Kun en tåbe frygter…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 19. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg sad en sommerdag ved et bål i et historiecenter, iført jernalderklædedragt og sorte tæer, og omgivet af nysgerrige besøgende. Min datter sad ved siden af mig og forklarede tålmodigt gæsterne om vores kost, beklædning og jernalderhusets indretning. Hendes 7-årige lillebror var forsvundet ud over stepperne. Faktisk anede jeg ikke, hvad han foretog sig. I går havde han pludselig befundet sig i mudder til navlen. Han var muligvis også blevet bidt af en ged… Under alle omstændigheder morede han sig sikkert, når vi ikke så noget til ham.

Pludselig indfandt en besøgende kvinde i mormor-segmentet sig med et vildt blik i øjnene:

-Er det din søn, derhenne? Hun pegede ud i det fjerne, men, da jeg ikke havde nogen anelse om, hvor han var, blev jeg hende svar skyldig.

-DER henne! Med en økse…

Med en økse? Så kunne det sikkert godt være Hans-Jakob… Og i mangel af svar, sagde jeg noget i retning af –Bæææææh? og så spørgende på hende?

-Han har en ØKSE! Og han hugger brænde… gentog hun, som om jeg var tungnem, og af høflighed spurgte jeg:

-Har han ramt nogen, eller hvad?

Det fik damen til at rimpe helt sammen, og jeg indkasserede et foredrag om, hvor farligt det var for syvårige drenge at betjene økser og noget med, at jeg var en ringe mor. Jeg orkede ikke en gang at fortælle hende, at ungen havde betjent en økse siden han kunne gå. En af hans yndlingsbeskæftigelser er, at hugge brænde med sin far i sommerhuset, og han havde i flere år haft sin egen økse. Hans-Jakob var også i en alder af syv helt klar over, at en økse ikke er et legetøj, at brændehugning ikke er et computerspil, hvor man bare kan klippe knoppen af sidemanden, der så har endnu et liv og rejser sig igen. Faktisk gad jeg ikke en gang rejse mig og gå over og kontrollere, om han fortsat havde alle sine lemmer…. Og damen forlod arrigt og hovedrystende bålpladsen. Sikkert helt overbevist om, at jeg måtte hade mine børn, siden jeg ikke frygtede for deres velbefindende.

Men, jeg hader ikke mine børn. Det jeg frygter er, at de ikke kan klare sig selv. Jeg frygter, at de mister gejsten. At de mister kreativiteten. At de mister nysgerrigheden og lysten til at lære.

Forleden blev en 14-årig knægt anholdt i Texas, fordi han havde taget et hjemmebygget ur med i skole. Hans engelsklærer syntes, det lignede en bombe, og billederne af en dreng i håndjern er gået verden rundt. Hvis en voksens fordomme og frygt ikke lægger en dæmper på alle 14-årige drenges nysgerrighed og skabertrang, så vil forældrenes frygt for, at deres børn skal lide samme skæbne, nok gøre det. Jeg har ikke lyst til en dag at hente min søn på en politistation, fordi han og en kammerat med gamle computerdele har forsøgt at bygge en ny, og derefter vist sig med den i det offentlige rum, eller hvad de nu finder på.

For alt det hurlumhej foregår herhjemme. På et værelse spækket med skruer og gaffatape og rafter og fiskestænger og gamle elektriske apparater og lighterbenzin. I skolen har vi jo så travlt med at opfylde læringsmål, hvor børn skal blive så dygtige de kan, for at løse tests på papir og computer. Og lærerne har så travlt med at undervise, at det godt kan knibe lidt med at nå at være kreative, og planlægge forsøg og de vilde grønspætte-happenings. Sløjdlæreren har så mange elever, at han skal være blæksprutte for at nå alle på en time.

Jeg tænker, at jeg som lærer må slippe frygten, for at mine elever ikke laver nogle rigtig pæne testresultater, og så give den lidt mere gas på det område, hvor jeg laver forløb, hvor resultatet ikke kan måles her og nu, men hvor mine elever siger, hvor var det fedt! Og hvor jeg stadig kan se lyset i deres øjne. Frygt gør os dumme…

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar