“Du ligner heller ikke en revisor…”

Blogindlæg skolenindefra.dk 30. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg sad en sen fredag eftermiddag i en stor, rød sofa og ventede på min datter. Hun var til ballet. Og så sidder man der. Nogle gange kan man sms’e, andre gange falder man i snak. Det her viste sig at være en af de sidste slags dage.

En mor kom hen og satte sig i sofaen ved siden af mig. Hun sukkede og kom med en kommentar om, hvor hektisk det kan være at nå det hele i en børnefamilie. Jeg havde ikke mødt hende før, men hun var nem at snakke med, og fortalte om løst og fast. Bl.a. om sit arbejde. Hun var revisor. På et tidspunkt i løbet af samtalen fiskede hun forsigtigt efter min bestilling.

-Jeg er lærer…

-Lærer? Hendes blik flakkede et øjeblik.

-Ja. Skolelærer, uddybede jeg venligt, selvom det sjældent er nødvendigt.

-Nå… Du ser ellers så nydelig ud, svarede hun prompte, men så var det, det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt.

-Jeg mener… Du ligner ikke en lærer… Hun bed sig i læben, og så undskyldende på mig.

-Jeg synes heller ikke, du ligner en revisor, svarede jeg lidt forfjamsket, og vi tilbragte de næste tre kvarter med at tale om hendes datters skolegang. Det var ok…

Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Og jeg er faktisk stolt af det, jeg laver. Jeg arbejder ikke som lærer. Jeg er lærer. Og efterhånden råber jeg det gerne ud til alle verdenshjørner! JEG ER LÆRER!

Det er mig, der hver dag tilbringer rigtig mange timer med andre folks børn. Det er mig, der hver dag tager livtag med de teenagere, I ind imellem har billigt til salg der hjemme. De børn, der skal diskutere alt. Og forhandle om alt. Mig, der tager kampen, med dem, der ikke er vant til at indgå i fællesskaber, og det er mig, der skaber rum til de stille børn, der skal have hjælp til at blive foldet ud. Og mig, der også skal nå dem, der faktisk godt kan spillereglerne og pænt sidder og venter på, at sidemanden kommer ned fra gardinerne og måske får lyst til at deltage.

Det er mig, der prædiker mod, opmuntring og tro på sig selv. Mig, der tørrer tårer, når bedste-veninden er skredet, eller forældrene ikke forstår en. Mig, der brænder for litteraturen, har styr på Cubakrisen og Christian d. 4. Mig, der tager politiske og etiske diskussioner med 25 børn ad gangen. Det er mig, der lader en 15-årig sætte kommaer i sin egen tekst igen og igen og igen, til han har fattet systemet. Og mig, der ikke engang synes, at det er synd for ham. Det er mig. Og alle mine kolleger, der gør præcis det samme. Hver evig eneste dag, på hver evig eneste folkeskole rundt omkring.

Men, der er også mig, der tilhører en faggruppe, det er legalt offentligt at gøre nar af. Mig, der har en stilling, som mange mener, er verdens bedst betalte halvdagsjob, dog uden at have anden referenceramme end sin egen hedengangne skolegang. Det er mig, der tilsyneladende burde gå med fjällräv og fodformede fløjlsbukser, og tilbringe det meste af dagen med at æde wienerbrød, siddende på min røv på lærerværelset.

Måske er det på tide at aflive folkeskolelærer-myten, der lever i bedste velgående i det medieskabte billede af den samlede lærerstand. Han findes i hvert fald ikke på virkelighedens lærerværelser. Og ved nærmere eftertanke ligner jeg faktisk en lærer… Hvad ligner du?

En “LORTE STIL” og en pisaundersøgelse

Blogindlæg skolenindefra.dk 26. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

En dag holdt Nikolaj simpelthen op med at komme i skole. Det var startet med lidt fravær. Og så lidt mere fravær. Og til sidst blev han altså bare væk. Han var en stille dreng, men også en på mange måder tænksom og moden dreng. Skolen havde aldrig rigtig haft førsteprioritet for ham, det var jeg klar over, men at han ligefrem at blev væk, undrede mig.

Han havde i starten af 7. klasse meddelt, at han i fremtiden så sig selv på gymnasiet. Jeg så på ham, og så en dreng, med et godt hoved, men med utrolige mængder arbejde foran sig, inden han var klar til det. Og jeg var ikke helt sikker på, at han var klar over, hvor stort et arbejde, der ventede.

Da hans stol havde stået tom i et par dage, ringede jeg igen til hans mor. Det der var startet med uoverskueligt skolearbejde, var for Nikolaj kulmineret med, at hans far havde forladt familien. Det hele ramlede sammen på én gang.

Det blev en lang vej tilbage. Vi holdt mange møder, både med Nikolaj, hans mor og uddannelsesvejlederen. Men, klart stod det, at skolen pt. var helt uoverskuelig for ham. Vi lavede en ordning, hvor Nikolaj kom i praktik et par dage om ugen, og skulle gå i skole de andre. Det var op ad bakke. Og det var ikke nemt for ham at følge med i de øvrige timer. Men, pludselig en dag lå der en stil i min indbakke på intra.

”Min LORTE STIL” stod der i emnefeltet. Og så ikke mere. Men vedhæftet var en stil, der var afleveret til tiden, og rigtig velskrevet. Den bar godt nok lidt præg af, at Nikolaj ikke havde deltaget i undervisningen. Der manglede afsnit, og sammensatte navneord havde han vist også misset lidt ud på… Men han skrev rigtig godt og vedkommende, og jeg gav ham et forsigtigt 7-tal.

Han gloede vantro på karakteren, da jeg returnerede de rettede stile. –Hvorfor har jeg fået syv? spurgte han. –Fordi din stil var til et 7-tal, svarede jeg, og forberedte mig på den brok, der tit følger med karakteren 7. Men Nikolaj smilede og hviskede ”yes”. Og fra den dag stod hans stol ikke længere tom.

Bevares, han kom for sent ind i mellem… eller ofte… Og sur var han. På sig selv, når det skete. Men han kom. Og han lavede sine ting. For det meste til tiden. Og da gik ind i det sidste halvår af 9. klasse tog Nikolaj selv initiativ til en snak om alle sine faglige huller.

Vi sad ind i mellem efter skole og arbejdede intensivt med en slags faglig førstehjælp. Og tit skrev han på facebook, når han skulle have hjælp med noget; han ville. Til afgangsprøverne klarede Nikolaj sig flottere, end både han og jeg nogen sinde havde turdet håbe på.

I foråret fik jeg en mail fra ham. Han var blevet optaget på gymnasiet. Og jeg kunne mærke, at jeg simpelthen blev så stolt af ham. Ikke fordi, han var kommet på gymnasiet, men fordi han var lykkedes med det, han ville.

Og for mig er mit møde med Nikolaj et af de møder, der betyder rigtig meget for mig i min lærergerning. Det er værdifuldt. Jeg tænker tit på ham, og jeg bliver glad, når jeg møder ham. Men, jeg spekulerer på, hvordan pokker det, der skete i Nikolajs og mit møde, nogensinde kan aflæses i en pisa-undersøgelse?

Noget om krav, karakterer og nu også lystfiskeri…

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Kaffen er stærk og varm. Og jeg har sovet længe. Klokken er 7:12 og jeg kravler tilbage i seng, for at starte dagen med søndagens nyheder. Jeg kommer dog ikke så langt, før kaffen ryger i den gale hals!

“Sæt lystfiskeri på skemaet!” lyder en overskrift i dagens Jyllandsposten. Under overskriften er et frisk foto af vores fødevareminister, der næppe har fået kåret stegt flæsk som nationalret, før han kaster sig over lystfiskeri. Dejligt, at der sker noget… Men, helt ærligt? Lystfiskeri?

Jeg overvejer et øjeblik, hvordan det gik sidst, jeg var ude at fiske? Jeg husker ryggen af en koloenorm gedde, der kæmpede til det sidste, mens den trak robåden af sted gennem en svensk skovsø, som var det Loch Ness-uhyret, jeg havde på krogen! Jeg var skrækslagen.

Alene af den grund, kan det godt være, at der er en anden kollega, der må tage sig af det der fiskeri, hvis vi nu også skal til at undervise i det. For sportsforeningerne har slet ikke tid til at komme ud på skolerne, selvom politikerne tror det. Så vil jeg overveje alt det andet, vi også bliver opfordret til at sætte på skemaet. Mindfullness. Privatøkonomi. Sang. Iværksætteri. Innovation. Programmering. Homoseksualitet. Sundhed. Ghana… You name it!

I og for sig gode forslag. Vigtige forslag. Alt sammen. Men, hvor ville det være dejligt, hvis der var lidt sammenhæng mellem de meget modsatrettede krav vi møder i vores dagligdag bag landets katedre. Jeg kan garantere for, at man ikke i en eneste national test kan aflæse, at klassen har arbejdet med lystfiskeri. At man ikke i en eneste af de alenlange kvalitetsrapporter, som hvert år bliver udarbejdet, så man sort på hvidt kan aflæse skolernes karaktergennemsnit, kan se effekten af at have arbejdet med lystfiskeri.

Personligt har jeg rigeligt at se til, fordi politikerne i min kommune har besluttet, at karaktergennemsnittet skal hæves med en halv karakter. Samtidig skal jeg inkludere børn, som jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan få til at bestå! I sig selv modsatrettede krav.

Vi vil så gerne herude. Slagte geder. Fiske. Undervise i grænser og innovation og demokrati. Kunne vi så ikke aftale, at politikerne finder ud af, hvad det er, de vil med folkeskolen?

Sidste nyt fra ostefabrikken!

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

I sommerferien mellem 8. og 9. klasse stod jeg på en ostefabrik. Jeg stod hele dagen, hele sommerferien og proppede skivet ost i bakker. Osten blev skåret i skiver og løb ud på et rullebånd. Ved siden af rullebåndet stod jeg og en anden forvirret teenager iført kittel og hårnet og fangede blokkene af skivet ost. Og så puttede vi dem ned i nogle plastikbakker, der fortsatte ind i en maskine, der forseglede pakkerne.

Det var virkelig kedeligt. En gang kastede vi ost efter hinanden i en pause, hvor det voksne personale var gået til frokost. Det ost, vi havde kastet med, smed vi efterfølgende op i en plastik-container, hvor alle de skæve stykker havnede. Det blev der lavet revet ost af. Det havde ingen ondt af, mente vi. Og det blev aldrig opdaget.

Det var kedeligt arbejde, men ikke desto mindre var jeg helt vild i varmen for at få mit første arbejde. Og selvom jeg var både lille, tynd og genert, havde jeg selv skrevet en ansøgning. Og troppede selv op og afleverede på fabrikkens kontor, døden nær af skræk.

Senere fik jeg arbejde i en gavebutik, hvor jeg lærte at sige ”Hva sku det være?” og pakke lys og servietter ind i cellofan og pynte med store duske krøllet gavebånd. Og endnu senere fik jeg andre jobs, hvor jeg skulle gøre rent, hente børn, eller ind i mellem stå 13 timer i træk i et cafeteria og tørre borde af med en klistret karklud.

Forleden beklagede Sofie i min 8. klasse sig over, at hun havde svært ved at nå det hele efter skolereformen.

–De vil have, at vi skal blive lige så kloge som kineserne, og så laver de en reform, der ikke fungerer. Nu sidder vi længerel i skolen, og vi er for trætte til at lave noget, og har alt for mange timer, hvor vi bare render rundt. Og samtidig skal jeg gå til håndbold og have et fritidsjob. Det er saftsuseme for dårligt! spruttede hun.

Og Sofie ved, hvad hun taler om. Hun står i weekenden i en lokal butik, der sælger smørrebrød. Og den sidste tid er hun vokset på den fede måde. Hun er blevet meget mere smilende og selvsikker. Hun har styr på det, hende Sofie. Men, nu overvejer hun så, hvad det er, hun skal vælge fra.

Jeg var lige ved at give et voksensvar af den der slags; så må du jo se om der er noget, du kan skære ned på, eller gøre anderledes. Men, så huskede jeg timerne på ostefabrikken, hvor jeg stod med valne fingre og trætte ben og lærte om arbejdsmarkedet. Og lærte, at man holder godt hus med pengene, når man ved, hvor surt det har været at tjene dem. Hvordan man agerer på en arbejdsplads. Og lærte om en helt anden kultur, end jeg var vant til fra skolen og hjemmefra. Og jeg kunne faktisk kun give Sofie ret.

Vil vi virkelig have en skole, hvor børnene bliver nødt at fravælge den læring, der i generationer har været et vigtigt supplement til danske børns uddannelse; deres fritidsjobs, og fritidsaktiviteter? Jeg håber det ikke.

-Det har du ret i, Sofie. Det er ikke nemt. Hvad kan vi gøre ved det?

-Det ved jeg ikke, svarede Sofie. Men, jeg har i hvert fald skrevet et læserbrev. Vil du se, om mine kommaer sidder rigtigt, inden jeg sender det?

Tænk, hvis man kunne være nogens Ole?

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Jeg fatter altså ikke, at du gider være lærer, Katja, sukkede Anna en dag, da 9.a var rigtig i deres umulige hjørne. Hun så spørgende på mig og rystede på hovedet, så alle hendes skønne krøller dansede. Jeg så ud over klassen, hvor få havde bøger med og færre havde lavet lektier. Flere hang ind over bordene, og jeg konstaterede, at Hosekræmmeren helt klart ikke stod højt på klassens dagsorden. Og et eller andet sted dybt inde huskede jeg, hvorfor det er, jeg godt gider være lærer.

Han hed Ole, min klasselærer. Jeg var lige fyldt tretten og ny i klassen. Og jeg var fuld af uro og forbandet ensom.

-Du skal tage notater, sagde Ole, da jeg provokerende meddelte, at jeg da havde læst hele ”Barndommens Gade” derhjemme samme dag, som jeg fik den udleveret, og derfor ikke skulle lave noget i klassen dagen efter.

-Det gider jeg da ikke, svarede jeg udfordrende, og tilføjede, at jeg kunne huske det hele i hovedet. Og så ventede jeg spændt på reaktionen, der dog udeblev. Ole grinede bare og fortsatte undervisningen. Og så sad jeg der og gloede!

Næste gang tog jeg notater.

Og jeg gik i skole hver morgen. Gennem villakvarteret. Gennem skoven og over fodboldbanen. Og om eftermiddagen gik jeg hjem igen. Over fodboldbanen, gennem skoven og gennem villakvarteret. Og så sad jeg på mit værelse og lavede lektier.

Ikke til tysktimerne. Bestemt heller ikke til matematiktimerne. Men til Oles timer. Og jeg læste som en gal. Alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Og jeg blev introduceret til Cornelis Vreeswijk, og Sjöwall og Wahlöö og Holberg og politik. Og gik i de mørke vinteraftner til filmklub i skolens kælder, hvor Ole viste biograffilm på en 16mm-fremviser. Det kan jeg huske.

Men, jeg kan også huske, at Ole talte med mig. At han lærte mig at lytte, og ikke mindst at holde min mund. Han lærte mig at være med i et fællesskab, at være menneske. Det var i skolen, hos Ole, jeg fik troen på mig selv. Og det var i skolen jeg fik forståelsen for, at en god lærer ikke er for skolen, men en man har for livet. Så svaret til Anna var enkelt:

-Anna; der er intet andet end lærer, jeg kunne tænke mig at være. Så, hvis I sætter jer stille ned, skal jeg nok læse ”Hosekræmmeren” højt for jer. Så tar’ vi den derfra…

Tænk, hvis man kunne få lov til at være nogens Ole?