I seng med Thomas Mann

Blogindlæg skolenindefra.dk 7. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg har et problem. Jeg har bestilt en roman, som vi skal læse i min 8. klasse efter jul. Det er en ret ny roman, og den har fået fine anmeldelser. Og det er vigtigt, det der med at læse nyere ungdomslitteratur, så i og for sig er det fint nok. Mit problem er bare, at jeg ikke har læst romanen.

Jeg har læst mange romaner i mit liv. En del har fundet vej til min undervisning, og en del ender også som hovedværker, når jeg skal til afgangsprøve med mine klasser. De fleste af de romaner, jeg har læst, er aldrig kommet så langt.

En roman skal have en vis lødighed for at kunne bruges i undervisningen. Jeg skal kunne tænke den ind i et forfatterskab, eller i det mindste et tema. Eller bare kunne finde en paralleltekst, som eleven har mulighed for at få noget ud af til en afgangsprøve. Derfor er det ikke alle romaner, der når så langt som til at kunne bruges i undervisningen.

Bevares, hvad der nu galt med ”Zappa”, spørger du måske? Jaaaa… Det er ikke fordi, der er så meget galt med ”Zappa”. Eller ”Det Forsømte Forår” for den sags skyld. Der er bare det, at vi også skal læse nyere ungdomslitteratur i skolen.

Og det er altså det, jeg har tænkt mig. Lige bortset fra, at jeg altså ikke har fået læst den der roman, som jeg har bestilt hjem. I gamle dage, altså før jeg blev ramt af lov 409 og krav om, at jeg skulle spendere hele min amputerede arbejdstid på skolens matrikel, havde jeg aldrig bestilt en roman hjem i klassesæt, uden at have læst den. Og uden at have udarbejdet arbejdsopgaver til den.

Det blev jeg så nødt til nu, og jeg så min skolebibliotekar dybt i øjnene, da hun sagde, at den var god, og at der var en masse at arbejde med. Og så bestilte jeg den. Og tænkte, at jeg måske fik tid til at læse den… inden jul… Eller noget…

Og inden min forberedelsestid krympede i politikernes kogevask, så arbejdede jeg bare. Hele tiden nærmest. Det flød lidt sammen, hvad der var arbejde, og hvad der var fritid. Og det sidste, jeg gjorde søndag aften, var at tjekke intra for beskeder, så jeg var klar til mandag morgen. Og bagefter kunne jeg da godt finde på at tage en ungdomsroman med i seng. Det var jo næsten ikke arbejde…

Men nu, hvor jeg hører vendinger som; ”Du er normaliseret” og ”Du skal ligne alle andre faggrupper”, har man, ved at få mit arbejde til at lige en industriarbejder fra 50’ernes virkelighed, med eet snuptag fjernet hele mit professionelle råderum, og så er det ikke det, jeg gør. I aftes tog jeg Thomas Mann med i seng. Noget, der på ingen måde kan bruges i skolen. Og det er dejligt at læse Thomas Mann. Og aldrig har jeg haft så meget fritid til at strikke og læse og støvsuge og skrive blogindlæg, og tænk, jeg anede ikke, at man kunne have så meget fritid.

Men, jeg har altså et problem. For jeg når ikke at læse den roman, inden den ligger der efter jul. Ikke hvis jeg skal gøre det i min arbejdstid, siddende ret op og ned ved mit nye hæve-sænkebord i udskolingens næsten færdige kontorlandskab. Og hvordan underviser man i en roman, man ikke har læst? Aner det ikke? Måske kan jeg nå at bestille ”Zappa” hjem alligevel? 1977 er alligevel ikke længe siden…

 

“Du ligner heller ikke en revisor…”

Blogindlæg skolenindefra.dk 30. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg sad en sen fredag eftermiddag i en stor, rød sofa og ventede på min datter. Hun var til ballet. Og så sidder man der. Nogle gange kan man sms’e, andre gange falder man i snak. Det her viste sig at være en af de sidste slags dage.

En mor kom hen og satte sig i sofaen ved siden af mig. Hun sukkede og kom med en kommentar om, hvor hektisk det kan være at nå det hele i en børnefamilie. Jeg havde ikke mødt hende før, men hun var nem at snakke med, og fortalte om løst og fast. Bl.a. om sit arbejde. Hun var revisor. På et tidspunkt i løbet af samtalen fiskede hun forsigtigt efter min bestilling.

-Jeg er lærer…

-Lærer? Hendes blik flakkede et øjeblik.

-Ja. Skolelærer, uddybede jeg venligt, selvom det sjældent er nødvendigt.

-Nå… Du ser ellers så nydelig ud, svarede hun prompte, men så var det, det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt.

-Jeg mener… Du ligner ikke en lærer… Hun bed sig i læben, og så undskyldende på mig.

-Jeg synes heller ikke, du ligner en revisor, svarede jeg lidt forfjamsket, og vi tilbragte de næste tre kvarter med at tale om hendes datters skolegang. Det var ok…

Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Og jeg er faktisk stolt af det, jeg laver. Jeg arbejder ikke som lærer. Jeg er lærer. Og efterhånden råber jeg det gerne ud til alle verdenshjørner! JEG ER LÆRER!

Det er mig, der hver dag tilbringer rigtig mange timer med andre folks børn. Det er mig, der hver dag tager livtag med de teenagere, I ind imellem har billigt til salg der hjemme. De børn, der skal diskutere alt. Og forhandle om alt. Mig, der tager kampen, med dem, der ikke er vant til at indgå i fællesskaber, og det er mig, der skaber rum til de stille børn, der skal have hjælp til at blive foldet ud. Og mig, der også skal nå dem, der faktisk godt kan spillereglerne og pænt sidder og venter på, at sidemanden kommer ned fra gardinerne og måske får lyst til at deltage.

Det er mig, der prædiker mod, opmuntring og tro på sig selv. Mig, der tørrer tårer, når bedste-veninden er skredet, eller forældrene ikke forstår en. Mig, der brænder for litteraturen, har styr på Cubakrisen og Christian d. 4. Mig, der tager politiske og etiske diskussioner med 25 børn ad gangen. Det er mig, der lader en 15-årig sætte kommaer i sin egen tekst igen og igen og igen, til han har fattet systemet. Og mig, der ikke engang synes, at det er synd for ham. Det er mig. Og alle mine kolleger, der gør præcis det samme. Hver evig eneste dag, på hver evig eneste folkeskole rundt omkring.

Men, der er også mig, der tilhører en faggruppe, det er legalt offentligt at gøre nar af. Mig, der har en stilling, som mange mener, er verdens bedst betalte halvdagsjob, dog uden at have anden referenceramme end sin egen hedengangne skolegang. Det er mig, der tilsyneladende burde gå med fjällräv og fodformede fløjlsbukser, og tilbringe det meste af dagen med at æde wienerbrød, siddende på min røv på lærerværelset.

Måske er det på tide at aflive folkeskolelærer-myten, der lever i bedste velgående i det medieskabte billede af den samlede lærerstand. Han findes i hvert fald ikke på virkelighedens lærerværelser. Og ved nærmere eftertanke ligner jeg faktisk en lærer… Hvad ligner du?

En “LORTE STIL” og en pisaundersøgelse

Blogindlæg skolenindefra.dk 26. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

En dag holdt Nikolaj simpelthen op med at komme i skole. Det var startet med lidt fravær. Og så lidt mere fravær. Og til sidst blev han altså bare væk. Han var en stille dreng, men også en på mange måder tænksom og moden dreng. Skolen havde aldrig rigtig haft førsteprioritet for ham, det var jeg klar over, men at han ligefrem at blev væk, undrede mig.

Han havde i starten af 7. klasse meddelt, at han i fremtiden så sig selv på gymnasiet. Jeg så på ham, og så en dreng, med et godt hoved, men med utrolige mængder arbejde foran sig, inden han var klar til det. Og jeg var ikke helt sikker på, at han var klar over, hvor stort et arbejde, der ventede.

Da hans stol havde stået tom i et par dage, ringede jeg igen til hans mor. Det der var startet med uoverskueligt skolearbejde, var for Nikolaj kulmineret med, at hans far havde forladt familien. Det hele ramlede sammen på én gang.

Det blev en lang vej tilbage. Vi holdt mange møder, både med Nikolaj, hans mor og uddannelsesvejlederen. Men, klart stod det, at skolen pt. var helt uoverskuelig for ham. Vi lavede en ordning, hvor Nikolaj kom i praktik et par dage om ugen, og skulle gå i skole de andre. Det var op ad bakke. Og det var ikke nemt for ham at følge med i de øvrige timer. Men, pludselig en dag lå der en stil i min indbakke på intra.

”Min LORTE STIL” stod der i emnefeltet. Og så ikke mere. Men vedhæftet var en stil, der var afleveret til tiden, og rigtig velskrevet. Den bar godt nok lidt præg af, at Nikolaj ikke havde deltaget i undervisningen. Der manglede afsnit, og sammensatte navneord havde han vist også misset lidt ud på… Men han skrev rigtig godt og vedkommende, og jeg gav ham et forsigtigt 7-tal.

Han gloede vantro på karakteren, da jeg returnerede de rettede stile. –Hvorfor har jeg fået syv? spurgte han. –Fordi din stil var til et 7-tal, svarede jeg, og forberedte mig på den brok, der tit følger med karakteren 7. Men Nikolaj smilede og hviskede ”yes”. Og fra den dag stod hans stol ikke længere tom.

Bevares, han kom for sent ind i mellem… eller ofte… Og sur var han. På sig selv, når det skete. Men han kom. Og han lavede sine ting. For det meste til tiden. Og da gik ind i det sidste halvår af 9. klasse tog Nikolaj selv initiativ til en snak om alle sine faglige huller.

Vi sad ind i mellem efter skole og arbejdede intensivt med en slags faglig førstehjælp. Og tit skrev han på facebook, når han skulle have hjælp med noget; han ville. Til afgangsprøverne klarede Nikolaj sig flottere, end både han og jeg nogen sinde havde turdet håbe på.

I foråret fik jeg en mail fra ham. Han var blevet optaget på gymnasiet. Og jeg kunne mærke, at jeg simpelthen blev så stolt af ham. Ikke fordi, han var kommet på gymnasiet, men fordi han var lykkedes med det, han ville.

Og for mig er mit møde med Nikolaj et af de møder, der betyder rigtig meget for mig i min lærergerning. Det er værdifuldt. Jeg tænker tit på ham, og jeg bliver glad, når jeg møder ham. Men, jeg spekulerer på, hvordan pokker det, der skete i Nikolajs og mit møde, nogensinde kan aflæses i en pisa-undersøgelse?