Danskfaglige kurser

Jeg holder danskfaglige kurser inden for emnerne litteratur og medier. Disse kurser afvikles enten i Dansklærerforeningens regi, i CFU-regi eller bookes af skoler. Et typisk kursus er på tre timer, men jeg holder efter aftale heldags-kurser eller to-dages kurser. Kurserne er praksisrettede, har øje for læseplan og afgangsprøven og propfyldt med opgaver, deltagerne kan folde ud direkte i undervisningen. Kursister modtager efterfølgende mine slides.

Kontakt enten mig på kagott@live.dk for nærmere information om priser og muligheder.

I øjeblikket holder jeg en del kurser under følgende overskrifter. Hvis man har andre ønsker til indhold, kan dette ofte arrangeres:

Den halve Sandhed – Om falske nyheder i danskundervisningen i de ældste klasser.

Mig og dig og YouTuben – Om blogs & vlogs i danskundervisningen. Kan både tilbydes til mellemtrin og udskoling efter aftale.

Multimodalitet i danskfaget – Om grafiske romaner og billedromaner i danskundervisningen i de ældste klasser.

Mere krudt til kanonen – Om kanonlitteratur i danskundervisningen. Kan tilbydes til mellemtrin og udskoling.

Lempede fælles mål – Om den nye læseplan for faget dansk, august 2019. Jeg har siddet i skrivegruppen som praktiker.

Gadens stemmer – Temaforløb om at leve på kanten af samfundet. Kurset tager udgangspunkt i materialet Gadens Stemmer, som jeg er forfatter på. Materialet blev lavet for den socialøkonomiske virksomhed Gadens Stemmer i samarbejde med Marie Elmegaard.

Øgendahl og de store forfattere i danskundervisningen – Jeg har været forfatter på undervisningsmaterialet i sæson to af DR’s dramadokumentarserie Øgendahl og de store forfattere og holder kurser med udgangspunkt i materialet.

Bag linjerne – Om besættelsen i litteraturen, lyrik og litteraturhistorie. Jeg er forfatter til forløbet Bag Linjerne, der er blevet til i anledning af 75-året for befrielsen. Forløbet kan hentes gratis på www.alsang.dk

Her finder du kanonforfatterne som printbare tegninger. De er tegnet af mig. Du må gerne dele dem med dine kolleger og printe, men ikke lægge dem ud på nettet. http://kagott.dk/wp-content/uploads/2020/08/Kanonforfattere.pdf