Solidaritet er blevet et taber-ord

Debatindlæg bragt i politiken 7. juli 2015

af METTE SUN NYGAARD OG KATJA GOTTLIEB, UU-VEJLEDER OG LÆRER

»FOR SÅ er man jo fucking ensom«, sagde den unge mand, da vejlederen spurgte, hvorfor han ikke stoppede med at ryge hash? Fordi han var bange for at blive ensom. Fordi han i misbruget havde fundet et fællesskab, der var lige så vanedannende som hashen. De fleste af os er flokdyr.Vi søger derhen, hvor vi møder forståelse, accept og anerkendelse. Som henholdsvis lærer og uddannelsesvejleder har vi tilsammen haft en del børn og unge under vores vinger. Vi har mange års praktisk erfaring fra velfærdsstatens maskinrum, og derfor ved vi noget om dem, der skal videreføre vores samfund. Og hvorfor vi ikke er tjent med, at solidaritet bliver et fremmedord for dem.Solidaritet er blevet et taberord. Solidaritet er blevet som den søde, men klæbende kæreste, du overvejer, hvordan du slipper af med på en pæn måde. Og i et samfund, hvor konkurrence er blevet det bærende element, er der en tendens til, at vi vogter på hinanden i stedet for at udnytte hinandens styrker. Vi ser det i skoleklasser, hvor videndeling ikke nødvendigvis bliver opfattet som en styrke af elever, der er vant til at konkurrere. For hvad nu hvis sidemandens succes gør mig mindre værd? Det er et kæmpe handikap i et samfund, der skal leve af innovation. Men de unge er rædselsslagne for at sakke agterud. Netop derfor er det svært at overbevise dem om, at det er vigtigt, at alle er med. For dem, der ikke kan følge trop, er der andre fællesskaber, som tilbyder nogle få, men meget simple leveregler. Det er fællesskaber, som den unge mand på vejlederkontoret fandt i misbrugermiljøet eller endnu værre: ensomhed. Vi lever i et X-factor-samfund, hvor dit værd aflæses på et performancebarometer. Blev der klappet, blev jeg liket, blev det delt? SOLIDARITET er blevet et ord, der smager af overvægtige gråhårede fagforeningsmænd, røde faner i Fælledparken og en ideologi, færre og færre kan identificere sig med. Men solidaritet er det kit, der binder vores samfund sammen. Solidaritet er også at dele vores overskud. At hjælpe naboen. Solidaritet er at sørge for, at alle, der vil være med, er med. Frihed til alle og ansvar for ingen er blevet solidaritetens populære modsætning. I spurten mod toppen er der nogle, som glider i svinget. I farten er der ikke plads til at give en hånd og få dem på benene igen. Samtidig er der en tendens til, at det i vores samfund er blevet acceptabelt verbalt at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. De er jo selv ude om det. De kunne bare have truffet nogle andre valg, synes at være et argument, der møder stor tilslutning i den brede befolkning. Men når du spørger rundt i en skoleklasse, er der ingen, der ikke vil være med. Der er ingen, der vil meldes ud af fællesskabet. Så hvordan og hvornår opstår den tanke, at de mennesker, der snubler, selv melder sig ud og vælger et passivt liv på offentlig forsørgelse? Som fagpersoner kan vi kun begræde fraværet af solidaritet i den offentlige debat. Især når det handler om børn og unge. For de fleste børn og unge har behov for at opleve en samhørighed, hvor de kan genkende sig selv i de andre. Solidaritet er ikke kun forbeholdt de sårbare unge eller de fagligt udfordrede unge. Solidaritet er et fællesskab, hvor der er så højt til loftet, at alle kan finde nogen, de kan genkende sig selv i. Både de ressourcestærke og de udfordrede.For vores opgave er også at præsentere eleverne for den viden, de ikke vidste, de ønskede at få. I uddannelsesvejledningen skal vi udfordre de unge på deres uddannelsesvalg. Vi skal tilbyde dem andet og mere end det, de kan google sig til. Vi ønsker ikke et fællesskabstyranni, hvor alle skal passe i den samme skabelon. Det avler ofte en dyb aversion mod hensyntagen til andre mennesker. Vi ønsker et samfund, der giver reelle muligheder for at blive omfattet af den styrke, der ligger i at være en del af fællesskabet.

 

Politisk hjemløs i en verden fuld af mistillid

Kronik bragt i  politiken 14. februar 2015

Jeg husker stadig lugten af thebirkes, når jeg de stille morgentimer cyklede ud over den lappede asfalt i de weekendtomme gader på Amager med dagens opgaveoversigt liggende i cykelkurven. De sidste branderter var på vej hjem, og jeg var på vej på arbejde.

Det er mange år siden, jeg som studerende tilbragte mine weekender i hjemmeplejen. Jeg havde haft en del forskellige jobs, men efter en sommerferie som afløser i hjemmeplejen, valgte jeg at blive der resten af min studietid. Det var hårdt tjente penge, men jeg kunne godt lide at være der, og jeg holdt af at komme hos de ældre. Viggo havde fx været i modstandsbevægelsen, og det var så spændende, når han fortalte, at jeg godt kunne finde på at skynde mig lidt meget med støvsugeren, så vi kunne få en kop kaffe og høre historier fra gamle dage.

En luksus som Viggo også pressede på for, at jeg ikke skulle glemme. »Jeg grisser jo ikke så meget«, sagde han. »De andre har aldrig tid til en kop kaffe mere«. Og så sad vi der og syndede sammen. Og det var så hyggeligt. I sig selv var det dog et opslidende arbejde. Vi var underlagt et stort tidspres. Mange af de ældre var rigtig dårlige, demente eller ensomme. Det var tungt og travlt at være hjemmehjælper. Mest af alt husker jeg dog den respekt, jeg fik for mine kolleger, der dag ud og dag ind magtede det tunge og til tider psykisk belastende arbejde. Jeg kørte ind i mellem sammen med Susanne. Hun havde været hjemmehjælper hele sit liv, og den omsorg hun lagde for dagen, glemmer jeg aldrig.

Vi kom hos en dame, der hed Ruth. Hun havde fået en hjerneblødning og kunne efter den stort set ikke kommunikere. Hun kunne ikke bevæge andet end venstre arm en smule. Derfor sad hun hele dagen i sin lænestol og så tv. Når vi kom om morgenen, startede vi med at tage Ruth ud af sengen. Da Ruth ikke kunne bevæge sig, var der installeret en stor, elektrisk lift, der skulle lette hjemmehjælpens arbejde og sikre, at det blev udført efter reglerne. Men Ruth var ikke så tryg ved liften, og derfor brugte Susanne den så lidt som muligt. Og ofte tog det alligevel også for lang tid i forhold til tidsplanen at få liften i gang.

Så når først Ruth var kommet ud af sengen, skulle der løftes. Og Susanne lærte mig, hvordan vi kunne samarbejde om at få løftet den i øvrigt meget velvoksne dame fra liften over i pottestolen, hvor hun kunne få forrettet sin nødtørft og blive vasket. Herefter gentog de selvsamme løft sig, når Ruth skulle fra pottestolen over i kørestolen og fra kørestolen over i lænestolen. Og gentagne gange i løbet af dagen, når Ruth skulle på toilettet eller tilbage i seng igen. Susanne havde altid et støttebind om albuen, men hun beklagede sig aldrig. Og jeg kan ikke huske, at hun overhovedet var syg.

Jeg er godt klar over, at det ikke var efter bogen, når Susanne undlod at bruge liften, og det var opslidende for hende. Jeg ved dog, at det ikke var gjort af dovenskab eller uvilje, men gjort med hjertet. Susanne og Ruth kommunikerede på en eller anden måde med hinanden, og de havde gennem årene udviklet et tæt og hjerteligt forhold. Og fordi Susanne ønskede Ruth alt det bedste, gjorde hun det, hun fandt rigtigt. Selvom tiden var knap.

Selv valgte jeg at blive lærer. Ikke fordi jeg var voldsomt begejstret for at gå i skole; min tilgang til læring er ret lystbetonet. Jeg fandt mange fag kedelige. Så kedelige at jeg ikke engang gad ulejlige mig med at forsøge at lære dem. Andre fag derimod gjorde jeg en hæderlig indsats i, og det var fordi, jeg dér mødte lærere, der med deres engagement og nærvær gjorde en forskel på min vej. Lærere, der brændte; ikke kun for deres fag, men også for os elever.

Disse menneskers engagement bærer jeg med mig den dag i dag. Og det har betydning for mig i det arbejde, jeg gør. Dén forskel, vil jeg også gerne gøre i min hverdag. Det er ikke lønnen, det er ikke anseelsen, der har inspireret mig til at blive lærer. Det er noget helt andet. Mange af os offentligt ansatte er drevet af et ønske om at gøre noget for samfundet eller for andre. Vi arbejder med mennesker. Vi kan ikke øge produktionen, sætte arbejdstempoet op eller lade bunkerne ligge til i morgen.

Vi kan ikke klemme flere børn ind i kvalificerede, pædagogiske dagtilbud, fange fartsynderne hurtigere eller lade fru Hansen sidde i sin ble til i morgen. Vi kan ikke operere hurtigere, rådgive stærkere eller undervise kvalificeret, når vi ikke har tid til at forberede vores arbejde. Det er meget simpelt. I vores arbejde finder møder ofte sted, og det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at undlade at engagere sig i relationer, når man arbejder med mennesker. Borgeren, klienten eller barnet ville få en ualmindelig dårlig oplevelse i mødet med det offentlige, hvis vi, der er ”det offentlige”, ikke tog os tiden eller medmenneskeligheden til at møde dem.

Eller, som Løgstrup udtrykte det: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd«. Vi vil gerne, også selvom vi er mere pressede i det møde end nogensinde før.

Desværre er vi offentligt ansatte de seneste år blevet mødt af en stadig mere skinger tone i debatten. Og det er ikke kun ’almindelige debattører’, der anvender en hård retorik. Også fra politisk hold har vi offentligt ansatte oplevet en tone, som ikke alene er aldeles upassende, men også direkte samfundsskadelig; vi laver ikke nok, er dovne og skal ”arbejde smartere”.

For lærernes vedkommende startede det med Anders Foghs angreb på rundkredspædagogikken i 2003. Her harcelerede landets statsminister mod den slaphed, der udspillede sig i landets skoler, hvor gruppearbejde og manglende disciplin i skolen førte til ringe resultater. Synderne var, ifølge statsministeren, lærerne selv. Dengang var selv professor i specialpædagogik Niels Egelund ude og påpege det uheldige i, at »statsministeren latterliggør lærernes arbejde« (Ugebrevet A4, 3/11 2003).

Siden har piben dog fået en anden lyd fra Niels Egelunds side, og efter Anders Foghs angreb på lærerstanden har faget været under så massivt angreb, at det nu er comme il fault offentligt at kritisere lærerne og folkeskolen som sådan. Ofte bliver man som lærer mødt med forventningen om, at man er dum og doven. Som en elev engang udtrykte det, da han havde spurgt om mit karaktergennemsnit i gymnasiet: »Hold da op! Vil det sige, at du ikke er blevet lærer, fordi det er det eneste, du kunne blive?«. »Nej, Magnus. Det er det ikke. Jeg er blevet lærer, fordi jeg gerne vil være lærer!« Og stor var hans undren.

Og hvor komisk det end måtte lyde, så er det en almindelig udfordring for mange lærere, at man ofte skal til at forsvare sig, når man møder nye mennesker, der spørger ind til ens beskæftigelse. Jeg har sågar hørt historier om folk, der opdigter andre professioner, for at slippe for kritikken. Og hvilken lærer frygter ikke den familiesammenkomst, hvor man igen skal høre på onkel Erlings indebrændte bemærkninger omkring, hvor lidt lærere laver, og hvor meget ferie de har? Og hvad ved onkel Erling egentlig om det?

Han har munden fuld af kartoffelsalat og fået lidt for meget at drikke. Og så har han ikke sat sine ben i folkeskolen, siden hans egne poder forlod den for snart en menneskealder siden. Men det afholder ham sjældent fra at give sit besyv med på vejen. Heksejagten kulminerede foreløbig med lockouten af lærerne i foråret 2013, hvor regeringen i samarbejde med KL gik til angreb på lærernes såkaldt favorable arbejdstidsregler. Man lukkede landets skoler, så eleverne stod uden undervisning i en måned. Og i den tid stod lærerne på gaden.

Og der stod jeg også en kold og grå aprildag, da en nydelig dame passerede langsomt forbi i sin bil og gav min søde og rare matematikteammakker en nok så stiv og strunk fuck-finger ud af sit bilvindue. Og den finger, den svier endnu. Hvad havde vi dog gjort hende? Jo, vi var igen og igen og igen blevet italesat som dovne, klynkende og uduelige. Det var vores brøde.

Regeringen valgte altså at knægte lærerne og afskaffede i samme nu de sidste rester af kaldstanken. I stedet indførte man industrilignende arbejdsforhold. Al lærernes arbejdstid skulle nu bruges på arbejdspladsen, så man kunne kontrollere, at de nu også lavede noget, og ikke slog græs eller på anden måde blot danderede den, når de ikke havde undervisning. Stik i mod den øvrige tendens i samfundet, i øvrigt.

Og jeg, der blev lærer, fordi jeg ville gøre en forskel. Fordi jeg ville være så modig, at holde bare en smule af et andet menneskes liv i min hånd. Nu står jeg så med arbejdsforhold, der i bedste fald umuliggør mine ambitioner om at være noget for nogen. For sandheden er, at skolen i årevis har været så målstyret, så fast forankret i teamsamarbejde og høj faglighed, at ingen lærer med respekt for sig selv har kunnet slippe af sted med ikke at lave noget. Og de få lærere, der måske har rendt rundt og lavet ingenting, dem kunne man jo bare have fyret, som man ville have gjort i andre brancher. Nu valgte man så i stedet at styrte en samfundsinstitution i grus.

Det lyder som om, at jeg ikke er den eneste. Det lyder som om, der er lagt i kakkelovnen til pædagogerne nu, og vi har de seneste dage kunnet læse om, at de statsansatte nu skal til at resultatmåles. Hvad betyder det? Præstationsløn til en politimand? Hvem kan udskrive flest bøder? Jeg undres.

Nu står vi så over for et folketingsvalg. Der bliver reklameret på livet løs for politiske partier, kysset babyer og krammet kassedamer. Og for første gang nogensinde aner jeg ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds. I tyve år har jeg ellers tillidsfuldt sat mit kryds ved det samme parti. Helt og aldeles overbevist om, at jeg stemte på mennesker, der gjorde deres yderste for at indrette samfundet til mest gavn og glæde for alle, trods forskelle i livsopfattelser. Fordi vi alle sammen udgør befolkningen i et land, hvor vi har valgt demokratiet. Også de offentligt ansatte er nyttige borgere. Og der findes vel næppe partier, der helt kunne forestille sig at afskaffe det offentlige system?

Efter lockouten led min naivitet dog et afgørende knæk. Jeg tog en beslutning om, at det var sidste gang, jeg satte mit kryds ved ’mit’ gamle parti. Jeg kan ikke kende det. Og da de tydeligvis ikke har tillid til mig, må jeg blot konstatere, at jeg også har mistet tilliden til dem.

Inderst inde tror og håber jeg dog, at det er den samme ild, som driver mig, der driver en politiker. Nemlig trangen til at gøre noget for andre. Ønsket om at gøre noget for samfundet. Ind i mellem bliver jeg dog i tvivl, når jeg ser politiker efter politiker, der skifter parti og holdninger, som vi andre skifter underbukser. Eller galopperer ud og får en direktørstilling med en ministerpension i baglommen. Eller en politiker der, udtaler sig mod bedre vidende, fordi der ’går politik’ i en sag. Men jeg vælger at tro det bedste. Det er jo heller ikke alle lærere, der ikke laver noget, vel?

Desværre frygter jeg, at vi endnu en gang skal trækkes gennem en valgkamp, hvor man bevidst går efter visse befolkningsgrupper. Det være sig ledige, flygtninge, offentligt ansatte eller andet, der nu tilsyneladende står for skud. Tonen blev allerede slået an i statsministerens nytårstale.

Jeg påberåber mig ikke indsigt i, hvad der er rigtigt at gøre i forhold til de udfordringer, vi som land står overfor. Men jeg vil nok ikke tage meget fejl, hvis jeg mener, at der heller ikke er en politiker eller et parti, der sidder inde med de vises sten. Og jeg vil rigtig gerne høre på de bud, der er. Især hvis de kommer fra en, der lytter, ikke kun taler. For jeg ved til gengæld noget om det arbejde, jeg går og laver. Og jeg vil gerne fortælle om det.

Og jeg vil også gerne høre på en, der ikke kategorisk svarer uden om spørgsmål i en debat. Eller bare gentog den samme sætning som svar på alt, som var jeg en tungnem hund, der skulle trænes. For hvor ville det være gavnligt for demokratiet, hvis der kom noget ordentlighed tilbage i debatten. Hvis der kom noget anstændighed, respekt og ikke mindst tillid tilbage i politik. Tillid til at jeg og alle andre herude på gulvet gør det så godt, vi kan hver eneste dag. Gør noget for andre. Gør noget for samfundet. Gør en forskel. Og faktisk ved, hvad vi laver.

Så vil jeg se, om jeg et eller andet sted inderst inde kan finde en rest af tillid til politikere. Husk, det er mennesker, vi arbejder med. Det er mennesker, I taler om.

Børns værd kan ikke måles

Debatindlæg information 2. december 2014

Hvad er dit barn værd? Det er et dumt spørgsmål. Mine børn er jo værdifulde i sig selv. Som lærer kender jeg også værdien af dine børn; de er lige så meget værd som mine egne.

For mig er det en gave at tilbringe min hverdag med andre folks børn. Men det er også et stort ansvar. Vi taler sammen i min ottende klasse. Om livet, døden, ret og pligt. Vi taler om, at man er en samfundsborger, og at indflydelse er noget, man tager. Vi taler, og vi lytter.

Min klasse er fuld af aktive børn, der deltager i sport, fritidsaktiviteter, passer et fritidsjob, og nogle deltager i den offentlige debat. De er samfundet, og de er værdifulde i sig selv.

Men, flere og flere af mine timer går med at teste børnene. Jeg laver kommunale og nationale test, og test fra forskningsinstitutter, der gerne vil måle børnene. Der bliver registreret i elevplaner og trivselsskemaer for at måle udbyttet af undervisningen.

Men i de grafer og skemaer får mine elever pludselig en anden værdi. De bliver et tal i en statistik. Og mit job bliver at få dem til at tage sig bedst muligt ud i de statistikker.

Hvilke værdier?

Det er på tide, vi tager en snak om værdier. For det er tilsyneladende ikke de samme værdier, jeg og politikerne taler om. Politikerne og erhvervslivet skriger på fantasi, kreativitet og elever med lyst til at lære, men der indføres stadig test, der hverken udvikler kreativitet eller gejst.

Hvordan skal jeg måle værdien af den samtale, jeg igen og igen førte med den elev, der ikke kunne klare sit skolearbejde, men som med hjælp og støtte gennemførte alligevel? Og værdien af at turde stille sig op foran hele udskolingen og spille et instrument til en juleafslutning? Værdien af at få bevaret sin lyst til at lære?

Hvilke værdier skal vores skole overhovedet bygge på? Hvilke værdier er vi stolte af? Og hvilke nye værdier skal med ind i fremtiden? Imens vi venter, lover jeg fortsat at lære mine elever at være det, der i gamle dage kaldtes livsduelige, for jeg kender dit barns værdi.

2. december 2014

God stil

Blogindlæg 30. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Fredag morgen er der knald på. Det er først i løbet af formiddagen, det rigtig går op for mig; det er sidste gang vi står her sammen, mig og min 9. klasse. Nu er det ikke bare afslutningen på ugen. Men afslutningEN. Ikke flere helt almindelige skoledage tilbage. Tre års rejse sammen er ved at være slut. Vi har påbegyndt indflyvningen. Vi lægger an til landing.

Eksamensperioden er fed. Sidste år, da jeg for første gang i mange år ikke havde prøver, følte jeg mig som en gammel cirkushest, der stod uden for teltet og kunne høre musikken. Jeg luskede rundt og småsnakkede med 9. klasserne. Nogle af dem kom heldigvis og spurgte forsigtigt om hjælp.

-Du, Katja? Kender du en god tekst, hvis man har trukket ”Det moderne gennembrud?”. Og så kunne man lige få sit afgangsprøve-fix der på gangene, mens man var gårdvagt.

Men eksamensperioden er faktisk en vigtig del af folkeskolen. Det er der, hvor vi afslutter arbejdet med eleverne. Nogle af eleverne er klar til takeoff nu. Nogle har været det siden jul. Og de sidste, der skal have et ekstra puf ud af reden, letter først i løbet af juni, når de opdager, at de har overlevet afgangsprøverne. Afgangsprøverne er en vigtig del af arbejdet med elevernes alsidige personlige udvikling. Og vi lærere arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, så eleverne kan få den bedst mulige oplevelse med sig videre ud i livet.

I løbet af fredagen får jeg fanget de sidste elever, der mangler at få feedback på den stil, min kollega og jeg besluttede, at de kunne nå at skrive inden prøven. Bare fordi, vi lige syntes, der manglede det sidste.

Rasmus har sendt mig en besvarelse med titlen ”Et sikkert ti-tal”. Man kan godt høre håbet, men ved eftersyn viser den sig ikke at været et ti-tal. Den sidder lige i skabet. Rasmus har lavet en fyldig besvarelse. Indholdet er rigtig godt og gennemarbejdet. Sproget er flot. Og layoutet er super. Opgaven var en artikel til en netavis. Og han er gået all-in. Der er ”links” til andre relevante artikler. Og billeder og billedtekster. Bokse, der kan ”klikkes” på. Han griner, da han får sit 12-tal.

-Nu gør du det samme på mandag, siger jeg. Tryglende eller truende. Jeg ved det ikke helt.

-Hvis der er en netavis, siger han. Så har han ikke lovet for meget.

-Den er så gennemarbejdet, din stil. Det kan du også gøre, hvis du vælger en anden genre!

Han nikker tøvende. Det er den bedste stil, han til dato har lavet. Han er en af dem, der har taget et afgørende ryk nu. Ganske tæt på afgangsprøven. Og jeg kan godt mærke irritationen brede sig. Jeg skal ikke rette hans afgangsprøve i år. Før første gang skal mine elevers besvarelser kun rettes af en beskikket censor. Og hele den læring, Rasmus ellers kunne få ud af at gå til prøve for første gang i sit liv, er væk. Jeg har fået frataget muligheden for at afslutte arbejdet med mine elever. Og Rasmus får ikke den feedback, han ellers ville tage med sig videre. Nu får han en karakter, som han først ser, den dag han står med sit endelige karakterblad i hånden. Den dag, vi siger farvel. Jeg ved dog, at Rasmus nok skal klare det. Han er en dejlig og konstruktiv elev, og interesserer sig faktisk ikke så meget for sine karakterer.

Men jeg er oprigtig bekymret for de elever, der ligger og vipper nede omkring overhovedet at bestå. Hvad skal jeg gøre med ham, der har haft det så svært, at vi først har fået lokket ham til at aflevere stile i år? Ham der kæmper med både retstavning og selvtillid? I den sparring, jeg har haft med censorer gennem årene, har der altid ligget en afvejning, når vi talte om den endelige karakter. Ikke sådan at forstå, at vi bare har snakket os frem til en eller anden karakter. Men vi har i samtalen omkring besvarelsen haft gode og konstruktive drøftelser, da bedømmelsen af kreativitet og elevens evne til fortolkning sjældent kan presses ind i en formel. Og med de nye adgangskrav til erhvervsuddannelserne, vil det ramme de elever dobbelt hårdt.

Næste gang, jeg sender 9. klasser til afgangsprøve, så er jeg forhåbentligt tilbage i cockpittet igen, så jeg kan få lov til at styre eleverne sikkert i havn. Det lærer de mest af. Og det er både elever og samfund bedst tjent med. Der er god stil.

For længe siden, i fattigdommens dage…

www.skolenindefra.dk Blogindlæg 14. april 2016

For længe siden i fattigdommens dage… Sådan starter Astrid Lindgrens fortælling ”Søndeneng”. En fortælling, der handler om de to små søskende, Mattias og Anna, der bliver alene i verden, og derfor anbringes hos Bonden i Kæret. Her er dagene fattiggrå og livet så tungt, at jeg som barn fik helt ondt i hjertet, hver gang, jeg læste den. Ind i mellem græd jeg en smule. Og så måtte jeg lægge bogen væk. For det var så frygteligt at læse om de stakkels børn, der var blevet til overs. Børn, der gik sultne i seng.

Heldigvis var fattigdommens dage så vældig længe siden, og ordene var så smukke, at bogen altid kom ned af hylden igen. Og bogen fulgte med mig, selv da jeg egentlig troede, at jeg var blevet for gammel til at læse eventyr. I dag står den i min reol ved siden af andre vigtige bøger, og den har været igennem lidt af hvert. Siderne er gule, og ryggen ser i hvert fald lidt træt ud.

Mange år gik, og jeg gik med, som de fleste af os nu en gang gør. Der var ind i mellem bump på vejen, men når alt kommer til alt, så klarede jeg mig fint. Vi har jo alle muligheder. Alle sammen. Og en dag stod jeg så bag katederet i en klasse, hvor en lille dreng sad så forfærdeligt uroligt på sin stol og holdt sig på maven, mens jeg forsøgte at lære ham om vigtige ting. Og det var vigtige ting af den slags, hvor man helst skulle sidde nogenlunde stille i mens. Og det gjorde han ikke. Heller ikke selvom jeg flere gange bad ham om det. Og jeg satte mig ned ved siden af ham, og spurgte, om han havde ondt i maven?

Det havde han ikke. Men han var så sulten, sagde han. Og så så jeg dybt ind i to grå øjne, der var helt fulde af noget, som otte-årige drenges øjne slet ikke skal være fulde af. Han havde ikke fået morgenmad. Og før det havde han sådan set heller ikke fået aftensmad. Og så kan man ikke sidde stille. Man kan ikke lære. Man kan ikke være nogens ven. Man kan faktisk ikke noget som helst andet end at tænke på, at man er sulten. Og med et forstod jeg pludselig, hvad det betyder, når dagen er underlig fattiggrå. Og jeg tænkte, om det virkelig kunne passe, at der var børn, der blev lagt sultne i seng?

Fattigdom er jo noget relativt. Og i forhold til at vokse op i Haiti, er jeg da helt med på, at vi ikke har fattigdom på den måde i Danmark. Men vi har fattigdom. Enhver, der påstår andet, er enten dum eller lyver. Og jo, jeg har set forældre, der har foretaget de mest idiotiske valg, og det er sikkert sket, at nogen har gået på ”bistand”, fordi de ikke gad at lave noget. Alt det har jeg hørt… Og i de fleste tilfælde er det noget vrøvl. Og det er de børn, der kommer i klemme, der betaler prisen. Prisen for de voksnes valg.

Ifølge en ny rapport fra Institut for socialt arbejde, kan fattigdom forværre omsorgssvigt. ”Fattigdom kan ikke forklare omsorgssvigt, men det kan præge omsorgssvigt på den måde, at det at være fattig kan være en alvorlig belastningsfaktor, der går ud over børnene på mange måder”, siger Adam Johansen, der står bag rapporten.

Vi siger, at vi ikke har råd. Men jeg spørger; har vi råd til at tabe de børn, der i øjeblikket oplever det omsorgssvigt, som det er, at vokse op i fattigdom? Effekten af det svigt, er det børnene, der oplever her og nu, men som samfund kommer vi til at se konsekvenserne af dette, mange, mange år frem i tiden.

Jeg ved ikke, hvordan det her ender. Men jeg ved, hvordan fortællingen om Mattias og Anna og Søndeneng ender. God læselyst… Og tag endelig rapporten om omsorgssvigt af børn i fattigdom med på vejen. Så er der både til hoved og hjerte.

http://www.phmetropol.dk/Om%20Metropol/Nyheder%20og%20Presse/Nyheder/2016/04/fattigdom%20forvaerer%20omsorgssvigt

Når skolegården skælver

Blogindlæg 2. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

En hel måned i selskab med Fupz’ forfatterskab og tre lærerstuderende i 9. klasse sluttede i fredags. Det har været sjovt. Og travlt. Og ikke mindst lærerigt. Jeg er glad for at have praktikanter. Det giver mulighed for at se mine klasser fra nye sider, når det ikke er mig, der står bag katederet. Og så kommer de altid med noget nyt, der udfordrer min måde at undervise på. Det er jo ikke ligefrem fordi, efteruddannelse for folkeskolelærere hænger på træerne. Og der har været gang i den. Bl.a. har jeg talt læringsmål, så jeg var helt blå i hovedet.

Læringsmålene var også helt tydelige for den sidste del af forløbet om Fupz’ forfatterskab. Der var billedbøger og oplæsning på programmet, og målene blev gennemgået på tavlen. Eleverne så godt nok lidt blanke ud i øjnene imens, men der var da ikke tvivl om, at de efter forløbet både ville være bevidste om deres kropssprog og forskellige udtryksformer som artikulation og tempo, og hvad ved jeg. Meget fint. Og så blev eleverne delt op i grupper, der øvede oplæsning og gav hinanden feedback på arbejdet. De fleste lavede det, de skulle, og en tilfældig gruppe blev udtaget til prøveoplæsning for hele klassen. Hold op, hvor der blev grinet, da en af klassens store drenge jamrede sig gennem fødselsscenen i ”Manden og damen og noget i maven”, hvor et par fra Herlev, der er vildt glade for at kysse, pludselig venter en lille. De ender med at få en abe.

Fredag formiddag gik vi så i samlet trop over i første klasse, hvor eleverne var noget så små og søde. Lidt kaos var der dog. En havde glemt sin bog, og et par stykker, var slet ikke mødt op. Amani blandt andet. Hun ringede til en af de andre piger, mens vi var på vej over mod indskolingen. Hun havde sovet over sig. Og så, så var det hun tænkte, om vi ikke lige kunne vente på hende?

-Kan vi det? spurgte veninden og så på mig. Og jeg så lærergnaven ud, og sagde, at det kunne vi selvfølgelig ikke, når der sad en hel klasse og ventede på os. Og så tilføjede jeg, at hun skulle se at få lidt fut i fejemøget. En af de søde praktikanter tilføjede, at der jo heldigvis var lidt ventetid… Jeg sagde -Hm.

De små var meget forventningsfulde og blev fordelt mellem de lidt betuttede 16-årige, der stod og vendte deres billedbøger i hænderne. De var ikke helt så kæphøje, som de ellers kan være. Til sidst sad der en lille gruppe på tre elever tilbage.

-I må gøre det, så godt I kan, sagde klasselæreren til de to elever, der stod klar til at læse op. -Muna kan ikke dansk endnu. En lille pige med brune fletninger så med store øjne på sine to sidemænd. Og så rejste hun sig og gik med dem ud og tog også sin jakke på. Læreren forklarede eleverne, at Muna var fra Syrien, og at hun næsten lige var kommet. De nikkede. Og jeg kom pludselig i tanke om Amani, der sad i en bus et eller andet sted. Og så gik det hurtigt. En klassekammerat ringede til hende.

-Skynd dig. Du skal komme NU! Vi har BRUG for dig. Lige nu…

Ikke mange minutter efter kom Amani galopperende gennem skolegården. Hun så fantastisk ud som sædvanlig. Fuld makeup, og en alt for tung skuldertaske dinglede efter sig. Men hun havde forstået alvoren. Der var nogen, der havde brug for hende. Hun smed tasken og bukkede sig ned og hilste på Muna på arabisk. Og så foldede magien sig ud for øjnene af os lærere og praktikanter, der bare kunne trække os et par skridt væk og se til.

En lille pige, der allerede havde oplevet langt værre ting, end vi andre nogensinde kan forestille os, sad i forårssolen tæt op af en pige, der læste Kim Fupz højt på arabisk. De smilede begge to. Amani pegede, sagde ordene på arabisk og så på dansk. Og Muna så på hende og gentog. Det var ikke alene rørende. Det var et storslået øjeblik, af den slags, man som lærer gemmer allerinderst inden i. Altid. Og jeg glemte heldigvis at krydse af, om Amani havde opfyldt sine læringsmål. Det havde hun ikke. Men for pokker, hvor var det mange gange større, det der skete i mødet mellem de to piger den formiddag. Og Amani har lovet Muna og hendes klasselærer at komme tilbage snart. Det får hun lov til.

Kære linedanser

Blogindlæg 20. marts 2016 www.skolenindefra.dk

-Vi giiiiider ikke…

Ordene er Daniels. Han ser træt ud. Klokken er ”sidste time” og luften i lokalet er tung. Der er fugtigt og varmt, og klassen har lige haft matematik. De arbejder godt i matematik i øjeblikket, ved jeg fra deres lærer, og de sidste dråber er vist klemt ud af dem for i dag. Jeg åbner vinduerne, så vi kan få lidt ilt ind.

-Vi gider altså ikke… prøver han igen.

-Det er bare ærgerligt, makker. Op og ud med jer. Bare i fem minutter. Jeg åbner døren, og klassen bryder ud i et hylekor.

-Vi vil ha fri, forsøger han igen. Vi strejker.

-Afgang!

-Hvad nu hvis vi går? Alle sammen? Altså bare går. Hvad vil du så gøre? Han ser en lille smule mere frisk ud og venter spændt.

-Det vil du slet ikke vide.

-Jamen, du kan ikke gøre noget, tilføjer hans sidemand. De griner indforstået til hinanden, og resten af klassen venter spændt. Daniel er altid god til at få sat lidt gang i sagerne.

-Prøv mig! Bare prøv at gå… Se, om I tør…

-Du bliver jo bare pissesur…

-Det finder du jo først ud af, hvis du prøver, fister. Ud… Nu… fem minutter…

Hele klassen buldrer ud. En af drengene napper klassens flade, lyserøde plastikbold, som de sikkert har hugget fra en af de yngre klasser, med. To af tøserne, der lider af allergi for frisk luft, skal bogstavelig talt hældes ud af døren. Og så er der stille. Bare et øjeblik. Om lidt vil et par af gutterne kommer grinende ind af vinduerne. Sådan er det altid. Og så vil jeg gå ud og hente fodbolddrengene. Og så vil vi få det bedste, vi kan, ud af skoledagens sidste 37 minutter.

Og her står jeg. Midt i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Tidligere på ugen fortalte jeg klassen, at ordet ”skole” betyder ”fritid”. Der blev faktisk stille et øjeblik. De så vantro på mig. Jeg fortalte, at begrebet står i modsætning til hårdt, fysisk arbejde. Om Danmark i 1800-tallet, hvor rettigheder og skolegang voksede frem. Om hvorfor de ind i mellem hører historier om børn i u-lande, der hver dag går mange, mange kilometer, for at komme i skole. Om det privilegium, det er at gå i skole. Om hvordan man kan blive i stand til at skabe sig et godt liv gennem uddannelse.

I modsætning til de børn i u-landene, der formentlig frivilligt vandrer af sted ad skoleveje, der ville få enhver dansk 9. klasses-elev til at blive hjemme, er det ikke alle mine elever, der har fundet frem til skolen ad frivillighedens vej. Det kan godt være, at de møder op til svømning, eller arbejde, eller håndbold fem gange om ugen, og her opfører sig samarbejdsvilligt og gør, hvad de får besked på af træner eller arbejdsgiver. Men det gør de selvsamme børn ikke nødvendigvis i folkeskolen.

Det kan godt være, at en super positiv og dygtig elev, hader faget historie. ”Det er så ligegyldigt” siger hun så til mig og ser træt ud. Og hvis der er noget, man ikke skal sige til mig, så er det, at historien er ligegyldig. Og når jeg hiver Daniel til side, og beder ham lade være med at lave alt muligt andet hele tiden, så ved jeg godt, at han er mega skoletræt. Det hører med til pakken. Hvis det var til spejder, havde han sikkert meldt sig ud for længst. Men jeg skal have det hele til at spille sammen til hver elevs bedste. Til klassens bedste. Det har eleverne krav på. Og det er der, højt oppe på en line, der er spændt ud mellem lyst og ulyst, læreren balancerer. Og for pokker, hvor er der mange lærere, der er gode til det. Især når vi får lov.

 

 

 

Schhhh… Her testes… Igen…

Blogindlæg 12. marts 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Blækket var dårligt tørt på mit eksamensbevis, førend jeg stod i en 1. klasse på en skole i en forstad, og skulle lære 24 små børn at læse. Det viste sig dog hurtigt, at der var en del andet at gå i gang med, inden vi kunne tage fat på læsebogen. En del af dem skulle faktisk lære at sidde på en stol først. Derfor brugte jeg også en del tid på at trække dem ned fra gardinerne og op fra gulvet og ud fra toiletterne. Det lykkedes som regel, og ind i mellem blev de så også siddende på stolene. Når de så sad der, var næste udfordring, at de fleste af dem trængte til at lære en hel del dansk. Ikke lige noget jeg sådan helt havde styr på, og jeg måtte prøve mig lidt frem. Det, der hurtigt stod lysende klart for mig var, at min forestilling om at de små tandløse tingester bare sad pænt og lærte at læse, mens jeg dirigerede slagets gang i læsebogen, nok ikke havde rod i virkeligheden.Jeg brugte timer på at konstruere vendespil og ordmaskiner og skilte til alt inventaret i klassen, jagtede garvede kolleger, der gad at hjælpe, og et par af eleverne udviste da også tegn på en vis grad af læseindlæring. Men jeg anede faktisk ikke rigtig, om jeg greb tingene rigtigt an.

En dag indtraf miraklet dog: Læsevejlederen mødte op i min klasse for at lave en læseprøve! Hele seancen var omgivet af stor alvor. Eleverne og jeg blev grundigt instrueret, og jeg fik et stopur udleveret. Eleverne sad i dagens anledning artigt på stolene udstyret med farveblyanter. Og så blev vi ellers testet.

Jeg fik ”mit” resultat på læsevejlederens kontor kort tid efter. Rettet, sat ind i skemaer og præsenteret. Elev for elev. Og det var simpelthen noget af det smarteste, jeg nogen sinde havde set i mit korte lærerliv. En udførlig rapport over mit arbejde og mine fremskridt med den enkelte elev. Jeg fik råd og vist vejen videre, og ikke mindst bekræftet, at jeg trods alt havde lært et eller andet på seminariet. Og så opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at have specialiserede kolleger, der i samspil med os andre får hverdagen på en skole til at spille med alle de aspekter, der er i undervisning. Jeg var helt sikker på, at jeg elskede test.

Forleden åbnede jeg dog min arbejdsmail. Ud over de obligatoriske mails om, at en eller anden ikke havde lagt sjippetovene det rigtige sted i gymnastiksalen, en ændret mødedato, tre forældrehenvendelser og en syndflod af sygemeldinger på elever, lå der to rykkere.

Jeg forsøgte at ignorere dem, men lider desværre af et vis mål artighed. Så jeg blev nødt til at se på dem, tænkte jeg. Det var rykkere på tests, som min klasse manglede at lave. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for test. Det er ikke nogen, som jeg selv som lærer overhovedet kan se en mening i at lave. Og jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk ikke længere elsker test.

Den årlige kommunale læsetest, er jeg rigtig glad for. Og jeg er faktisk også glad for den årlige kommunale stavetest. Det er de prøver, jeg kan se en mening med i forhold til min undervisning og mit arbejde med eleven og klassen. Jeg har en læsevejleder på skolen, som jeg kan sparre med, og hvis vi mener, der er behov, kan vi vælge andre tiltag. Fx den nye ordblindetest, som jeg også synes er et fremragende tiltag, når det skønnes nødvendigt. Og kan vi så ikke stoppe her? Jeg er dansklærer. Jeg har efterhånden en del erfaring; jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og i de situationer, hvor jeg kan se, at jeg ikke er sikker, kan jeg læne mig op ad kompetent personale, der er specialuddannet til at vejlede og støtte mig i mit arbejde.

De nationale test, dem bruger vi tid på at øve os på, så eleverne kan blive så dygtige som de kan. Altså til de nationale test. De ligner jo ikke ligefrem noget andet, som normale mennesker udsættes for hverken i deres studie eller arbejdsliv. Og tager tid de fra undervisningen. Ligesom alle de andre test og prøver, som vi vælter os igennem i et forsøg på at måle alt og sætte det ind i skemaer.

Jeg kan hilse og sige, at kort tid efter læsetesten kom en af pigerne i den før omtalte 1. klasse og skulle vise mig noget. Jeg havde skrottet læsebogen, fordi der ikke rigtig skete noget. Jeg var ikke helt sikker på om det faktisk var bogen, der var noget galt med. I hemmelighed gik jeg og tænkte, at det faktisk godt kunne være mig, der var noget galt med. Jeg havde været dybt inde på depotet og fundet en stak gamle ”Søren og Mette-bøger”, som jeg havde udstyret klassen med. Og hun lagde sådan en Søren og Mette foran sig, satte sig ned og læste smukt og fejlfrit højt for mig. Det var et meget stolt øjeblik for os begge.

En skole uden lærere?

Blogindlæg 6. marts 2016 www.skolenindefra.dk

Vi har i øjeblikket praktikanter i 9. klasserne på skolen. De er førsteårsstuderede, og de er i praktik i dansk. Jeg synes, det er dejligt at se, hvor meget energi de lægger i arbejdet. De vil så gerne gøre det godt, og de er rigtig optagede af at få mest muligt ud af deres praktik. Det er noget andet end hverdagen på studiet at være ude i virkeligheden, men de er flittige, og de har allerede fået en fin bagage med fra seminariet. Og det glæder mig, i en tid hvor få vil være lærere.

De fik de overordnede rammer for forløbet af os dansklærere på årgangen, for afgangsprøverne står for døren, der er ikke megen tid at spilde. Så praktikanterne har lavet et undervisningsforløb om Kim Fupz Aakesons forfatterskab til de tre 9. klasser, og fokus i vejledningen har selvfølgelig været på indhold og tilrettelæggelse.

-Hvorfor skal eleverne lave en skriftlig analyse af novellen? spørger min kollega til vejledningssamtalen i tirsdags.

-Hvad er jeres hensigt? Hvorfor ikke lave en mundtlig analyse? Eller gruppesamtaler?

Praktikanterne griber ivrigt boldene. Vurderer, argumenterer og se på deres notater.

-Hvordan skal opgaven afleveres? Og hvad tænker I omkring evaluering og feedback? De kan ikke aflevere en opgave, uden at I giver dem feedback.

Og der arbejdes på højtryk. Min kollega er dygtig, og praktikanterne noterer flittigt. Der diskuteres alt fra om man skal vælge cooperative learningstrukturer til lavpraktiske forhold som fotokopier, og hvad gør man med de elever, der har glemt computer? Der er mange forhold, der skal bringes i spil, når man opererer i et klasselokale. Langt det meste er usynligt.

Det faglige indhold i timerne fylder meget i vores vejledningssamtaler med praktikanter. Og det er meget ofte det, som fylder, når man taler skole med folk, der ikke har undervisningsbaggrund, og altså ikke har erfaring med at tilrettelægge undervisning. Jeg møder ofte kommentarer som:

-Hvor svært kan det lige være. Det er jo 7. klassesniveau?

-Du kan jo bare låne forløbet af din kollega? Så kan man vel godt klare sig med mindre forberedelsestid?

Eller den helt klassiske:

-Du har jo undervist i mange år, så det ligger vel på rygraden?

Der er ikke nogen tvivl om, at der er noget omkring lærergerningen, der bliver lettere med tiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at nyuddannede lærere får ekstra forberedelsestid, og en erfaren kollega at læne sig op ad.

Og det er rigtigt, at man kan vække mig klokken tre om natten og bede mig redegøre for hovedlinjerne i 2. Verdenskrig. Jeg vil da både kunne lire udvalgte navne, årstal og datoer af, og også sørge for at det blev fortalt både forståeligt og pædagogisk.

Men det er ikke det, der er det svære ved at være lærer. Og det har praktikanterne også styr på allerede nu. Det svære ligger i et krydsfelt mellem nogle helt bestemte faktorer. Dit valg af undervisningsmetoder i forhold til dit mål for undervisningen og elevernes særlige forudsætninger. Og det, at du har med mennesker at gøre. Og mennesker er dybt uforudsigelige.

De sidder sjovt nok ikke klar på deres pladser med foldede hænder, når læreren træder ind i klassen, sådan nogle 9. klasses baryler. Og selvom vi var klar i klassen ti minutter inden timen startede her til morgen, så startede timen ikke til tiden, fordi ufatteligt mange af mine elever lige præcis denne morgen, valgte at komme for sent. Jo, undervisningen startede godt nok, men den blev hele tiden afbrudt, af folk der kom væltende ind, våde og søvndrukne. Hvad gør man så?

Og hvad gør man med ham, der er sur og sulten? Og hende, der er ked af det og lige skal snakke? Og de to knallerter, der hele tiden fniser og sender hinanden øjne, selvom de er strategisk placeret i hver sit hjørne af klassen. Så er der hende, hvor jeg hver morgen skal skrive hjem til forældrene, for at fortælle om hun er mødt op eller ej. Og så er der alle de andre… 26 elever, der skal bringes til at fungere sammen i et udviklende fællesskab. Tag den!

Det faglige indhold er vigtigt. Så en lærer skal være fagligt dygtig. Niveauet skal være højt, og man skal kunne sit fag på fingerspidserne. Men det virkelige arbejde ligger i tilrettelæggelsen af undervisningen, kombineret med evnen til at kunne danne relationer til de elever man arbejder med og det, at kunne lede et klasserum. Det er det bærende i lærergerningen. Og det er det, der tager min tid. Det, der er svært.

Jeg håber, mine praktikanter en gang, når de er færdige, kommer ud til en skolevirkelighed, hvor deres kompetencer virkelig kan foldes ud. En hverdag, hvor man ikke er i konstant kamp mod manglende forberedelsestid og en stadig strøm af bureaukratiske tiltag og nye lovændringer. Skolen er det, der opstår i mødet mellem en lærer og en elev. Vi skal passe på, at der stadig er lærere også i fremtiden. Uden lærere. Ingen skole.

Hvis bare, man kunne

Blogindlæg fra “Danskbloggen” på folkeskolen.dk 28. februar 2016

Jeg blev forelsket. Smaskhamrende forelsket. Det er over tyve år siden, og jeg husker det, som var det i dag.

Han hed J. P. Jacobsen. Og han var digter. Og han var videnskabsmand. Og selvom jeg havde tygget mig gennem bog efter bog på det lokale bibliotek, havde jeg aldrig hørt om ham. Måske fordi et lille forfatterskab bestående af to romaner, lidt noveller og en god håndfuld digte let kan blive overset på en bogreol. Men da jeg først åbnede den bog, min dansklærer lagde foran mig på bordet, forsvandt jeg i et hav af ord, som ramte mig, som jeg aldrig havde troet, ord kunne ramme. Jeg var helt seriøst fortabt i ord.

Det var mig uforståeligt, at der ud af alfabetets sølle 28 bogstaver, og ud af ord, som jeg for de flestes vedkommende godt kendte, kunne vokse noget frem, det var så stort og smukt og vildt. Og ikke mindst undrede jeg mig over, at de kæder af ord i den grad kunne røre mig så dybt, som de gjorde. Og jeg læste og læste. Jeg endte endda med at læse J. P. Jacobsens oversættelse af Darwins “Arternes oprindelse”. Som jeg husker det, bærer den ikke præg af de store skove og brændingens brølen, men læst blev den da.

J. P. Jacobsens “arabesker” var jeg meget imponeret over. Ordet var lækkert, men jeg anede ikke, at en arabesk er en form for ornament, hentet i arkitekturen og kunsten. Ranker, bånd, blade, blomster, dyr og mønstre, der uafbrudt fletter sig ud og ind mellem hinanden. Arabesken er i princippet uendelig, hvis den ikke brydes, og den rummer gentagelsen, mønsteret, i sig i en eller anden form.

J. P. Jacobsens arabesker er digte, hvor ord efter ord, slynger sig ind og ud mellem hinanden. De griber efter hinanden, og giver slip. Han gav mig på papir hele verden fra den mindste detalje, som småstenene, der ruller i strandkanten til naturens store raseri. Og samtidig kunne han beskrive stilheden, så jeg holdt vejret, og kærligheden, så jeg fik tårer i øjnene. I dag forstår jeg, at arabeskerne kan ses som et billede på det kaos, menneskelivet er. Livet og døden. Glæden. Kærligheden. Smerten. Vreden. Alle de elementer som livet består af. Og det var der, jeg fik et glimt af mig selv i en stor og uforståelig verden.

Det er måske det, god litteratur kan. Vi kan spejle os selv i litteraturen. Og vi kan overføre elementer fra det, vi læser, til vores eget liv. Vi vil formentlig opfatte en given tekst forskelligt, alt efter hvem vi er, og hvor i verden og livet vi er. Men vi kan også i fortolkningen finde et fællesskab i det, vi læser. Men det vil altid være umuligt at måle, hvad litteraturen kan. Den er større end det målbare.

Man kan måle læsehastighed. Man kan teste sprogforståelse. Man kan vel også i en eller anden grad måle, om eleven har forstået personkarakteristik. Eller fortolkning. Men man kan altså ikke måle litteraturen. J. P. Jacobsen selv var både videnskabsmand og lyriker. Han rummede det målbare og det ikke målbare. Og han drømte om nogen om at overføre naturen og videnskaben til sine værker: ”Kunne jeg overføre Natures evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden…” skrev han. Det lykkedes vist aldrig. Men han gav os noget, der var større.

Når mine elever i 9. klasse spørger “Hvorfor skal vi læse den her bog” så kender jeg godt svaret. Og jeg kan måske fortælle dem historien om botanikeren med de bedrøvede øjne, der skrev, så jeg et øjeblik troede, at der var en mening med galskaben. Og jeg kan måske lægge bogen foran dem og også forsøge at lukke den op. Men præcis hvad, de få ud af det, kan jeg ikke styre. For som J. P. Jacobsen skrev: “Ethvert menneske lever sit eget liv, og dør sin egen død”.

blogindlæg fra folkeskolen 28/2 2016