Der er drenge… Og så er der perkersvin…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 10. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Latif sad oppe på kontoret. Han havde begge hænder begravet dybt i lommerne og kunne, trods sine 15 år, kun lige præcis nå gulvet med tåspidserne. Han så tvær ud.

-Hvasså der? Hva har du nu lavet? spurgte jeg. Han plejede at grine, når jeg sagde hvasså der, men tilsyneladende var han ikke i humør til lærer-jokes. Han skulede til mig med grå-grønne øjne, og trak så på skulderen. Han virkede helt opgivende.

Latif var blevet leveret på klassens dørtrin året før. Han mindede mest om en arabisk udgave af Orla Frøsnapper, og han havde da også nået at frekventere de fleste folkeskoler i miles omkreds, og karrieren som skoleelev havde været kort de fleste steder. Udbyttet havde været tilsvarende ringe, men til gengæld kunne han samtlige unoder i slynglernes håndbog. Til stor underholdning for klassekammeraterne, men ind i mellem havde jeg mest lyst til at vikle ham ind i gaffa-tape fra top til tå; så forstyrrende kunne han være.

Den seneste tid havde dog budt på massive forbedringer i forhold til Latifs skolegang. Han var faldet til ro. Sikkert noget med alderen. Men også fordi, han var faldet godt til i klassen. Og så småkærestede han lidt med Maria, som altid lavede lektier. Han havde fornylig afleveret sin første problemregning til stor overraskelse for alle, og han var begyndt at tale om, at man måske kunne blive elektriker, når nu skolen snart var slut. Det tegnede rigtig godt med Latif. Så det var lidt underligt at finde ham på skolelederens kontor igen nu.

Endnu mere underligt var det, at der lå en klage fra en dame i nabolaget. Klagen gik på, at en gruppe drenge med Latif i spidsen havde truet hende i spisefrikvarteret i går. Hun truede med at politianmelde Latif. Jeg var helt paf. Og han klemte læberne fast sammen. Han nægtede at svare på vores ellers meget rare skoleleders spørgsmål. Latif skævede til mig.

-Nu bliver jeg smidt ud igen… hviskede han… Hans underlæbe dirrede, og en stor tåre løb ned ad kinden på ham.

-Vel gør du ej, sagde skolelederen, men du bliver simpelthen nødt til at fortælle, hvad der er sket…

Latif tørrede kinden med ærmet…

-Jeg er ikke stikker, snøftede han, og det løste sådan set meget hurtigt problemet. Latif dækkede over nogen. Og jeg vidst lige præcis, hvem det var.

10 minutter senere sad Thomas, Lukas og Søren på kontoret. Søren, der havde været på kontoret adskillige gange i løbet af sin skoletid, var uimponeret i gang med at æde en romkugle, men de to andre var lidt trykkede; at ”komme på kontoret” er stadig noget, der kan lægge en dæmper på de fleste hanekyllinger. Men, da de først fik fat i, hvorfor de var blevet hentet, var det en noget anden historie, der kom for dagen.

De fire knaldhætter havde været på vej i centeret i spisefrikvarteret. På to cykler. Ikke smart, men på den anden side ikke helt nok til en politianmeldelse. Humøret havde været højt, og kørslen havde nok været lidt vild. Og havde vist også foregået lidt i den forkerte side af vejen. Det indrømmede Søren uden at blinke. På et tidspunkt havde drengen passeret en ældre dame, der åbenbart var blevet irriteret på dem på grund af deres kørsel.

Det kan man sådan set godt forstå, men drengene svor, at de ikke havde været i nærheden af hende. Hun havde råbt efter dem, og Søren, der er rapkæftet, havde kaldt hende ”Sure kælling”. Latif, som ellers kan lidt af hvert, havde forsøgt at dæmpe Søren. Det havde damen tilsyneladende ikke opfattet. Hun havde i stedet benyttet lejligheden til at lukke al sin opsparede galde ud over Latif.

-Og hun kaldte ham PERKERSVIN! sagde Thomas forarget. Perkersvin! Skrid hjem, hvor du kommer fra.

Sådan. En nydelig ældre dame, der var ude at lufte sit fede gadekryds. Latif havde på intet tidspunkt truet hende. Det eneste han havde gjort, var at være en umulig knægt på 15, der havde det sjovt med sine venner. Og det var ikke Søren, hun havde klaget over. Det var Latif.

Sådan er verden; der er drenge. Og der er perkere… Racisme er tilsyneladende blevet helt legitimt. Jeg oplever gang på gang, at mine tosprogede elever bliver udsat for at helt almindelige mennesker trækker perkerkortet over for dem. Latif skal opføre sig ordentligt, som alle mulige andre, men det er godt nok op ad bakke. Og bakken er tilsyneladende dobbelt så lang, når man hedder Latif i stedet for Søren.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar