Kære linedanser

Blogindlæg 20. marts 2016 www.skolenindefra.dk

-Vi giiiiider ikke…

Ordene er Daniels. Han ser træt ud. Klokken er ”sidste time” og luften i lokalet er tung. Der er fugtigt og varmt, og klassen har lige haft matematik. De arbejder godt i matematik i øjeblikket, ved jeg fra deres lærer, og de sidste dråber er vist klemt ud af dem for i dag. Jeg åbner vinduerne, så vi kan få lidt ilt ind.

-Vi gider altså ikke… prøver han igen.

-Det er bare ærgerligt, makker. Op og ud med jer. Bare i fem minutter. Jeg åbner døren, og klassen bryder ud i et hylekor.

-Vi vil ha fri, forsøger han igen. Vi strejker.

-Afgang!

-Hvad nu hvis vi går? Alle sammen? Altså bare går. Hvad vil du så gøre? Han ser en lille smule mere frisk ud og venter spændt.

-Det vil du slet ikke vide.

-Jamen, du kan ikke gøre noget, tilføjer hans sidemand. De griner indforstået til hinanden, og resten af klassen venter spændt. Daniel er altid god til at få sat lidt gang i sagerne.

-Prøv mig! Bare prøv at gå… Se, om I tør…

-Du bliver jo bare pissesur…

-Det finder du jo først ud af, hvis du prøver, fister. Ud… Nu… fem minutter…

Hele klassen buldrer ud. En af drengene napper klassens flade, lyserøde plastikbold, som de sikkert har hugget fra en af de yngre klasser, med. To af tøserne, der lider af allergi for frisk luft, skal bogstavelig talt hældes ud af døren. Og så er der stille. Bare et øjeblik. Om lidt vil et par af gutterne kommer grinende ind af vinduerne. Sådan er det altid. Og så vil jeg gå ud og hente fodbolddrengene. Og så vil vi få det bedste, vi kan, ud af skoledagens sidste 37 minutter.

Og her står jeg. Midt i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Tidligere på ugen fortalte jeg klassen, at ordet ”skole” betyder ”fritid”. Der blev faktisk stille et øjeblik. De så vantro på mig. Jeg fortalte, at begrebet står i modsætning til hårdt, fysisk arbejde. Om Danmark i 1800-tallet, hvor rettigheder og skolegang voksede frem. Om hvorfor de ind i mellem hører historier om børn i u-lande, der hver dag går mange, mange kilometer, for at komme i skole. Om det privilegium, det er at gå i skole. Om hvordan man kan blive i stand til at skabe sig et godt liv gennem uddannelse.

I modsætning til de børn i u-landene, der formentlig frivilligt vandrer af sted ad skoleveje, der ville få enhver dansk 9. klasses-elev til at blive hjemme, er det ikke alle mine elever, der har fundet frem til skolen ad frivillighedens vej. Det kan godt være, at de møder op til svømning, eller arbejde, eller håndbold fem gange om ugen, og her opfører sig samarbejdsvilligt og gør, hvad de får besked på af træner eller arbejdsgiver. Men det gør de selvsamme børn ikke nødvendigvis i folkeskolen.

Det kan godt være, at en super positiv og dygtig elev, hader faget historie. ”Det er så ligegyldigt” siger hun så til mig og ser træt ud. Og hvis der er noget, man ikke skal sige til mig, så er det, at historien er ligegyldig. Og når jeg hiver Daniel til side, og beder ham lade være med at lave alt muligt andet hele tiden, så ved jeg godt, at han er mega skoletræt. Det hører med til pakken. Hvis det var til spejder, havde han sikkert meldt sig ud for længst. Men jeg skal have det hele til at spille sammen til hver elevs bedste. Til klassens bedste. Det har eleverne krav på. Og det er der, højt oppe på en line, der er spændt ud mellem lyst og ulyst, læreren balancerer. Og for pokker, hvor er der mange lærere, der er gode til det. Især når vi får lov.

 

 

 

Schhhh… Her testes… Igen…

Blogindlæg 12. marts 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Blækket var dårligt tørt på mit eksamensbevis, førend jeg stod i en 1. klasse på en skole i en forstad, og skulle lære 24 små børn at læse. Det viste sig dog hurtigt, at der var en del andet at gå i gang med, inden vi kunne tage fat på læsebogen. En del af dem skulle faktisk lære at sidde på en stol først. Derfor brugte jeg også en del tid på at trække dem ned fra gardinerne og op fra gulvet og ud fra toiletterne. Det lykkedes som regel, og ind i mellem blev de så også siddende på stolene. Når de så sad der, var næste udfordring, at de fleste af dem trængte til at lære en hel del dansk. Ikke lige noget jeg sådan helt havde styr på, og jeg måtte prøve mig lidt frem. Det, der hurtigt stod lysende klart for mig var, at min forestilling om at de små tandløse tingester bare sad pænt og lærte at læse, mens jeg dirigerede slagets gang i læsebogen, nok ikke havde rod i virkeligheden.Jeg brugte timer på at konstruere vendespil og ordmaskiner og skilte til alt inventaret i klassen, jagtede garvede kolleger, der gad at hjælpe, og et par af eleverne udviste da også tegn på en vis grad af læseindlæring. Men jeg anede faktisk ikke rigtig, om jeg greb tingene rigtigt an.

En dag indtraf miraklet dog: Læsevejlederen mødte op i min klasse for at lave en læseprøve! Hele seancen var omgivet af stor alvor. Eleverne og jeg blev grundigt instrueret, og jeg fik et stopur udleveret. Eleverne sad i dagens anledning artigt på stolene udstyret med farveblyanter. Og så blev vi ellers testet.

Jeg fik ”mit” resultat på læsevejlederens kontor kort tid efter. Rettet, sat ind i skemaer og præsenteret. Elev for elev. Og det var simpelthen noget af det smarteste, jeg nogen sinde havde set i mit korte lærerliv. En udførlig rapport over mit arbejde og mine fremskridt med den enkelte elev. Jeg fik råd og vist vejen videre, og ikke mindst bekræftet, at jeg trods alt havde lært et eller andet på seminariet. Og så opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at have specialiserede kolleger, der i samspil med os andre får hverdagen på en skole til at spille med alle de aspekter, der er i undervisning. Jeg var helt sikker på, at jeg elskede test.

Forleden åbnede jeg dog min arbejdsmail. Ud over de obligatoriske mails om, at en eller anden ikke havde lagt sjippetovene det rigtige sted i gymnastiksalen, en ændret mødedato, tre forældrehenvendelser og en syndflod af sygemeldinger på elever, lå der to rykkere.

Jeg forsøgte at ignorere dem, men lider desværre af et vis mål artighed. Så jeg blev nødt til at se på dem, tænkte jeg. Det var rykkere på tests, som min klasse manglede at lave. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for test. Det er ikke nogen, som jeg selv som lærer overhovedet kan se en mening i at lave. Og jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk ikke længere elsker test.

Den årlige kommunale læsetest, er jeg rigtig glad for. Og jeg er faktisk også glad for den årlige kommunale stavetest. Det er de prøver, jeg kan se en mening med i forhold til min undervisning og mit arbejde med eleven og klassen. Jeg har en læsevejleder på skolen, som jeg kan sparre med, og hvis vi mener, der er behov, kan vi vælge andre tiltag. Fx den nye ordblindetest, som jeg også synes er et fremragende tiltag, når det skønnes nødvendigt. Og kan vi så ikke stoppe her? Jeg er dansklærer. Jeg har efterhånden en del erfaring; jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og i de situationer, hvor jeg kan se, at jeg ikke er sikker, kan jeg læne mig op ad kompetent personale, der er specialuddannet til at vejlede og støtte mig i mit arbejde.

De nationale test, dem bruger vi tid på at øve os på, så eleverne kan blive så dygtige som de kan. Altså til de nationale test. De ligner jo ikke ligefrem noget andet, som normale mennesker udsættes for hverken i deres studie eller arbejdsliv. Og tager tid de fra undervisningen. Ligesom alle de andre test og prøver, som vi vælter os igennem i et forsøg på at måle alt og sætte det ind i skemaer.

Jeg kan hilse og sige, at kort tid efter læsetesten kom en af pigerne i den før omtalte 1. klasse og skulle vise mig noget. Jeg havde skrottet læsebogen, fordi der ikke rigtig skete noget. Jeg var ikke helt sikker på om det faktisk var bogen, der var noget galt med. I hemmelighed gik jeg og tænkte, at det faktisk godt kunne være mig, der var noget galt med. Jeg havde været dybt inde på depotet og fundet en stak gamle ”Søren og Mette-bøger”, som jeg havde udstyret klassen med. Og hun lagde sådan en Søren og Mette foran sig, satte sig ned og læste smukt og fejlfrit højt for mig. Det var et meget stolt øjeblik for os begge.

En skole uden lærere?

Blogindlæg 6. marts 2016 www.skolenindefra.dk

Vi har i øjeblikket praktikanter i 9. klasserne på skolen. De er førsteårsstuderede, og de er i praktik i dansk. Jeg synes, det er dejligt at se, hvor meget energi de lægger i arbejdet. De vil så gerne gøre det godt, og de er rigtig optagede af at få mest muligt ud af deres praktik. Det er noget andet end hverdagen på studiet at være ude i virkeligheden, men de er flittige, og de har allerede fået en fin bagage med fra seminariet. Og det glæder mig, i en tid hvor få vil være lærere.

De fik de overordnede rammer for forløbet af os dansklærere på årgangen, for afgangsprøverne står for døren, der er ikke megen tid at spilde. Så praktikanterne har lavet et undervisningsforløb om Kim Fupz Aakesons forfatterskab til de tre 9. klasser, og fokus i vejledningen har selvfølgelig været på indhold og tilrettelæggelse.

-Hvorfor skal eleverne lave en skriftlig analyse af novellen? spørger min kollega til vejledningssamtalen i tirsdags.

-Hvad er jeres hensigt? Hvorfor ikke lave en mundtlig analyse? Eller gruppesamtaler?

Praktikanterne griber ivrigt boldene. Vurderer, argumenterer og se på deres notater.

-Hvordan skal opgaven afleveres? Og hvad tænker I omkring evaluering og feedback? De kan ikke aflevere en opgave, uden at I giver dem feedback.

Og der arbejdes på højtryk. Min kollega er dygtig, og praktikanterne noterer flittigt. Der diskuteres alt fra om man skal vælge cooperative learningstrukturer til lavpraktiske forhold som fotokopier, og hvad gør man med de elever, der har glemt computer? Der er mange forhold, der skal bringes i spil, når man opererer i et klasselokale. Langt det meste er usynligt.

Det faglige indhold i timerne fylder meget i vores vejledningssamtaler med praktikanter. Og det er meget ofte det, som fylder, når man taler skole med folk, der ikke har undervisningsbaggrund, og altså ikke har erfaring med at tilrettelægge undervisning. Jeg møder ofte kommentarer som:

-Hvor svært kan det lige være. Det er jo 7. klassesniveau?

-Du kan jo bare låne forløbet af din kollega? Så kan man vel godt klare sig med mindre forberedelsestid?

Eller den helt klassiske:

-Du har jo undervist i mange år, så det ligger vel på rygraden?

Der er ikke nogen tvivl om, at der er noget omkring lærergerningen, der bliver lettere med tiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at nyuddannede lærere får ekstra forberedelsestid, og en erfaren kollega at læne sig op ad.

Og det er rigtigt, at man kan vække mig klokken tre om natten og bede mig redegøre for hovedlinjerne i 2. Verdenskrig. Jeg vil da både kunne lire udvalgte navne, årstal og datoer af, og også sørge for at det blev fortalt både forståeligt og pædagogisk.

Men det er ikke det, der er det svære ved at være lærer. Og det har praktikanterne også styr på allerede nu. Det svære ligger i et krydsfelt mellem nogle helt bestemte faktorer. Dit valg af undervisningsmetoder i forhold til dit mål for undervisningen og elevernes særlige forudsætninger. Og det, at du har med mennesker at gøre. Og mennesker er dybt uforudsigelige.

De sidder sjovt nok ikke klar på deres pladser med foldede hænder, når læreren træder ind i klassen, sådan nogle 9. klasses baryler. Og selvom vi var klar i klassen ti minutter inden timen startede her til morgen, så startede timen ikke til tiden, fordi ufatteligt mange af mine elever lige præcis denne morgen, valgte at komme for sent. Jo, undervisningen startede godt nok, men den blev hele tiden afbrudt, af folk der kom væltende ind, våde og søvndrukne. Hvad gør man så?

Og hvad gør man med ham, der er sur og sulten? Og hende, der er ked af det og lige skal snakke? Og de to knallerter, der hele tiden fniser og sender hinanden øjne, selvom de er strategisk placeret i hver sit hjørne af klassen. Så er der hende, hvor jeg hver morgen skal skrive hjem til forældrene, for at fortælle om hun er mødt op eller ej. Og så er der alle de andre… 26 elever, der skal bringes til at fungere sammen i et udviklende fællesskab. Tag den!

Det faglige indhold er vigtigt. Så en lærer skal være fagligt dygtig. Niveauet skal være højt, og man skal kunne sit fag på fingerspidserne. Men det virkelige arbejde ligger i tilrettelæggelsen af undervisningen, kombineret med evnen til at kunne danne relationer til de elever man arbejder med og det, at kunne lede et klasserum. Det er det bærende i lærergerningen. Og det er det, der tager min tid. Det, der er svært.

Jeg håber, mine praktikanter en gang, når de er færdige, kommer ud til en skolevirkelighed, hvor deres kompetencer virkelig kan foldes ud. En hverdag, hvor man ikke er i konstant kamp mod manglende forberedelsestid og en stadig strøm af bureaukratiske tiltag og nye lovændringer. Skolen er det, der opstår i mødet mellem en lærer og en elev. Vi skal passe på, at der stadig er lærere også i fremtiden. Uden lærere. Ingen skole.

Hvis bare, man kunne

Blogindlæg fra “Danskbloggen” på folkeskolen.dk 28. februar 2016

Jeg blev forelsket. Smaskhamrende forelsket. Det er over tyve år siden, og jeg husker det, som var det i dag.

Han hed J. P. Jacobsen. Og han var digter. Og han var videnskabsmand. Og selvom jeg havde tygget mig gennem bog efter bog på det lokale bibliotek, havde jeg aldrig hørt om ham. Måske fordi et lille forfatterskab bestående af to romaner, lidt noveller og en god håndfuld digte let kan blive overset på en bogreol. Men da jeg først åbnede den bog, min dansklærer lagde foran mig på bordet, forsvandt jeg i et hav af ord, som ramte mig, som jeg aldrig havde troet, ord kunne ramme. Jeg var helt seriøst fortabt i ord.

Det var mig uforståeligt, at der ud af alfabetets sølle 28 bogstaver, og ud af ord, som jeg for de flestes vedkommende godt kendte, kunne vokse noget frem, det var så stort og smukt og vildt. Og ikke mindst undrede jeg mig over, at de kæder af ord i den grad kunne røre mig så dybt, som de gjorde. Og jeg læste og læste. Jeg endte endda med at læse J. P. Jacobsens oversættelse af Darwins “Arternes oprindelse”. Som jeg husker det, bærer den ikke præg af de store skove og brændingens brølen, men læst blev den da.

J. P. Jacobsens “arabesker” var jeg meget imponeret over. Ordet var lækkert, men jeg anede ikke, at en arabesk er en form for ornament, hentet i arkitekturen og kunsten. Ranker, bånd, blade, blomster, dyr og mønstre, der uafbrudt fletter sig ud og ind mellem hinanden. Arabesken er i princippet uendelig, hvis den ikke brydes, og den rummer gentagelsen, mønsteret, i sig i en eller anden form.

J. P. Jacobsens arabesker er digte, hvor ord efter ord, slynger sig ind og ud mellem hinanden. De griber efter hinanden, og giver slip. Han gav mig på papir hele verden fra den mindste detalje, som småstenene, der ruller i strandkanten til naturens store raseri. Og samtidig kunne han beskrive stilheden, så jeg holdt vejret, og kærligheden, så jeg fik tårer i øjnene. I dag forstår jeg, at arabeskerne kan ses som et billede på det kaos, menneskelivet er. Livet og døden. Glæden. Kærligheden. Smerten. Vreden. Alle de elementer som livet består af. Og det var der, jeg fik et glimt af mig selv i en stor og uforståelig verden.

Det er måske det, god litteratur kan. Vi kan spejle os selv i litteraturen. Og vi kan overføre elementer fra det, vi læser, til vores eget liv. Vi vil formentlig opfatte en given tekst forskelligt, alt efter hvem vi er, og hvor i verden og livet vi er. Men vi kan også i fortolkningen finde et fællesskab i det, vi læser. Men det vil altid være umuligt at måle, hvad litteraturen kan. Den er større end det målbare.

Man kan måle læsehastighed. Man kan teste sprogforståelse. Man kan vel også i en eller anden grad måle, om eleven har forstået personkarakteristik. Eller fortolkning. Men man kan altså ikke måle litteraturen. J. P. Jacobsen selv var både videnskabsmand og lyriker. Han rummede det målbare og det ikke målbare. Og han drømte om nogen om at overføre naturen og videnskaben til sine værker: ”Kunne jeg overføre Natures evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden…” skrev han. Det lykkedes vist aldrig. Men han gav os noget, der var større.

Når mine elever i 9. klasse spørger “Hvorfor skal vi læse den her bog” så kender jeg godt svaret. Og jeg kan måske fortælle dem historien om botanikeren med de bedrøvede øjne, der skrev, så jeg et øjeblik troede, at der var en mening med galskaben. Og jeg kan måske lægge bogen foran dem og også forsøge at lukke den op. Men præcis hvad, de få ud af det, kan jeg ikke styre. For som J. P. Jacobsen skrev: “Ethvert menneske lever sit eget liv, og dør sin egen død”.

blogindlæg fra folkeskolen 28/2 2016