Du skal ikke tro, du er noget…

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. januar 2016

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der var stille, som der kun kan være til en prøve, hvor 36 15-årige sad koncentreret bøjet over tasterne, der klikkede stille i salens halvmørke. Ind i mellem strakte en enkelt sig og skævede til det store ur på væggen. Tid er noget underligt noget, når man har prøve. Den går både for hurtigt og for langsomt. Men fra Simones taster lød ingen klikken. Cursoren blinkede tavst på skærmen som hjerteslagene i et elektrokardiogram. Og så skete der ikke mere. For Simone sad pludselig i salen og græd.

– Alle de andre kan, hviskede hun. Jeg kan ikke…

Simone er ellers dygtige skolen. Rigtig dygtig. Hun ved rigtig meget om samfundet og verden. Om politik og naturvidenskab. Hun har læst bøger. Og været på museum. Og er blevet talt med. Og så er hun hurtigtopfattende. Desværre er hun også ambitiøs.

“Desværre” mener jeg ikke. Men alligevel. For selv om hun siger, at det ikke betyder så meget, så går hun meget op i, at gøre en god indsats. At forbedre sig. Hun har fra lille lært sig, at livet er et kapløb. En konkurrence. Og når man konkurrerer, er der kun en vinder. Resten er tabere. Der er kun en guldmedalje…

Simone havde ellers fået et karakterblad, man godt kunne være bekendt, med hjem inden jul. Alle tal var tocifrede. Vi havde haft en fin skolehjemsamtale, men fokus på udviklingsområder, fremtiden, det sociale og det, Simone allerede har helt styr på. Hun var glad, og hendes far så stolt på hende. Alt var som det skulle være. Bortset fra at konkurrencer burde være højdepunkter. Milepæle, hvor man får afprøvet, alt det man har trænet i de mellemliggende perioder. Konkurrencer burde ikke være permanente tilstande, hvor man yder alt hvad man kan og lidt til… Hele tiden…

Så når Simone kan skrive et essay, jeg faktisk har lyst til at læse, og kan fortolke og samtale om en roman vi har læst, hvorfor er det så, at hun skal presses helt der ud, hvor hun ender med at føle, at hun ingenting kan? Og når Simone kan vurdere hvilken læsestrategi, hun skal vælge i forhold til genre og formål med læsningen og endda er bevidst om, at træne sin læsehastighed, hvorfor er det så, at hun skal aflægge en prøve i læsning, hvor hun hun i løbet af 30 minutter skal kæmpe sig gennem en hæsblæsende læsning af fem tekster med halvtreds tilhørende afkrydsningsopgaver? En opgave der ligger så langt fra virkeligheden, at jeg er nødt til at træne eleverne i den specifikke prøveform, for at der ikke skal være alt for mange, der som Simone knækker under det pres, som den evige konkurrence lægger på dem? En konkurrence, hvor man sammenligner sit værd med sidemandens, og tjekker med resultat et på et karakterblad, der på så mange måder minder dig om, at du ikke skal tro, at du er noget.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar