:15 nærmer jeg mig et sammenbrud. Jeg har da været “på” uafbrudt siden kl 7:50 i morges. Alle snakker. Jeg skal forholde mig til en hel masse, som jeg ikke ved, hvad jeg synes om, fordi jeg ikke lige har fået tænkt over det. I panik flygter jeg på toilettet. Jeg skal ikke tisse, men jeg kan ikke mere. Og forude venter endnu to timer med gruppearbejde, stillingtagen og øvelser på gulv, hvor jeg skal trække et kort og gå over et reb og hvad ved jeg. Kvaliteten af min indsats er ringe, og jeg bliver lidt flov over, at der sikkert er kastet en kæmpe spand penge efter at få mig godt udviklet, og alle andre ved tilsyneladende godt, hvad de mener. Jeg falder helt igennem…

Og jeg står der og forsøger at forholde mig konstruktivt til, hvor jeg ser mig om et år, mens jeg drømmer om at stå ved komfuret hjemme og røre meditativt i en gryde, mens jeg drikker rose og hører Beethoven! Og der får jeg en aha-oplevelse.

Tænk, at være en introvert teenager, der skal kæmpe dig gennem en syv timer lang skoledag. Toiletterne lugter af tis. Lærerne forsøger måske at variere undervisningen med spændende øvelser på gulv, og du magter det ikke. Og du bliver bedt om at tage stilling til spørgsmål, som du ikke helt ved, hvad du mener om.

Jeg vil vildt gerne forsøge at tilpasse min undervisning til dine behov. Måske lade dig arbejde i ro. Måske give dig mulighed for at overveje dine svar på mine spørgsmål, så du ved, hvad du skal svare. Men, jeg når det ikke, for det tager kanon lang tid at differentiere ordentligt. Ligesom jeg ikke når at mødes med mine kolleger, fordi dagen er fuld af alle mulige andre gøremål, som ikke altid giver mening. Fx at gå over et reb og trække et kort, og prøve at finde på en forklaring om, hvorfor jeg lige valgte det kort, og ikke et andet. Jeg vil så gerne bare samarbejde med mine kolleger og levere god undervisning. Hvorfor skal det være så svært?

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar