Viktor alene i verden

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han står og trykker sig op ad væggen i opgangen, da jeg er på vej op til time. Viktor. Kønne, populære Viktor. Jeg kender ham ikke særlig godt. Jeg har kun klassen et par timer om ugen, og har først fået dem i 9. klasse, men han har været kontaktsøgende lige fra det øjeblik, jeg trådte ind i klassen.

Han er en af de elever, der sidder på bagerste række og har et usynligt net spændt ud i klassen. Pigerne sender ham lange blikke. Drengene søger hans accept. Hans tøj er dyrt. Hans øjne er vagtsomme. Opmærksomme. Han loddede mig lynhurtigt, da jeg trådte ind i klassen, lagde bøgerne på katederet og sagde; ”Hvazzå’ der 9.B… Skal vi få lavet lidt kristendom?” Og jeg blev godkendt. Det kunne jeg godt se.

Og nu står han så der i halvmørket.

-Hvad så Viktor? Skal du ikke til time?

Han kigger sig over skulderen.

-Må jeg… øh… spørge dig om noget? spørger han stille…

Det er der kun et svar på. Hellere komme fem minutter for sent, end at lade en, der er i nød, stå alene tilbage i en trappeopgang. Jeg nikker. Han har blanke øjne.

-Kan man gøre en pige gravid første gang? hvisker han. Han slikker sig nervøst om munden, og jeg er ikke i tvivl om, at det har krævet stor overvindelse for ham at stille mig spørgsmålet. Det er blodig alvor, det her…

Og hvor ringe mine evner end er inden for feltet seksualundervisning, må jeg tage Viktors bekymring på mig. Det stikker formentlig dybere dybere, end det umiddelbart ser ud til. Og jeg tager hul på samtalen, går op og sætter hans klasse i gang, og så finder vi et tomt lokale, hvor vi kan få snakket.

Og Viktor snakker, da vi først kommer i gang. Han er slet ikke til at stoppe. Og tårerne sprøjter ud af hovedet på ham. En dreng, der er helt alene i verden. En dreng, hvis far aldrig er hjemme. En dreng, hvis mor har travlt med alt muligt andet. En 16-årig dreng, der har alt i verden. Undtagen sine forældres opmærksomhed.

-Der er ingen, der taler med mig, hulker han, og jeg henter toiletpapir på wc’et og stikker hovedet ind i klassen, hvor alle arbejder, som de skal, mens de ind i mellem skæver til døren, for at se, hvor Viktor og læreren bliver af. Men ingen spørger. De ved godt, at verden ind i mellem må vente.

Viktor er alene i verden. Men han er ikke den eneste i verden. Ind i mellem bliver jeg helt tung om hjertet ved tanken om de ensomme teenagere, der er ladt i stikken, og driver rundt uden mål og med. Når jeg beder forældrene støtte op om deres børn, siger de:

-Helt ærligt, han er jo 16 år. Han skal jo selv kunne klare det?

-Hun er jo næsten voksen, og hun har jo så travlt med at hun kan klare det hele selv… Eller

-Hvordan skal han ellers kunne klare gymnasiet?

Eller en hel masse andet, hvor essensen er, at de fralægger sig ethvert ansvar.

Men, når man kun er 16 år, kan man ikke klare sig selv. Man kan ikke altid holde styr på lektierne selv. Få styr på de andengradsligninger, der driller. Tage de første famlende skridt i halvmørket med en kæreste, uden en at tale med. Tro på, at man kan, når man føler sig ligegyldig.

Så tal med dem, for pokker. Tal med dem, selv om de er umulige, dovne og dumme. Tal med dem og elsk dem. Alene i verden er der ingen, der skal være. Og slet ikke ham, der ligger inde på sit værelse bag de nedrullede gardiner og ser tv…

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar