Stille, lille hjerte

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Silke sagde aldrig et kvæk. Ikke så meget som en lille bitte lyd i timerne. Jeg vidste godt, at hun lavede sine ting. Det kunne jeg jo se. Og det arbejde hun afleverede var nydeligt. Hun kunne både læse på linjerne og mellem linjerne. Hun sagde altså bare aldrig noget som helst. Hun rakte ikke fingeren op. Når klassen lavede gruppeøvelser, kredsede jeg nysgerrigt omkring hendes gruppe for at høre, om hun deltog. Det gjorde hun, men sparsomt. Uanset hvilke øvelser fra cooperative learning-biblen jeg valgte, lykkedes det Silke at undgå at sige særlig meget. Jeg havde talt med hende om det. Og med hendes forældre. Mor sagde heller ikke noget til skole-hjemsamtalerne, så det blev nærmest en skolehjem-monolog, og jeg var helt tør i halsen bagefter, og aldrig meget klogere.

– Trives du, Silke? spurgte jeg, og bandende stille for mig selv, når hun svarede “ja”. Det var endnu en gang lykkedes mig at lave et alt for lukket spørgsmål. Så kunne jeg sige;

-Hvad kan jeg gøre, for at du får det bedre i klassen? Og igen sad jeg og følte mig som en ko på en skøjtebane. For Silke havde det fint, og hun trak på skulderen og smilede genert. Og jeg var lige vidt. Igen.

Silke havde det fint. Det er jeg sikker på. Selvom hun nærmest var usynlig. Hun lignede en alf, og jeg skulle huske at lægge mærke til hende. Ellers forsvandt hun lydløst i mængden. Jeg kunne simpelthen ikke komme ind på livet af hende. Mit kendskab til hende begrænsede sig til det overfladiske; hun havde en lillebror, der gik i femte. Hun havde en mor og en far. Hun var aldrig uvenner med nogen, men hun kom vist heller ikke rigtig sammen med nogen i klassen. Og der ud over vidste jeg stort set intet om Silke.

Jeg havde sådan set næste accepteret, at det var sådan, det skulle blive. Det er jo ikke kriminelt at være stille og privat. Og måske kunne verden godt trænge til lidt flere som Silke. Indtil en dag op mod jul i 9. klasse, hvor Silke blev hængende lidt længere, da vi pakkede sammen i sidste time. Da alle de andre var gået, stillede hun sig foran katederet, hvor jeg var igang med at lade som om, jeg ryddede op i en skuffe. Jeg havde med undren fornemmet, at Silke lagde op til en snak, og ville absolut ikke risikere, at hun ikke fik lejlighed til at få mig på tomandshånd.

-Er det dig, der arrangerer juleafslutningen igen i år? spurgte pigebarnet og så snu på mig. Jeg stod med åben mund og polypper. Ud over, at jeg nok aldrig havde hørt Silke sige ni sammenhængende ord før, var det ikke lige det, jeg havde regnet med…

-For hvis det er, så vil jeg bare lige sige, at jeg godt kan gi et nummer… Hvis du altså synes…

Et nummer? Øh… Jo tak da? Stepdans? Bingo? Trommer? Jeg anede ikke, hvad det var for en slags nummer, Silke kunne tænkes at give, men jeg skyndte mig at sige ja tak…

Til juleafslutningen mødte lille Silke op med en stor akustisk guitar… Og så satte hun sig på en stol, helt alene på scenen, foran hele udskolingen. Foran piftede 7. klasses drenge, foran hviskende piger fra 8. klasse. Og ikke mindst foran sin dansklærer, der var ved at tabe både næse og mund.

Og Silke sang uden at blinke, og med en stemme så stor, så man måtte undres, både “Halleluja” og “Imagine” og en sang, hun selv havde skrevet, så der var dødsstille i den gamle gymnastiksal… Så rejste hun sig og bukkede, og jeg tror, hun var vokset ti centimeter.

Hvorfor er det nu lige, vi holder skole? Når jeg glemmer, så tænker jeg på Silke og hendes guitar.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar