At ville noget med nogen…

Blogindlæg skolenindefra.dk 11. juni 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Folkeskolen? Den har jo spillet fuldstændig fallit, udbrød damen over for mig på et tidspunkt mellem forretten og hovedretten. Lakseriletten havde været fin, og det var da altid noget, at jeg havde fået spist den i fred. Det er altid det samme. Man er til en sammenkomst med alt for mange mennesker. Snakken går, og på et eller andet tidpunkt er der en eller anden der spørger: Hvad laver du så? Og de ser altid slemt skuffede ud, når jeg svarer. Men, jeg var da færdig med min mad nu, og forklarede pænt at jeg var lærer.

Jeg havde fanget, at hun var noget ret smart. Det var noget, der hed noget på engelsk. Og det lød som noget med penge. Og jeg havde hørt, om hendes nye bil, og at hende og kæresten lige havde været på ferie. Det var fint nok. Og det var ikke for at ødelægge den gode stemning, at jeg sagde, jeg var lærer.

-Der foregår jo ikke rigtig noget i skolen. Ta nu mig… Dengang jeg gik i skole, var det sådan noget eksperimenterende hippie-noget, fortsatte hun, og fyren ved siden af grinede indforstået.

-Vi rendte bare rundt uden for i et indianertelt og lavede bål hele tiden. Og så skulle vi forestille at lære noget? Hun greb sit vinglas, og svingede det rundt på en meget elegant måde, og smilede til mig.

-Det er jo helt vildt, at jeg har klaret det så godt, som jeg har, fortsatte hun og henviste formentlig til den der nye Fiat Viagra, der stod i min venindes indkørsel ved siden af min noget bedagede Ford Focus. Jeg nikkede… Det er fint nok…

-Og ta nu mine klassekammerater. De fleste har bare gjort det godt. Alle har en videregående uddannelse, og de fleste af os har topstillinger i det private. Det fatter man jo ikke, med den skolegang… Hun satte læberne til glasset, og fyren ved siden af nikkede bekræftende og så spændt på mig. Og det var heller ikke for at ødelægge den gode stemning, men jeg kunne ikke dy mig:

-Har du overvejet, at det kan være, at I har alle de topstillinger, NETOP fordi I har modtaget en eksperimenterende undervisning af nogle lærere, der ville noget pædagogisk med jer? Hvem ved, hvad vi skal have til hovedret? Det dufter godt…

-Perlehøne, fnisede min venindes mand og begyndte at skænke vin, og han reddede således damen fra min skarpe tunge. Og om hun nogen sinde vil forstå, det er jeg ikke sikker på.

Men, hvor er hun heldig, at hun gik i en skole, hvor lærerne havde mulighed for at udvikle den pædagogiske praksis, prøve sig frem og lave undervisning, der gav børnene lyst til at lære, gjorde dem nysgerrige og videbegærlige. Hvor er hun heldig, at hun gik på en skole, hvor skolelederne og lærerne havde friheden til at indrette skoledagen, så den gav mest mening for eleverne. Og hvor er vi heldige, at os, der nu går på arbejde, har gået i en skole, hvor nogen havde mulighed for at ville noget med os. Mon de fremtidige generationer, bliver lige så dygtige og videbegærlige som damen fra indianerteltet?

Der går min klasselærer…

Blogindlæg skolenindefra.dk 10 maj 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå at købe ind, inden der kommer alt for mange kunder i butikken. Det er lørdag morgen, og med indkøbssedlen knuget i den ene hånd og en indkøbskurv i den anden pisker jeg gennem den lokale Kvickly. Mælk, a-38 og smør. Videre til køledisken med rækker af kamsteg og medisterpølse, og jeg scanner hurtigt rækkerne af filmindviklet kød for at finde noget, jeg kan fodre familien med i løbet af ugen. På den modsatte side af køledisken står en hærdebred slagter og lægger udskæringer på plads. De rammer disken med målrettede klask.

-Hej Katja…

Jeg bliver revet ud af det alt for komplicerede valg, en køledisk sådan byder på en lørdag morgen, da en ung slagter-lærling netop glider ind ved siden af mig på stille, hvide træsko. En høj, og ualmindelig flot fyr i slagtertøj smiler lidt genert til mig. Og midt i jagten på havregryn og flåede tomater, kan jeg godt se, hvem det er.

Han var den første, jeg lærte navnet på i min første udskolingsklasse. Skoleinspektøren fulgte mig over i klassen, da jeg startede på mit nye arbejde som lærer for en ottende klasse. Han havde forklaret, at klassen var noget forsømt. De havde haft en del lærerskift. Der var også et par stykker af eleverne, der med lidt god vilje kunne beskrives som ”noget urolige”, men ud over det vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. De så søde ud, og jeg var sikkert lige så nervøs, som de var. Midt i klassen, sad en kæk ung mand med kasketten på sned og så ud som om, at han nok skulle sørge for, at min arbejde skulle blive både udfordrende og varieret. Det var Søren.

Jeg fik halvandet år med Søren og hans klassekammerater. Og sikken en tur. Der var gang i dem, da de først tøede op. Søren var ikke glad for at gå i skole. Altså, han mødte godt nok trofast op hver dag, men han brugte meget energi på at forsøge at slippe for at lave noget. Og hvis han kunne sikre sig, at de andre heller ikke kom til at lave noget, så var den hjemme. Vi havde nogle gevaldige konflikter ind i mellem, Søren og jeg. Men et eller andet sted fandt vi hinanden. Og lige så lidt han var interesseret i St. St. Blicher, lige så godt havde han hænderne skruet på, og han var en knag at have med på lejrskole. Han kunne købe ind, lave mad og gøre rent. Og når alle andre var forsvundet ud over stepperne, fordi man ikke gad at feje gulv, så var det Søren der greb kosten. Og lige så irriterende, han kunne være, når han var ved at falde død om i min meget lidt eksperimenterende undervisning, lige så vild nåede jeg at blive med ham, inden han forlod skolen. Med sin afgangsprøve i baglommen.

Vi fik en lille snak, der over køledisken, inden jeg susede videre ud i verden med fingrene fast lukket om indkøbskurvens hank, og pinlige tårer i øjenkrogen.

-Hvem var det? spurgte slagteren på den anden side af køledisken.

-Det var min gamle lærer. Det var hende, der fik mig gennem folkeskolen, svarede knægten højt. Det var det sidste jeg hørte…

Men, det var ikke kun mig. Det var også Søren selv, der fik ham gennem folkeskolen. Og så var det Sørens mor, der trofast bakkede op om mig, når han stiktosset forlod mine timer, fordi vi var røget i totterne på hinanden. Jeg stillede krav, og blev ved med at stille krav, men Sørens mor lod mig stille de krav. Og det var netop det samarbejde, der bar igennem.

For nylig bestod han svendeprøven som slagter. Med et tårnhøjt gennemsnit. Jeg sendte et kort og ønskede ham tillykke og fik en mail tilbage. Han havde adskillige jobtilbud. Og de havde været rigtig glade for ham på hans læreplads. Hvem havde troet det om Søren dengang i 8. klasse? Jo, hans mor og hans klasselærer… Det er det, folkeskolen kan.

Noget om udlicitering og autoritetsproblemer

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. maj 2015

Af Katja Gottlieb www. kagott.dk

-Det er simpelthen ikke i orden, det her… Jeg er små-sur, og de tre piger i gruppen skæver fornærmet til hinanden. Populær er jeg langt fra nu.

Den seneste uge har vi arbejdet med folkedrab, og vi har brugt alle mine 12 lektioner i klassen på at fordybe os i emnet, og det hele skal munde ud i en fremlæggelse. Det er eksamensstof, og grupperne skal sørge for at udarbejde noter om deres emne til hinanden.

En gruppe af drengene har været holdt i kort snor under arbejdet. Det hele ender hurtigt i fjolleri, når de skal arbejde selvstændigt. Det er noget af en mundfuld at differentiere mellem de fagligt mest selvkørende elever, der får rigtig meget ud af at arbejde projektorienteret, og de mest umodne, der slet ikke kan navigere i de frie rammer. Men, drengene har fået lavet noget, måske belært af tidligere smuttere og en skrap lærer. De står og krammer en lidt forkølet planche om Stalin, men de har virkelig taget sig sammen. Klassen roser drengen for at have lavet så meget denne gang. Drengene står stolte og rødkindede og modtager rosen.

Men Anna, Emma og Frida kan ikke fremlægge. De har sådan set hævdet, at de var i gang hele ugen. Jeg har opsøgt dem og vejledt dem i arbejdet. De havde styr på det, sagde de. Jeg kunne godt nok ikke lige se, hvad de havde skrevet i onsdags, for det lå på Emmas computer, som hun havde glemt hjemme. Men, de havde skrevet rigtig meget. Derfor mente de, at de sagtens kunne bruge onsdag eftermiddags fire lektioner på at interviewe folk i gågaden. Noget de fik lov til. Rygtet sagde dog, at de havde været på cafe i stedet. Det konfronterede jeg pigerne med, og de benægtede, selvom de andre piger i klassen kunne fremvise fotos på instagram, der afslørede noget andet.

-Det holder ikke, det her! Jeres klassekammerater har arbejdet hele ugen på at lave et oplæg til jer, og noter I kan bruge, hvis I skal til eksamen. Og I møder op og kan ikke fremlægge bare en lille bitte smule. Det er ikke i orden! Kan I i det mindste ikke lige se på det, og så fremlægge for klassen senere?

Anna ruller med øjnene, og Emma glor surt ud af vinduet. Frida, der trods alt plejer at have et vist ambitionsniveau begynder på en længere forklaring om, at hendes computer var gået ned… Hun gør ikke sætningen færdig. Regel nummer et er, at man sørger for, at alle i gruppen har alle materialer, netop hvis noget skulle gå galt… Hun ved godt selv, at de ikke har lavet noget som helst hele ugen.

-Fint. I laver et oplæg OG noter til klassen klar til på næste mandag. Så har I en hel uge. Og så må I holde oplægget der. Jeg skriver hjem og orienterer jeres forældre. Og så må I fremover ikke bare møde op og lade som ingen ting. Frida nikker. Anna sender Emma et blik, som kan dræbe.

Senere samme eftermiddag sætter jeg mig til tasterne for at skrive hjem til de tre pigers forældre. De vil gerne holdes orienteret, siger de altid. Og det er måske oplagt, at man i hjemmet lige tager en snak om forventningerne til skolegangen hos tre 9. klasses piger, der alle vil videre i gymnasiet.

Men, jeg når ikke så langt. Langt, langt de fleste af de forældre, jeg arbejder sammen med, er suverænt seje forældre. Men, ind i mellem knækker filmen lidt, som i dag; der ligger der en alenlang klage fra Annas far i indbakken. Annas far synes, jeg har været meget urimelig i min behandling af pigernes manglende arbejdsindsats. Især fremhæver han, at det er for dårligt, at jeg har nægtet pigerne at fremlægge. Jeg bliver helt træt. Der ligger også en mail fra min viceinspektør, der oplyser, at Emmas mor har ringet til skolens kontor og beklaget sig over mig. Frida, der godt ved, at den ikke var god, har selvfølgelig ikke ringet hjem.

I dag kan jeg læse på facebook, at en politiker fra Liberal Alliance, beklager sig over, at lærerne  skriver hjem og beder forældrene om at træde i karakter. Det er en udlicitering af lærergerningen, mener han, og tilføjer, at lærere i dag har et autoritetsproblem. Det er jeg ind i mellem enig i. Altså det med autoritetsproblemet. Men, de eneste jeg ind i mellem har autoritetsproblemer med, er de ganske få forældre, der gør deres børn en bjørnetjeneste af dimensioner, ved ikke selv at lade dem stå på mål for deres handlinger.  Jeg kan fint finde ud af at være en autoritet. Hvis jeg får lov. Og så bruger jeg de sidste tre kvarter af min forberedelsestid på at besvare klager, i stedet for at forberede noget undervisning til klassen.

Gu’ ka’ du så, Sille…

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. april 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jamen, jeg har altså ikke lavet det… Sille ser opgivende på mig og nulrer lidt med hjørnet af bogen. Så kigger hun ned i bordet. Læreren er tydligt ikke tilfreds.

Jeg er på vej rundt ved bordene for at tjekke, at alle har lavet dagens hjemmeopgaver. Vildt old-school. Og så alligevel. Jeg har af forskellige skema-tekniske årsager vundet en 7. klasse i engelsk. Min eneste kvalifikation er, at jeg har dem til en hel masse andre fag, og at jeg er god til at tale engelsk. Det skal jeg hilse og sige er en start, men bestemt ikke en holdbar løsning.

De driller mig på lærerværelset med at min undervisning er retro, hvad den også er, fordi min eneste reference er min egen hedengangne engelskundervisning, og jeg driver rovdrift på engelsk-kollegerne, fordi jeg simpelthen ikke har didaktikken på plads. Så ja, min undervisning er old-school.

Men, at Sille ikke har lavet opgaverne, er bare ikke ok.

-Hvorfor har du ikke lavet det? Jeg glor på den blanke side, der er så frisk og ny, som da bogen forlod trykkeriet. IGEN… Der har ikke været skrevet så meget som et ord. IGEN.

Jeg ved godt, at Sille har det svært fagligt. Især i engelsk. Og i matematik… Og faktisk også i nogle andre fag. Men alligevel. Retro-læreren har delt klassen op i to hold, fordi niveauet er så forskellig i klassen. Og de kører med to forskellige ugeplaner, og opgaven, jeg havde stillet, var ikke urealistisk.

-Jamen, jeg har prøvet… forsøger Sille, men trækker så på skulderen…

-Ved du hvad? Jeg kan simpelthen ikke se, at du har prøvet. Du har ikke skrevet så meget som et bogstav. Du har ikke givet mig noget som helst at arbejde med… Hvad pokker skal vi gøre ved det? Hvordan skal du blive bedre?

-Jamen, jeg duer jo ikke til det?

-Hvorfor ikke? Er du dummere end alle de andre her i klassen?

Hun kigger rundt, og ser undskyldende på mig…

-Næææææh…

Jeg er ikke i tvivl om, at Sille har haft bogen oppe af tasken. Hun har stensikkert også kigget på siden. Men, så har modet svigtet, for hun ved allerede med sig selv, inden hun går i gang, at hun nok ikke kan. Og så er det, at man hører lidt Justin Bieber, går lidt på facebook og kigger lidt på siden igen… Og så ryger bogen ned i tasken. For Sille ved, at Sille ikke kan. Og det er dér vi starter.

-Nu får du lavet den side. Du sætter et ur på 20 minutter. Og så når du det, du kan! Jeg er ligeglad med, hvor mange fejl der er, men jeg KAN IKKE HJÆLPE DIG, hvis du kommer med blanke sider hver gang… det holder simpelthen ikke.

Sille ser vildt fornærmet ud. Og jeg føler mig rigtig væmmelig og upopulær, og jeg spekulerer på, om hun lige om lidt ringer hjem og siger, at jeg har været ond ved hende. Det kan hun godt finde på. Heldigvis har hun nogle kanon-seje forældre, der støtter op om mit arbejde. Det gør det noget nemmere, at være læreren fra helvede.

Men, hvis jeg ikke har forventninger til Sille, hvis jeg giver hende ret i, at det er synd for hende, giver hende ret i, at det hele er for svært, så kommer Sille ingen steder fagligt. Så kan vi gå i ring de næste tre år. Der skal stilles krav. Det har Sille krav på.

I år har Sille fået en rigtig engelsklærer. Af den hårde slags. Og forleden kom hun op på lærerværelset i spisepausen. Hun stod i et hjørne og forsøgte at få øjenkontakt med mig, indtil jeg vinkede hende hen til bordet.

-Hvasså, Sille?

-Jeg har lige fremlagt i engelsk, siger hun stolt og kniber munden sammen… Det er mig der skal spørge nu…

-Nåååå… Gik det ligesom sidste år, hvor du nægtede? spørger jeg og blinker til hende. Jeg ved godt, at der er noget under opsejling.

-JEG FIK SYV! buser det ud af hende… Og jeg kunne godt, foran alle sammen…

– Fantastisk, tillykke… Gu ku’ du så, Sille…

1. april -Hver dag…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. april 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg hoppede kun på en enkelt aprilsnar her til morgen. Den var så god, at jeg gerne ville tro på den. En hyggelig bekendt havde tilsyneladende fået job i Edinburgh… Og jeg blev helt misundelig et øjeblik, da jeg mærkede eventyrets vingesus, og så følte jeg mig så tilpas dum, som man nu gør, når man er hoppet på en aprilsnar. Bagefter sad min kæreste og jeg og drak morgenkaffe og grinede af de forskellige tossede overskrifter, som dagen bød på.

”Borgerservice i København søger en efterretningsagent, var det ikke noget?” foreslog han…

Og nationalmuseet var tilsyneladende i gang med at bekæmpe et EU-direktiv om afskaffelse af vikingetiden. Sjovt.

”Hvad tror du Folkeskolen, har fundet på?”

Han navigerede hurtigt over på vores fagblad hjemmeside, og så sad vi der og gloede på Folkeskolens hjemmeside… Skuffede. Tilsyneladende ikke nogen aprilsnar.

”Kan det være den her?” spurgte han så, og pegede på en overskrift, der bekendtgjorde, at undervisningsministeren nu puslede med ideer om, at der skulle indføres tysk fra 0. klasse. Jeg trak lidt på det. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Det lød tilpas tosset. Men, på den anden side; det er der faktisk ret meget der gør, når man arbejder i folkeskolen.

Fx lød det helt åndsvagt, den gang de politiske partier opfandt et nyt fag, der tilsyneladende ikke var fag, men skulle hedde understøttende undervisning. Hvad det fag dækkede over, var der ingen der vidste, og de forslag, man blev præsenteret for, gjorde langt de fleste lærere i forvejen. Altså bare i den almindelige undervisning. Og så var tanken endda, at man kunne sætte en, der ikke havde været til stede i den pågældende undervisning, til at understøtte den undervisning, på en ny og kreativ måde… Det er da lige til en aprilsnar.

Og hvad med den syndflod af test og prøver, der er skyllet ind over skolen alene de seneste år? Bliver grise tungere af at blive vejet? Ikke så vidt jeg ved. Og hvordan reagerer danske skoleelever så på at blive testet hele tiden? Jo, fx som et par af drengene i min klasse, der var ved at omkomme af grin under en trivselstest. Da adspurgt om, hvad det morsomme var, lød svaret: ”Nu har vi svaret, at du mobber os!”. Og vi siger tak for test og prøver til anarkistiske danske unger. Det er da også lige til en aprilsnar, konstant at teste børn, der har lært at tænke selv fra de var små.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de forslag, der vælter ud om, at skolen skal undervise i alt fra lystfiskeri til porno. Det har jeg allerede skrevet et blog-indlæg om, så i stedet vil jeg runde af med, at folkeskoleloven fra 2001 til 2010 blev ændret 28 gange. Hvor mange ændringer, der har fundet sted fra 2010 til i dag, kan jeg kun gisne om. Faktum er, at folkeskolen har mere brug for arbejdsro end nogen siden. Folkeskolen skal udvikle sig, men det ville være på sin plads, at man satte en langsigtet plan, og man så stod sammen om den plan, på tværs af partiskel og på trods af skiftende regeringer. Og hvis man så satte nogle folk med indsigt i skoleområdet til at udforme den plan, så kan det være, at det ligefrem gav mening, det vi foretog os i den danske folkeskole.

I hvert fald ville en overskrift som:

Folketingets partier er blevet enige om, at stå sammen om folkeskolen.

En kreds af fagfolk er udpeget til at lave en langsigtet plan. Folkeskolen får arbejdsro.

desværre nok blive betragtet som en aprilsnar af de fleste lærere.