For længe siden, i fattigdommens dage…

www.skolenindefra.dk Blogindlæg 14. april 2016

For længe siden i fattigdommens dage… Sådan starter Astrid Lindgrens fortælling ”Søndeneng”. En fortælling, der handler om de to små søskende, Mattias og Anna, der bliver alene i verden, og derfor anbringes hos Bonden i Kæret. Her er dagene fattiggrå og livet så tungt, at jeg som barn fik helt ondt i hjertet, hver gang, jeg læste den. Ind i mellem græd jeg en smule. Og så måtte jeg lægge bogen væk. For det var så frygteligt at læse om de stakkels børn, der var blevet til overs. Børn, der gik sultne i seng.

Heldigvis var fattigdommens dage så vældig længe siden, og ordene var så smukke, at bogen altid kom ned af hylden igen. Og bogen fulgte med mig, selv da jeg egentlig troede, at jeg var blevet for gammel til at læse eventyr. I dag står den i min reol ved siden af andre vigtige bøger, og den har været igennem lidt af hvert. Siderne er gule, og ryggen ser i hvert fald lidt træt ud.

Mange år gik, og jeg gik med, som de fleste af os nu en gang gør. Der var ind i mellem bump på vejen, men når alt kommer til alt, så klarede jeg mig fint. Vi har jo alle muligheder. Alle sammen. Og en dag stod jeg så bag katederet i en klasse, hvor en lille dreng sad så forfærdeligt uroligt på sin stol og holdt sig på maven, mens jeg forsøgte at lære ham om vigtige ting. Og det var vigtige ting af den slags, hvor man helst skulle sidde nogenlunde stille i mens. Og det gjorde han ikke. Heller ikke selvom jeg flere gange bad ham om det. Og jeg satte mig ned ved siden af ham, og spurgte, om han havde ondt i maven?

Det havde han ikke. Men han var så sulten, sagde han. Og så så jeg dybt ind i to grå øjne, der var helt fulde af noget, som otte-årige drenges øjne slet ikke skal være fulde af. Han havde ikke fået morgenmad. Og før det havde han sådan set heller ikke fået aftensmad. Og så kan man ikke sidde stille. Man kan ikke lære. Man kan ikke være nogens ven. Man kan faktisk ikke noget som helst andet end at tænke på, at man er sulten. Og med et forstod jeg pludselig, hvad det betyder, når dagen er underlig fattiggrå. Og jeg tænkte, om det virkelig kunne passe, at der var børn, der blev lagt sultne i seng?

Fattigdom er jo noget relativt. Og i forhold til at vokse op i Haiti, er jeg da helt med på, at vi ikke har fattigdom på den måde i Danmark. Men vi har fattigdom. Enhver, der påstår andet, er enten dum eller lyver. Og jo, jeg har set forældre, der har foretaget de mest idiotiske valg, og det er sikkert sket, at nogen har gået på ”bistand”, fordi de ikke gad at lave noget. Alt det har jeg hørt… Og i de fleste tilfælde er det noget vrøvl. Og det er de børn, der kommer i klemme, der betaler prisen. Prisen for de voksnes valg.

Ifølge en ny rapport fra Institut for socialt arbejde, kan fattigdom forværre omsorgssvigt. ”Fattigdom kan ikke forklare omsorgssvigt, men det kan præge omsorgssvigt på den måde, at det at være fattig kan være en alvorlig belastningsfaktor, der går ud over børnene på mange måder”, siger Adam Johansen, der står bag rapporten.

Vi siger, at vi ikke har råd. Men jeg spørger; har vi råd til at tabe de børn, der i øjeblikket oplever det omsorgssvigt, som det er, at vokse op i fattigdom? Effekten af det svigt, er det børnene, der oplever her og nu, men som samfund kommer vi til at se konsekvenserne af dette, mange, mange år frem i tiden.

Jeg ved ikke, hvordan det her ender. Men jeg ved, hvordan fortællingen om Mattias og Anna og Søndeneng ender. God læselyst… Og tag endelig rapporten om omsorgssvigt af børn i fattigdom med på vejen. Så er der både til hoved og hjerte.

http://www.phmetropol.dk/Om%20Metropol/Nyheder%20og%20Presse/Nyheder/2016/04/fattigdom%20forvaerer%20omsorgssvigt

Fattig på alle måder

Blogindlæg skolenindefra.dk 7. januar 2016

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg kender en pige. Hun er fattig. Hun har godt nok en canada goose-jakke. Den, ved vi godt, er dyr. At pelsen på hætten er lidt slidt, det ser man næsten ikke. Man ser næsten heller ikke, at hun er fattig.

-Mit liv er noget lort siger hun, og trækker jakken sammen om sig. Det er koldt. Og det er svært ikke at give hende ret. Jeg tænker, at det bedste jeg kan gøre for hende er, ikke at give hende ret. Men for pokker! At være 17 år og ikke kunne se en fremtid, det er trist. Jeg ved bare ikke rigtig, hvad der skal blive af hende.

-Det er vigtigt, du får en uddannelse, siger jeg. Jeg holder fast i lærerrollen over for hende, selvom det er længe, længe siden, hun forlod skolen. Og jeg gentager igen og igen. –Når du får en uddannelse, så kan du klare dig selv fremover. Det skal du! Og hun nikker. Hun drømmer om at få en uddannelse. Og det kan alle jo få i dagens Danmark. Eller hvad?

Når jeg står på kanten af mit middelklasseliv, er der godt nok langt ned til bunden, hvor hun står. Jeg har sindssygt svært ved at forestille mig, hvordan det er at leve dernede. Forældre på evig kontanthjælp og regelmæssige slagsmål og druk i hjemmet. Så ringer naboerne efter politiet. Hun sidder alene med sine forældre i et socialt boligbyggeri et sted i Danmark. Ind i mellem er hun på krisecenter med sin mor, men de vender altid hjem til hendes far igen. Trods et hav af fætre og kusiner, er der aldrig nogen til at tage sig af dem. Alle er sig selv nærmest. Så hun tager hjem til et hjem uden bøger. Et hjem uden speltboller. Et hjem uden avis. Et hjem uden grøntsager. Et hjem, der er fattigt på alle tænkelige måder.

-Hvor skulle min mor ellers tage hen? sukker hun. Og jeg forstår, at det kræver overskud at kæmpe sig op af sumpen. Nogle kommer aldrig fri.

Hun startede sådan set på en uddannelse efter skolen. Hun var super-entusiastisk. Hun talte om fremtiden med lys i øjnene. Men det er svært at koncentrere sig om lektier, når ens mor græder hele tiden, og ens far truer med en kniv. Hun klarede et halvt år. Så røg hun ud.

Hun arbejdede nogle timer om ugen på en lokal grillbar, inden hun søgte ind på en ny uddannelse. Langt væk hjemmefra. Hun håbede, at hun kunne komme væk fra hjemmet. Men, det kan hun ikke. Der er ingen hjælp at hente. Hun sidder fast, og hun er stadig under 18. Der er ikke en gang penge til et togkort i det ikke-eksisterende budget. Og hun bliver mere og mere tavs.

-Men, de har pengene til smøger, siger hun. Det er jeg ikke i tvivl om. Der har på alle måder været prioriteret forkert i hendes hjem. Altid. Og det der det, hun nu betaler prisen for.

Jeg er helt enig i den opfattelse, at man kan være fattig på mange måder. Jeg tror, hun er ligeglad med, om vi har en fattigdomsgrænse eller ej. Men, jeg er ikke ligeglad med, at vi har et samfund, hvor vi taber børn i afgrunden. Og det gør vi. Hun vil så gerne. Men, hun ved ikke, hvordan. Og desværre er hun ikke enestående. Der er aldrig nogle børn i en skoleklasse, der ved deres fulde fem rækker fingeren op og siger: Jeg drømmer om at komme på kontanthjælp, når jeg bliver stor, når vi taler om fremtiden. Aldrig!

Selv med to forældre, der aldrig har gået på arbejde, drømmer hun om et andet liv. Selvom hun ingen anelse har om, hvordan det er at bo i en familie, hvor mor og far har et rigtigt arbejde. Hun ser interesseret på mit liv og siger: Hold op, hvor har man sent fri, når man er lærer. Jeg siger: Sådan er det med alle mennesker, og hun nikker og smiler. Hun vil gerne. Og hun prøver. Men, man kan kun det, man nu engang kan. Og jeg er ikke sikker på hvordan man på 18. år kan holde gejsten oppe hos en pige, der gang på gang er snublet på vejen. Man kan mene, at hun bare kan tage sig sammen. Man kan også spørge sig selv, om vi som samfund har råd til at miste de mennesker, der aldrig får den hjælp, der kan sende dem i den rigtige retning? Jeg mener, det er et fattigt samfund, der taber deres børn i svinget. Fattigt på alle tænkelige måder.

“Hun gider ikke være med alligevel…”

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Hun gider jo ikke at være med alligevel. Vi har inviteret hende, som du sagde. Men hun gider ikke. Og så må hun sikkert heller ikke.

Sidste skoledag nærmede sig. Og en af pigerne, Amal, skal tilsyneladende ikke med til løjerne. Denne dag var hun slet ikke i skole. Klassen havde gennem noget tid været stærkt optaget af planlægningen, og som lærer kunne man godt tænke sig, at de var lige så optagede af de forestående afgangsprøver, men jeg kan godt huske, hvordan det var i sin tid.

Jeg havde gennem længere tid været ”efter” pigerne i klassen, fordi Amal var udenfor. Pigerne kunne godt forstå, hvad jeg mente, og selvom hun var tung og passiv at have med i et gruppearbejde, så gjorde de, hvad de kunne for at få hende til at deltage. Samtidig følte de dog, at hun ikke gad være sammen med dem. Man spurgte også, om hun ville med i Kvickly i spisepausen. Eller på cafe ind i mellem efter skole. Men, det ville hun ikke.

Og selvsagt blev hun ikke inviteret til at deltage i festerne uden for skoletid. Hun havde sine egne venner, sagde nogle af klassens piger undskyldende. Og hun sagde det også selv, når jeg gik hende på klingen. Og selvfølgelig må man gøre som man vil i sin fritid, men Amal var tydeligt ked af det.

Hvad de andre søde og gode piger i klassen ikke vidste var, at der aldrig var tale om ulyst. Tvært i mod lå der bag den kølige facade et brændende ønske om at kunne være med. At være ligesom de andre. Men, det kunne de ikke se. På overfladen var Amal godt nok en pige med en anden etnisk baggrund, men hun så næsten ud som de andre. Hun havde har et par Nike sko. Det gik de alle sammen i, men hendes var et par år gamle, og når hun havde været ude i regnvejr tørrede hun dem altid omhyggeligt af med toiletpapir, når hun troede, ingen så det. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte, den dag Mathilde meddelte, at hun havde 38 par sko, sidst hun talte dem, men det er i og for sig også lige meget.

Jeg ved, at begge hende forældre var på kontanthjælp, og fulde af undskyldninger om hvorfor. Livet havde været hårdt ved dem, og det sidste de havde givet deres børn var ressourcer. Hun anede ikke, hvordan man lavede lektier, hun anede ikke, hvad det ville sige at ens forældre gik på arbejde. Ind i mellem sad hun og jeg sammen og forsøgte at få styr på lektierne. Det var nærmest umuligt. Hvor skulle man starte og hvor skulle man slutte? Hun havde faglige huller på størrelse med Australien, men drømme og ambitioner var der. At få en uddannelse, et arbejde og et rigtigt sted at bo. Og en mand, der ikke slog! Det er vel ikke meget at fordre af livet?

Når resten af klassen sad og planlagde sidste skoledag, så var det klart, at Amal blev nødt til at være uinteresseret. For udgifterne til sidste skoledag oversteg langt hendes forældres formåen. At medbringe en ret til fællesmorgenmad, drikkevarer, indkøb af kostume og karameller, turpas til bakken, mad og drikkevarer, transport frem og tilbage og entre til det lejede diskotek om aftenen, hvor der også skal drikkes et eller andet, var helt urealistiske mål for hende, selv hvis hun undlod noget, ville hun ikke kunne deltage, og i øvrigt falde igennem fællesskabet. Og sådan havde det været i mange år; fødselsdage, udflugter, mobiltelefoner og andre statussymboler var sjældne, og oplevelser var der få af. Hun havde valgt den løsning på problemet, der var mindst ydmygende. At foregive at være ligeglad.

Det siger sig selv, at vejen gennem uddannelsessystem ikke ligefrem har været let for Amal. Og hun er i farezonen for at ende som sine forældre. Der er lang vej i mål. Desværre kan ingen helddagsskole i hele verden ændre på Amals triste, negative sociale arv. Og desværre er hendes historie er ikke enestående. Den er en blandt mange. Der skal en helt anden massiv og tidlig indsats til. Alle børn fortjener at få en uddannelse, et arbejde og et rigtigt sted at bo. Og at være en del af fællesskabet hele livet.