Wallah. Jeg forsøger at hjælpe alle…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Socialisering finder sted i mødet med andre. Altså, man kan sige, I socialiseres i de forskellige fællesskaber, I indgår i…

– Nååååh, ligesom nu? udbryder Malou, da ti-øren falder. Sascha ved siden af tager notater, som om der er gået ild i blyanten, og Max nikker. Vi er ved at have talt os ind på begrebet socialisering nu.

Bagerst i klassen sidder Albert. Og Özcan. Ingen af dem gav udtryk for, at de ikke forstod begrebet socialisering, da jeg spurgte før. Özcan råbte ligefrem “ja-ja, vi har styr på det”…

De sidder begge med hver deres computer. Tilsyneladende er de i gang. Men, jeg kender dem godt, og er ikke overbevist. Jeg holder øje med dem, mens jeg cirkulerer ved gruppebordene. De stirrer begge intenst på skærmene. Fingrene danser rundt på piletasterne. De spiller…

Da jeg nærmer mig, lukker Albert lynhurtigt skærmen ned, så jeg ikke skal se, at han laver noget andet.

Özcan derimod har ikke set noget som helst. Han spiller Tetris. Jeg klapper skærmen ned.

-Årh mand! beklager han sig højlydt, og griner til mig…

-Hvorfor laver du ikke det, jeg har bedt dig om?

Han slår ud med armene, og klikker med tungen. Det betyder nej…

-Jamen… Jeg forstår det ikke…

-Så må vi jo se på det igen, siger jeg lægger an til at servere den mest forenklede udgave af begrebet socialisering… Igen… Özcan har svært ved at koncentrere sig. Og han skal tit lige have det en gang eller to til.

Ovre hos Malou og Max og Sascha går det ud over stepperne. De har gang i en diskussion om dobbelt-socialisering.

– Katja! Kom lige når du har tid, kalder Malou. Jeg nikker

– Øjeblik…

Hvis jeg går fra Özcan nu, så sidder han og spiller computer igen, så snart jeg vender ryggen til. Hvis jeg ikke hjælper Malous gruppe, så får de måske ikke udfoldet deres potentiale.

Özcan glor op i loftet. Albert ved siden af prøver at se ud som om, han laver noget. Han venter bare på, at jeg går.

-Forklar mig nu med dine egne ord, hvad jeg sagde, Özcan…

-Men, det kan jeg ikke.

-Ok, så forklar mig, hvad du ikke forstår?

-For jeg forstår ikke det der fællesskab, siger han og ser opgivende på mig.

Og jeg er slået helt tilbage til start. Özcan forstår ikke en gang det begreb, jeg har anvendt i forsøget på at få ham til at forstå et andet begreb. Min fejl. Men et glimrende billede på virkeligheden i en skoleklasse. En virkelighed der ligger langt fra de letkøbte hurra-visioner, der udtænkes som løsninger på folkeskolens udfordringer.

Özcan er tosproget. Han har et “hjemmesprog” og et “udesprog”. Umiddelbart når vi lærere taler med ham, fungerer han fint. Man skal dog ikke kratte særlig dybt, før man støder på de første knaster. Han forstår ikke, hvad vi siger. Ikke en gang når jeg forsøger at tage højde for det.

Malous forældre er akademikere. Hun drøner derudaf, har forståelse for akademisk sprog, og et ordforråd, der gør, at hun fanger nye begreber hurtigt.

Özcan har gået i specialklasse. Han har fået en skæv skolestart. For et par år siden, da inklusionstoget tordnede gennem landets folkeskoler, sad han pludselig i en normalklasse. Det er godt for Özcan. Og skidt for Özcan. Godt, at han ikke er ekskluderet. Men skidt, fordi jeg ikke er i stand til at hjælpe ham nok. Han er en blandt 26 elever. Jeg er ikke ekspert i dansk som andetsprog. Og slet ikke god til specialundervisning. Og det er det, Özcan skal have.

Skoledagen er blevet lang. Længere end Özcan kan kapere. Han kommer tit for sent om morgenen. Og han er ved at falde død om kl 11:30. Ind i mellem forsvinder han, når han ikke orker mere.

Eleverne skal nu kunne, hvad de før kunne i 9. klasse, allerede i 8. klasse. Özcan er langt fra at kunne præstere alderssvarende. Hvis han får sine 02’ere i prøven dansk og matematik, så han kan få en erhvervsuddannelse, har han fået en flink censor. Malous største udfordring er, om hun får plads på det ene eller det andet gymnasium.

At differentiere undervisningen, så jeg rammer både Malou og Özcan, er i praksis umuligt.

At forestille sig, at Özcan profiterer af en skolereform, der på ingen måde møder ham der, hvor han skal mødes for at komme godt videre i livet, er direkte dumt. Om Malou får noget udbytte er spørgsmålet, men hun skal nok klare sig. Det gør børn som Malou.

Når vi nu er så optagede af, at skolen skal gøre alle børn dygtige, skal vi så ikke indrette den, så alle børn har mulighed for at blive det?

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar