Ikke for skolen…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. novender 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han holder vejret et øjeblik og skæver til mig. Han er sprut-rød i hovedet og blankøjet. Et øjeblik ser det ud til at lykkes. Så får han øjenkontakt med Victor på den anden side af bordet. Han vrikker næsten umærkeligt med øjenbrynene. Og så flækker både Victor og Magnus af grin. De ligger nu ind over bordet og historiebøgerne og hulker af grin. Magnus hiver t-shirten op og tørrer øjnene.

-Undskyld, fniser Magnus, men begynder at grine igen. Også selvom jeg er rigtig god til sådan at rynke øjenbrynene sammen og se strengt på 15-årige drenge, der har latterkramper og ligger fortabt i hormonrus en helt almindelig tirsdag eftermiddag. Kong Haralds kumler har heldigvis stået i 1000 år. De kan nok stå lidt endnu.

Jeg dropper de rynkede bryn, og sender Knold og Tot ud til en lufter, og de forsvinder lynhurtigt og bemærkelsesværdigt samarbejdsvilligt ud af klassen. Jeg kan høre den ene hyle som en brunstig chimpanse gennem den lukkede dør. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv.

Vi kender dem alle sammen. De, der var umodne, useriøse eller usynlige, da vi gik i skole. 20 år senere, når man render på en af dem, har de klaret sig vildt godt her i livet. Hvad var det lige, der skete? Jo, der skete det, at folkeskolen gav dem et godt fundament med på vejen. Det er nemlig det folkeskolen kan. Og så blev der bygget oven på efterhånden som de fortsatte deres vej genne uddannelsessystemet. Efterhånden som de voksede til og fandt deres interesser. Deres vej gennem livet. Deres plads i samfundet.

Alle, der arbejder med mennesker, ved, at mennesker er forskellige. Derfor skal undervisning tilrettelægges, så det så vidt muligt rammer den enkelte elev. For mennesker modnes forskelligt. Lærer forskelligt og lever forskelligt. Og folkeskolen er det sted, hvor vi får basiskundskaber og et fælles fundament med os, når vi rejser videre ud i verden for at lære og specialisere os.

Det er mærkeligt, at denne fælles forståelse tilsyneladende ikke spiller en rolle, når vi taler skole. Hvor og hvordan det hysteri vi i øjeblikket oplever omkring folkeskolen er opstået, kan man sikkert skrive lange afhandlinger om. Men det virker underligt, at vi har flyttet vores fokus fra det, der er vigtigt for vores sammenhængskraft; det, at vi i folkeskolen får en forståelse for samfundet som et fællesskab, vi alle er en del af.

I stedet taler vi kun målbar kunnen, svinger pisken over elever, der nu skal lære i 8. klasse, hvad de tidligere først lærte i 9. klasse. Og det mine elever i gennem en årrække har lært i 9. klasse, det mødte jeg først i gymnasiet. Vi er i frit fald.

Jeg kan garantere for, at Magnus og Victor ikke får en hujende fis ud af at jeg tvinger dem til at forholde sig til en meget stor sten, der står på en kirkegård i Jylland, mens hormonerne raser rundt i kroppen på dem, som en flok køer på græs første forårsdag. I værste fald kommer de til at hade historiefaget og skolen. Og Jellingstenen… Og det ville jeg være ked af. Men, jeg skal nok få dem med. For de kan nemlig godt li at gå i skole. Ligesom langt de fleste andre danske skoleelever. Og det er godt. For, det vi lærer i skolen er ikke for skolen, men for livet.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar