Tænk, hvis man kunne være nogens Ole?

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Jeg fatter altså ikke, at du gider være lærer, Katja, sukkede Anna en dag, da 9.a var rigtig i deres umulige hjørne. Hun så spørgende på mig og rystede på hovedet, så alle hendes skønne krøller dansede. Jeg så ud over klassen, hvor få havde bøger med og færre havde lavet lektier. Flere hang ind over bordene, og jeg konstaterede, at Hosekræmmeren helt klart ikke stod højt på klassens dagsorden. Og et eller andet sted dybt inde huskede jeg, hvorfor det er, jeg godt gider være lærer.

Han hed Ole, min klasselærer. Jeg var lige fyldt tretten og ny i klassen. Og jeg var fuld af uro og forbandet ensom.

-Du skal tage notater, sagde Ole, da jeg provokerende meddelte, at jeg da havde læst hele ”Barndommens Gade” derhjemme samme dag, som jeg fik den udleveret, og derfor ikke skulle lave noget i klassen dagen efter.

-Det gider jeg da ikke, svarede jeg udfordrende, og tilføjede, at jeg kunne huske det hele i hovedet. Og så ventede jeg spændt på reaktionen, der dog udeblev. Ole grinede bare og fortsatte undervisningen. Og så sad jeg der og gloede!

Næste gang tog jeg notater.

Og jeg gik i skole hver morgen. Gennem villakvarteret. Gennem skoven og over fodboldbanen. Og om eftermiddagen gik jeg hjem igen. Over fodboldbanen, gennem skoven og gennem villakvarteret. Og så sad jeg på mit værelse og lavede lektier.

Ikke til tysktimerne. Bestemt heller ikke til matematiktimerne. Men til Oles timer. Og jeg læste som en gal. Alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Og jeg blev introduceret til Cornelis Vreeswijk, og Sjöwall og Wahlöö og Holberg og politik. Og gik i de mørke vinteraftner til filmklub i skolens kælder, hvor Ole viste biograffilm på en 16mm-fremviser. Det kan jeg huske.

Men, jeg kan også huske, at Ole talte med mig. At han lærte mig at lytte, og ikke mindst at holde min mund. Han lærte mig at være med i et fællesskab, at være menneske. Det var i skolen, hos Ole, jeg fik troen på mig selv. Og det var i skolen jeg fik forståelsen for, at en god lærer ikke er for skolen, men en man har for livet. Så svaret til Anna var enkelt:

-Anna; der er intet andet end lærer, jeg kunne tænke mig at være. Så, hvis I sætter jer stille ned, skal jeg nok læse ”Hosekræmmeren” højt for jer. Så tar’ vi den derfra…

Tænk, hvis man kunne få lov til at være nogens Ole?

 

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar