Hvad jeg ved om telte, stjerner og frivillighed…

 

Klumme Nordsjælland 23/8 2017

Katja Gottlieb, lærer og forfatter

Da jeg for længe siden startede i fjerde klasse, kom jeg til at sidde ved siden af Karina. Hun var så pæn. Og sød. For enden af hendes lange øreringe dinglede to blanke sølvstjerner. Og så var hun spejder. Jeg ville virkelig gerne være ligesom Karina.

-Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at gå til spejder, sagde jeg til min mor, som tilsyneladende havde andet at lave end at køre mig til spejder og svarede:

-Det er vist ikke noget for dig.

-Jamen, de samler gamle aviser sammen og sådan noget, indvendte jeg. Mest fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, de gik og lavede til spejder.

-Det kan godt være, sagde min mor. Men de ligger i telt, og der er store edderkopper og sådan i de telte. Det er ikke noget for dig. Og på det oplyste grundlag besluttede jeg at ønske mig øreringe med blanke stjerner i stedet.

Jeg havde næste glemt alt om det der spejder. Indtil jeg mange år senere blev mor til en skrammeldreng. Sådan en, der havde søm i lommerne. Og store post-elastikker, som han fandt på gaden. Der er to ting, man skal huske med sådanne børn. For det første skal de lære at tømme lommerne, inden de lægger deres tøj til vask. Og i øvrigt meget gerne bære evt. levende indhold udenfor. Og for det andet er telte, store edderkopper og alt det der helt klart noget for dem. Så knægten blev indrulleret i spejdertropperne.

Det er efterhånden en del år siden, men hold da op! Jeg er stadig lige imponeret. De kan altså noget, de der spejdere. Jeg ved stadig ikke helt hvorfor, men mon ikke det skyldes den måde, man er sammen på i spejderbevægelsen?

Efterhånden har jeg gennem mine år som lærer mødt en del unge mennesker, der var spejdere. Og de har altid gjort et supergodt indtryk. De er som regel dygtige til at løse gruppeproblematikker, så alle bliver glade. Det er ofte dem, der griber en kost, når et frikvarter har været lidt for festligt, og disciplinen madpakke-kast har været gennemført, mens gårdvagten lige var optaget andet sted. Når man er på lejrskole, er de sandsynligvis at finde iblandt dem, der frivilligt indfinder sig i køkkenet, når der skal laves mad. Og det er helt sikkert dem, der efter aftensmaden har organiseret en omgang underholdning med lærerne i hovedrollerne. Sådan har det været med de spejdere, jeg har mødt. Og tænk en gang. Det er frivillige ledere, der uge efter uge stiller op, og lærer mit barn alt det. Helt uden læreplaner.

Tidligere på året konkluderede en rapport foretaget af to idrætsstuderende ved Ålborg Universitet, at forældre i dag i højere grad tænker på deres eget barn end på klubben, når de melder barnet ind i et fritidstilbud. Og sjovt nok forventer de en høj grad af service fra de frivillige, der hver uge lægger mange arbejdstimer i foreningen til gavn for fællesskabet. Min egen helt uvidenskabelige undersøgelse af området har desuden bibragt mig den erfaring, at det er meget svært at få engageret folk i foreningslivet. Jeg sidder i bestyrelsen for to foreninger, og sidst jeg var til generalforsamling, var der ikke lige frem kampvalg. De eneste fremmødte var os, der i forvejen sad i bestyrelsen. Der var kage nok. Og så kunne vi rulle ærmerne op og går i gang med arbejdet, da den var spist. Jeg ved, at folk har travlt, men det er en smule ærgerligt, når man tænker på, hvilken betydning foreningslivet har haft for os som samfund.

Uden at det skal gå hen og blive en historietime, har vores foreningsliv en forankring helt tilbage til 1700-tallet, hvor vækst, nye idealer og et voksende borgerskab betød, at forskellige former for foreninger opstod. Med Grundlovens § 92 og 93, der sikrer retten til frit at danne foreninger og frit at forsamles, tog det rigtig fart. Foreninger er mange ting, men foreninger er kulturbærende. Foreninger er identitetsgivende. Foreninger er læresteder. Og foreninger er noget af det, der er med til at kitte os sammen og lader os mødes på kryds og tværs i interessefællesskaber.

Tak til alle jer, der i regn og slud møder op i klubhuse og omklædningsrum og tager jer af vor andres børn. Herfra skal opfordringen lyde til alle andre: Hvis du har så meget som et par timer, hvor fitnesscenteret eller Mit Plastikmareridt på TV3 kan aflyses, så gå ud og bliv frivillig i en forening.

Jeg fik forresten et par øreringe med sølvstjerner den gang. De var ikke helt så blanke og store som Karinas. Men på den anden side var jeg jo heller ikke Karina.