I regnearkets tidsalder

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 12. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Min far holdt historietidsskriftet SKALK, da jeg var barn. Et lille blad, der på hvidt papir bragte artikler om oldtidsfund og mere eller mindre bizarre emner som stenalderlige hjerneoperationer og kortspil fra middelalderen. Jeg læste det altid med stor interesse. På bagsiden var trykt en tidslinje, hvor en vej strakte sig op gennem historien fra de tidligste tider til nutiden.

I sommer fandt jeg i en museumsbutik et sted i Jylland den tidslinje trykt som plakat, og jeg købte den med genkendelsens glæde, sammen med en pose tilsyneladende historiske bolsjer, som min søn ikke kunne leve uden. Jeg købte den lidt fordi, der er et grimt hul i væggen i min klasse. Men mest af alt, fordi jeg gerne vil bevidstgøre mine elever om kronologien og de brede linjer i historien. Det er vigtigt at vide, hvor man kommer fra. Jeg ved ikke, om de ser på den ind i mellem. Jeg ser på den.

Som lysende øer i historien står tidsaldre, hvor menneskeheden har skabt noget stort og enestående. Noget, de har givet videre til os i dag. Noget, der har betydning for den måde, vi lever vores liv på den dag i dag. Fx demokratiet i Athen 500 år fvt. Forståeligvis ikke demokrati, som vi kender det i dag, men et demokrati, som har dannet kimen til det, der er grundstammen i vores vestlige samfund i dag.

Eller 1700-tallets oplysningstid; en tid hvor troen på den menneskelige fornuft sejrede, hvor videnskab og kunst blomstrede, og man forstod, at barnet bliver udviklet i overensstemmelse med de påvirkninger, det udsættes for i sin opvækst. Tanker, der har præget pædagogikken helt til i dag.

Ind i mellem øer af oplysning og storhed, er der dog mudrede pøle af begivenheder, der enten helst vil glemmes, eller er så usle, at menneskeheden aldrig glemme.

Fælles for alle historiske perioder er, at det er eftertiden, der dømmer fortiden. Det er eftertiden, der ser tilbage, fremhæver det, den vil huske, og tier resten ihjel. Det er eftertiden der navngiver, uanset om vi taler om antikken eller ”mørk” middelalder. Vi sætter vores præg, men mindet er op til eftertiden. Vi, der går på historiens vej, får en stafet, og vi giver noget videre, når vores tid er slut… på godt og ondt.

Jeg er en af dem, der går på den vej. Siden om side med alle jer andre. De fleste af os går her ikke som Columbus eller Christian den fjerde, men bare som en af de mange navnløse, der gik på den vej et sted i tiden. Ind i mellem spørger mine elever mig, hvad den tid, vi nu lever i, kommer til at blive kaldt. Og det eneste svar jeg har er, at det må tiden vise.

Men jeg tænker ind i mellem, at vi lever i exell-alderen. Og et eller andet sted er det måske en af de pletter på det historiske kort, som vi helst vil glemme. Om det bliver en tid, vi bør glemme, er en anden sag. Børn bliver stadig dannet i overensstemmelse med de påvirkninger, de udsættes for i løbet af deres opvækst. Hvad mon vi giver videre? Og hvad mon vi ser, når vi en dag ser tilbage? Vil vi være stolte af den vej, vi gik?

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar