Solidaritet er blevet et taber-ord

Please follow and like us:

Debatindlæg bragt i politiken 7. juli 2015

af METTE SUN NYGAARD OG KATJA GOTTLIEB, UU-VEJLEDER OG LÆRER

»FOR SÅ er man jo fucking ensom«, sagde den unge mand, da vejlederen spurgte, hvorfor han ikke stoppede med at ryge hash? Fordi han var bange for at blive ensom. Fordi han i misbruget havde fundet et fællesskab, der var lige så vanedannende som hashen. De fleste af os er flokdyr.Vi søger derhen, hvor vi møder forståelse, accept og anerkendelse. Som henholdsvis lærer og uddannelsesvejleder har vi tilsammen haft en del børn og unge under vores vinger. Vi har mange års praktisk erfaring fra velfærdsstatens maskinrum, og derfor ved vi noget om dem, der skal videreføre vores samfund. Og hvorfor vi ikke er tjent med, at solidaritet bliver et fremmedord for dem.Solidaritet er blevet et taberord. Solidaritet er blevet som den søde, men klæbende kæreste, du overvejer, hvordan du slipper af med på en pæn måde. Og i et samfund, hvor konkurrence er blevet det bærende element, er der en tendens til, at vi vogter på hinanden i stedet for at udnytte hinandens styrker. Vi ser det i skoleklasser, hvor videndeling ikke nødvendigvis bliver opfattet som en styrke af elever, der er vant til at konkurrere. For hvad nu hvis sidemandens succes gør mig mindre værd? Det er et kæmpe handikap i et samfund, der skal leve af innovation. Men de unge er rædselsslagne for at sakke agterud. Netop derfor er det svært at overbevise dem om, at det er vigtigt, at alle er med. For dem, der ikke kan følge trop, er der andre fællesskaber, som tilbyder nogle få, men meget simple leveregler. Det er fællesskaber, som den unge mand på vejlederkontoret fandt i misbrugermiljøet eller endnu værre: ensomhed. Vi lever i et X-factor-samfund, hvor dit værd aflæses på et performancebarometer. Blev der klappet, blev jeg liket, blev det delt? SOLIDARITET er blevet et ord, der smager af overvægtige gråhårede fagforeningsmænd, røde faner i Fælledparken og en ideologi, færre og færre kan identificere sig med. Men solidaritet er det kit, der binder vores samfund sammen. Solidaritet er også at dele vores overskud. At hjælpe naboen. Solidaritet er at sørge for, at alle, der vil være med, er med. Frihed til alle og ansvar for ingen er blevet solidaritetens populære modsætning. I spurten mod toppen er der nogle, som glider i svinget. I farten er der ikke plads til at give en hånd og få dem på benene igen. Samtidig er der en tendens til, at det i vores samfund er blevet acceptabelt verbalt at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. De er jo selv ude om det. De kunne bare have truffet nogle andre valg, synes at være et argument, der møder stor tilslutning i den brede befolkning. Men når du spørger rundt i en skoleklasse, er der ingen, der ikke vil være med. Der er ingen, der vil meldes ud af fællesskabet. Så hvordan og hvornår opstår den tanke, at de mennesker, der snubler, selv melder sig ud og vælger et passivt liv på offentlig forsørgelse? Som fagpersoner kan vi kun begræde fraværet af solidaritet i den offentlige debat. Især når det handler om børn og unge. For de fleste børn og unge har behov for at opleve en samhørighed, hvor de kan genkende sig selv i de andre. Solidaritet er ikke kun forbeholdt de sårbare unge eller de fagligt udfordrede unge. Solidaritet er et fællesskab, hvor der er så højt til loftet, at alle kan finde nogen, de kan genkende sig selv i. Både de ressourcestærke og de udfordrede.For vores opgave er også at præsentere eleverne for den viden, de ikke vidste, de ønskede at få. I uddannelsesvejledningen skal vi udfordre de unge på deres uddannelsesvalg. Vi skal tilbyde dem andet og mere end det, de kan google sig til. Vi ønsker ikke et fællesskabstyranni, hvor alle skal passe i den samme skabelon. Det avler ofte en dyb aversion mod hensyntagen til andre mennesker. Vi ønsker et samfund, der giver reelle muligheder for at blive omfattet af den styrke, der ligger i at være en del af fællesskabet.

 

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena