Bliver det sjovt, hvis jeg tager et klovnekostume på?

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der er godt gang i en telefon ved et af gruppebordene i klassen. Jeg ved godt, at der vist nok har været fest i weekenden. Og jeg ved godt, at når man har taget, de første skridt ind i en hel ny verden af fester og kærester, er det som med naturkræfter; intet i verden kan holde en 14-årig tilbage. Dansk grammatik er ret langt nede på populærlisten.

-Nu lægger du telefonen ned i tasken, Sille. Ellers kommer den op på kontoret resten af dagen. Min stemme er skarp, og Frederikke ved siden af ruller med øjnene. Sille skynder sig at skrive færdig, mens hun skæver til mig.

-Jamen, jeg skal lige… forsøger hun, inden hun forstår, det er alvor. I stedet for at lægge telefonen i tasken, lægger hun den på bordet foran sig med skærmen nedad. Der ligger den som en magnet foran hende. Og hun kan næsten ikke lade den være. Og nej, jeg samler ikke telefoner ind i starten af timen; vi bruger dem i undervisningen. Fx har vi ikke længere papirordbøger. Det forventes fra kommunens side, at alle elever anvender en onlineordbog. De elever, hvis computer er i udu, bruger også deres telefoner i reparationsperioden.

Jeg kan ikke hamle op med det, der sker på facebook i min undervisning. Det kan man jo sige sig selv. Når man lige har kysset den første kæreste til en fest i weekenden, eller når Mark fra parallelklassen har drukket to breezers og lavede en sjov dans, og Albert filmede den og delte den på facebook, så er det da klart vigtigere for en 14-årig, at passe sine relationer, at like og dele, og måske kommentere. Sådan er det. Og jeg forstår og respekterer det.

Uanset, hvor kreativt jeg tænker i forhold til min undervisning, så kan jeg ikke hamle op med alt det, der sker i fritiden. Det hele er bare et klik væk. Man kan også spørge sig selv, om jeg skal hamle op? Jeg har lavet grammatikpuslespil og ordklasse-stafet og fluesmækkerløb. Og ja, det er sjovt. Men der er altså noget, der kræver træning, træning og atter træning. Jeg fattede det først selv, da jeg fik latin i gymnasiet. Der var ingen genvej, kun at terpe. Og det var røvsygt. Men, jeg kan stadig nogle af bøjningerne på rygraden. Og hvad skal jeg med dem? Jo, latin var grundlaget for, at jeg overhovedet forstod dansk grammatik.

Jeg synes, det er en kedelig tendens, at al god skolegang fra politisk hold italesættes som sjovt og anderledes og spændende. Ikke fordi jeg synes, at skolegang skal være pinefuld og kedelig. Men fordi at denne ”sjove, anderledes og spændende” skolegang stilles op som træningens modsætning. Samtidig med, at uanset hvad du præsenterer en 14-årig for i skolemæssig sammenhæng, så er det bare ikke sådan, man i 8. klasse definerer spændende. Jeg kan slæbe dem med på nok så mange kunstmuseer, klippe historiske perioder ud i puslespilsbrikker, der skal sættes sammen på tid, jeg kan besøge Byrådssalen og invitere en journalist fra Dagbladet på besøg og fortælle om læserbreve. Det er skole, det bliver skole, og den 14-årige står undrende tilbage: Hvor bliver alt det anderledes og spændende af, som jeg er blevet lovet?

For mig som lærer er denne retorik ærgerlig, og helt klart et produkt af, at man ikke ved, hvordan god undervisning opstår. Der er mange andre aspekter ved at gå i skole. Det er også i skolen man skal lære arbejdsmoral. Man skal lære, at hvis man vil noget, så må man arbejde for det. Vi kan ikke hele tiden zappe videre, hvis noget bliver kedeligt. Tabeller og kommaregler, kommer altså ikke af sig selv, fordi man knokler rundt i et lokale med en fluesmækker. Det er et super supplement, men kan i min optik ikke stå alene. Når man har skrevet essay, skal man lære, at man skal læse korrektur, inden man fiser videre ud over stepperne. Hvordan skal en generation, der er vokset op på mottoet ”sjovt, hurtigere, videre” gennemføre en videregående uddannelse, der kræver fordybelse? Eller varetage et arbejde, der ikke altid er hylende underholdende? Vi ved godt, hvordan man varierer undervisningen. Så kan vi ikke tale om noget andet end ”sjov, anderledes og spændende” hele tiden?

Kampråb for eksperterne

Blogindlæg skolenindefra.dk 14. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg skulle sådan set bare hente en glemt seddel i katederskuffen. 9. klasse havde fysik, men fysiklokalet var lukket, fordi man igen har fundet pbc, der er giftigt, i lokalet. Så fysiklæreren var i fuld sving i klassen. Så godt som det nu kan lade sig gøre, når der ikke er en arbejdsstation til hver elev. Det var noget med et reagensglas. Og noget ståluld. Og noget med ilt. Og noget med rust… Og så tror jeg, at min beskrivelse af forsøget stopper her… For både min og andres skyld.

“Hvad sker der med stålulden?” spørger fysiklæreren henrykt ud i lokalet, hvor 26 par øjne opmærksomt følger med i gennemgangen. Og lidt efter mig, der prøver at liste ind, stille som en ninja… Eller noget… “Jeg tror vi spørger Katja,” udbryder han, da han får øje på mig, og jeg overvejer, om jeg kan gemme mig bag en af de jakker, der hænger på knagerækken. Jeg sveder også en lille smule. Og alle griner.

“Ja, altså… Det er rustent…” forsøger jeg, mens jeg desperat roder i katederskuffen, hvor jeg tilsyneladende har ment det var en god ide at opbevare en tom æske tegnestifter, en stor mængde gamle sedler med særligt sjove undskyldninger fra mine elevers forældre, elastikker, postkort, protokoller og en hæftemaskine uden hæfteklammer.
“Kan du komme svaret lidt nærmere?” spørger han frisk, og gu kan jeg ej… Jeg er en skovl til fysik!
“Kom nuuuu…” hyler en af drengene, og jeg ved, de kan se på mig, at jeg ikke aner, hvad de taler om…

“Arh… Vil I ikke hellere høre noget om Christian IV?” forsøger jeg, velvidende at jeg kan lire både 1577, 1588 og 1648 af i søvne. Men at forklare, hvad der sker når noget ruster, det har jeg ikke et sprog for. Heldigvis dukker den forsvundne seddel op nede i skuffens dyb, og jeg får mumlet en undskyldning, fyret en vandet vits af, og flygter mod nærmeste udgang… Langt væk fra et revir, der ikke er mit.

Og døren sukker dybt, som den lukker sig bag mig; en lærer, der kan et håndværk og sine fag. Men også en lærer, der bare gerne vil have lov til at være dygtigt, til det jeg kan, og udvikle på det, jeg kan. Jeg er ekspert. På mit område. Jeg kan kombinere faglig viden med en evne til at formidle til min målgruppe. Jeg kan få en 7. klasse til at måbe over en munkesten fra 1400-tallet. Sende den rundt i klassen, og få eleverne til at gyse over, at den har ligget i hænderne på en forfader for 600 år siden. Jeg kan ødelægge alt for dem, når de forstår, at historie ikke er en fast størrelse, men et produkt af den tid, historien bliver fortalt i. Og så bygge det hele op igen. På samme måde, som fysiklæreren kan sit håndværk. Og idrætslæreren. Og engelsklæreren. Og alle de andre.

Og det er mega-sjovt, når en kollega giver mig gas i klassen. Det har jeg uden tvivl fortjent. Men eksemplet tjener fint til at understrege, at vi lærere hver især er eksperter i vores fag, og vi formår at kombinere denne viden med evnen til at undervise. Jeg kan ikke gennemføre en sløjdtime. Jeg har faktisk ikke betjent en høvl siden 6. klasse, hvor jeg fik kampsvedende fik udført en massakre på et stykke fladt fyrretræ, der efterfølgende skulle forestille et skærebræt. Min sløjdlærer så på det og sagde: “Hva fanden er det?”. Min mor så det og sagde: “Ihhhh-dog”. Og jeg indså, at jeg nok skulle holde mig til blyanterne.

Jeg kan heller ikke gennemføre en idrætstime. Der er børn over alt, og det er ligesom jeg mister alt min pædagogiske saft og kraft, når jeg træder ind i en idrætshal. Alene lugten af sure tæer minder mig om den gang en velplaceret serv i volley sad lige midt i mit ansigt, så jeg lå smurt hen ad gulvbrædderne, og med blussende næse måtte kravle rundt på alle fire i jagt på mine briller bagefter. Og selvom jeg er ganske god til engelsk, har jeg haft utallige hovedbrud, de par gange jeg har undervist i engelsk, fordi jeg simpelthen ikke ved, hvordan man lærer sproget fra sig.

Det er faktisk svært at undervise. Rigtig svært. Enhver idiot kan stille sig bag et kateder og lire et eller andet af, og bag efter tro, at man er en Gudsbenådet underviser. Men sådan at være en rigtig god lærer, det kræver at man kan sit stof, at man ved hvordan man underviser, at man kan håndtere relationerne, og så er i stand til at evaluere på resultaterne og justere efterfølgende.

Jeg vil gerne blæse til kamp for eksperterne. Os, der kan vores kram. Jeg ved, hvor jeg skal hen med min undervisning. Jeg har ikke brug for at inddrage mindfulness i mine kristendomstimer, eller slå kolbøtter i dansktimerne, eller gå på kurser, hvor jeg lærer at benytte ugeblade og limstifter i min undervisning. Alt det kan jeg fint finde ud af selv, hvis det er. Hvis jeg altså har tiden til at sætte mig ind i ny didaktik, og tiden til at planlægge mine forløb ordentligt. Jeg kan også sætte mål og evaluere. Og så kan jeg sørme gribe en aktuel bold i luften og sætte nye mål. Det kunne være fantastisk for folkeskolen, hvis vi fik lov til at udvikle på det, vi kan, i stedet for hele tiden at skulle stå på et nyt ben, fordi den politiske vind vender.

80’ernes Boheme… 30 år efter…

Blogindlæg skolenindefra.dk 24. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

1981. Året hvor jeg blev 8 år. Året for den store isvinter, hvor min bror og jeg byggede en igloo. Jeg gik til jazzballet hos fru Desbo og min mor strikkede et par benvarmere til mig. Sidste skrig. Året hvor jeg helt vildt ønskede mig et par pastelfarvede ørevarmere magen til dem korpigerne i Tommy Seebachs melodigrand-prix-hit ”krøller eller ej” havde på. Og året hvor radioen i køkkenet genlød af Sebastian-hittet ”Romeo”.

Der var stille, derhjemme. Eftermiddagene var lange og kedelige, uden computerspil og tv-udsendelser. Jeg havde en kassettebåndoptager. Og spolede frem og tilbage på hjemmeoptagede musikbånd, mens jeg lavede ”et-chassé-og-gå-gå” og vrikkede med rumpen på værelset og skrålede med på hjemmelavet engelsk til tonerne af Everly Brothers og Boney M. ”Romeo” var sværere at danse til, men så sang jeg bare med i stedet. Højt og skingert og sejt, mens jeg forsøgte at lyde lidt ligesom Sebastian; sådan lidt poetisk og lidt rå. Og på et helt og aldeles hjemmelavet dansk. I mit hoved voksede ”pestilens” og ”nostalgi” og ”melankoli” og ”maskepi” til ord, der havde helt deres eget liv, og historien om Romeo og Julie blev uløseligt knyttet sammen med Sebastian-hittet, og min egen fortolkning af de svære, smukke ord. Maskepi var helt sikkert noget med karneval i Venedig og fjerbesatte masker med pailletter, og det gik også godt i spænd med signor sole mio, der sikkert var en italiensk greve, eller noget. Jeg fangede fint tristessen, selvom det aldrig gik op for mig, at der ikke blev sunget: ”Romeo og Julie går med hinanden –yeah”, men i stedet ”Romeo når Julie går med en anden hjem”… Stakkels Romeo. Men, der skulle gå mange år, før jeg forstod alle ordene i teksten. Men, jeg tror, de landede derinde et sted på harddisken, mellem snevintre og ørevarmere. Jeg har i hvert fald lige opdaget, at jeg stadig kan hele teksten uden ad. Selv om det er over 30 år siden, at jeg stod og lavede spjæt på børneværelset, så lampen dinglede fra loftet.

Fornylig læste vi Thøger Larsens ”Danmark nu blunder den lyse nat” i 9. klasse. Det gik faktisk nogenlunde. Det er ikke fordi det umiddelbart er et stort hit at læse Thøger Larsen med 26 15-årige. Det kræver allermest, at man som lærer selv tror på projektet. Og det gør jeg. Den er saft suseme smuk, den tekst. Og jeg vil lægge mit hjerte som indsats, blødende og bankende, på katederet, for at få solgt varen. Fordi, jeg tror på teksten. Og fordi, jeg gerne vil give de unge, det, der stadig duer, med på rejsen videre. Og fordi jeg gerne vil kvalificere dem til at tage det med videre fra deres egen tid, som de vurderer skal med på rejsen. Og det var lidt op ad bakke, for selvom jeg troede, jeg havde styr på alle svære ord, kom det alligevel bag på mig, at en sætning som ”Lærker der hopped af æg i vår” ikke lige gav nogen mening, når man er 15 og bor i en by i provinsen. Og da vi endelig havde fået opklaret hvad det vil sige, at ”en lærke hopped af æg”, kom vi til ”vår”, som udløste rungende tavshed. En modig elev vidste på opfordring, at der var noget, der hed et pudevår, men det gav jo ligesom ikke mening, som hun sagde… Det skulle vil lige grine færdig af… Men, vi klarede det.

Nu er teksten måske glemt. Måske er den ikke. Måske er den gemt. Et sted dybt inde i teenage-hjernens byggeplads. Måske ligger der nogle ord, der er 30 år om at spire? Under alle omstændigheder tror jeg på, at vi skal tage kampene. Også selv det er kedeligt at gå på kunstmuseum. Eller umuligt at forstå en tekst, der er 100 år og oldnordisk. Vi skal finde det rum, hvor vi kan mødes. Hvor jeg kan række noget videre. Og i bytte måske få en rap-tekst af en rimsmed, der kan noget, som er værd at beskæftige sig med. Også for mig. Det eneste vi ikke skal er at give køb, fordi det er nemmest i en tid med alt for mange tilbud. Og ”maskepi” er for resten et lækkert ord, som jeg tror, jeg vil bruge lidt oftere…

Kun en tåbe frygter…

Blogindlæg skolenindefra.dk 19. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg sad en sommerdag ved et bål i et historiecenter, iført jernalderklædedragt og sorte tæer, og omgivet af nysgerrige besøgende. Min datter sad ved siden af mig og forklarede tålmodigt gæsterne om vores kost, beklædning og jernalderhusets indretning. Hendes 7-årige lillebror var forsvundet ud over stepperne. Faktisk anede jeg ikke, hvad han foretog sig. I går havde han pludselig befundet sig i mudder til navlen. Han var muligvis også blevet bidt af en ged… Under alle omstændigheder morede han sig sikkert, når vi ikke så noget til ham.

Pludselig indfandt en besøgende kvinde i mormor-segmentet sig med et vildt blik i øjnene:

-Er det din søn, derhenne? Hun pegede ud i det fjerne, men, da jeg ikke havde nogen anelse om, hvor han var, blev jeg hende svar skyldig.

-DER henne! Med en økse…

Med en økse? Så kunne det sikkert godt være Hans-Jakob… Og i mangel af svar, sagde jeg noget i retning af –Bæææææh? og så spørgende på hende?

-Han har en ØKSE! Og han hugger brænde… gentog hun, som om jeg var tungnem, og af høflighed spurgte jeg:

-Har han ramt nogen, eller hvad?

Det fik damen til at rimpe helt sammen, og jeg indkasserede et foredrag om, hvor farligt det var for syvårige drenge at betjene økser og noget med, at jeg var en ringe mor. Jeg orkede ikke en gang at fortælle hende, at ungen havde betjent en økse siden han kunne gå. En af hans yndlingsbeskæftigelser er, at hugge brænde med sin far i sommerhuset, og han havde i flere år haft sin egen økse. Hans-Jakob var også i en alder af syv helt klar over, at en økse ikke er et legetøj, at brændehugning ikke er et computerspil, hvor man bare kan klippe knoppen af sidemanden, der så har endnu et liv og rejser sig igen. Faktisk gad jeg ikke en gang rejse mig og gå over og kontrollere, om han fortsat havde alle sine lemmer…. Og damen forlod arrigt og hovedrystende bålpladsen. Sikkert helt overbevist om, at jeg måtte hade mine børn, siden jeg ikke frygtede for deres velbefindende.

Men, jeg hader ikke mine børn. Det jeg frygter er, at de ikke kan klare sig selv. Jeg frygter, at de mister gejsten. At de mister kreativiteten. At de mister nysgerrigheden og lysten til at lære.

Forleden blev en 14-årig knægt anholdt i Texas, fordi han havde taget et hjemmebygget ur med i skole. Hans engelsklærer syntes, det lignede en bombe, og billederne af en dreng i håndjern er gået verden rundt. Hvis en voksens fordomme og frygt ikke lægger en dæmper på alle 14-årige drenges nysgerrighed og skabertrang, så vil forældrenes frygt for, at deres børn skal lide samme skæbne, nok gøre det. Jeg har ikke lyst til en dag at hente min søn på en politistation, fordi han og en kammerat med gamle computerdele har forsøgt at bygge en ny, og derefter vist sig med den i det offentlige rum, eller hvad de nu finder på.

For alt det hurlumhej foregår herhjemme. På et værelse spækket med skruer og gaffatape og rafter og fiskestænger og gamle elektriske apparater og lighterbenzin. I skolen har vi jo så travlt med at opfylde læringsmål, hvor børn skal blive så dygtige de kan, for at løse tests på papir og computer. Og lærerne har så travlt med at undervise, at det godt kan knibe lidt med at nå at være kreative, og planlægge forsøg og de vilde grønspætte-happenings. Sløjdlæreren har så mange elever, at han skal være blæksprutte for at nå alle på en time.

Jeg tænker, at jeg som lærer må slippe frygten, for at mine elever ikke laver nogle rigtig pæne testresultater, og så give den lidt mere gas på det område, hvor jeg laver forløb, hvor resultatet ikke kan måles her og nu, men hvor mine elever siger, hvor var det fedt! Og hvor jeg stadig kan se lyset i deres øjne. Frygt gør os dumme…

Når man bare har lyst til at stå i hjørnet og ligne en del af inventaret…

Blogindlæg skolenindefra.dk 14. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Klokken nærmer sig 17 i et iltfattigt lokale. Jeg er til efter-uddannelse. Og jeg lærte noget i dag. Formentlig ikke det, jeg skulle lære, men måske en vigtigere lektie.

Målet er godt nok. Vi skal have styrket vores samarbejde i min udskoling. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg har en ide om, at det der samarbejde måske ville blive bedre, såfremt vi havde tid til at mødes. Det har vi stort set aldrig. Men selvfølgelig kan man da godt lære noget om god struktur på møder. Uden pis! Det kan man. Men, det er over en måned siden, vi havde et udskolingsmøde, og det næste er aflyst på grund af et andet møde. Og der er så mange punkter på dagsordenen, at det er svært at ligesom høre alle, hvorpå man rykker videre til beslutningsfasen. Men, jeg har noteret møde-modellen, og vil da helt sikkert forsøge at bruge den, når vi engang har møde igen. Til december eller noget.

På et tidspunkt nærmede mit hovede sig nedsmeltning. Jeg føler mig som et kernekraftværk på overload. Vi har som et led i drømmen om det styrkede samarbejde fået kortlagt vores personlighedstyper. Jeg har fået en masse bogstaver… Jeg kan ikke huske dem, men jeg er introvert. Det kunne jeg godt have fortalt folk, men then again, hvorfor? Jeg er helt afklaret omkring det, og har fundet en vej i verden alligevel. Men, introverte mennesker bliver “drænet” når de er sammen med andre. De har brug for ro, hvis de skal fordøje verden. Og 17:15 nærmer jeg mig et sammenbrud. Jeg har da været “på” uafbrudt siden kl 7:50 i morges. Alle snakker. Jeg skal forholde mig til en hel masse, som jeg ikke ved, hvad jeg synes om, fordi jeg ikke lige har fået tænkt over det. I panik flygter jeg på toilettet. Jeg skal ikke tisse, men jeg kan ikke mere. Og forude venter endnu to timer med gruppearbejde, stillingtagen og øvelser på gulv, hvor jeg skal trække et kort og gå over et reb og hvad ved jeg. Kvaliteten af min indsats er ringe, og jeg bliver lidt flov over, at der sikkert er kastet en kæmpe spand penge efter at få mig godt udviklet, og alle andre ved tilsyneladende godt, hvad de mener. Jeg falder helt igennem…

Og jeg står der og forsøger at forholde mig konstruktivt til, hvor jeg ser mig om et år, mens jeg drømmer om at stå ved komfuret hjemme og røre meditativt i en gryde, mens jeg drikker rose og hører Beethoven! Og der får jeg en aha-oplevelse.

Tænk, at være en introvert teenager, der skal kæmpe dig gennem en syv timer lang skoledag. Toiletterne lugter af tis. Lærerne forsøger måske at variere undervisningen med spændende øvelser på gulv, og du magter det ikke. Og du bliver bedt om at tage stilling til spørgsmål, som du ikke helt ved, hvad du mener om.

Jeg vil vildt gerne forsøge at tilpasse min undervisning til dine behov. Måske lade dig arbejde i ro. Måske give dig mulighed for at overveje dine svar på mine spørgsmål, så du ved, hvad du skal svare. Men, jeg når det ikke, for det tager kanon lang tid at differentiere ordentligt. Ligesom jeg ikke når at mødes med mine kolleger, fordi dagen er fuld af alle mulige andre gøremål, som ikke altid giver mening. Fx at gå over et reb og trække et kort, og prøve at finde på en forklaring om, hvorfor jeg lige valgte det kort, og ikke et andet. Jeg vil så gerne bare samarbejde med mine kolleger og levere god undervisning. Hvorfor skal det være så svært?

Mig og Clint Eastwood… Og så 26 trætte skoleelever…

Blogindlæg skolenindefra.dk 6. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

En af mine forcer som lærer er klasserumsledelse. Det højt besungne begreb, som nok er usynligt for ikke-undervisere, men en af nøglerne til at være en dygtig lærer. Hvis du ikke kan lede et klasserum, så skal du ikke være lærer. Og jeg vil vove den påstand, at man ikke står distancen som lærer, hvis man ikke mestrer denne disciplin.

Det var sådan set ikke noget, jeg lærte noget om på seminariet: Det kom lige som hen ad vejen ved at se på ældre kolleger, og gøre, hvad de gjorde, og så tilføje lidt selv. Og det er stinkende nødvendigt at kunne lede klasserummet. For at man komme i mål med timens undervisning, skal man have overblik over klassen, og de 26 forskellige elever, der sidder der, hver med deres forudsætninger. Og der er tusind forskellige faktorer, der spiller ind i forhold til, om timen bliver en succes? Om målet bliver opnået? Der kan være indlæringsmæssige faktorer, sociale, fysiske og relationelle. Har en elev haft en konflikt i frikvarteret? Er en bekymret over sine hjemlige forhold? Er en uforberedt? Er en sulten? Er en træt? Og samtidig ved vi jo, at der mellem linjerne foregår alt muligt andet end undervisning i et klasselokale.

Og i de spor, det faglige spor, det relationelle og tidsaspektet, som man hele tiden har i baghovedet, er det er læreren, der skal styre slagets gang. Og det er ikke nemt. Vi gør det forskelligt, os lærere, fordi vi er forskellige, men jeg synes egentlig, jeg har været god til det.

Indtil nu, i hvert fald. For hold op, hvor er det svært at lede et klasserum klokken 15:00, hvor halvdelen af ungerne er trætte, sultne, umotiverede og meget, meget hormonforstyrrede. Og hvor den anden halvdel desperat forsøger at gøre, som læreren siger. Og så når indholdet er ”lektiehjælp”, hvor jeg sådan set er uforberedt i forhold til indholdet, og der i omegnen af 20 forskellige opgaver i gang i lokalet på samme tid. Og alle vil have hjælp. På en gang. Altså på nær dem, der er på facebook, og ikke vil have at jeg opdager det. Og jeg læser opgaver, vejleder og render fra bord til bord, hvor trætte børn opfører sig mærkeligt, og viser sider af sig selv, jeg ikke havde set før.

En har taget Jacobs computer, mens han var på toilettet, og lavet et åndssvagt, men i øvrigt ret underholdende, afsnit i hans essay. En anden kigger blankt på computeren og blankt på mig og spørger: -Hvornår vi har fri? Og jeg smider tre knaldhætter ud i skolegården, fordi de ikke kan lade være med at grine, Og fægter mig gennem en tyskopgave, om noget med en lufthavn. Jeg er virkelig nederen til tysk, men eleven ser tilfreds ud. I forbifarten fanger jeg en ellers meget stræbsom ung mand, der render rundt og ikke får lavet noget. -Du skal være skrappere, siger han og ser brødbetynget på mig. Vi ved begge to godt, at det ikke giver mening. –Jeg er så træt, tilføjer han. Jeg skal nok tage mig sammen…

Og det er humlen. Eleverne er trætte. Og jeg er i sagens natur ikke forberedt på det, der foregår i lokalet. Jeg ved ikke, hvem af mine kolleger, jeg kunne lære noget af her, men det første der falder mig ind, er Clint Eastwood. Og jeg ser mig for mig, mens jeg sparker døren til klasselokalet ind med en cigar i mundvigen og en Smith & Wesson m 29 44 magnum i højre hånd, hvorefter jeg knalder min håndtaske ned i katederet.

– You see, in this world there’s two kinds of people, my friend: Those with loaded guns, and those who dig. You dig! ville jeg så sige, og se sejt på dem. Og jeg forestiller mig, at de ville sætte sig pænt og gå i gang med deres forskellige lektier, og jeg så kunne sidde bag katederet og de pænt en af gangen ville komme op og spørge mig til råds, og jeg ville venligt og overskudsagtigt forklare dem, hvad de skulle stille op med opgaven, og nikke til dem, når jeg var færdig.

Men, jeg er ikke Clint Eastwood. Jeg er bare dansklærer på en temmelig stor skole i Nordsjælland. Mine elever er tit mega-trætte, og jeg må nok bare gøre som jeg plejer; forsøge at være snusfornuftig, imødekommende, vedholdende og have et fast greb i vingebenet på dem, der har brug for det. Og så læne mig op ad mine kolleger. Og måske tage en snak med ungerne om sengetider og madpakker. Igen…

Forsvar for ungdommen

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. august 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Knapt er man kommet ud af sengen og har fået kvalt espressoen, før verden er af lave. I dag er det en nyhed, at hver anden danske unge i 8. og 9. klasse tilsyneladende ikke går ind ytringsfrihed til bøsser og muslimer og hvad ved jeg… Hvis det er rigtigt, er det en katastrofe…

Forleden var en kollega og jeg på stranden med vores to 9. klasser. Vi arbejder med essay-genren, og valgte at flytte klasselokalet på stranden. Og så stod ungerne der i høj sol og under en knitrende blå himmel og arbejde med sansning. Det var en fremragende oplevelse. Alle godt og vel 50 elever opførte sig eksemplarisk. Der blev arbejdet, pjattet og dyppet tæer, og vi kom til at tale om, hvor god tonen faktisk er mellem eleverne. Og blandt andet havde vi begge registreret, at homofobiske skældsord stort set er gledet ud af sproget de seneste år. For bare få år siden var det helt almindeligt, at drengene lukkede hinanden ned med et ”bøsserøv”. Det sker ikke mere i vores klasser, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt det råbt i skolegården.

I det hele taget er det vildt at opleve, hvor velovervejede og kloge skoleelever generelt er i dag. Min klasse kan formulere sig civiliseret omkring demokrati som såvel livsanskuelse, som styreform. Og de har vidt forskellig spirende ideologisk forankring, præcis som det skal være i et demokrati. Og jeg tænker på, hvor snotforvirret jeg selv var i den alder. Og spekulerer ind i mellem på, om det er evolutionen, der er skyld i, at de i en yngre alder når et højere og klogere niveau end min generation.

Helt ærligt tror jeg ikke på, at det er rigtigt, at hver anden danske skoleelev i udskolingen er af den opfattelse, at ytringsfrihed ikke gælder for muslimer. Og inden der rulles endnu en folkeskole-bashing ud på baggrund af bemeldte undersøgelse, vil jeg lige påpege, at vi underviser i demokrati, så det basker ude i skolerne. Hele den danske folkeskole er bygget op omkring demokratiet, læs blot formålsparagraffens §1, stk 3:

Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Noget, der gerne må styrkes, men altså allerede findes. I morgen vil jeg så gå på arbejde, i sikker forvisning om, at det ikke er mine elever, der er noget galt med, men muligvis den journalistiske dækning. Og så vil jeg nok snarere gå i dybden med begreberne ”journalistisk vinkling”, ”kildekritik” og ”medierne som den fjerde statsmagt” den kommende tid.

Diagnose: BROK!

Blogindlæg skolenindefra.dk 19. august 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Nå, så det er brok, jeg lider af? Jeg troede egentlig, at jeg led af engagement, et godt hjerte og en vis portion idealisme. Men, sådan kan man jo gå rundt og tage fejl, når man selvdiagnosticerer.

Det er sådan, at hver og en af de elever, jeg gennem årene har haft gennem mine hænder, har betydet noget for mig. Det er dem, jeg har arbejdet for. Jeg fandt under en oprydning i sommerferien nogle gamle klassebilleder fra den gang, jeg som nyuddannet slog mine folder på en skole i et såkaldt ghetto-område syd for København. Ud over forundring over, at jeg åbenbart troede, at beige sweatre klædte mig på den tid, så var jeg mest overrasket over, at jeg stadig kunne huske navnene på de børn med eksotiske navne, som stod der på rad og række og smilede til kameraet. Børn jeg havde undervist for både 10 og 15 år siden. Børn, som i dag sikkert er voksne mennesker med deres egen familie. Jeg kunne huske deres historier: Hende, der en dag sagde: Hvordan tror du, at mine forældre kan hjælpe mig med at lave matematik? Mine forældre kan hverken læse eller skrive! Og ham, hvis far en dag stod på skolen og græd, fordi han havde posttraumatisk stress og ikke vidste hvem anden end skolelæreren, han skulle bede om hjælp. Og ham den lille fyr, der ville være læge, så han kunne rejse hjem til Rwanda, og hjælpe alle mennesker i nød. Og mange, mange andre børn, der har været gennem mine klasseværelser siden den tid, om de hedder Mehmet eller Mikkel. Det er dem, jeg arbejder for. Hver dag.

Jeg er ked af, hvis nogle folk uden lærerbaggrund opfatter mine indlæg og opråb som brok. Jeg lider sådan set mest af medmenneskelighed. Af begejstring.

Dine børn synes ind i mellem at jeg er strid og urimelig. Jeg stiller krav. Og jeg siger til og fra. Det er ikke altid, jeg synes, det giver mening at hinke ordklasser og partere forskellige pattedyr. Røv til sæde-undervisning eksisterer stadig i mine klasser. Fordi jeg siger det! Men, jeg ser også dit barns potentiale, og presser, når jeg ved, det er nødvendigt. Og mest af alt elsker jeg folkeskolen, fordi det er folkets skole. Det er der, hvor vi alle mødes. Det er en del af vores fælles historie og kultur. Men, det er også den folkeskole, som har fået så mange tæsk de seneste år, at den dårligt kan stå på benene. Og nej, det er ikke synd for mig. Men, det er saft suseme synd for folkeskolen, og mest af alt er det synd for eleverne. For samfundet. For fremtiden.

Når jeg råber vagt i gevær, er det fordi, det er nødvendigt.  Den dag, den sidste kritiske lærerstemme forstummer i skoledebatten, vil folkeskolen være død. For så er lærerne ligeglade. Jeg vil gerne dialogen, fordi jeg kæmper for eleverne. Jeg synes, dialogen udebliver, når man lukke samtalen ved at trækker brokke-kortet.

 

Ydertimer? Ja, det er så dem, der ligger… yderligt…

Blogindlæg skolenindfra.dk 11. august 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Så ringede det ind til et nyt skoleår, og det første buzz-word i skoledebatten blev tilsyneladende begrebet ”ydertimer”. Et ganske almindeligt ord i den danske folkeskole. Ydertimer er, som ordet antyder, de skoletimer, der ligger først og sidst på skoledagen. Det er ikke svært. ”Yder-” er et gammel oldnordisk ord, det betyder noget i retning af ”længere ude” og står i kontrast til ordet ”inder-”.

Der har i sagens natur altid været ydertimer, og nogle ydertimer har været langt mere attraktive end andre. Fx er morgentimer langt mere udbytterige end eftermiddagstimer. Og eftermiddagstimer, der strakte sig til efter kl 14:00, kunne ofte få enhver lærer til ønske sig at sidde i en tandlægestol og få trukket en visdomstand ud, i stedet for at befinde sig bag katederet.

Udbyttet af sene eftermiddagstimer er ringe; de svarer nærmest til kvaliteten af sandet hedejord; der er ikke meget der kan gro, og man skal bruge rigtig mange hektar, for at få et fornuftigt udbytte. Kvaliteten er ringe.

Som sagt har vi været vant til at håndtere ydertimer i den danske folkeskole. Også før nogen fik den geniale ide at reformere folkeskolen efter forhistoriske, asiatiske principper. Det klarede vi, måske mere eller mindre hensigtsmæssigt, men det gjorde vi.

Det var i hvert fald kutyme ved skoleårets start at danne mig overblik over min afgangsklasses syv dansktimer for at finde ud af, hvordan vi bedst udnyttede timerne. Mange morgentimer var skønt. Så kunne vi rigtig få noget fra hånden. Mange eftermiddagstimer var noget mere udfordrende; hvis man skal sælge Karen Blixen til en knægt i 9. klasse, så skal det helst ikke være, når han ligger halvdød hen over bordet, udmattet af for meget world of warcraft til langt ud på natten og med maven fuld af billig cola og de kanelsnegle, der var på tilbud, da han skulle købe frokost.

Når man så, fra politisk hold, gætter sig frem til, at danske skolebørn nok bliver klogere af længere skoledage, og indretter dagen efter disse principper, så giver det jo sig selv, at ydertimerne kommer til at ligge senere på dagen. Det er stadig ret logisk. Der bliver ikke flere ydertimer, men der bliver flere timer med trætte børn med tunge hoveder i iltfattige lokaler.

Det bringer os videre til det ”at yde”. Hvad kan man yde, når man bliver presset til det yderste? Det burde være logisk, at det ikke er meget, der kommer ud af disse timer. Og uanset hvor ”spændende” og ”anderledes” vi lærere indretter skoledagen, så er det et faktum, at skoledagen i den danske folkeskole er blevet ualmindelig lang.

Det er glædeligt at høre, at vores nye undervisningsminister vil inddrage bl.a. lærere og lederes ekspertise i forsøget på at få folkeskolen tilbage på sporet. Det er løsningen. Det er ikke løsningen, at politikerne forsøger sig med at lovgive sig ud af de problematikker, der dukker op i medierne. Fx kunne man forestille sig, at der var steder, hvor lektiehjælp med fordel kunne ligge i morgentimerne i udskolingen. Hvor ville det være uhensigtsmæssigt, hvis folketinget så havde besluttet, at den ikke måtte ligge i ydertimerne! Måske man også kunne forestille sig, at begrebet “lektier” var en kende passé?

Giv lærere og ledere, os med forstand på at drive skole, os med forstand på pædagogik og undervisning mulighed for at yde et stykke arbejde, der er båret af kvalitet. Så får vores elever mulighed for, at yde deres bedste. Også i ydertimer.

Rapport fra Meningsløse

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. juni 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

For nylig fik vi besøg. Det var en sen fredag eftermiddag på lærerværelset. Enden på en lang dag. På en lang uge. Et lærerværelse har sin egen lyd og rytme. Ind i mellem tomt og stille, ind i mellem summende af liv. Man kender hinandens skridt. Charlotte, der altid klikker hurtigt over gulvet, og Leif, der lægger sin stak af bøger, så den rammer bordet tungt. Den her fredag eftermiddag var stille. Jeg var ved at vende en elevsag med en kollega, da døren gik op, og hurtige fødder løb hen over den grå linoleum. En tyssede, og en anden fnisede. Og så standsede lyden brat.

Min kollega og jeg skævede mod døren, men der var helt stille og ingen at se. Da jeg stak hovedet rundt om hjørnet, brød latteren løs… Og Mads og Oliver sprang leende frem. Og når gamle elever kommer hjem på besøg, så må elevsager vente lidt, og som om de aldrig havde gjort andet end at hænge ud på en barstol på lærerværelset, slog de sig ned. Mads var som sædvanligt ved at æde en kebab, og Oliver kiggede tørstigt på den nye kaffemaskine, og selvfølgelig kan man godt få en kaffe latte, når man sådan kommer og besøger de gamle lærere en sen fredag eftermiddag.

Og snakken gik. Om at gå i gymnasiet, og om man kunne huske? Og jo, jeg kunne huske… Og har I det godt, og hvordan går det med reformen? Og hvordan har de andre fra klassen det? Og de lignede sig selv, bare højere og ældre, og man blev helt oplivet af al den energi.

-Sikken masse blogindlæg, du skriver, sagde Oliver og drejede kaffeglasset mellem hænderne og smilede. –Jeg læser dem. I hvert fald mange af dem… De er gode…

-Det er jeg glad for, svarede jeg… Og huskede, hvor lille han var, da jeg overtog klassen i 7. Og selvom han var lille, var der godt nok meget selvtillid inden i den unge mand, den gang.

-Du burde altså skrive et om mig, sagde han og smilede. Fræk som en slagterhund… Og præcis, som jeg husker ham. Bare bedre.

-Osse om mig, mumlede Mads, og stoppede det sidste af durumrullen ind i gabet. Han tørrede grinende dressing af fingrene, og nikkede. Skønne Mads.

-Nå, for pokker. Men, hvad skal det så handle om?

-Jamen, det skal da bare handle om os… Der er da en hel masse at skrive om… Oliver smilede bredt, og jeg lovede, at jeg nok skulle huske dem.

Og kære Mads og Oliver og alle andre unge mennesker. Tak skal I have. Tak fordi, I er med til at give mit arbejde mening, og give mig håb for fremtiden. Jeg har det seneste år været inde i alvorlige overvejelser om min fremtid som lærer, fordi der ærlig talt ikke der er meget, der længere giver mening. I en tid, hvor mine elever tilsyneladende ikke længere har en mening i sig selv, men i stadig stigende grad bliver set som et middel til statslig vækst. Hvor min rolle som lærer bliver reduceret til at piske jer til højere, hurtigere og bedre resultater, er jeg ofte i tvivl om, hvordan jeg som lærer lever op til folkeskolelovens krav om at åbne verden for jer, og give jer alle rum til at finde jeres fødder som borgere i en demokratisk samfund, med alle de forskellige baggrunde og livsopfattelser I har. Der skal være plads til jer alle. Brug for jer alle.

Så tak for den sms, jeg forleden nat fik af en nervøs elev, der skulle til prøve i tysk i 2. g. Og tak for det dyt og vink jeg fik i går, af ham der er blevet så stor, at han har fået kørekort. Og tak til hende, der på vej til fest forleden skreg, -Der går min klasselærer, og kastede sig om halsen på mig, selvom hun er langt over 20 år. Og tak til Oliver og Mads, der gad at bruge lidt af deres fredag eftermiddag på at kigge forbi lærerværelset på deres gamle skole. Jeg tror godt, jeg kan huske, hvorfor jeg er lærer. Midt i al meningsløsheden. Og mon ikke, jeg bare skal holde fast i den mening?