Fattig på alle måder

Blogindlæg skolenindefra.dk 7. januar 2016

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg kender en pige. Hun er fattig. Hun har godt nok en canada goose-jakke. Den, ved vi godt, er dyr. At pelsen på hætten er lidt slidt, det ser man næsten ikke. Man ser næsten heller ikke, at hun er fattig.

-Mit liv er noget lort siger hun, og trækker jakken sammen om sig. Det er koldt. Og det er svært ikke at give hende ret. Jeg tænker, at det bedste jeg kan gøre for hende er, ikke at give hende ret. Men for pokker! At være 17 år og ikke kunne se en fremtid, det er trist. Jeg ved bare ikke rigtig, hvad der skal blive af hende.

-Det er vigtigt, du får en uddannelse, siger jeg. Jeg holder fast i lærerrollen over for hende, selvom det er længe, længe siden, hun forlod skolen. Og jeg gentager igen og igen. –Når du får en uddannelse, så kan du klare dig selv fremover. Det skal du! Og hun nikker. Hun drømmer om at få en uddannelse. Og det kan alle jo få i dagens Danmark. Eller hvad?

Når jeg står på kanten af mit middelklasseliv, er der godt nok langt ned til bunden, hvor hun står. Jeg har sindssygt svært ved at forestille mig, hvordan det er at leve dernede. Forældre på evig kontanthjælp og regelmæssige slagsmål og druk i hjemmet. Så ringer naboerne efter politiet. Hun sidder alene med sine forældre i et socialt boligbyggeri et sted i Danmark. Ind i mellem er hun på krisecenter med sin mor, men de vender altid hjem til hendes far igen. Trods et hav af fætre og kusiner, er der aldrig nogen til at tage sig af dem. Alle er sig selv nærmest. Så hun tager hjem til et hjem uden bøger. Et hjem uden speltboller. Et hjem uden avis. Et hjem uden grøntsager. Et hjem, der er fattigt på alle tænkelige måder.

-Hvor skulle min mor ellers tage hen? sukker hun. Og jeg forstår, at det kræver overskud at kæmpe sig op af sumpen. Nogle kommer aldrig fri.

Hun startede sådan set på en uddannelse efter skolen. Hun var super-entusiastisk. Hun talte om fremtiden med lys i øjnene. Men det er svært at koncentrere sig om lektier, når ens mor græder hele tiden, og ens far truer med en kniv. Hun klarede et halvt år. Så røg hun ud.

Hun arbejdede nogle timer om ugen på en lokal grillbar, inden hun søgte ind på en ny uddannelse. Langt væk hjemmefra. Hun håbede, at hun kunne komme væk fra hjemmet. Men, det kan hun ikke. Der er ingen hjælp at hente. Hun sidder fast, og hun er stadig under 18. Der er ikke en gang penge til et togkort i det ikke-eksisterende budget. Og hun bliver mere og mere tavs.

-Men, de har pengene til smøger, siger hun. Det er jeg ikke i tvivl om. Der har på alle måder været prioriteret forkert i hendes hjem. Altid. Og det der det, hun nu betaler prisen for.

Jeg er helt enig i den opfattelse, at man kan være fattig på mange måder. Jeg tror, hun er ligeglad med, om vi har en fattigdomsgrænse eller ej. Men, jeg er ikke ligeglad med, at vi har et samfund, hvor vi taber børn i afgrunden. Og det gør vi. Hun vil så gerne. Men, hun ved ikke, hvordan. Og desværre er hun ikke enestående. Der er aldrig nogle børn i en skoleklasse, der ved deres fulde fem rækker fingeren op og siger: Jeg drømmer om at komme på kontanthjælp, når jeg bliver stor, når vi taler om fremtiden. Aldrig!

Selv med to forældre, der aldrig har gået på arbejde, drømmer hun om et andet liv. Selvom hun ingen anelse har om, hvordan det er at bo i en familie, hvor mor og far har et rigtigt arbejde. Hun ser interesseret på mit liv og siger: Hold op, hvor har man sent fri, når man er lærer. Jeg siger: Sådan er det med alle mennesker, og hun nikker og smiler. Hun vil gerne. Og hun prøver. Men, man kan kun det, man nu engang kan. Og jeg er ikke sikker på hvordan man på 18. år kan holde gejsten oppe hos en pige, der gang på gang er snublet på vejen. Man kan mene, at hun bare kan tage sig sammen. Man kan også spørge sig selv, om vi som samfund har råd til at miste de mennesker, der aldrig får den hjælp, der kan sende dem i den rigtige retning? Jeg mener, det er et fattigt samfund, der taber deres børn i svinget. Fattigt på alle tænkelige måder.

Stille, lille hjerte

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Silke sagde aldrig et kvæk. Ikke så meget som en lille bitte lyd i timerne. Jeg vidste godt, at hun lavede sine ting. Det kunne jeg jo se. Og det arbejde hun afleverede var nydeligt. Hun kunne både læse på linjerne og mellem linjerne. Hun sagde altså bare aldrig noget som helst. Hun rakte ikke fingeren op. Når klassen lavede gruppeøvelser, kredsede jeg nysgerrigt omkring hendes gruppe for at høre, om hun deltog. Det gjorde hun, men sparsomt. Uanset hvilke øvelser fra cooperative learning-biblen jeg valgte, lykkedes det Silke at undgå at sige særlig meget. Jeg havde talt med hende om det. Og med hendes forældre. Mor sagde heller ikke noget til skole-hjemsamtalerne, så det blev nærmest en skolehjem-monolog, og jeg var helt tør i halsen bagefter, og aldrig meget klogere.

– Trives du, Silke? spurgte jeg, og bandende stille for mig selv, når hun svarede “ja”. Det var endnu en gang lykkedes mig at lave et alt for lukket spørgsmål. Så kunne jeg sige;

-Hvad kan jeg gøre, for at du får det bedre i klassen? Og igen sad jeg og følte mig som en ko på en skøjtebane. For Silke havde det fint, og hun trak på skulderen og smilede genert. Og jeg var lige vidt. Igen.

Silke havde det fint. Det er jeg sikker på. Selvom hun nærmest var usynlig. Hun lignede en alf, og jeg skulle huske at lægge mærke til hende. Ellers forsvandt hun lydløst i mængden. Jeg kunne simpelthen ikke komme ind på livet af hende. Mit kendskab til hende begrænsede sig til det overfladiske; hun havde en lillebror, der gik i femte. Hun havde en mor og en far. Hun var aldrig uvenner med nogen, men hun kom vist heller ikke rigtig sammen med nogen i klassen. Og der ud over vidste jeg stort set intet om Silke.

Jeg havde sådan set næste accepteret, at det var sådan, det skulle blive. Det er jo ikke kriminelt at være stille og privat. Og måske kunne verden godt trænge til lidt flere som Silke. Indtil en dag op mod jul i 9. klasse, hvor Silke blev hængende lidt længere, da vi pakkede sammen i sidste time. Da alle de andre var gået, stillede hun sig foran katederet, hvor jeg var igang med at lade som om, jeg ryddede op i en skuffe. Jeg havde med undren fornemmet, at Silke lagde op til en snak, og ville absolut ikke risikere, at hun ikke fik lejlighed til at få mig på tomandshånd.

-Er det dig, der arrangerer juleafslutningen igen i år? spurgte pigebarnet og så snu på mig. Jeg stod med åben mund og polypper. Ud over, at jeg nok aldrig havde hørt Silke sige ni sammenhængende ord før, var det ikke lige det, jeg havde regnet med…

-For hvis det er, så vil jeg bare lige sige, at jeg godt kan gi et nummer… Hvis du altså synes…

Et nummer? Øh… Jo tak da? Stepdans? Bingo? Trommer? Jeg anede ikke, hvad det var for en slags nummer, Silke kunne tænkes at give, men jeg skyndte mig at sige ja tak…

Til juleafslutningen mødte lille Silke op med en stor akustisk guitar… Og så satte hun sig på en stol, helt alene på scenen, foran hele udskolingen. Foran piftede 7. klasses drenge, foran hviskende piger fra 8. klasse. Og ikke mindst foran sin dansklærer, der var ved at tabe både næse og mund.

Og Silke sang uden at blinke, og med en stemme så stor, så man måtte undres, både “Halleluja” og “Imagine” og en sang, hun selv havde skrevet, så der var dødsstille i den gamle gymnastiksal… Så rejste hun sig og bukkede, og jeg tror, hun var vokset ti centimeter.

Hvorfor er det nu lige, vi holder skole? Når jeg glemmer, så tænker jeg på Silke og hendes guitar.

Der er drenge… Og så er der perkersvin…

Blogindlæg skolenindefra.dk 10. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Latif sad oppe på kontoret. Han havde begge hænder begravet dybt i lommerne og kunne, trods sine 15 år, kun lige præcis nå gulvet med tåspidserne. Han så tvær ud.

-Hvasså der? Hva har du nu lavet? spurgte jeg. Han plejede at grine, når jeg sagde hvasså der, men tilsyneladende var han ikke i humør til lærer-jokes. Han skulede til mig med grå-grønne øjne, og trak så på skulderen. Han virkede helt opgivende.

Latif var blevet leveret på klassens dørtrin året før. Han mindede mest om en arabisk udgave af Orla Frøsnapper, og han havde da også nået at frekventere de fleste folkeskoler i miles omkreds, og karrieren som skoleelev havde været kort de fleste steder. Udbyttet havde været tilsvarende ringe, men til gengæld kunne han samtlige unoder i slynglernes håndbog. Til stor underholdning for klassekammeraterne, men ind i mellem havde jeg mest lyst til at vikle ham ind i gaffa-tape fra top til tå; så forstyrrende kunne han være.

Den seneste tid havde dog budt på massive forbedringer i forhold til Latifs skolegang. Han var faldet til ro. Sikkert noget med alderen. Men også fordi, han var faldet godt til i klassen. Og så småkærestede han lidt med Maria, som altid lavede lektier. Han havde fornylig afleveret sin første problemregning til stor overraskelse for alle, og han var begyndt at tale om, at man måske kunne blive elektriker, når nu skolen snart var slut. Det tegnede rigtig godt med Latif. Så det var lidt underligt at finde ham på skolelederens kontor igen nu.

Endnu mere underligt var det, at der lå en klage fra en dame i nabolaget. Klagen gik på, at en gruppe drenge med Latif i spidsen havde truet hende i spisefrikvarteret i går. Hun truede med at politianmelde Latif. Jeg var helt paf. Og han klemte læberne fast sammen. Han nægtede at svare på vores ellers meget rare skoleleders spørgsmål. Latif skævede til mig.

-Nu bliver jeg smidt ud igen… hviskede han… Hans underlæbe dirrede, og en stor tåre løb ned ad kinden på ham.

-Vel gør du ej, sagde skolelederen, men du bliver simpelthen nødt til at fortælle, hvad der er sket…

Latif tørrede kinden med ærmet…

-Jeg er ikke stikker, snøftede han, og det løste sådan set meget hurtigt problemet. Latif dækkede over nogen. Og jeg vidst lige præcis, hvem det var.

10 minutter senere sad Thomas, Lukas og Søren på kontoret. Søren, der havde været på kontoret adskillige gange i løbet af sin skoletid, var uimponeret i gang med at æde en romkugle, men de to andre var lidt trykkede; at ”komme på kontoret” er stadig noget, der kan lægge en dæmper på de fleste hanekyllinger. Men, da de først fik fat i, hvorfor de var blevet hentet, var det en noget anden historie, der kom for dagen.

De fire knaldhætter havde været på vej i centeret i spisefrikvarteret. På to cykler. Ikke smart, men på den anden side ikke helt nok til en politianmeldelse. Humøret havde været højt, og kørslen havde nok været lidt vild. Og havde vist også foregået lidt i den forkerte side af vejen. Det indrømmede Søren uden at blinke. På et tidspunkt havde drengen passeret en ældre dame, der åbenbart var blevet irriteret på dem på grund af deres kørsel.

Det kan man sådan set godt forstå, men drengene svor, at de ikke havde været i nærheden af hende. Hun havde råbt efter dem, og Søren, der er rapkæftet, havde kaldt hende ”Sure kælling”. Latif, som ellers kan lidt af hvert, havde forsøgt at dæmpe Søren. Det havde damen tilsyneladende ikke opfattet. Hun havde i stedet benyttet lejligheden til at lukke al sin opsparede galde ud over Latif.

-Og hun kaldte ham PERKERSVIN! sagde Thomas forarget. Perkersvin! Skrid hjem, hvor du kommer fra.

Sådan. En nydelig ældre dame, der var ude at lufte sit fede gadekryds. Latif havde på intet tidspunkt truet hende. Det eneste han havde gjort, var at være en umulig knægt på 15, der havde det sjovt med sine venner. Og det var ikke Søren, hun havde klaget over. Det var Latif.

Sådan er verden; der er drenge. Og der er perkere… Racisme er tilsyneladende blevet helt legitimt. Jeg oplever gang på gang, at mine tosprogede elever bliver udsat for at helt almindelige mennesker trækker perkerkortet over for dem. Latif skal opføre sig ordentligt, som alle mulige andre, men det er godt nok op ad bakke. Og bakken er tilsyneladende dobbelt så lang, når man hedder Latif i stedet for Søren.

Wallah. Jeg forsøger at hjælpe alle…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Socialisering finder sted i mødet med andre. Altså, man kan sige, I socialiseres i de forskellige fællesskaber, I indgår i…

– Nååååh, ligesom nu? udbryder Malou, da ti-øren falder. Sascha ved siden af tager notater, som om der er gået ild i blyanten, og Max nikker. Vi er ved at have talt os ind på begrebet socialisering nu.

Bagerst i klassen sidder Albert. Og Özcan. Ingen af dem gav udtryk for, at de ikke forstod begrebet socialisering, da jeg spurgte før. Özcan råbte ligefrem “ja-ja, vi har styr på det”…

De sidder begge med hver deres computer. Tilsyneladende er de i gang. Men, jeg kender dem godt, og er ikke overbevist. Jeg holder øje med dem, mens jeg cirkulerer ved gruppebordene. De stirrer begge intenst på skærmene. Fingrene danser rundt på piletasterne. De spiller…

Da jeg nærmer mig, lukker Albert lynhurtigt skærmen ned, så jeg ikke skal se, at han laver noget andet.

Özcan derimod har ikke set noget som helst. Han spiller Tetris. Jeg klapper skærmen ned.

-Årh mand! beklager han sig højlydt, og griner til mig…

-Hvorfor laver du ikke det, jeg har bedt dig om?

Han slår ud med armene, og klikker med tungen. Det betyder nej…

-Jamen… Jeg forstår det ikke…

-Så må vi jo se på det igen, siger jeg lægger an til at servere den mest forenklede udgave af begrebet socialisering… Igen… Özcan har svært ved at koncentrere sig. Og han skal tit lige have det en gang eller to til.

Ovre hos Malou og Max og Sascha går det ud over stepperne. De har gang i en diskussion om dobbelt-socialisering.

– Katja! Kom lige når du har tid, kalder Malou. Jeg nikker

– Øjeblik…

Hvis jeg går fra Özcan nu, så sidder han og spiller computer igen, så snart jeg vender ryggen til. Hvis jeg ikke hjælper Malous gruppe, så får de måske ikke udfoldet deres potentiale.

Özcan glor op i loftet. Albert ved siden af prøver at se ud som om, han laver noget. Han venter bare på, at jeg går.

-Forklar mig nu med dine egne ord, hvad jeg sagde, Özcan…

-Men, det kan jeg ikke.

-Ok, så forklar mig, hvad du ikke forstår?

-For jeg forstår ikke det der fællesskab, siger han og ser opgivende på mig.

Og jeg er slået helt tilbage til start. Özcan forstår ikke en gang det begreb, jeg har anvendt i forsøget på at få ham til at forstå et andet begreb. Min fejl. Men et glimrende billede på virkeligheden i en skoleklasse. En virkelighed der ligger langt fra de letkøbte hurra-visioner, der udtænkes som løsninger på folkeskolens udfordringer.

Özcan er tosproget. Han har et “hjemmesprog” og et “udesprog”. Umiddelbart når vi lærere taler med ham, fungerer han fint. Man skal dog ikke kratte særlig dybt, før man støder på de første knaster. Han forstår ikke, hvad vi siger. Ikke en gang når jeg forsøger at tage højde for det.

Malous forældre er akademikere. Hun drøner derudaf, har forståelse for akademisk sprog, og et ordforråd, der gør, at hun fanger nye begreber hurtigt.

Özcan har gået i specialklasse. Han har fået en skæv skolestart. For et par år siden, da inklusionstoget tordnede gennem landets folkeskoler, sad han pludselig i en normalklasse. Det er godt for Özcan. Og skidt for Özcan. Godt, at han ikke er ekskluderet. Men skidt, fordi jeg ikke er i stand til at hjælpe ham nok. Han er en blandt 26 elever. Jeg er ikke ekspert i dansk som andetsprog. Og slet ikke god til specialundervisning. Og det er det, Özcan skal have.

Skoledagen er blevet lang. Længere end Özcan kan kapere. Han kommer tit for sent om morgenen. Og han er ved at falde død om kl 11:30. Ind i mellem forsvinder han, når han ikke orker mere.

Eleverne skal nu kunne, hvad de før kunne i 9. klasse, allerede i 8. klasse. Özcan er langt fra at kunne præstere alderssvarende. Hvis han får sine 02’ere i prøven dansk og matematik, så han kan få en erhvervsuddannelse, har han fået en flink censor. Malous største udfordring er, om hun får plads på det ene eller det andet gymnasium.

At differentiere undervisningen, så jeg rammer både Malou og Özcan, er i praksis umuligt.

At forestille sig, at Özcan profiterer af en skolereform, der på ingen måde møder ham der, hvor han skal mødes for at komme godt videre i livet, er direkte dumt. Om Malou får noget udbytte er spørgsmålet, men hun skal nok klare sig. Det gør børn som Malou.

Når vi nu er så optagede af, at skolen skal gøre alle børn dygtige, skal vi så ikke indrette den, så alle børn har mulighed for at blive det?

Viktor alene i verden

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han står og trykker sig op ad væggen i opgangen, da jeg er på vej op til time. Viktor. Kønne, populære Viktor. Jeg kender ham ikke særlig godt. Jeg har kun klassen et par timer om ugen, og har først fået dem i 9. klasse, men han har været kontaktsøgende lige fra det øjeblik, jeg trådte ind i klassen.

Han er en af de elever, der sidder på bagerste række og har et usynligt net spændt ud i klassen. Pigerne sender ham lange blikke. Drengene søger hans accept. Hans tøj er dyrt. Hans øjne er vagtsomme. Opmærksomme. Han loddede mig lynhurtigt, da jeg trådte ind i klassen, lagde bøgerne på katederet og sagde; ”Hvazzå’ der 9.B… Skal vi få lavet lidt kristendom?” Og jeg blev godkendt. Det kunne jeg godt se.

Og nu står han så der i halvmørket.

-Hvad så Viktor? Skal du ikke til time?

Han kigger sig over skulderen.

-Må jeg… øh… spørge dig om noget? spørger han stille…

Det er der kun et svar på. Hellere komme fem minutter for sent, end at lade en, der er i nød, stå alene tilbage i en trappeopgang. Jeg nikker. Han har blanke øjne.

-Kan man gøre en pige gravid første gang? hvisker han. Han slikker sig nervøst om munden, og jeg er ikke i tvivl om, at det har krævet stor overvindelse for ham at stille mig spørgsmålet. Det er blodig alvor, det her…

Og hvor ringe mine evner end er inden for feltet seksualundervisning, må jeg tage Viktors bekymring på mig. Det stikker formentlig dybere dybere, end det umiddelbart ser ud til. Og jeg tager hul på samtalen, går op og sætter hans klasse i gang, og så finder vi et tomt lokale, hvor vi kan få snakket.

Og Viktor snakker, da vi først kommer i gang. Han er slet ikke til at stoppe. Og tårerne sprøjter ud af hovedet på ham. En dreng, der er helt alene i verden. En dreng, hvis far aldrig er hjemme. En dreng, hvis mor har travlt med alt muligt andet. En 16-årig dreng, der har alt i verden. Undtagen sine forældres opmærksomhed.

-Der er ingen, der taler med mig, hulker han, og jeg henter toiletpapir på wc’et og stikker hovedet ind i klassen, hvor alle arbejder, som de skal, mens de ind i mellem skæver til døren, for at se, hvor Viktor og læreren bliver af. Men ingen spørger. De ved godt, at verden ind i mellem må vente.

Viktor er alene i verden. Men han er ikke den eneste i verden. Ind i mellem bliver jeg helt tung om hjertet ved tanken om de ensomme teenagere, der er ladt i stikken, og driver rundt uden mål og med. Når jeg beder forældrene støtte op om deres børn, siger de:

-Helt ærligt, han er jo 16 år. Han skal jo selv kunne klare det?

-Hun er jo næsten voksen, og hun har jo så travlt med at hun kan klare det hele selv… Eller

-Hvordan skal han ellers kunne klare gymnasiet?

Eller en hel masse andet, hvor essensen er, at de fralægger sig ethvert ansvar.

Men, når man kun er 16 år, kan man ikke klare sig selv. Man kan ikke altid holde styr på lektierne selv. Få styr på de andengradsligninger, der driller. Tage de første famlende skridt i halvmørket med en kæreste, uden en at tale med. Tro på, at man kan, når man føler sig ligegyldig.

Så tal med dem, for pokker. Tal med dem, selv om de er umulige, dovne og dumme. Tal med dem og elsk dem. Alene i verden er der ingen, der skal være. Og slet ikke ham, der ligger inde på sit værelse bag de nedrullede gardiner og ser tv…

Den ser kedelig ud… siger Jacob

Blogindlæg skolenindefra.dk 18. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Den ser kedelig ud… siger Jacob

-Hvad? Du kan sgu da ikke se på omslaget, at en bog er kedelig.

Jeg glor på omslaget af en fantasy-bog, som jeg desperat har trukket ned fra hylden på skolebiblioteket. De læser for lidt i min 9. klasse. Det ved jeg godt. Der er så mange tilbud her i verden. Ikke som da jeg var barn, hvor man pænt måtte vente på at Jørgen de Mylius rullede sig ud på Eldorado hver fredag aften, og hvor man, hvis man var heldig, fik tre minutter bag tv-2s duggede ruder, og ellers måtte vente en hel uge på næste skud popmusik. Så måtte man lave noget andet ind i mellem, som fx at læse bøger.

Det er vigtigt, at de læser. Børn der læser har et stort ordforråd. Det kan man jo næste sige sig selv; det kniber i hvert fald gevaldigt med at lære korrekt dansk, hvis man kun ser Paradise Hotel. Jeg har lavet en læsekontrakt med klassen. Igen. De skal læse 333 sider inden jul. De så på mig som om, jeg havde spist søm. Og nu står vi så her på biblioteket.

Han sukker og bladrer om på bagerste side af bogen og lyser så op.

-Nåmmen, jeg kan godt læse den alligevel. Han snapper bogen ud af hånden på mig.

-Hvad?

-Jamen, det er fordi, at sidetallet passer med læsekontrakten, griner han, og forsvinder ud af rækkevidde, inden jeg kan nå at protestere.

Og så står man der og glor. Og i det samme får jeg øje på den. Den står der på hylden og lyser, som har den en glorie. Mellem bøger med drager på og bøger med flossede bogrygge, står ”Griberen i Rugen” der på hylden. Og hvis en knægt på 15 synes, at en kulørt bog med drager på er kedelig, alene fordi han har set på omslaget, så får jeg nok svært ved at overbevise ham om, at J. D. Salingers enestående værk fra 1945 er læseværdigt. Men, jeg ved, hvad der gemmer sig bag det papirpose-brune omslag, og jeg sender min skolebibliotekar en kærlig tanke. Så trækker jeg bogen ned fra hylden og retter blikket mod kødranden af gutter, der står der og hænger mellem reolerne med hænderne i lommen, som om en interessant bog pludselig vælter ned fra hylden og lander i deres favn helt af sig selv.

-Den her, har verdens grimmeste forside, meeeen… forsøger jeg, og kan høre, at jeg allerede har skudt mig selv i foden. En kigger op i loftet. En anden vender ryggen til… to bliver stående. Og jeg er parat til at sælge min bedstemor, hvis jeg kan få en dreng på 15 til at prøve kræfter med ”Griberen i Rugen”.

-Det er en af verdens bedste bøger, det her…

Anders kigger nysgerrigt på omslaget.

-Den der? Han står med en anden bog i hånden allerede.

-Ja. En af de aller-aller-bedste. Det er en af dem, man skal have læst…

Jeg ved ikke om, der er fordi jeg ser desperat ud, eller fordi han er reelt nysgerrig, men hans hånd nærmer sig langsomt bogen, som jeg holder frem mod ham. Næsten bid… Og så er det, jeg sælger mig selv. Hugger til med det usleste argument af alle…

-Tænk, når du sidder på gymnasiet til næste år, og kan referere til ”Griberen i Rugen”…

Anders smiler…

I dag sad han og læste i den i dansktimen, da vi havde noget tid til overs. Jeg ved ikke, om han syntes, den er god, men jeg har rakt faklen videre. Forhåbentligt greb han den.

I regnearkets tidsalder

Blogindlæg skolenindefra.dk 12. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Min far holdt historietidsskriftet SKALK, da jeg var barn. Et lille blad, der på hvidt papir bragte artikler om oldtidsfund og mere eller mindre bizarre emner som stenalderlige hjerneoperationer og kortspil fra middelalderen. Jeg læste det altid med stor interesse. På bagsiden var trykt en tidslinje, hvor en vej strakte sig op gennem historien fra de tidligste tider til nutiden.

I sommer fandt jeg i en museumsbutik et sted i Jylland den tidslinje trykt som plakat, og jeg købte den med genkendelsens glæde, sammen med en pose tilsyneladende historiske bolsjer, som min søn ikke kunne leve uden. Jeg købte den lidt fordi, der er et grimt hul i væggen i min klasse. Men mest af alt, fordi jeg gerne vil bevidstgøre mine elever om kronologien og de brede linjer i historien. Det er vigtigt at vide, hvor man kommer fra. Jeg ved ikke, om de ser på den ind i mellem. Jeg ser på den.

Som lysende øer i historien står tidsaldre, hvor menneskeheden har skabt noget stort og enestående. Noget, de har givet videre til os i dag. Noget, der har betydning for den måde, vi lever vores liv på den dag i dag. Fx demokratiet i Athen 500 år fvt. Forståeligvis ikke demokrati, som vi kender det i dag, men et demokrati, som har dannet kimen til det, der er grundstammen i vores vestlige samfund i dag.

Eller 1700-tallets oplysningstid; en tid hvor troen på den menneskelige fornuft sejrede, hvor videnskab og kunst blomstrede, og man forstod, at barnet bliver udviklet i overensstemmelse med de påvirkninger, det udsættes for i sin opvækst. Tanker, der har præget pædagogikken helt til i dag.

Ind i mellem øer af oplysning og storhed, er der dog mudrede pøle af begivenheder, der enten helst vil glemmes, eller er så usle, at menneskeheden aldrig glemme.

Fælles for alle historiske perioder er, at det er eftertiden, der dømmer fortiden. Det er eftertiden, der ser tilbage, fremhæver det, den vil huske, og tier resten ihjel. Det er eftertiden der navngiver, uanset om vi taler om antikken eller ”mørk” middelalder. Vi sætter vores præg, men mindet er op til eftertiden. Vi, der går på historiens vej, får en stafet, og vi giver noget videre, når vores tid er slut… på godt og ondt.

Jeg er en af dem, der går på den vej. Siden om side med alle jer andre. De fleste af os går her ikke som Columbus eller Christian den fjerde, men bare som en af de mange navnløse, der gik på den vej et sted i tiden. Ind i mellem spørger mine elever mig, hvad den tid, vi nu lever i, kommer til at blive kaldt. Og det eneste svar jeg har er, at det må tiden vise.

Men jeg tænker ind i mellem, at vi lever i exell-alderen. Og et eller andet sted er det måske en af de pletter på det historiske kort, som vi helst vil glemme. Om det bliver en tid, vi bør glemme, er en anden sag. Børn bliver stadig dannet i overensstemmelse med de påvirkninger, de udsættes for i løbet af deres opvækst. Hvad mon vi giver videre? Og hvad mon vi ser, når vi en dag ser tilbage? Vil vi være stolte af den vej, vi gik?

Ikke for skolen…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. novender 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han holder vejret et øjeblik og skæver til mig. Han er sprut-rød i hovedet og blankøjet. Et øjeblik ser det ud til at lykkes. Så får han øjenkontakt med Victor på den anden side af bordet. Han vrikker næsten umærkeligt med øjenbrynene. Og så flækker både Victor og Magnus af grin. De ligger nu ind over bordet og historiebøgerne og hulker af grin. Magnus hiver t-shirten op og tørrer øjnene.

-Undskyld, fniser Magnus, men begynder at grine igen. Også selvom jeg er rigtig god til sådan at rynke øjenbrynene sammen og se strengt på 15-årige drenge, der har latterkramper og ligger fortabt i hormonrus en helt almindelig tirsdag eftermiddag. Kong Haralds kumler har heldigvis stået i 1000 år. De kan nok stå lidt endnu.

Jeg dropper de rynkede bryn, og sender Knold og Tot ud til en lufter, og de forsvinder lynhurtigt og bemærkelsesværdigt samarbejdsvilligt ud af klassen. Jeg kan høre den ene hyle som en brunstig chimpanse gennem den lukkede dør. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv.

Vi kender dem alle sammen. De, der var umodne, useriøse eller usynlige, da vi gik i skole. 20 år senere, når man render på en af dem, har de klaret sig vildt godt her i livet. Hvad var det lige, der skete? Jo, der skete det, at folkeskolen gav dem et godt fundament med på vejen. Det er nemlig det folkeskolen kan. Og så blev der bygget oven på efterhånden som de fortsatte deres vej genne uddannelsessystemet. Efterhånden som de voksede til og fandt deres interesser. Deres vej gennem livet. Deres plads i samfundet.

Alle, der arbejder med mennesker, ved, at mennesker er forskellige. Derfor skal undervisning tilrettelægges, så det så vidt muligt rammer den enkelte elev. For mennesker modnes forskelligt. Lærer forskelligt og lever forskelligt. Og folkeskolen er det sted, hvor vi får basiskundskaber og et fælles fundament med os, når vi rejser videre ud i verden for at lære og specialisere os.

Det er mærkeligt, at denne fælles forståelse tilsyneladende ikke spiller en rolle, når vi taler skole. Hvor og hvordan det hysteri vi i øjeblikket oplever omkring folkeskolen er opstået, kan man sikkert skrive lange afhandlinger om. Men det virker underligt, at vi har flyttet vores fokus fra det, der er vigtigt for vores sammenhængskraft; det, at vi i folkeskolen får en forståelse for samfundet som et fællesskab, vi alle er en del af.

I stedet taler vi kun målbar kunnen, svinger pisken over elever, der nu skal lære i 8. klasse, hvad de tidligere først lærte i 9. klasse. Og det mine elever i gennem en årrække har lært i 9. klasse, det mødte jeg først i gymnasiet. Vi er i frit fald.

Jeg kan garantere for, at Magnus og Victor ikke får en hujende fis ud af at jeg tvinger dem til at forholde sig til en meget stor sten, der står på en kirkegård i Jylland, mens hormonerne raser rundt i kroppen på dem, som en flok køer på græs første forårsdag. I værste fald kommer de til at hade historiefaget og skolen. Og Jellingstenen… Og det ville jeg være ked af. Men, jeg skal nok få dem med. For de kan nemlig godt li at gå i skole. Ligesom langt de fleste andre danske skoleelever. Og det er godt. For, det vi lærer i skolen er ikke for skolen, men for livet.

Good lærer… Bad lærer…

Blogindlæg skolenindefra.dk 25. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Engang var der en mor, der havde set sig gal på mig i min egenskab af lærer for hendes datter. Årsagerne er lange og mange, men når alt kommer til alt, så passede jeg sådan set bare mit arbejde. Det resulterede i en langvarig og, for alle parter, smertefuld konflikt, og ikke mindst i, at moderen flere gange ugentligt ringede til skolens kontor. Hvis hun ikke kunne blive stillet ind til ledelsen, som jo også har andet at lave end at høre på, hvor dum jeg er, tog sekretæren imod skideballen.

-Rikkes mor har ringet… igen… sagde sekretæren så, når jeg stak hovet ind på kontoret. Hjertet sank altid lidt på mig, man vænner sig aldrig helt til al den brok.

-Hvad så? Skal jeg ringe tilbage?

-Nej, det ville hun ikke ha. Hun ville sådan set bare fortælle, hvad du nu har gjort forkert. Igen.. Jeg har taget i mod besked, grinede hun.

Og jeg kunne spare den nærmest uendelige skideballe, som jeg altid blev udsat for, hvis det var noget, jeg skulle ringe tilbage om, og gå tilbage og passe mit arbejde. Med en underlig gnavende fornemmelse af, at jeg ikke duer. Uanset at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, og mere til, for at støtte op om familiens udfordringer. Der var hos Rikkes mor ikke tvivl om, at jeg var en rigtig, rigtig dårlig lærer.

Forleden blev jeg på et socialt medie opfordret til at forholde mig til, om jeg ikke bare synes, at dårlige lærere skal fyres? Jeg måtte blive spørgeren svar skyldig. For hvad er en dårlig lærer?

Det er sjældent, at jeg har svære konflikter, som den jeg havde med Rikkes mor. Og det er som regel hjem, hvor der er noget riv-rav-ruskende galt, at jeg ender med at få etiketten ”dårlig lærer”. Måske fordi, jeg er nødt til at gribe ind i en eller anden udstrækning i forhold til barnets trivsel, eller fordi familien har urealistiske forventninger til skolen. Men konflikter som denne ender ofte med at blive personlige. Det er ikke mit håndværk som lærer, konflikten går på, men ofte på mig som person. Jeg er i et fag, hvor det er svært at skelne mellem mig som person, og mig som lærer. Og det kan vel næppe være min i person, den dårlige lærer skal findes? Kan der være andre scenarier?

Dansklæreren i min parallelklasse er meget dygtigere end mig. Uden tvivl. Jeg er en god dansklærer. Men jeg ved, at hun er bedre. Hun har meget mere erfaring. Meget mere uddannelse. Og hun har fingeren på det nyeste inden for forskning og didaktik. Det er fedt, at have en kollega, der kan det nye. Især når hun rundhåndet deler ud. Jeg læner mig meget op ad hende, og jeg lærer mega-meget af det. Heldigt, at vi ikke konkurrerer med hinanden. Så ville vi nok hver især holde kortene tættere ind til kroppen. Men gør det mig til en dårlig lærer, at hun er bedre?

Så kan man se på den enkelte lærers resultater. Hvordan scorer klassen i test? Til afgangsprøver? Er det de lærere, der får det højeste gennemsnit, der er det bedste? Det er så langt ude, at jeg næsten ikke orker at svare på det. Men, der er socio-økonomisker forskelle, der gør, at nogle klasser eller skoler scorer bedre end andre. Man kan også se på, hvor meget man ”løfter” eleverne. Der er privatskoler, der reklamerer med, at der er gode til at ”løfte” eleverne. Det kan man for det første arrangere sig ud af. For det andet, er det nemmere at ”løfte” elever, hvis man har ordentlig tid til forberedelse og efterbehandling, og måske færre elever pr. lærer. Det er logik.

Og så er det i øvrigt ikke svært, at lære elever at lave tests. Det hedder ”teach-to-the-test”, det begreb. Og det praktiserer jeg hvert år inden afgangsprøverne: eleverne scorer bedre, hvis de er trænede i at gå til prøve. Men, gør det mig til en dårlig lærer, hvis jeg ikke praktiserer ”teach-to-the-test”?

Sidste scenarie jeg kan forestille mig er, at en lærer ikke passer sit arbejde. Det forekommer vel sagtens, at en lærer giver eleverne fri, fordi hun ikke orker at undervise. Eller møder op i klassen og siger, i dag skal vi ikke lave noget. Eller ikke sørger for, at et udfordret barn får den hjælp, han skal have.

Hvis det forekommer, er det vel et ledelsesmæssigt problem, som det er på alle andre arbejdspladser. Jeg gider jo heller ikke have en kollega, der ikke trækker på samme hammel, som os andre. Men, jeg kan altså tælle på få fingre, de gange jeg har haft sådan en kollega. Problemet med det der ”dårlig lærer-noget” er, at det så ofte er subjektive kriterier, der ligger til grund for vurderingen. Vi arbejder med mennesker. Ikke med tal. Alt er relativt…

Bliver det sjovt, hvis jeg tager et klovnekostume på?

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der er godt gang i en telefon ved et af gruppebordene i klassen. Jeg ved godt, at der vist nok har været fest i weekenden. Og jeg ved godt, at når man har taget, de første skridt ind i en hel ny verden af fester og kærester, er det som med naturkræfter; intet i verden kan holde en 14-årig tilbage. Dansk grammatik er ret langt nede på populærlisten.

-Nu lægger du telefonen ned i tasken, Sille. Ellers kommer den op på kontoret resten af dagen. Min stemme er skarp, og Frederikke ved siden af ruller med øjnene. Sille skynder sig at skrive færdig, mens hun skæver til mig.

-Jamen, jeg skal lige… forsøger hun, inden hun forstår, det er alvor. I stedet for at lægge telefonen i tasken, lægger hun den på bordet foran sig med skærmen nedad. Der ligger den som en magnet foran hende. Og hun kan næsten ikke lade den være. Og nej, jeg samler ikke telefoner ind i starten af timen; vi bruger dem i undervisningen. Fx har vi ikke længere papirordbøger. Det forventes fra kommunens side, at alle elever anvender en onlineordbog. De elever, hvis computer er i udu, bruger også deres telefoner i reparationsperioden.

Jeg kan ikke hamle op med det, der sker på facebook i min undervisning. Det kan man jo sige sig selv. Når man lige har kysset den første kæreste til en fest i weekenden, eller når Mark fra parallelklassen har drukket to breezers og lavede en sjov dans, og Albert filmede den og delte den på facebook, så er det da klart vigtigere for en 14-årig, at passe sine relationer, at like og dele, og måske kommentere. Sådan er det. Og jeg forstår og respekterer det.

Uanset, hvor kreativt jeg tænker i forhold til min undervisning, så kan jeg ikke hamle op med alt det, der sker i fritiden. Det hele er bare et klik væk. Man kan også spørge sig selv, om jeg skal hamle op? Jeg har lavet grammatikpuslespil og ordklasse-stafet og fluesmækkerløb. Og ja, det er sjovt. Men der er altså noget, der kræver træning, træning og atter træning. Jeg fattede det først selv, da jeg fik latin i gymnasiet. Der var ingen genvej, kun at terpe. Og det var røvsygt. Men, jeg kan stadig nogle af bøjningerne på rygraden. Og hvad skal jeg med dem? Jo, latin var grundlaget for, at jeg overhovedet forstod dansk grammatik.

Jeg synes, det er en kedelig tendens, at al god skolegang fra politisk hold italesættes som sjovt og anderledes og spændende. Ikke fordi jeg synes, at skolegang skal være pinefuld og kedelig. Men fordi at denne ”sjove, anderledes og spændende” skolegang stilles op som træningens modsætning. Samtidig med, at uanset hvad du præsenterer en 14-årig for i skolemæssig sammenhæng, så er det bare ikke sådan, man i 8. klasse definerer spændende. Jeg kan slæbe dem med på nok så mange kunstmuseer, klippe historiske perioder ud i puslespilsbrikker, der skal sættes sammen på tid, jeg kan besøge Byrådssalen og invitere en journalist fra Dagbladet på besøg og fortælle om læserbreve. Det er skole, det bliver skole, og den 14-årige står undrende tilbage: Hvor bliver alt det anderledes og spændende af, som jeg er blevet lovet?

For mig som lærer er denne retorik ærgerlig, og helt klart et produkt af, at man ikke ved, hvordan god undervisning opstår. Der er mange andre aspekter ved at gå i skole. Det er også i skolen man skal lære arbejdsmoral. Man skal lære, at hvis man vil noget, så må man arbejde for det. Vi kan ikke hele tiden zappe videre, hvis noget bliver kedeligt. Tabeller og kommaregler, kommer altså ikke af sig selv, fordi man knokler rundt i et lokale med en fluesmækker. Det er et super supplement, men kan i min optik ikke stå alene. Når man har skrevet essay, skal man lære, at man skal læse korrektur, inden man fiser videre ud over stepperne. Hvordan skal en generation, der er vokset op på mottoet ”sjovt, hurtigere, videre” gennemføre en videregående uddannelse, der kræver fordybelse? Eller varetage et arbejde, der ikke altid er hylende underholdende? Vi ved godt, hvordan man varierer undervisningen. Så kan vi ikke tale om noget andet end ”sjov, anderledes og spændende” hele tiden?