Diagnose: BROK!

Blogindlæg skolenindefra.dk 19. august 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Nå, så det er brok, jeg lider af? Jeg troede egentlig, at jeg led af engagement, et godt hjerte og en vis portion idealisme. Men, sådan kan man jo gå rundt og tage fejl, når man selvdiagnosticerer.

Det er sådan, at hver og en af de elever, jeg gennem årene har haft gennem mine hænder, har betydet noget for mig. Det er dem, jeg har arbejdet for. Jeg fandt under en oprydning i sommerferien nogle gamle klassebilleder fra den gang, jeg som nyuddannet slog mine folder på en skole i et såkaldt ghetto-område syd for København. Ud over forundring over, at jeg åbenbart troede, at beige sweatre klædte mig på den tid, så var jeg mest overrasket over, at jeg stadig kunne huske navnene på de børn med eksotiske navne, som stod der på rad og række og smilede til kameraet. Børn jeg havde undervist for både 10 og 15 år siden. Børn, som i dag sikkert er voksne mennesker med deres egen familie. Jeg kunne huske deres historier: Hende, der en dag sagde: Hvordan tror du, at mine forældre kan hjælpe mig med at lave matematik? Mine forældre kan hverken læse eller skrive! Og ham, hvis far en dag stod på skolen og græd, fordi han havde posttraumatisk stress og ikke vidste hvem anden end skolelæreren, han skulle bede om hjælp. Og ham den lille fyr, der ville være læge, så han kunne rejse hjem til Rwanda, og hjælpe alle mennesker i nød. Og mange, mange andre børn, der har været gennem mine klasseværelser siden den tid, om de hedder Mehmet eller Mikkel. Det er dem, jeg arbejder for. Hver dag.

Jeg er ked af, hvis nogle folk uden lærerbaggrund opfatter mine indlæg og opråb som brok. Jeg lider sådan set mest af medmenneskelighed. Af begejstring.

Dine børn synes ind i mellem at jeg er strid og urimelig. Jeg stiller krav. Og jeg siger til og fra. Det er ikke altid, jeg synes, det giver mening at hinke ordklasser og partere forskellige pattedyr. Røv til sæde-undervisning eksisterer stadig i mine klasser. Fordi jeg siger det! Men, jeg ser også dit barns potentiale, og presser, når jeg ved, det er nødvendigt. Og mest af alt elsker jeg folkeskolen, fordi det er folkets skole. Det er der, hvor vi alle mødes. Det er en del af vores fælles historie og kultur. Men, det er også den folkeskole, som har fået så mange tæsk de seneste år, at den dårligt kan stå på benene. Og nej, det er ikke synd for mig. Men, det er saft suseme synd for folkeskolen, og mest af alt er det synd for eleverne. For samfundet. For fremtiden.

Når jeg råber vagt i gevær, er det fordi, det er nødvendigt.  Den dag, den sidste kritiske lærerstemme forstummer i skoledebatten, vil folkeskolen være død. For så er lærerne ligeglade. Jeg vil gerne dialogen, fordi jeg kæmper for eleverne. Jeg synes, dialogen udebliver, når man lukke samtalen ved at trækker brokke-kortet.

 

Rapport fra Meningsløse

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. juni 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

For nylig fik vi besøg. Det var en sen fredag eftermiddag på lærerværelset. Enden på en lang dag. På en lang uge. Et lærerværelse har sin egen lyd og rytme. Ind i mellem tomt og stille, ind i mellem summende af liv. Man kender hinandens skridt. Charlotte, der altid klikker hurtigt over gulvet, og Leif, der lægger sin stak af bøger, så den rammer bordet tungt. Den her fredag eftermiddag var stille. Jeg var ved at vende en elevsag med en kollega, da døren gik op, og hurtige fødder løb hen over den grå linoleum. En tyssede, og en anden fnisede. Og så standsede lyden brat.

Min kollega og jeg skævede mod døren, men der var helt stille og ingen at se. Da jeg stak hovedet rundt om hjørnet, brød latteren løs… Og Mads og Oliver sprang leende frem. Og når gamle elever kommer hjem på besøg, så må elevsager vente lidt, og som om de aldrig havde gjort andet end at hænge ud på en barstol på lærerværelset, slog de sig ned. Mads var som sædvanligt ved at æde en kebab, og Oliver kiggede tørstigt på den nye kaffemaskine, og selvfølgelig kan man godt få en kaffe latte, når man sådan kommer og besøger de gamle lærere en sen fredag eftermiddag.

Og snakken gik. Om at gå i gymnasiet, og om man kunne huske? Og jo, jeg kunne huske… Og har I det godt, og hvordan går det med reformen? Og hvordan har de andre fra klassen det? Og de lignede sig selv, bare højere og ældre, og man blev helt oplivet af al den energi.

-Sikken masse blogindlæg, du skriver, sagde Oliver og drejede kaffeglasset mellem hænderne og smilede. –Jeg læser dem. I hvert fald mange af dem… De er gode…

-Det er jeg glad for, svarede jeg… Og huskede, hvor lille han var, da jeg overtog klassen i 7. Og selvom han var lille, var der godt nok meget selvtillid inden i den unge mand, den gang.

-Du burde altså skrive et om mig, sagde han og smilede. Fræk som en slagterhund… Og præcis, som jeg husker ham. Bare bedre.

-Osse om mig, mumlede Mads, og stoppede det sidste af durumrullen ind i gabet. Han tørrede grinende dressing af fingrene, og nikkede. Skønne Mads.

-Nå, for pokker. Men, hvad skal det så handle om?

-Jamen, det skal da bare handle om os… Der er da en hel masse at skrive om… Oliver smilede bredt, og jeg lovede, at jeg nok skulle huske dem.

Og kære Mads og Oliver og alle andre unge mennesker. Tak skal I have. Tak fordi, I er med til at give mit arbejde mening, og give mig håb for fremtiden. Jeg har det seneste år været inde i alvorlige overvejelser om min fremtid som lærer, fordi der ærlig talt ikke der er meget, der længere giver mening. I en tid, hvor mine elever tilsyneladende ikke længere har en mening i sig selv, men i stadig stigende grad bliver set som et middel til statslig vækst. Hvor min rolle som lærer bliver reduceret til at piske jer til højere, hurtigere og bedre resultater, er jeg ofte i tvivl om, hvordan jeg som lærer lever op til folkeskolelovens krav om at åbne verden for jer, og give jer alle rum til at finde jeres fødder som borgere i en demokratisk samfund, med alle de forskellige baggrunde og livsopfattelser I har. Der skal være plads til jer alle. Brug for jer alle.

Så tak for den sms, jeg forleden nat fik af en nervøs elev, der skulle til prøve i tysk i 2. g. Og tak for det dyt og vink jeg fik i går, af ham der er blevet så stor, at han har fået kørekort. Og tak til hende, der på vej til fest forleden skreg, -Der går min klasselærer, og kastede sig om halsen på mig, selvom hun er langt over 20 år. Og tak til Oliver og Mads, der gad at bruge lidt af deres fredag eftermiddag på at kigge forbi lærerværelset på deres gamle skole. Jeg tror godt, jeg kan huske, hvorfor jeg er lærer. Midt i al meningsløsheden. Og mon ikke, jeg bare skal holde fast i den mening?

Der går min klasselærer…

Blogindlæg skolenindefra.dk 10 maj 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå at købe ind, inden der kommer alt for mange kunder i butikken. Det er lørdag morgen, og med indkøbssedlen knuget i den ene hånd og en indkøbskurv i den anden pisker jeg gennem den lokale Kvickly. Mælk, a-38 og smør. Videre til køledisken med rækker af kamsteg og medisterpølse, og jeg scanner hurtigt rækkerne af filmindviklet kød for at finde noget, jeg kan fodre familien med i løbet af ugen. På den modsatte side af køledisken står en hærdebred slagter og lægger udskæringer på plads. De rammer disken med målrettede klask.

-Hej Katja…

Jeg bliver revet ud af det alt for komplicerede valg, en køledisk sådan byder på en lørdag morgen, da en ung slagter-lærling netop glider ind ved siden af mig på stille, hvide træsko. En høj, og ualmindelig flot fyr i slagtertøj smiler lidt genert til mig. Og midt i jagten på havregryn og flåede tomater, kan jeg godt se, hvem det er.

Han var den første, jeg lærte navnet på i min første udskolingsklasse. Skoleinspektøren fulgte mig over i klassen, da jeg startede på mit nye arbejde som lærer for en ottende klasse. Han havde forklaret, at klassen var noget forsømt. De havde haft en del lærerskift. Der var også et par stykker af eleverne, der med lidt god vilje kunne beskrives som ”noget urolige”, men ud over det vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. De så søde ud, og jeg var sikkert lige så nervøs, som de var. Midt i klassen, sad en kæk ung mand med kasketten på sned og så ud som om, at han nok skulle sørge for, at min arbejde skulle blive både udfordrende og varieret. Det var Søren.

Jeg fik halvandet år med Søren og hans klassekammerater. Og sikken en tur. Der var gang i dem, da de først tøede op. Søren var ikke glad for at gå i skole. Altså, han mødte godt nok trofast op hver dag, men han brugte meget energi på at forsøge at slippe for at lave noget. Og hvis han kunne sikre sig, at de andre heller ikke kom til at lave noget, så var den hjemme. Vi havde nogle gevaldige konflikter ind i mellem, Søren og jeg. Men et eller andet sted fandt vi hinanden. Og lige så lidt han var interesseret i St. St. Blicher, lige så godt havde han hænderne skruet på, og han var en knag at have med på lejrskole. Han kunne købe ind, lave mad og gøre rent. Og når alle andre var forsvundet ud over stepperne, fordi man ikke gad at feje gulv, så var det Søren der greb kosten. Og lige så irriterende, han kunne være, når han var ved at falde død om i min meget lidt eksperimenterende undervisning, lige så vild nåede jeg at blive med ham, inden han forlod skolen. Med sin afgangsprøve i baglommen.

Vi fik en lille snak, der over køledisken, inden jeg susede videre ud i verden med fingrene fast lukket om indkøbskurvens hank, og pinlige tårer i øjenkrogen.

-Hvem var det? spurgte slagteren på den anden side af køledisken.

-Det var min gamle lærer. Det var hende, der fik mig gennem folkeskolen, svarede knægten højt. Det var det sidste jeg hørte…

Men, det var ikke kun mig. Det var også Søren selv, der fik ham gennem folkeskolen. Og så var det Sørens mor, der trofast bakkede op om mig, når han stiktosset forlod mine timer, fordi vi var røget i totterne på hinanden. Jeg stillede krav, og blev ved med at stille krav, men Sørens mor lod mig stille de krav. Og det var netop det samarbejde, der bar igennem.

For nylig bestod han svendeprøven som slagter. Med et tårnhøjt gennemsnit. Jeg sendte et kort og ønskede ham tillykke og fik en mail tilbage. Han havde adskillige jobtilbud. Og de havde været rigtig glade for ham på hans læreplads. Hvem havde troet det om Søren dengang i 8. klasse? Jo, hans mor og hans klasselærer… Det er det, folkeskolen kan.

Noget om udlicitering og autoritetsproblemer

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. maj 2015

Af Katja Gottlieb www. kagott.dk

-Det er simpelthen ikke i orden, det her… Jeg er små-sur, og de tre piger i gruppen skæver fornærmet til hinanden. Populær er jeg langt fra nu.

Den seneste uge har vi arbejdet med folkedrab, og vi har brugt alle mine 12 lektioner i klassen på at fordybe os i emnet, og det hele skal munde ud i en fremlæggelse. Det er eksamensstof, og grupperne skal sørge for at udarbejde noter om deres emne til hinanden.

En gruppe af drengene har været holdt i kort snor under arbejdet. Det hele ender hurtigt i fjolleri, når de skal arbejde selvstændigt. Det er noget af en mundfuld at differentiere mellem de fagligt mest selvkørende elever, der får rigtig meget ud af at arbejde projektorienteret, og de mest umodne, der slet ikke kan navigere i de frie rammer. Men, drengene har fået lavet noget, måske belært af tidligere smuttere og en skrap lærer. De står og krammer en lidt forkølet planche om Stalin, men de har virkelig taget sig sammen. Klassen roser drengen for at have lavet så meget denne gang. Drengene står stolte og rødkindede og modtager rosen.

Men Anna, Emma og Frida kan ikke fremlægge. De har sådan set hævdet, at de var i gang hele ugen. Jeg har opsøgt dem og vejledt dem i arbejdet. De havde styr på det, sagde de. Jeg kunne godt nok ikke lige se, hvad de havde skrevet i onsdags, for det lå på Emmas computer, som hun havde glemt hjemme. Men, de havde skrevet rigtig meget. Derfor mente de, at de sagtens kunne bruge onsdag eftermiddags fire lektioner på at interviewe folk i gågaden. Noget de fik lov til. Rygtet sagde dog, at de havde været på cafe i stedet. Det konfronterede jeg pigerne med, og de benægtede, selvom de andre piger i klassen kunne fremvise fotos på instagram, der afslørede noget andet.

-Det holder ikke, det her! Jeres klassekammerater har arbejdet hele ugen på at lave et oplæg til jer, og noter I kan bruge, hvis I skal til eksamen. Og I møder op og kan ikke fremlægge bare en lille bitte smule. Det er ikke i orden! Kan I i det mindste ikke lige se på det, og så fremlægge for klassen senere?

Anna ruller med øjnene, og Emma glor surt ud af vinduet. Frida, der trods alt plejer at have et vist ambitionsniveau begynder på en længere forklaring om, at hendes computer var gået ned… Hun gør ikke sætningen færdig. Regel nummer et er, at man sørger for, at alle i gruppen har alle materialer, netop hvis noget skulle gå galt… Hun ved godt selv, at de ikke har lavet noget som helst hele ugen.

-Fint. I laver et oplæg OG noter til klassen klar til på næste mandag. Så har I en hel uge. Og så må I holde oplægget der. Jeg skriver hjem og orienterer jeres forældre. Og så må I fremover ikke bare møde op og lade som ingen ting. Frida nikker. Anna sender Emma et blik, som kan dræbe.

Senere samme eftermiddag sætter jeg mig til tasterne for at skrive hjem til de tre pigers forældre. De vil gerne holdes orienteret, siger de altid. Og det er måske oplagt, at man i hjemmet lige tager en snak om forventningerne til skolegangen hos tre 9. klasses piger, der alle vil videre i gymnasiet.

Men, jeg når ikke så langt. Langt, langt de fleste af de forældre, jeg arbejder sammen med, er suverænt seje forældre. Men, ind i mellem knækker filmen lidt, som i dag; der ligger der en alenlang klage fra Annas far i indbakken. Annas far synes, jeg har været meget urimelig i min behandling af pigernes manglende arbejdsindsats. Især fremhæver han, at det er for dårligt, at jeg har nægtet pigerne at fremlægge. Jeg bliver helt træt. Der ligger også en mail fra min viceinspektør, der oplyser, at Emmas mor har ringet til skolens kontor og beklaget sig over mig. Frida, der godt ved, at den ikke var god, har selvfølgelig ikke ringet hjem.

I dag kan jeg læse på facebook, at en politiker fra Liberal Alliance, beklager sig over, at lærerne  skriver hjem og beder forældrene om at træde i karakter. Det er en udlicitering af lærergerningen, mener han, og tilføjer, at lærere i dag har et autoritetsproblem. Det er jeg ind i mellem enig i. Altså det med autoritetsproblemet. Men, de eneste jeg ind i mellem har autoritetsproblemer med, er de ganske få forældre, der gør deres børn en bjørnetjeneste af dimensioner, ved ikke selv at lade dem stå på mål for deres handlinger.  Jeg kan fint finde ud af at være en autoritet. Hvis jeg får lov. Og så bruger jeg de sidste tre kvarter af min forberedelsestid på at besvare klager, i stedet for at forberede noget undervisning til klassen.

Løb for livet, Thomas…

Blogindlæg skolenindefra.dk 9. marts 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Slap dog af! hylede Mikkel og så forarget på mig. -Det var jo bare for sjov, for fanden! Det gør vi hele tiden..

Jeg så på Thomas, der ikke så ud som om det var spor sjovt at blive klasket hårdt i nakken af en tilfældig forbipasserende klassekammerat, men han sagde ikke noget. Han sænkede bare blikket og fortsatte arbejdet med at analysere den novelle, vi var i gang med. Og mens jeg fik bugseret ”klaskeren” ud på gangen til et foredrag af den slags, hvor jeg også bare kan sige –Slap af! Det er bare for sjov, stod det jeg indtil nu kun havde anet, klart for mig.

Jeg var klar over, at Thomas havde et noget uheldigt skoleforløb bag sig. Jeg havde næsten lige lært ham at kende, men jeg vidste, at han havde gået om. Og havde skiftet skole. Og at det altid havde været svært at gå i skole. Det faglige havde været rigtig svært. Og som om det ikke var nok, var det sociale endnu sværere. Og på trods af, at han var køn og havde et vindende væsen, var han en stor undskyldning for sig selv. Han var så stille, så stille, som drenge i 15-årsalderen ellers sjældent er, og havde tilsyneladende accepteret rollen som klassens prygelknabe.

Han var selvfølgelig ikke ret glad for at komme i skole. Han trivedes ikke. Og hvordan skulle man det, når man var mutters alene. I klassen var der en kultur, hvor de andre drenge havde udviklet en omgangsform, der var særdeles hierakisk. De var grove ved hinanden; både fysisk og verbalt. Og da Thomas var nederst i hakkeordenen, gik det i høj grad ud over ham.

At der var noget riv-rav-ruskende galt i den klasse, skal man ikke være professor i specialpædagogik for at regne ud. Men, samtidig med at vi arbejdede med drengens måde at omgås på, så skulle der skabes en ny fortælling om Thomas. Og hans relationer i klassen skulle styrkes.

Det viste sig, at Thomas var en blændende løber. Ikke bare sådan ”god til at løbe”, men seriøst god til at løbe. Han trænede atletik, og havde fundet et fristed i den lokale klub. Her skovlede han den ene præmie efter den anden ind, når han i weekenderne deltog i stævner rundt om i landet. Og ingen i klassen anede det.

Så vi meldte klassen til en sportsturnering, hvor en af disciplinerne var løb! Umiddelbart var der ikke den store begejstring at spore hos eleverne. Men ved udsigten til at vinde en større pengepræmie til klassekassen, var klassen dog overbevist, og vi mødte op på det lokale stadion iført gummisko og joggingbusker, og hvad ved jeg. Thomas dukkede også op. Han lignede en halv million iført det rigtige udstyr fra top til tå. Og det stramme løbetøj afslørede en særdeles veltrænet ung mand; noget der fik pigerne til at kigge en ekstra gang på den klassekammerat, de havde gået i klasse med i årevis, men tilsyneladende aldrig lagt mærke til.

Konkurrencen gik rædselsfuldt for klassen. Flere kunne slet ikke gennemføre, og selv de seje fodbolddrenge klarede det ikke godt. Den eneste, der kunne løbe ordentligt, var Thomas. Og han gik til stålet, og selvfølgelig fejede han alle konkurrenter af banen. Stille og roligt. Uden at se anstrengt ud. Og i øvrigt uden at hovere. Da vi nåede finalen, stod en hel klasse og skreg på Thomas, og heppede som om de aldrig havde gjort andet. Og han vandt… Selvfølgelig… Thomas havde fået sin nye fortælling.

Jeg kunne ikke selv skabe den nye fortælling om Thomas. Jeg fik hjælp til det. Af Thomas’ forældre, der åbent og ærligt gik ind i et skolehjemsamarbejde med mig. Og af dygtige kolleger, der kunne vejlede mig i arbejdet. Og ikke mindst gennem det, der er noget af det bærende i den danske folkeskole; lærernes evne til at arbejde med relationer. Elever, der trives, lærer. Det er derfor, vi er så fokuserede på at arbejde med relationer. Og det er derfor danske skoleelever generelt er så glade for at gå i skole.

Verdens mest irriterende elev og verdens mest nyuddannede lærer

Blogindlæg skolenindefra.dk 2. februar 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Min karriere som lærer startede på en skole med næsten 80% to-sprogede, på trods af at jeg aldrig havde hørt om dansk som andetsprog på seminariet. Jeg var også blevet lærer i en 1. klasse, på trods af at jeg anede, at mine kompetencer primært lå i udskolingen. Der ud over var jeg blevet udstyret med et grusomt skema, hvor jeg i et helt år løb fra afdeling til afdeling og forsøgte at finde ud af, hvordan man underviste i fag, jeg ikke havde haft, siden jeg selv gik i folkeskole. Børnene og kollegerne var søde; det værste var, at tackle socialsager så tunge, at mit hjerte næsten ikke kunne bære det. Velkommen til folkeskolen.

Min første klasse var en mundfuld. Og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg greb læseindlæringen rigtigt an. Jeg frygtede, at det en dag ville blive afsløret, at jeg tilsyneladende ikke havde lært noget som helst på seminariet. Hvad jeg stillede op med krigs-traumatiserede forældre, var heller ikke lige noget jeg havde forstand på, og i det hele taget var mødet med folkeskolen voldsomt.

Der var en pige i klassen, der var noget så irriterende, syntes jeg. Hun hed Hanin. Hun rendte i rumpen på mig og ville helst stå klinet op ad mig i frikvartererne. Hun forsøgte at konversere med mig, som var hun en gammel dame, og samtidig lavede hun en bjerg af ulykker, løj om det og lavede aldrig sit hjemmearbejde. Og jeg var ved at få pip.

I løbet af det efterår begyndte hun at ringe hjem til mig. Det var i de gode gamle dage, hvor forældrene fik mit nummer, så de kunne ringe i krisetilfælde. Det nummer var på en eller anden måde kommet i Hanins besiddelse, og jeg skal love for, at hun brugte det flittigt. Og en lørdag morgen, hvor jeg havde smidt alt, hvad jeg havde i hænderne for at nå telefonen, nåede jeg min smertegrænse.

-Det er Hanin, pippede en lille stemme i telefonen…

-Du må altså holde op med at ringe, Hanin. Det er lørdag. Og jeg har fri…

-Jamen, jeg kan altså ikke huske, hvaffor nogle sider vi skulle læse? Jeg kunne høre, et barn der græd i baggrunden, og sukkede.

-Er din mor hjemme?

-Neeej, hun kan ikke snakke….

Mandag morgen var jeg helt vildt træt af Hanin, allerede da jeg mødte hende. Hun derimod er helt vildt ivrig for at vise mig noget hun har skrevet i sit hæfte derhjemme i weekenden. Og også at hun har læst de der sider, hun havde for. Og jeg forsøgte at forholde mig til hende, men det var svært at lyde overbevisende positiv.

I spisepausen mødte jeg tilfældigvis talepædagogen. Hun havde tidligere været tilknyttet klassen, og spurgte til, hvordan det gik, og alle mine frustrationer over det her pigebarn, der ikke artede sig, som hun skulle, væltede ud.

-Og jeg kan ikke få hendes mor til at forstå, at børnene ikke skal ringe hjem til læreren, spruttede jeg arrigt.

Hun så på mig…

-Ved du godt, at hendes mor er psykisk syg?

Og i det øjeblik faldt puslespillet på plads for mig. Midt på den lange, brune gang en mandag formiddag. Og talepædagogen fortalte mig om en psykisk syg mor, der var alene med en børneflok, hvoraf Hanin var den ældste. At hun passede sine små søskende og til tider også sin mor. Lavede mad og varmede sutteflasker. Og den lille pige, der også var en gammel dame, gav pludselig mening.

Jeg kom pludselig i tanke om en sætning, jeg kan huske fra en artikel, jeg læste i psykologi på seminariet; det er den voksne, der er den professionelle. Så noget havde jeg da lært på seminariet.

Det blev min indgang til at skabe en ny historie om Hanin; en god historie. Behøver jeg lave en krølle om vigtigheden af at fortælle de gode historier? Både i skolen og om skolen? Vi får ofte den virkelighed, vi selv fortæller…

Tårer og teenagere… Noget om at trives…

Blogindlæg fra skolenindefra.dk 17. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Min 8. klasse er sammen med en af parallelklasserne i gang med projekt om kulturpolitikken i Helsingør Kommune. Drønspændende. Der bliver arbejdet intenst i den lokale billedskoles lokaler. Filmet, malet og skrevet. Og ungerne knokler derudaf.

-Ved du, hvad vi skal på fredag? Pigerne fra min 8. klasse smiler og ser op fra deres arbejde, da jeg går forbi. De er i gang med at bygge en model af Helsingørs tomme værftshaller, som de mener bør indrettes til skøjtehal og aktivitetshus. Et par piger arbejder i andre grupper, men de fleste af klassens ti piger er i fuld sving i samme gruppe. Noget der havde været utænkeligt for et halvt år siden. Karoline sætter et langt stykke malertape fast i håret på Nicoline. De griner.

-Nej, hvad er det, I skal? spørger jeg.

-Vi skal spise sammen…. Og sove sammen… Altså de fleste af os. De ser meget stolte ud. Og en lægger armen om en anden. Det er nogle skønne piger.

-Det lyder godt nok hyggeligt, svarer jeg. Kommer alle?

-Altså, alle kommer og spiser. Men Line og Sofie kan ikke sove der. De skal noget andet. Vi skal være hjemme hos Cecilie.

Jeg er imponeret. Lidt rørt og mægtig stolt af dem. For et halvt år siden var de mere eller mindre uvenner alle sammen. Vejen herhen har været lang, og jeg var ved at give lidt op. For der var hele tiden noget i vejen. Og de var tit kede af det.

Helt galt gik det tidligere i år, da vi skulle på lejrskole. 10 piger skulle dele to bornholmske feriehytter med 4-6 sovepladser. Drengene gik ”drenge-agtigt” til opgaven og mente, at de sagtens selv kunne fordele sig. Det gjorde med matematisk præcision og meget nøgternt.

Jeg havde meddelt pigerne, at jeg nok skulle lave grupperne. Det gjorde de bare alligevel uden om mig, og så var alle mere eller mindre utilfredse. Desuden kan teenagepiger tilsyneladende ikke ligge alene. Næh, men skal ”sove sammen med nogen”, og alle kan ikke sove sammen med den samme, når der er to senge i et værelse.

Der blev grædt og råbt. Og jeg blev skældt ud. Og snakkede, og tørrede tårer, og talte igen. Og jeg nåede både at indkalde en kollega, der er ekspert i at arbejde med relationer og konflikter, og at give en opsang, som mine elever nok ville kalde en skideballe. Men, i hvert fald blev pigerne på et eller andet tidspunkt enten så trætte af at høre på os, eller så inspirerede, at de selv løste, den tilsyneladende uløselige knude. De fordelte sig nok så nydeligt i to huse, og de kom hjem fra Bornholm som de bedste veninder og klassekammerater.

Jeg er selv forældre og ved, hvor frustrerende det er, at have en grædende teenager, der er ekskluderet fra fællesskabet. Det gør så ondt. Og jeg ved godt, hvordan pigerne havde det, når de hele tiden at blev uvenner. Men jeg er også lærer, og jeg ved, at man ikke kan lære noget, hvis man skal bruge sin energi på at navigere i det sociale hver dag, når man møder i skole. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Folkeskoleklassen er for mange af os et af de fælleskab, vi vil have tilbragt længst tid i næstefter vores familie. Og for at få en succesfuld skolegang er vi nødt til at lære at fungere i det fællesskab. Klassen er et lille samfund, hvor vi lærer at begå os, løse vores konflikter og bidrage til hinanden. Intet menneske er jo en ø. Vi skal alle ud på arbejdspladser og i sammenhænge, hvor vores sociale kompetencer er vigtige. Og vi er alle vigtige i det fællesskab, og vi skal alle have lyst til at bidrage. Vi skal have livsmod.

Så sideløbende med alt det fagligt målbare, så skal vi i skolen hver dag sørge for, at eleverne får rum og støtte til at udvikle deres sociale kompetencer og lyst til at deltage i samfundet. Og det arbejde laver vi med glæde ude i klasserne hver dag. Det kan ikke måles direkte i en test, men det er grundlaget for meget af det andet faglige, der finder sted i skolen. Og grundlaget for hele vores samfund.

 

Det Danmark, jeg kender

Blogindlæg skolenindefra.dk 4. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg gjorde det sgu. Jeg sad og surfede nyheder. Hele nyhedssiden var rammet ind af en massiv reklameblok, hvor ordene ”Det Danmark du kender” stædigt blinkede til mig. Fra topfeltet smilede statsministeren, og en lille tekst lokkede med, at man kunne ”afspille filmen”. Jeg vidste godt, hvad det var for en film. Og jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke gad at se den. For jeg havde hørt nytårstalen… Og så trykkede jeg altså alligevel play.

Og jeg ved ikke, om jeg blev så meget klogere på, hvordan statsministerens Danmark ser ud, men jeg tror ikke, vi står i det samme udsigtstårn.

Det Danmark jeg kender, er bygget op gennem mange år. Af mine forfædre; både dem der var her i forvejen, og dem der kom til på et eller andet senere tidspunkt i historien, slog sig ned, blev en del af samfundet og bidrog til det. Og på et tidspunkt kom jeg også til. Lærte, at man skal yde, før man kan nyde, og lærte, at vi har rettigheder og pligter.

Og i det Danmark, jeg kender, kom jeg i skole. Og jeg lærte noget i skolen, men mest af alt lærte jeg, at skolen er for livet. For vores skole ikke er en serviceinstitution, men en kulturbærende institution, som vores samfund er bygget op omkring. Derfor er målbare, faglige resultater ikke det eneste jeg lærte, men dannelse og livsduelighed var vigtige mål i sig selv.

I det Danmark, jeg kender, tog jeg en uddannelse, passede mine studiejobs og fik et arbejde, da tiden kom. Og jeg blev offentligt ansat, meldte mig ind i en fagforening og lærte, at vi i Danmark har en lang tradition for at arbejdsgivere og arbejdstagere indgår overenskomster til gavn for hele arbejdsmarkedet.

Og jeg lærte, at det offentlige og det private samarbejder i en vekselvirkning. At den særegne danske model gør, at vi både har den fleksibilitet, der skal til for at arbejdsgiverne kan afskedige ansatte i perioder med færre jobs, men også den sikkerhed, der gør, at ingen skal gå fra hus og hjem, fordi der i en periode er jobmangel.

Og i det Danmark, jeg kender, regner vi dem, der med Grundvigs ord har ”for modersmålet øre og for fædrelandet ild” for danske, uanset baggrund. Og her fik jeg mine børn, der på papiret er nok så danske, men har intet mindre en fem nationaliteters blod rullende i deres årer. Og de voksede til og kom i skole. I det Danmark, de kender.

I det Danmark, jeg kender, er det folket, der udgør nationen. Er det er os, der trods forskellig baggrund og livsopfattelser, har valgt et demokrati, hvor vi taler os tilrette, og indretter samfundet til mest mulig gavn for alle. I det Danmark jeg kender, er det folket, der er Danmark.

”Jeg vil altid gøre det, jeg tror, er bedst for Danmark,” sagde statsministeren. Og jeg undrede mig, mens reklamen rullede sig ud på skærmen. Og jeg huskede, at vi har en statsminister, der tror, at børn bliver klogere af at være mere sammen med uforberedte lærere. Og jeg undrede mig igen over, at man baserer udviklingen af et samfund på ”synsninger” og ikke på viden. Og jeg lukkede statsministerens valg-reklame ned. Jeg vil ikke give køb på det Danmark, jeg kender. Og jeg tror, vi er mange nok…

Helt vildt normaliseret…

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Nå… Det må da være dejligt at have juleferie allerede?

Det regner, og jeg er helt skæv i betrækket efter en december måned, der indtil videre har været rædsom hektisk.

Tonefaldet er ikke til at tage fejl af, men alligevel tilføjer den meget perifere bekendte, jeg netop har mødt i menneskemylderet i vores lokale indkøbsstrøg her på juleferiens første dag;

-Ja, JEG har altså først ferie fra på tirsdag. Det må være dejligt at have fri. Og så helt til efter nytår. Stemmen har en lidt bitter klang, som trigger et eller andet dybt inde i mig.

Jeg glor efter min knægt, der står på hovedet i en tilbudskasse uden foran matas. Han er ved at finde en gave til sin storesøster, og det skal helst være noget, han kan drille hende med. Bumse-creme, eller sådan noget.

Jeg trækker på skulderen og retter lidt på huen, der er gledet ned i øjnene. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal svare.

-Joooo, mumler jeg, og ved i samme nu lige præcis, hvad det er, det bliver udløst i mig her i den decembergrå gade. Det er forsvarsmekanismer opbygget gennem 15 år som lærer i den danske folkeskole, der går i gang.

Jeg overvejer, at forsvare og forklare mig. Jeg overvejer, at fortælle, at jeg har været på randen af en sygemelding i tre uger nu. At jeg ikke har kunnet sove om aftenen, og at jeg har ondt i maven over, at jeg ikke synes, at jeg slår til på mit job, og at det eneste, der bærer igennem, er gode kolleger, der holder en oppe ved håret, og den energi, man får i mødet med sine elever.

Knægten studerer en tube indgående. Og egentlig vil jeg helst hjem og sove og læse i en bog og drikke te og sove til middag igen. Og jeg ved bare, at jeg ikke gider. Ikke gider forsvare, ikke gider forklare. Og et eller andet sted derinde ulmer en glød.

-Ja, det er godt nok dejligt, svarer jeg, Jeg er jo blevet normaliseret, så det er skønt endelig at kunne holde fri. Det er første gang i alle de år, hvor jeg har været lærer, at jeg ikke skal sidde og rette opgaver i en skoleferie. God jul, når du kommer der til…

Og jeg hanker op i knægten, der åbenbart er nået frem til, at shampoo ikke har den rette underholdningsværdi som gave til storesøster, og vi fortsætter ud i regnvejret sammen.

En dreng og hans helt vildt meget normaliserede mor. Og jeg griner lidt for mig selv. For jeg behøver ikke forsvare eller forklare noget som helst. Jeg har været gennem hele vridemaskinen i alle medier. Nu ved hele verden, at jeg endelig arbejder lige så meget som rigtige mennesker, der har et rigtigt arbejde.

Jeg ved godt, at jeg arbejder meget mindre, end jeg nogen sinde har gjort. Men, det gider jeg slet rode mig ud i nu. Det har jeg haft ondt i maven over alt for længe. Nu har jeg fri. Og det vil jeg have sammen med min familie. En god og fredfyldt jul venter. For jeg er helt vildt normaliseret.

Må vi præsentere… “Den dybe tallerken”

Blogindlæg skolenindefra.dk 10. december 2014

-Ja, det kan godt være, at du ikke kan gøre som du plejer. Men, det er jo fordi at skolereformen lægger op til nye måder at gøre tingene på…

Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt irriteret. Det er jo altid rart, at få at vide, at man skal gøre noget andet, end man gør. Især når ordene kommer fra en, hvis eneste kvalifikation i forhold til at udtale sig om mit arbejde som udskolingslærer er, at han har to børn i indskolingsalderen. Det gør ham selvfølgelig til ekspert på området. Og jo tak, jeg ved godt, hvad reformen lægger op til.

Jeg fortryder en lille smule, at jeg hoppede på at forklare en ”ikke-lærer” om udfordringerne ved at passe sit arbejde som lærer, når man ikke længere har tid nok. Alligevel tager jeg tyren ved hornene:

-Nå, hvad er det så jeg kan gøre anderledes? spørger jeg, i håbet om at han godt selv kan høre, at han fatter nada.

-Videndeling! svarer han uden at blinke.

-Videndeling?

-Ja, videndeling! I lærere kan jo bare dele hinandens arbejde. Det kan være, at der er en af dine kolleger, der har læst den der roman, du skal arbejde med. Så kan hun jo forklare dig, hvad den handler om, og så kan du overtage hendes forberedelse! Han ser ud som om han har opfundet den dybe tallerken. Jeg ser formentlig ud som om, han netop er trådt ud af en flyvende tallerken.

Jeg synes faktisk, at han er ret intelligent, ham jeg sidder i samtale med. Det gør jeg. Og jeg kan også godt lide ham. Det kan jeg. Men gad vide, hvor meget han overtager af kollegers forberedelse, når han står i sit firma og holder oplæg for direktionen? Gad vide, om man bare sådan lige kan lire de andres arbejde af? Gad vide, om han ikke bare lige skal læse det igennem? Gad vide, om han ikke lige skal lidt dybere ind i området, så han kan svare på spørgsmål? Gad vide, om han slet ikke lige overvejer, hvem det er, han holder oplægget for? Og om der ikke er forskellige måder at gribe tingene an på, afhængigt af, hvad han vil opnå med arbejdet?

Jeg ved det ikke. Men, jeg ved, at selvom min fantasifulde hjerne måske kunne have en ide om, at han det meste af dagen sidder på sin røv foran en computer, og flytter bunker rundt, svarer på mails og sikkert bæller kaffe og laver ikke noget, så kunne jeg aldrig, aldrig drømme om at fortælle ham, hvordan han skal udføre sit arbejde. Af den simple grund, at jeg ikke har forstand på det.

Faktum er, at videndeling er en god ting. Det har vi sgu da gjort i årevis. Nu kan vi bare ikke gøre det, fordi vi kun har tid til nødtørftigt at forberede vores timer, og måske rette en enkelt opgave hist og her, hvis det går højt. Men, at sætte sig ned med mine kolleger og videndele; det har jeg ikke gjort i år.

Så, min i øvrigt begavede bekendte har ret i, at folkeskolereformen lægger op til at gøre tingene på nye måder. Det er i og for sig ok. Men, intet er som det plejer, og man har dertil ændret mine arbejdsforhold så radikalt, at noget tilsvarende formentligt aldrig ville finde sted i en privat virksomhed. For, jeg har i årevis udført eet stykke arbejde, og haft frie hænder til at bruge den tid, arbejdet tager. Nu skal jeg udføre et andet arbejde, og ingen har fortalt mig hvordan, jeg skal gøre. Samtidig har jeg ikke tid til at sætte mig ind i hvordan, fordi min arbejdstid er indskrænket. Så videndeling? Jo, tak… Kan jeg få noget tid til det?