Politisk hjemløs i en verden fuld af mistillid

Please follow and like us:

Kronik bragt i  politiken 14. februar 2015

Jeg husker stadig lugten af thebirkes, når jeg de stille morgentimer cyklede ud over den lappede asfalt i de weekendtomme gader på Amager med dagens opgaveoversigt liggende i cykelkurven. De sidste branderter var på vej hjem, og jeg var på vej på arbejde.

Det er mange år siden, jeg som studerende tilbragte mine weekender i hjemmeplejen. Jeg havde haft en del forskellige jobs, men efter en sommerferie som afløser i hjemmeplejen, valgte jeg at blive der resten af min studietid. Det var hårdt tjente penge, men jeg kunne godt lide at være der, og jeg holdt af at komme hos de ældre. Viggo havde fx været i modstandsbevægelsen, og det var så spændende, når han fortalte, at jeg godt kunne finde på at skynde mig lidt meget med støvsugeren, så vi kunne få en kop kaffe og høre historier fra gamle dage.

En luksus som Viggo også pressede på for, at jeg ikke skulle glemme. »Jeg grisser jo ikke så meget«, sagde han. »De andre har aldrig tid til en kop kaffe mere«. Og så sad vi der og syndede sammen. Og det var så hyggeligt. I sig selv var det dog et opslidende arbejde. Vi var underlagt et stort tidspres. Mange af de ældre var rigtig dårlige, demente eller ensomme. Det var tungt og travlt at være hjemmehjælper. Mest af alt husker jeg dog den respekt, jeg fik for mine kolleger, der dag ud og dag ind magtede det tunge og til tider psykisk belastende arbejde. Jeg kørte ind i mellem sammen med Susanne. Hun havde været hjemmehjælper hele sit liv, og den omsorg hun lagde for dagen, glemmer jeg aldrig.

Vi kom hos en dame, der hed Ruth. Hun havde fået en hjerneblødning og kunne efter den stort set ikke kommunikere. Hun kunne ikke bevæge andet end venstre arm en smule. Derfor sad hun hele dagen i sin lænestol og så tv. Når vi kom om morgenen, startede vi med at tage Ruth ud af sengen. Da Ruth ikke kunne bevæge sig, var der installeret en stor, elektrisk lift, der skulle lette hjemmehjælpens arbejde og sikre, at det blev udført efter reglerne. Men Ruth var ikke så tryg ved liften, og derfor brugte Susanne den så lidt som muligt. Og ofte tog det alligevel også for lang tid i forhold til tidsplanen at få liften i gang.

Så når først Ruth var kommet ud af sengen, skulle der løftes. Og Susanne lærte mig, hvordan vi kunne samarbejde om at få løftet den i øvrigt meget velvoksne dame fra liften over i pottestolen, hvor hun kunne få forrettet sin nødtørft og blive vasket. Herefter gentog de selvsamme løft sig, når Ruth skulle fra pottestolen over i kørestolen og fra kørestolen over i lænestolen. Og gentagne gange i løbet af dagen, når Ruth skulle på toilettet eller tilbage i seng igen. Susanne havde altid et støttebind om albuen, men hun beklagede sig aldrig. Og jeg kan ikke huske, at hun overhovedet var syg.

Jeg er godt klar over, at det ikke var efter bogen, når Susanne undlod at bruge liften, og det var opslidende for hende. Jeg ved dog, at det ikke var gjort af dovenskab eller uvilje, men gjort med hjertet. Susanne og Ruth kommunikerede på en eller anden måde med hinanden, og de havde gennem årene udviklet et tæt og hjerteligt forhold. Og fordi Susanne ønskede Ruth alt det bedste, gjorde hun det, hun fandt rigtigt. Selvom tiden var knap.

Selv valgte jeg at blive lærer. Ikke fordi jeg var voldsomt begejstret for at gå i skole; min tilgang til læring er ret lystbetonet. Jeg fandt mange fag kedelige. Så kedelige at jeg ikke engang gad ulejlige mig med at forsøge at lære dem. Andre fag derimod gjorde jeg en hæderlig indsats i, og det var fordi, jeg dér mødte lærere, der med deres engagement og nærvær gjorde en forskel på min vej. Lærere, der brændte; ikke kun for deres fag, men også for os elever.

Disse menneskers engagement bærer jeg med mig den dag i dag. Og det har betydning for mig i det arbejde, jeg gør. Dén forskel, vil jeg også gerne gøre i min hverdag. Det er ikke lønnen, det er ikke anseelsen, der har inspireret mig til at blive lærer. Det er noget helt andet. Mange af os offentligt ansatte er drevet af et ønske om at gøre noget for samfundet eller for andre. Vi arbejder med mennesker. Vi kan ikke øge produktionen, sætte arbejdstempoet op eller lade bunkerne ligge til i morgen.

Vi kan ikke klemme flere børn ind i kvalificerede, pædagogiske dagtilbud, fange fartsynderne hurtigere eller lade fru Hansen sidde i sin ble til i morgen. Vi kan ikke operere hurtigere, rådgive stærkere eller undervise kvalificeret, når vi ikke har tid til at forberede vores arbejde. Det er meget simpelt. I vores arbejde finder møder ofte sted, og det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at undlade at engagere sig i relationer, når man arbejder med mennesker. Borgeren, klienten eller barnet ville få en ualmindelig dårlig oplevelse i mødet med det offentlige, hvis vi, der er ”det offentlige”, ikke tog os tiden eller medmenneskeligheden til at møde dem.

Eller, som Løgstrup udtrykte det: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd«. Vi vil gerne, også selvom vi er mere pressede i det møde end nogensinde før.

Desværre er vi offentligt ansatte de seneste år blevet mødt af en stadig mere skinger tone i debatten. Og det er ikke kun ’almindelige debattører’, der anvender en hård retorik. Også fra politisk hold har vi offentligt ansatte oplevet en tone, som ikke alene er aldeles upassende, men også direkte samfundsskadelig; vi laver ikke nok, er dovne og skal ”arbejde smartere”.

For lærernes vedkommende startede det med Anders Foghs angreb på rundkredspædagogikken i 2003. Her harcelerede landets statsminister mod den slaphed, der udspillede sig i landets skoler, hvor gruppearbejde og manglende disciplin i skolen førte til ringe resultater. Synderne var, ifølge statsministeren, lærerne selv. Dengang var selv professor i specialpædagogik Niels Egelund ude og påpege det uheldige i, at »statsministeren latterliggør lærernes arbejde« (Ugebrevet A4, 3/11 2003).

Siden har piben dog fået en anden lyd fra Niels Egelunds side, og efter Anders Foghs angreb på lærerstanden har faget været under så massivt angreb, at det nu er comme il fault offentligt at kritisere lærerne og folkeskolen som sådan. Ofte bliver man som lærer mødt med forventningen om, at man er dum og doven. Som en elev engang udtrykte det, da han havde spurgt om mit karaktergennemsnit i gymnasiet: »Hold da op! Vil det sige, at du ikke er blevet lærer, fordi det er det eneste, du kunne blive?«. »Nej, Magnus. Det er det ikke. Jeg er blevet lærer, fordi jeg gerne vil være lærer!« Og stor var hans undren.

Og hvor komisk det end måtte lyde, så er det en almindelig udfordring for mange lærere, at man ofte skal til at forsvare sig, når man møder nye mennesker, der spørger ind til ens beskæftigelse. Jeg har sågar hørt historier om folk, der opdigter andre professioner, for at slippe for kritikken. Og hvilken lærer frygter ikke den familiesammenkomst, hvor man igen skal høre på onkel Erlings indebrændte bemærkninger omkring, hvor lidt lærere laver, og hvor meget ferie de har? Og hvad ved onkel Erling egentlig om det?

Han har munden fuld af kartoffelsalat og fået lidt for meget at drikke. Og så har han ikke sat sine ben i folkeskolen, siden hans egne poder forlod den for snart en menneskealder siden. Men det afholder ham sjældent fra at give sit besyv med på vejen. Heksejagten kulminerede foreløbig med lockouten af lærerne i foråret 2013, hvor regeringen i samarbejde med KL gik til angreb på lærernes såkaldt favorable arbejdstidsregler. Man lukkede landets skoler, så eleverne stod uden undervisning i en måned. Og i den tid stod lærerne på gaden.

Og der stod jeg også en kold og grå aprildag, da en nydelig dame passerede langsomt forbi i sin bil og gav min søde og rare matematikteammakker en nok så stiv og strunk fuck-finger ud af sit bilvindue. Og den finger, den svier endnu. Hvad havde vi dog gjort hende? Jo, vi var igen og igen og igen blevet italesat som dovne, klynkende og uduelige. Det var vores brøde.

Regeringen valgte altså at knægte lærerne og afskaffede i samme nu de sidste rester af kaldstanken. I stedet indførte man industrilignende arbejdsforhold. Al lærernes arbejdstid skulle nu bruges på arbejdspladsen, så man kunne kontrollere, at de nu også lavede noget, og ikke slog græs eller på anden måde blot danderede den, når de ikke havde undervisning. Stik i mod den øvrige tendens i samfundet, i øvrigt.

Og jeg, der blev lærer, fordi jeg ville gøre en forskel. Fordi jeg ville være så modig, at holde bare en smule af et andet menneskes liv i min hånd. Nu står jeg så med arbejdsforhold, der i bedste fald umuliggør mine ambitioner om at være noget for nogen. For sandheden er, at skolen i årevis har været så målstyret, så fast forankret i teamsamarbejde og høj faglighed, at ingen lærer med respekt for sig selv har kunnet slippe af sted med ikke at lave noget. Og de få lærere, der måske har rendt rundt og lavet ingenting, dem kunne man jo bare have fyret, som man ville have gjort i andre brancher. Nu valgte man så i stedet at styrte en samfundsinstitution i grus.

Det lyder som om, at jeg ikke er den eneste. Det lyder som om, der er lagt i kakkelovnen til pædagogerne nu, og vi har de seneste dage kunnet læse om, at de statsansatte nu skal til at resultatmåles. Hvad betyder det? Præstationsløn til en politimand? Hvem kan udskrive flest bøder? Jeg undres.

Nu står vi så over for et folketingsvalg. Der bliver reklameret på livet løs for politiske partier, kysset babyer og krammet kassedamer. Og for første gang nogensinde aner jeg ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds. I tyve år har jeg ellers tillidsfuldt sat mit kryds ved det samme parti. Helt og aldeles overbevist om, at jeg stemte på mennesker, der gjorde deres yderste for at indrette samfundet til mest gavn og glæde for alle, trods forskelle i livsopfattelser. Fordi vi alle sammen udgør befolkningen i et land, hvor vi har valgt demokratiet. Også de offentligt ansatte er nyttige borgere. Og der findes vel næppe partier, der helt kunne forestille sig at afskaffe det offentlige system?

Efter lockouten led min naivitet dog et afgørende knæk. Jeg tog en beslutning om, at det var sidste gang, jeg satte mit kryds ved ’mit’ gamle parti. Jeg kan ikke kende det. Og da de tydeligvis ikke har tillid til mig, må jeg blot konstatere, at jeg også har mistet tilliden til dem.

Inderst inde tror og håber jeg dog, at det er den samme ild, som driver mig, der driver en politiker. Nemlig trangen til at gøre noget for andre. Ønsket om at gøre noget for samfundet. Ind i mellem bliver jeg dog i tvivl, når jeg ser politiker efter politiker, der skifter parti og holdninger, som vi andre skifter underbukser. Eller galopperer ud og får en direktørstilling med en ministerpension i baglommen. Eller en politiker der, udtaler sig mod bedre vidende, fordi der ’går politik’ i en sag. Men jeg vælger at tro det bedste. Det er jo heller ikke alle lærere, der ikke laver noget, vel?

Desværre frygter jeg, at vi endnu en gang skal trækkes gennem en valgkamp, hvor man bevidst går efter visse befolkningsgrupper. Det være sig ledige, flygtninge, offentligt ansatte eller andet, der nu tilsyneladende står for skud. Tonen blev allerede slået an i statsministerens nytårstale.

Jeg påberåber mig ikke indsigt i, hvad der er rigtigt at gøre i forhold til de udfordringer, vi som land står overfor. Men jeg vil nok ikke tage meget fejl, hvis jeg mener, at der heller ikke er en politiker eller et parti, der sidder inde med de vises sten. Og jeg vil rigtig gerne høre på de bud, der er. Især hvis de kommer fra en, der lytter, ikke kun taler. For jeg ved til gengæld noget om det arbejde, jeg går og laver. Og jeg vil gerne fortælle om det.

Og jeg vil også gerne høre på en, der ikke kategorisk svarer uden om spørgsmål i en debat. Eller bare gentog den samme sætning som svar på alt, som var jeg en tungnem hund, der skulle trænes. For hvor ville det være gavnligt for demokratiet, hvis der kom noget ordentlighed tilbage i debatten. Hvis der kom noget anstændighed, respekt og ikke mindst tillid tilbage i politik. Tillid til at jeg og alle andre herude på gulvet gør det så godt, vi kan hver eneste dag. Gør noget for andre. Gør noget for samfundet. Gør en forskel. Og faktisk ved, hvad vi laver.

Så vil jeg se, om jeg et eller andet sted inderst inde kan finde en rest af tillid til politikere. Husk, det er mennesker, vi arbejder med. Det er mennesker, I taler om.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena