Han er super til tetris, men ikke uddannelsesparat…

Please follow and like us:

Blogindlæg fra skolenindefra.dk

Christian er mægtig sød. Han er 14. Han er høflig. Og så er han luddoven. Han laver simpelthen en minimal-indsats som udgangspunkt hver gang. Hver evig eneste gang. Det meste af timen går med at forsøge at være mest mulig på facebook. Eller spille tetris. Eller se videoer på youtube. Eller noget andet, som ikke har noget med skolearbejdet at gøre. Når jeg nærmer mig hans plads, lukker han lynhurtigt vinduet ned, og sidder så med det vindue åbent, som han skulle have arbejdet i. Han undgår for en hver pris øjenkontakt med mig, når jeg kommer for tæt på. Bare lade som ingen ting, så opdager hun det nok ikke, er mantraet. Så siger han, med lidt for høj stemme, et par ord, som har lidt relation til arbejdet. Så tror han nemlig, at jeg tror, at han arbejder.

Men efter 16 år i gamet, så kan jeg lugte det langt væk. Han stirrer intenst på skærmen, når han spiller tetris. Man kan se på hans øjne, der sitrer, og hans fingre, der tæsker løs på piletasterne, at han spiller. Man kan se på de små rytmiske ryk med hovedet, og den høretelefon han har lusket ind under trøjen og op i øret, at han ser youtube-videoer. Hvor dum tror han lige, jeg er?

Og Christian lyver. Han vil hellere dø, end at indrømme, at han lavede noget andet. Når jeg fanger ham ved vingebenet, slår han ud med armene og ruller med øjnene. Han peger på skærmen og ryster på hovedet. Hvad tror jeg om ham? Han sidder her og laver det, han skal. Han har bare ikke skrevet så meget, fordi han tænkte… Duuuuh…

Christian er umoden. 8. klasse lakker mod enden. Og Christian skal uddannelsesparathedsvurderes. Og jeg har dælen duleme svært ved at se, at han skal blive klar til en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Men Christian vil så gerne i gymnasiet. Ligesom sin storesøster, siger hans far og ser på Christian, når vi har skolehjemsamtale. Jeg foreslår, at Christian kommer en tur forbi 10. klasse. Der kan nå at ske meget med hans modenhed på et år. Men, der kan ikke nå at ske så meget med de faglige mangler, han har, hvis han ikke snart begynder at samarbejde.

Christian har nemlig ikke lært noget om rigtig mange ting. Hans far kan ikke forstå, at jeg giver dem et essay for, uden at have undervist i hvordan man skriver sådan et? Og der er da også noget med matematikken? Jeg har undervist i, hvordan man skriver et essay, men det kan Christian ikke huske. Måske var jeg syg? siger han så, og skæver til sin far. Jeg nævner alle de essays, klassen har arbejdet med. I flere omgange endda. Christian siger –Nååååh, ja, men det kan jeg altså ikke lige huske… Og det kan jeg faktisk godt forstå.

Jeg vurderer, at Christian ikke er uddannelsesparat i forhold til, at han vil i gymnasiet. Lige som jeg vurderer, at Emma, der passer sine ting, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad retning hendes liv skal tage, når hun forlader 9. klasse, ikke er uddannelsesparat. Og lige som jeg gør med resten af de næsten 30% af min ottende klasse, der har massivt brug for uu-vejledning. Resten vil stort set alle sammen i gymnasiet og kan fint blive klar til at komme det.

Det er svært at vurdere, om 14-årige er uddannelsesparate i 8. klasse. Men, det har altid indgået i vores arbejde med afgangsklasserne. Christian har selvfølgelig vores særlige opmærksomhed. Det ville han også have haft før uu-vejledningen blev beskåret. Nu bliver jeg bare nødt til at erklære ham ”ikke uddannelsesparat”, for at kunne få et samarbejde op at stå med uu-vejlederen omkring ham. Og at resten vil i gymnasiet, det kan vi så ikke gøre så meget ved. For mor og far er nu en gang de nærmeste til at vejlede. Og det kan de da sagtens klare. Hvis man altså fra politisk hold er lige glad med, at så mange på hver årgang vælger en gymnasial uddannelse.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena