Vi risikerer at tabe de unge

Please follow and like us:

Debatindlæg bragt i politiken 7. oktober 2015

af KATJA GOTTLIEB, LÆRER

MIN DATTER er 15 år og går i 9. klasse. Og lige nu er vi ved at tale valg af gymnasium.Jeg har taget mange notater til et forældremøde, så jeg ved, at min datter skal udfylde en uddannelsesplan på nettet.Jeg har også nogenlunde styr på datoer.Men derudover har jeg ikke styr på særlig meget vedrørende hendes valg af ungdomsuddannelse.Jeg er endda lærer.Oven i købet i en 9.-klasse. Og jeg tror ikke, det står meget anderledes til ved køkkenbordene i mine elevers hjem, hvor deres forældre i disse dage forsøger at rådgive, det bedste de har lært. Og måske skal jeg lige tilføje, at det ser ud, som om de fleste af mine elever gerne vil i gymnasiet. Ligesom min datter.At dømme efter situationen ved de køkkenborde, som jeg umiddelbart har adgang til, ser det ud, som om der er et stykke vej til målsætningen om, at 25 procent af eleverne i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Og jeg tror, at vejen dertil bliver lang. For man har valgt at beskære den uddannelsesvejledning, mine elever traditionelt har fået, kraftigt. Så kraftigt, at man kun får adgang til individuelle samtaler med en uddannelsesvejleder, hvis man af klasselæreren er erklæret ikkeuddannelsesparat; måske i en idé om, at man godt selv kan beslutte, om man vil være tømrer eller ingeniør, hvis man er vurderet uddannelsesparat? Jeg kan huske, at jeg selv i en alder af 15 ikke havde det fjerneste begreb om, hvilken retning mit fremtidige arbejdsliv skulle tage. Jeg ville helst være Disneytegner, men luftede aldrig rigtig planerne, da det sikkert ville være slået hen som tosserier. I hvert fald blev jeg som så mange andre indskrevet på det lokale gymnasium.Da jeg var en skovl til matematik, men dygtig til sprog, blev jeg sproglig student. Og derfra gik det slag i slag.Min erfaring med at vejlede unge i valg af uddannelse bliver i høj grad et produkt af mine egne erfaringer. Jeg ved ikke nok om, hvordan jeg skal vejlede, hvis jeg skal gøre det kvalificeret; sådan er det jo.Det samme gælder helt sikkert for mine elevers forældre, der nu agerer vejledere, så godt som de kan. I mange tilfælde sikkert uproblematisk, men i mange tilfælde i blinde. Og får man så startet på den uddannelse, der er den rigtige? Det må tiden vise. Men der er en grund til, at vi har fagfolk.Undervisningsministeren nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal se på muligheden for at skabe større sammenhæng mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, med henblik på at bevare de unges motivation, men også så de unge bliver klædt på til at vælge uddannelse og vælge rigtigt. Mens arbejdsgruppen arbejder, kan man se på, om vi på nogen måde kan nå at styrke og bevare den store ekspertise, der gennem en årrække er opbygget i uddannelsesvejledningen rundtomkring i landet? Hvis ikke risikerer vi at tabe mange unge i svinget.

 

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena