Sidste nyt fra ostefabrikken!

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

I sommerferien mellem 8. og 9. klasse stod jeg på en ostefabrik. Jeg stod hele dagen, hele sommerferien og proppede skivet ost i bakker. Osten blev skåret i skiver og løb ud på et rullebånd. Ved siden af rullebåndet stod jeg og en anden forvirret teenager iført kittel og hårnet og fangede blokkene af skivet ost. Og så puttede vi dem ned i nogle plastikbakker, der fortsatte ind i en maskine, der forseglede pakkerne.

Det var virkelig kedeligt. En gang kastede vi ost efter hinanden i en pause, hvor det voksne personale var gået til frokost. Det ost, vi havde kastet med, smed vi efterfølgende op i en plastik-container, hvor alle de skæve stykker havnede. Det blev der lavet revet ost af. Det havde ingen ondt af, mente vi. Og det blev aldrig opdaget.

Det var kedeligt arbejde, men ikke desto mindre var jeg helt vild i varmen for at få mit første arbejde. Og selvom jeg var både lille, tynd og genert, havde jeg selv skrevet en ansøgning. Og troppede selv op og afleverede på fabrikkens kontor, døden nær af skræk.

Senere fik jeg arbejde i en gavebutik, hvor jeg lærte at sige ”Hva sku det være?” og pakke lys og servietter ind i cellofan og pynte med store duske krøllet gavebånd. Og endnu senere fik jeg andre jobs, hvor jeg skulle gøre rent, hente børn, eller ind i mellem stå 13 timer i træk i et cafeteria og tørre borde af med en klistret karklud.

Forleden beklagede Sofie i min 8. klasse sig over, at hun havde svært ved at nå det hele efter skolereformen.

–De vil have, at vi skal blive lige så kloge som kineserne, og så laver de en reform, der ikke fungerer. Nu sidder vi længerel i skolen, og vi er for trætte til at lave noget, og har alt for mange timer, hvor vi bare render rundt. Og samtidig skal jeg gå til håndbold og have et fritidsjob. Det er saftsuseme for dårligt! spruttede hun.

Og Sofie ved, hvad hun taler om. Hun står i weekenden i en lokal butik, der sælger smørrebrød. Og den sidste tid er hun vokset på den fede måde. Hun er blevet meget mere smilende og selvsikker. Hun har styr på det, hende Sofie. Men, nu overvejer hun så, hvad det er, hun skal vælge fra.

Jeg var lige ved at give et voksensvar af den der slags; så må du jo se om der er noget, du kan skære ned på, eller gøre anderledes. Men, så huskede jeg timerne på ostefabrikken, hvor jeg stod med valne fingre og trætte ben og lærte om arbejdsmarkedet. Og lærte, at man holder godt hus med pengene, når man ved, hvor surt det har været at tjene dem. Hvordan man agerer på en arbejdsplads. Og lærte om en helt anden kultur, end jeg var vant til fra skolen og hjemmefra. Og jeg kunne faktisk kun give Sofie ret.

Vil vi virkelig have en skole, hvor børnene bliver nødt at fravælge den læring, der i generationer har været et vigtigt supplement til danske børns uddannelse; deres fritidsjobs, og fritidsaktiviteter? Jeg håber det ikke.

-Det har du ret i, Sofie. Det er ikke nemt. Hvad kan vi gøre ved det?

-Det ved jeg ikke, svarede Sofie. Men, jeg har i hvert fald skrevet et læserbrev. Vil du se, om mine kommaer sidder rigtigt, inden jeg sender det?

Tænk, hvis man kunne være nogens Ole?

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Jeg fatter altså ikke, at du gider være lærer, Katja, sukkede Anna en dag, da 9.a var rigtig i deres umulige hjørne. Hun så spørgende på mig og rystede på hovedet, så alle hendes skønne krøller dansede. Jeg så ud over klassen, hvor få havde bøger med og færre havde lavet lektier. Flere hang ind over bordene, og jeg konstaterede, at Hosekræmmeren helt klart ikke stod højt på klassens dagsorden. Og et eller andet sted dybt inde huskede jeg, hvorfor det er, jeg godt gider være lærer.

Han hed Ole, min klasselærer. Jeg var lige fyldt tretten og ny i klassen. Og jeg var fuld af uro og forbandet ensom.

-Du skal tage notater, sagde Ole, da jeg provokerende meddelte, at jeg da havde læst hele ”Barndommens Gade” derhjemme samme dag, som jeg fik den udleveret, og derfor ikke skulle lave noget i klassen dagen efter.

-Det gider jeg da ikke, svarede jeg udfordrende, og tilføjede, at jeg kunne huske det hele i hovedet. Og så ventede jeg spændt på reaktionen, der dog udeblev. Ole grinede bare og fortsatte undervisningen. Og så sad jeg der og gloede!

Næste gang tog jeg notater.

Og jeg gik i skole hver morgen. Gennem villakvarteret. Gennem skoven og over fodboldbanen. Og om eftermiddagen gik jeg hjem igen. Over fodboldbanen, gennem skoven og gennem villakvarteret. Og så sad jeg på mit værelse og lavede lektier.

Ikke til tysktimerne. Bestemt heller ikke til matematiktimerne. Men til Oles timer. Og jeg læste som en gal. Alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Og jeg blev introduceret til Cornelis Vreeswijk, og Sjöwall og Wahlöö og Holberg og politik. Og gik i de mørke vinteraftner til filmklub i skolens kælder, hvor Ole viste biograffilm på en 16mm-fremviser. Det kan jeg huske.

Men, jeg kan også huske, at Ole talte med mig. At han lærte mig at lytte, og ikke mindst at holde min mund. Han lærte mig at være med i et fællesskab, at være menneske. Det var i skolen, hos Ole, jeg fik troen på mig selv. Og det var i skolen jeg fik forståelsen for, at en god lærer ikke er for skolen, men en man har for livet. Så svaret til Anna var enkelt:

-Anna; der er intet andet end lærer, jeg kunne tænke mig at være. Så, hvis I sætter jer stille ned, skal jeg nok læse ”Hosekræmmeren” højt for jer. Så tar’ vi den derfra…

Tænk, hvis man kunne få lov til at være nogens Ole?