“Hun gider ikke være med alligevel…”

Please follow and like us:

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Hun gider jo ikke at være med alligevel. Vi har inviteret hende, som du sagde. Men hun gider ikke. Og så må hun sikkert heller ikke.

Sidste skoledag nærmede sig. Og en af pigerne, Amal, skal tilsyneladende ikke med til løjerne. Denne dag var hun slet ikke i skole. Klassen havde gennem noget tid været stærkt optaget af planlægningen, og som lærer kunne man godt tænke sig, at de var lige så optagede af de forestående afgangsprøver, men jeg kan godt huske, hvordan det var i sin tid.

Jeg havde gennem længere tid været ”efter” pigerne i klassen, fordi Amal var udenfor. Pigerne kunne godt forstå, hvad jeg mente, og selvom hun var tung og passiv at have med i et gruppearbejde, så gjorde de, hvad de kunne for at få hende til at deltage. Samtidig følte de dog, at hun ikke gad være sammen med dem. Man spurgte også, om hun ville med i Kvickly i spisepausen. Eller på cafe ind i mellem efter skole. Men, det ville hun ikke.

Og selvsagt blev hun ikke inviteret til at deltage i festerne uden for skoletid. Hun havde sine egne venner, sagde nogle af klassens piger undskyldende. Og hun sagde det også selv, når jeg gik hende på klingen. Og selvfølgelig må man gøre som man vil i sin fritid, men Amal var tydeligt ked af det.

Hvad de andre søde og gode piger i klassen ikke vidste var, at der aldrig var tale om ulyst. Tvært i mod lå der bag den kølige facade et brændende ønske om at kunne være med. At være ligesom de andre. Men, det kunne de ikke se. På overfladen var Amal godt nok en pige med en anden etnisk baggrund, men hun så næsten ud som de andre. Hun havde har et par Nike sko. Det gik de alle sammen i, men hendes var et par år gamle, og når hun havde været ude i regnvejr tørrede hun dem altid omhyggeligt af med toiletpapir, når hun troede, ingen så det. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte, den dag Mathilde meddelte, at hun havde 38 par sko, sidst hun talte dem, men det er i og for sig også lige meget.

Jeg ved, at begge hende forældre var på kontanthjælp, og fulde af undskyldninger om hvorfor. Livet havde været hårdt ved dem, og det sidste de havde givet deres børn var ressourcer. Hun anede ikke, hvordan man lavede lektier, hun anede ikke, hvad det ville sige at ens forældre gik på arbejde. Ind i mellem sad hun og jeg sammen og forsøgte at få styr på lektierne. Det var nærmest umuligt. Hvor skulle man starte og hvor skulle man slutte? Hun havde faglige huller på størrelse med Australien, men drømme og ambitioner var der. At få en uddannelse, et arbejde og et rigtigt sted at bo. Og en mand, der ikke slog! Det er vel ikke meget at fordre af livet?

Når resten af klassen sad og planlagde sidste skoledag, så var det klart, at Amal blev nødt til at være uinteresseret. For udgifterne til sidste skoledag oversteg langt hendes forældres formåen. At medbringe en ret til fællesmorgenmad, drikkevarer, indkøb af kostume og karameller, turpas til bakken, mad og drikkevarer, transport frem og tilbage og entre til det lejede diskotek om aftenen, hvor der også skal drikkes et eller andet, var helt urealistiske mål for hende, selv hvis hun undlod noget, ville hun ikke kunne deltage, og i øvrigt falde igennem fællesskabet. Og sådan havde det været i mange år; fødselsdage, udflugter, mobiltelefoner og andre statussymboler var sjældne, og oplevelser var der få af. Hun havde valgt den løsning på problemet, der var mindst ydmygende. At foregive at være ligeglad.

Det siger sig selv, at vejen gennem uddannelsessystem ikke ligefrem har været let for Amal. Og hun er i farezonen for at ende som sine forældre. Der er lang vej i mål. Desværre kan ingen helddagsskole i hele verden ændre på Amals triste, negative sociale arv. Og desværre er hendes historie er ikke enestående. Den er en blandt mange. Der skal en helt anden massiv og tidlig indsats til. Alle børn fortjener at få en uddannelse, et arbejde og et rigtigt sted at bo. Og at være en del af fællesskabet hele livet.

Follow me!

  • Facebook
  • twitter
  • Hatena

Skriv et svar