Det Danmark, jeg kender

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 4. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg gjorde det sgu. Jeg sad og surfede nyheder. Hele nyhedssiden var rammet ind af en massiv reklameblok, hvor ordene ”Det Danmark du kender” stædigt blinkede til mig. Fra topfeltet smilede statsministeren, og en lille tekst lokkede med, at man kunne ”afspille filmen”. Jeg vidste godt, hvad det var for en film. Og jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke gad at se den. For jeg havde hørt nytårstalen… Og så trykkede jeg altså alligevel play.

Og jeg ved ikke, om jeg blev så meget klogere på, hvordan statsministerens Danmark ser ud, men jeg tror ikke, vi står i det samme udsigtstårn.

Det Danmark jeg kender, er bygget op gennem mange år. Af mine forfædre; både dem der var her i forvejen, og dem der kom til på et eller andet senere tidspunkt i historien, slog sig ned, blev en del af samfundet og bidrog til det. Og på et tidspunkt kom jeg også til. Lærte, at man skal yde, før man kan nyde, og lærte, at vi har rettigheder og pligter.

Og i det Danmark, jeg kender, kom jeg i skole. Og jeg lærte noget i skolen, men mest af alt lærte jeg, at skolen er for livet. For vores skole ikke er en serviceinstitution, men en kulturbærende institution, som vores samfund er bygget op omkring. Derfor er målbare, faglige resultater ikke det eneste jeg lærte, men dannelse og livsduelighed var vigtige mål i sig selv.

I det Danmark, jeg kender, tog jeg en uddannelse, passede mine studiejobs og fik et arbejde, da tiden kom. Og jeg blev offentligt ansat, meldte mig ind i en fagforening og lærte, at vi i Danmark har en lang tradition for at arbejdsgivere og arbejdstagere indgår overenskomster til gavn for hele arbejdsmarkedet.

Og jeg lærte, at det offentlige og det private samarbejder i en vekselvirkning. At den særegne danske model gør, at vi både har den fleksibilitet, der skal til for at arbejdsgiverne kan afskedige ansatte i perioder med færre jobs, men også den sikkerhed, der gør, at ingen skal gå fra hus og hjem, fordi der i en periode er jobmangel.

Og i det Danmark, jeg kender, regner vi dem, der med Grundvigs ord har ”for modersmålet øre og for fædrelandet ild” for danske, uanset baggrund. Og her fik jeg mine børn, der på papiret er nok så danske, men har intet mindre en fem nationaliteters blod rullende i deres årer. Og de voksede til og kom i skole. I det Danmark, de kender.

I det Danmark, jeg kender, er det folket, der udgør nationen. Er det er os, der trods forskellig baggrund og livsopfattelser, har valgt et demokrati, hvor vi taler os tilrette, og indretter samfundet til mest mulig gavn for alle. I det Danmark jeg kender, er det folket, der er Danmark.

”Jeg vil altid gøre det, jeg tror, er bedst for Danmark,” sagde statsministeren. Og jeg undrede mig, mens reklamen rullede sig ud på skærmen. Og jeg huskede, at vi har en statsminister, der tror, at børn bliver klogere af at være mere sammen med uforberedte lærere. Og jeg undrede mig igen over, at man baserer udviklingen af et samfund på ”synsninger” og ikke på viden. Og jeg lukkede statsministerens valg-reklame ned. Jeg vil ikke give køb på det Danmark, jeg kender. Og jeg tror, vi er mange nok…

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar