Kaffe hos mormor

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg har netop gnavet mig gennem en enorm kransekage fra Karen Volf og desperat fortyndet den med en kæmpe kop alt for tynd kaffe. Min mormor har fødselsdag i dag. Hun er født i 1928, men hævder til stadighed, at hun kun er 29. Hun er fandme den mest glemsomme 29-årige, jeg nogensinde har mødt.

Jeg er hæs af at råbe. Efter 12 minutters stædig ringen på døren blev jeg lukket ind af en nabo, og kunne så banke hende op, da jeg først var kommet ind i opgangen. Yderligere 17 minutter inde i besøget, fik jeg gjort det klart, at hendes høreapparat ikke virkede. Så tog hun det af, og så kunne vi da nogenlunde kommunikere.

-Hvordan går det så med Stefan? spurgte hun. Det er min bror. Hun plejer godt nok at kalde ham Henning, så det kørte åbenbart godt i dag.

Jeg skreg et par korte sætninger om, at det gik godt med ham. Hun så forundret på mig. Til sidst fandt jeg en gammel kuvert, og skrev, at min bror underviser ingeniørstuderende nu. Hun fik helt tårer i øjnene. Så stolt blev hun. Opmuntret af det, føjede jeg til, at min søster nu er fastansat som gymnasielærer. Og ikke et øje var tørt. Jeg har nogle seje søskende.

-Og hvad med dig, min pige, spurgte min mormor, med munden fuld af brunkager.

Jo, hvad med mig? Jeg er jo bare lærer. Stadigvæk… Det har jeg jo været i så mange år. Men, mormor husker ikke så godt.

-Jeg er jo lærer, mormor! skreg jeg, så mine lunger blafrede ind over sofabordet som en nytårserpentiner!

-Næææææh! ER du det! sagde min glemsomme mormor beundrende. Jeg så på kuverten med mine søskendes bestilling, og tænkte at nu rablede det da helt for hende.

-Er det så de store børn, du underviser? Hun stoppede yderligere to jødekager ind i gabet.

-Ja, det er de store, hylede jeg, og nikkede, så hovedet var ved at falde af i håb om, at spare lidt på min stemmepragt. Jeg skal jo undervise i morgen.

Hun tog en slurk kaffe og børstede et hav af krummer ned på gulvet. Jeg tænkte, at hjemmehjælpen nok blev lidt træt af mig i morgen, når de så resultatet af mit besøg med hjemmebagte julekager. Så så hun på mig med klare øjne…

-Hvor er du altså bare dygtig. Jeg er så stolt af dig og dine søskende. Tænk, at I er blevet så kloge alle tre… Det er vigtigt arbejde, I har. Det er vigtigt! Tænk, at du sådan kan undervise skoleelever. Det er ikke nemt…

Og jeg så på den plettede kuvert, hvor jeg ikke en gang havde føjet min egen beskæftigelse til listen med børnebørnenes meritter. For det var jo ikke noget at skrive om. Jeg er jo bare lærer! Og selvom jeg er stolt af det, så tager jeg mig ind i mellem i at negligere betydningen af mit arbejde.

Og pludselig midt i alle krummerne og kaffekopperne og kommunaikationsvanskelighederne fik den gamle faktisk indlysende ret. Vi laver alle sammen et vigtigt arbejde. Og jeg fandt kuglepennen og føjede til listen, at jeg er folkeskolelærer. Så kan hun huske det, når de forskellige hjemmehjælpere kommer på besøg, og hun så gerne vil fortælle, hvad vi laver.

I mellemtiden var hun gået ombord i et stort, chokoladeovertrukket marcipanhjerte, som hun gumlede lystigt i. Jeg var ved at gå i sukkerchok efter jeg var blevet tvangsfodret med tyve centimeter hvinende sød kransekage. Jeg fatter ikke, hvordan den lille dame, kan konsumere så store mængder sukker.

-Ja, I er dygtige… Det må være mig I har det fra, gnækkede hun, og kiggede sultent på resterne af min kransekage…

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar