Vi risikerer at tabe de unge

Debatindlæg bragt i politiken 7. oktober 2015

af KATJA GOTTLIEB, LÆRER

MIN DATTER er 15 år og går i 9. klasse. Og lige nu er vi ved at tale valg af gymnasium.Jeg har taget mange notater til et forældremøde, så jeg ved, at min datter skal udfylde en uddannelsesplan på nettet.Jeg har også nogenlunde styr på datoer.Men derudover har jeg ikke styr på særlig meget vedrørende hendes valg af ungdomsuddannelse.Jeg er endda lærer.Oven i købet i en 9.-klasse. Og jeg tror ikke, det står meget anderledes til ved køkkenbordene i mine elevers hjem, hvor deres forældre i disse dage forsøger at rådgive, det bedste de har lært. Og måske skal jeg lige tilføje, at det ser ud, som om de fleste af mine elever gerne vil i gymnasiet. Ligesom min datter.At dømme efter situationen ved de køkkenborde, som jeg umiddelbart har adgang til, ser det ud, som om der er et stykke vej til målsætningen om, at 25 procent af eleverne i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Og jeg tror, at vejen dertil bliver lang. For man har valgt at beskære den uddannelsesvejledning, mine elever traditionelt har fået, kraftigt. Så kraftigt, at man kun får adgang til individuelle samtaler med en uddannelsesvejleder, hvis man af klasselæreren er erklæret ikkeuddannelsesparat; måske i en idé om, at man godt selv kan beslutte, om man vil være tømrer eller ingeniør, hvis man er vurderet uddannelsesparat? Jeg kan huske, at jeg selv i en alder af 15 ikke havde det fjerneste begreb om, hvilken retning mit fremtidige arbejdsliv skulle tage. Jeg ville helst være Disneytegner, men luftede aldrig rigtig planerne, da det sikkert ville være slået hen som tosserier. I hvert fald blev jeg som så mange andre indskrevet på det lokale gymnasium.Da jeg var en skovl til matematik, men dygtig til sprog, blev jeg sproglig student. Og derfra gik det slag i slag.Min erfaring med at vejlede unge i valg af uddannelse bliver i høj grad et produkt af mine egne erfaringer. Jeg ved ikke nok om, hvordan jeg skal vejlede, hvis jeg skal gøre det kvalificeret; sådan er det jo.Det samme gælder helt sikkert for mine elevers forældre, der nu agerer vejledere, så godt som de kan. I mange tilfælde sikkert uproblematisk, men i mange tilfælde i blinde. Og får man så startet på den uddannelse, der er den rigtige? Det må tiden vise. Men der er en grund til, at vi har fagfolk.Undervisningsministeren nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal se på muligheden for at skabe større sammenhæng mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, med henblik på at bevare de unges motivation, men også så de unge bliver klædt på til at vælge uddannelse og vælge rigtigt. Mens arbejdsgruppen arbejder, kan man se på, om vi på nogen måde kan nå at styrke og bevare den store ekspertise, der gennem en årrække er opbygget i uddannelsesvejledningen rundtomkring i landet? Hvis ikke risikerer vi at tabe mange unge i svinget.

 

Lyt til fagfolkene, Undervisningsminister

Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende 21. august 2015

Noget, der har fyldt meget i medierne den seneste tid, er de lange skoledage, og det er med undren, jeg har fulgt debatten.Hvis de store elever skal modtage 35 timers undervisning om ugen, skal der ikke en matematisk ph. d.-grad til for at regne ud, at det giver en skoledag på syv timer i gennemsnit. Gennemsnittet skyldes udfordringer omkring faglokaler og faglærere, der også skal løses, når man lægger skema, og måske skal eleverne til præst i morgentimerne. Det giver i sagens natur lange skoledage. Om lange skoledage er gavnlige for noget, kan man så mene om, hvad man vil. Og om de fleste danske folkeskoler er indrettet til lange skoledage, hvad angår fysiske rammer og kantineforhold, er også en diskussion værd. Men det kan altså ikke undre, at dagene er blevet meget lange for vores skoleelever, og det er selvfølgelig dejligt at høre, at politikernes fokus er på udfordringerne.Det, vi dog ikke har brug for, er, at man uden hensyntagen til hverdagen i folkeskolen og fagfolks viden og erfaring kaster sig ud i lovgivning på områder, som man skal være fagperson for at kende konsekvenserne af. Det gør hverdagen i folkeskolen yderligere kompliceret og medfører problemer, som kun kan løses politisk.F. eks. er der kommet mange mere eller mindre kreative bud på, hvad vi nu skal stille op med de lange skoledage. Et af de mere kuriøse forslag har været at lade eleverne møde kl 7: 30. Det løser dog ikke noget. Dagen bliver jo ikke kortere af at begynde en halv time tidligere.DET MINDER MEST om molbo-historien, hvor man har en bunke jord, man ikke ved, hvad man skal stille op med, og derfor graver man et hul, som man kan komme jorden ned i. Og teenagere kan slet ikke fungere optimalt tidligt på dagen.En anden udløber af debatten om de lange skoledage var at lovgive sig ud af, hvor lektiehjælpen skal ligge, når nu eleverne er så trætte om eftermiddagen.Det ville jeg som udskolingslærer være ked af. For det er godt nok ikke meget udbytte, jeg får af min ene ugentlige historietime i 9. klasse, hvis den kommer til at ligge fra 14 til 14: 45. Så vil jeg hellere læse lektier med eleverne på det tidspunkt.Mange steder vil lektielæsning i morgentimerne give rigtig god mening.Så det er med stor forhåbning, jeg læser i undervisningsministerens brev til lærerne, at Ellen Trane Nørby ønsker dialogen med fagfolk. Det er pædagoger, lærere og skoleledere, der ved, hvordan man indretter skoledagen, så den giver mest mulig mening. Megen af den forundring, der nu er over konsekvenserne af at gennemføre en skolereform, kunne måske være undgået. Der er mange områder, som i lighed med de lange skoledage ikke fungerer ude på skolerne. Den eneste løsning er, at inddrage os, der får hverdagen til at fungere i vores folkeskoler. Vi vil rigtig gerne være med.

Klap i og giv os arbejdsro

Debatindlæg bragt i politiken 10. august 2014

Der arbejdes. På gulvet i det gamle forberedelseslokale sidder en kollega med sin computer i skødet.

Inventaret er for længst revet ned, og man kan ikke printe. De lovede arbejdspladser er først færdig om nogen tid. Måske sidst på måneden?

I garderoben står to kolleger og taler i telefon. Den ene bruger sin egen, for der er kun en telefon til godt og vel 60 lærere. Hele lærerværelset er oversvømmet af folk, der sidder og forbereder sig. Mange i grupper, enkelte med høretelefoner, så man ikke bliver forstyrret.

Resten af lærerkollegiet har fordelt sig ud i de heldigvis stadig tomme klasselokaler. Der arbejdes på højtryk. For eleverne står her mandag morgen, og intet er, som det plejer.

Hvem gør hvad, når man ikke længere har en klasselærer? Hvor skal vi hen på lejrskole? Er skolens kalender snart færdig, så man kan lave en årsplan? Hvad skal man lave i understøttende undervisning?

Listen er lang, og internettet er uendeligt langsomt. Kopier kan kun hentes på skolebiblioteket på anden sal, og der er fejl i skemaerne, så mange ved ikke rigtig, hvad de skal på mandag. Og alle de andre dage.

På bordet ligger Politiken mellem en samfundsfagsbog og min madpakke. I den kan man læse om lærere, der alle er sure og vrangvillige og altid siger nej. Godt nok er det en opkomling af en socialdemokrat, der har skrevet indlægget, og hvem regner efterhånden med dem?

Og godt nok er der jagttid på skolelærere hele året, og det er vi egentlig vant til, men kunne vi ikke godt få arbejdsro?

Vi har en reform at løbe i gang. En reform, der er udtænkt bag skriveborde langt fra folkeskolens hverdag. Og den er udtænkt af hjerner uden erfaring med undervisning.

Vi knokler så sveden springer herude, for vi ved, at børn ikke bare er tal, men mennesker. Og vi ved godt, at I ikke gider høre om alle de mangler, der er ved den mest sjuskede skolereform, der nogensinde er vedtaget.

Så hold nu jeres mund med al den rutineprægede og hjernedøde kritik af lærerne og lad os arbejde. Vi er nogle, der prøver at redde makværket, så børnene ikke går tabt.

Når skolegården skælver

Blogindlæg 2. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

En hel måned i selskab med Fupz’ forfatterskab og tre lærerstuderende i 9. klasse sluttede i fredags. Det har været sjovt. Og travlt. Og ikke mindst lærerigt. Jeg er glad for at have praktikanter. Det giver mulighed for at se mine klasser fra nye sider, når det ikke er mig, der står bag katederet. Og så kommer de altid med noget nyt, der udfordrer min måde at undervise på. Det er jo ikke ligefrem fordi, efteruddannelse for folkeskolelærere hænger på træerne. Og der har været gang i den. Bl.a. har jeg talt læringsmål, så jeg var helt blå i hovedet.

Læringsmålene var også helt tydelige for den sidste del af forløbet om Fupz’ forfatterskab. Der var billedbøger og oplæsning på programmet, og målene blev gennemgået på tavlen. Eleverne så godt nok lidt blanke ud i øjnene imens, men der var da ikke tvivl om, at de efter forløbet både ville være bevidste om deres kropssprog og forskellige udtryksformer som artikulation og tempo, og hvad ved jeg. Meget fint. Og så blev eleverne delt op i grupper, der øvede oplæsning og gav hinanden feedback på arbejdet. De fleste lavede det, de skulle, og en tilfældig gruppe blev udtaget til prøveoplæsning for hele klassen. Hold op, hvor der blev grinet, da en af klassens store drenge jamrede sig gennem fødselsscenen i ”Manden og damen og noget i maven”, hvor et par fra Herlev, der er vildt glade for at kysse, pludselig venter en lille. De ender med at få en abe.

Fredag formiddag gik vi så i samlet trop over i første klasse, hvor eleverne var noget så små og søde. Lidt kaos var der dog. En havde glemt sin bog, og et par stykker, var slet ikke mødt op. Amani blandt andet. Hun ringede til en af de andre piger, mens vi var på vej over mod indskolingen. Hun havde sovet over sig. Og så, så var det hun tænkte, om vi ikke lige kunne vente på hende?

-Kan vi det? spurgte veninden og så på mig. Og jeg så lærergnaven ud, og sagde, at det kunne vi selvfølgelig ikke, når der sad en hel klasse og ventede på os. Og så tilføjede jeg, at hun skulle se at få lidt fut i fejemøget. En af de søde praktikanter tilføjede, at der jo heldigvis var lidt ventetid… Jeg sagde -Hm.

De små var meget forventningsfulde og blev fordelt mellem de lidt betuttede 16-årige, der stod og vendte deres billedbøger i hænderne. De var ikke helt så kæphøje, som de ellers kan være. Til sidst sad der en lille gruppe på tre elever tilbage.

-I må gøre det, så godt I kan, sagde klasselæreren til de to elever, der stod klar til at læse op. -Muna kan ikke dansk endnu. En lille pige med brune fletninger så med store øjne på sine to sidemænd. Og så rejste hun sig og gik med dem ud og tog også sin jakke på. Læreren forklarede eleverne, at Muna var fra Syrien, og at hun næsten lige var kommet. De nikkede. Og jeg kom pludselig i tanke om Amani, der sad i en bus et eller andet sted. Og så gik det hurtigt. En klassekammerat ringede til hende.

-Skynd dig. Du skal komme NU! Vi har BRUG for dig. Lige nu…

Ikke mange minutter efter kom Amani galopperende gennem skolegården. Hun så fantastisk ud som sædvanlig. Fuld makeup, og en alt for tung skuldertaske dinglede efter sig. Men hun havde forstået alvoren. Der var nogen, der havde brug for hende. Hun smed tasken og bukkede sig ned og hilste på Muna på arabisk. Og så foldede magien sig ud for øjnene af os lærere og praktikanter, der bare kunne trække os et par skridt væk og se til.

En lille pige, der allerede havde oplevet langt værre ting, end vi andre nogensinde kan forestille os, sad i forårssolen tæt op af en pige, der læste Kim Fupz højt på arabisk. De smilede begge to. Amani pegede, sagde ordene på arabisk og så på dansk. Og Muna så på hende og gentog. Det var ikke alene rørende. Det var et storslået øjeblik, af den slags, man som lærer gemmer allerinderst inden i. Altid. Og jeg glemte heldigvis at krydse af, om Amani havde opfyldt sine læringsmål. Det havde hun ikke. Men for pokker, hvor var det mange gange større, det der skete i mødet mellem de to piger den formiddag. Og Amani har lovet Muna og hendes klasselærer at komme tilbage snart. Det får hun lov til.

Kære linedanser

Blogindlæg 20. marts 2016 www.skolenindefra.dk

-Vi giiiiider ikke…

Ordene er Daniels. Han ser træt ud. Klokken er ”sidste time” og luften i lokalet er tung. Der er fugtigt og varmt, og klassen har lige haft matematik. De arbejder godt i matematik i øjeblikket, ved jeg fra deres lærer, og de sidste dråber er vist klemt ud af dem for i dag. Jeg åbner vinduerne, så vi kan få lidt ilt ind.

-Vi gider altså ikke… prøver han igen.

-Det er bare ærgerligt, makker. Op og ud med jer. Bare i fem minutter. Jeg åbner døren, og klassen bryder ud i et hylekor.

-Vi vil ha fri, forsøger han igen. Vi strejker.

-Afgang!

-Hvad nu hvis vi går? Alle sammen? Altså bare går. Hvad vil du så gøre? Han ser en lille smule mere frisk ud og venter spændt.

-Det vil du slet ikke vide.

-Jamen, du kan ikke gøre noget, tilføjer hans sidemand. De griner indforstået til hinanden, og resten af klassen venter spændt. Daniel er altid god til at få sat lidt gang i sagerne.

-Prøv mig! Bare prøv at gå… Se, om I tør…

-Du bliver jo bare pissesur…

-Det finder du jo først ud af, hvis du prøver, fister. Ud… Nu… fem minutter…

Hele klassen buldrer ud. En af drengene napper klassens flade, lyserøde plastikbold, som de sikkert har hugget fra en af de yngre klasser, med. To af tøserne, der lider af allergi for frisk luft, skal bogstavelig talt hældes ud af døren. Og så er der stille. Bare et øjeblik. Om lidt vil et par af gutterne kommer grinende ind af vinduerne. Sådan er det altid. Og så vil jeg gå ud og hente fodbolddrengene. Og så vil vi få det bedste, vi kan, ud af skoledagens sidste 37 minutter.

Og her står jeg. Midt i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Tidligere på ugen fortalte jeg klassen, at ordet ”skole” betyder ”fritid”. Der blev faktisk stille et øjeblik. De så vantro på mig. Jeg fortalte, at begrebet står i modsætning til hårdt, fysisk arbejde. Om Danmark i 1800-tallet, hvor rettigheder og skolegang voksede frem. Om hvorfor de ind i mellem hører historier om børn i u-lande, der hver dag går mange, mange kilometer, for at komme i skole. Om det privilegium, det er at gå i skole. Om hvordan man kan blive i stand til at skabe sig et godt liv gennem uddannelse.

I modsætning til de børn i u-landene, der formentlig frivilligt vandrer af sted ad skoleveje, der ville få enhver dansk 9. klasses-elev til at blive hjemme, er det ikke alle mine elever, der har fundet frem til skolen ad frivillighedens vej. Det kan godt være, at de møder op til svømning, eller arbejde, eller håndbold fem gange om ugen, og her opfører sig samarbejdsvilligt og gør, hvad de får besked på af træner eller arbejdsgiver. Men det gør de selvsamme børn ikke nødvendigvis i folkeskolen.

Det kan godt være, at en super positiv og dygtig elev, hader faget historie. ”Det er så ligegyldigt” siger hun så til mig og ser træt ud. Og hvis der er noget, man ikke skal sige til mig, så er det, at historien er ligegyldig. Og når jeg hiver Daniel til side, og beder ham lade være med at lave alt muligt andet hele tiden, så ved jeg godt, at han er mega skoletræt. Det hører med til pakken. Hvis det var til spejder, havde han sikkert meldt sig ud for længst. Men jeg skal have det hele til at spille sammen til hver elevs bedste. Til klassens bedste. Det har eleverne krav på. Og det er der, højt oppe på en line, der er spændt ud mellem lyst og ulyst, læreren balancerer. Og for pokker, hvor er der mange lærere, der er gode til det. Især når vi får lov.

 

 

 

Der er drenge… Og så er der perkersvin…

Blogindlæg skolenindefra.dk 10. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Latif sad oppe på kontoret. Han havde begge hænder begravet dybt i lommerne og kunne, trods sine 15 år, kun lige præcis nå gulvet med tåspidserne. Han så tvær ud.

-Hvasså der? Hva har du nu lavet? spurgte jeg. Han plejede at grine, når jeg sagde hvasså der, men tilsyneladende var han ikke i humør til lærer-jokes. Han skulede til mig med grå-grønne øjne, og trak så på skulderen. Han virkede helt opgivende.

Latif var blevet leveret på klassens dørtrin året før. Han mindede mest om en arabisk udgave af Orla Frøsnapper, og han havde da også nået at frekventere de fleste folkeskoler i miles omkreds, og karrieren som skoleelev havde været kort de fleste steder. Udbyttet havde været tilsvarende ringe, men til gengæld kunne han samtlige unoder i slynglernes håndbog. Til stor underholdning for klassekammeraterne, men ind i mellem havde jeg mest lyst til at vikle ham ind i gaffa-tape fra top til tå; så forstyrrende kunne han være.

Den seneste tid havde dog budt på massive forbedringer i forhold til Latifs skolegang. Han var faldet til ro. Sikkert noget med alderen. Men også fordi, han var faldet godt til i klassen. Og så småkærestede han lidt med Maria, som altid lavede lektier. Han havde fornylig afleveret sin første problemregning til stor overraskelse for alle, og han var begyndt at tale om, at man måske kunne blive elektriker, når nu skolen snart var slut. Det tegnede rigtig godt med Latif. Så det var lidt underligt at finde ham på skolelederens kontor igen nu.

Endnu mere underligt var det, at der lå en klage fra en dame i nabolaget. Klagen gik på, at en gruppe drenge med Latif i spidsen havde truet hende i spisefrikvarteret i går. Hun truede med at politianmelde Latif. Jeg var helt paf. Og han klemte læberne fast sammen. Han nægtede at svare på vores ellers meget rare skoleleders spørgsmål. Latif skævede til mig.

-Nu bliver jeg smidt ud igen… hviskede han… Hans underlæbe dirrede, og en stor tåre løb ned ad kinden på ham.

-Vel gør du ej, sagde skolelederen, men du bliver simpelthen nødt til at fortælle, hvad der er sket…

Latif tørrede kinden med ærmet…

-Jeg er ikke stikker, snøftede han, og det løste sådan set meget hurtigt problemet. Latif dækkede over nogen. Og jeg vidst lige præcis, hvem det var.

10 minutter senere sad Thomas, Lukas og Søren på kontoret. Søren, der havde været på kontoret adskillige gange i løbet af sin skoletid, var uimponeret i gang med at æde en romkugle, men de to andre var lidt trykkede; at ”komme på kontoret” er stadig noget, der kan lægge en dæmper på de fleste hanekyllinger. Men, da de først fik fat i, hvorfor de var blevet hentet, var det en noget anden historie, der kom for dagen.

De fire knaldhætter havde været på vej i centeret i spisefrikvarteret. På to cykler. Ikke smart, men på den anden side ikke helt nok til en politianmeldelse. Humøret havde været højt, og kørslen havde nok været lidt vild. Og havde vist også foregået lidt i den forkerte side af vejen. Det indrømmede Søren uden at blinke. På et tidspunkt havde drengen passeret en ældre dame, der åbenbart var blevet irriteret på dem på grund af deres kørsel.

Det kan man sådan set godt forstå, men drengene svor, at de ikke havde været i nærheden af hende. Hun havde råbt efter dem, og Søren, der er rapkæftet, havde kaldt hende ”Sure kælling”. Latif, som ellers kan lidt af hvert, havde forsøgt at dæmpe Søren. Det havde damen tilsyneladende ikke opfattet. Hun havde i stedet benyttet lejligheden til at lukke al sin opsparede galde ud over Latif.

-Og hun kaldte ham PERKERSVIN! sagde Thomas forarget. Perkersvin! Skrid hjem, hvor du kommer fra.

Sådan. En nydelig ældre dame, der var ude at lufte sit fede gadekryds. Latif havde på intet tidspunkt truet hende. Det eneste han havde gjort, var at være en umulig knægt på 15, der havde det sjovt med sine venner. Og det var ikke Søren, hun havde klaget over. Det var Latif.

Sådan er verden; der er drenge. Og der er perkere… Racisme er tilsyneladende blevet helt legitimt. Jeg oplever gang på gang, at mine tosprogede elever bliver udsat for at helt almindelige mennesker trækker perkerkortet over for dem. Latif skal opføre sig ordentligt, som alle mulige andre, men det er godt nok op ad bakke. Og bakken er tilsyneladende dobbelt så lang, når man hedder Latif i stedet for Søren.

Wallah. Jeg forsøger at hjælpe alle…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Socialisering finder sted i mødet med andre. Altså, man kan sige, I socialiseres i de forskellige fællesskaber, I indgår i…

– Nååååh, ligesom nu? udbryder Malou, da ti-øren falder. Sascha ved siden af tager notater, som om der er gået ild i blyanten, og Max nikker. Vi er ved at have talt os ind på begrebet socialisering nu.

Bagerst i klassen sidder Albert. Og Özcan. Ingen af dem gav udtryk for, at de ikke forstod begrebet socialisering, da jeg spurgte før. Özcan råbte ligefrem “ja-ja, vi har styr på det”…

De sidder begge med hver deres computer. Tilsyneladende er de i gang. Men, jeg kender dem godt, og er ikke overbevist. Jeg holder øje med dem, mens jeg cirkulerer ved gruppebordene. De stirrer begge intenst på skærmene. Fingrene danser rundt på piletasterne. De spiller…

Da jeg nærmer mig, lukker Albert lynhurtigt skærmen ned, så jeg ikke skal se, at han laver noget andet.

Özcan derimod har ikke set noget som helst. Han spiller Tetris. Jeg klapper skærmen ned.

-Årh mand! beklager han sig højlydt, og griner til mig…

-Hvorfor laver du ikke det, jeg har bedt dig om?

Han slår ud med armene, og klikker med tungen. Det betyder nej…

-Jamen… Jeg forstår det ikke…

-Så må vi jo se på det igen, siger jeg lægger an til at servere den mest forenklede udgave af begrebet socialisering… Igen… Özcan har svært ved at koncentrere sig. Og han skal tit lige have det en gang eller to til.

Ovre hos Malou og Max og Sascha går det ud over stepperne. De har gang i en diskussion om dobbelt-socialisering.

– Katja! Kom lige når du har tid, kalder Malou. Jeg nikker

– Øjeblik…

Hvis jeg går fra Özcan nu, så sidder han og spiller computer igen, så snart jeg vender ryggen til. Hvis jeg ikke hjælper Malous gruppe, så får de måske ikke udfoldet deres potentiale.

Özcan glor op i loftet. Albert ved siden af prøver at se ud som om, han laver noget. Han venter bare på, at jeg går.

-Forklar mig nu med dine egne ord, hvad jeg sagde, Özcan…

-Men, det kan jeg ikke.

-Ok, så forklar mig, hvad du ikke forstår?

-For jeg forstår ikke det der fællesskab, siger han og ser opgivende på mig.

Og jeg er slået helt tilbage til start. Özcan forstår ikke en gang det begreb, jeg har anvendt i forsøget på at få ham til at forstå et andet begreb. Min fejl. Men et glimrende billede på virkeligheden i en skoleklasse. En virkelighed der ligger langt fra de letkøbte hurra-visioner, der udtænkes som løsninger på folkeskolens udfordringer.

Özcan er tosproget. Han har et “hjemmesprog” og et “udesprog”. Umiddelbart når vi lærere taler med ham, fungerer han fint. Man skal dog ikke kratte særlig dybt, før man støder på de første knaster. Han forstår ikke, hvad vi siger. Ikke en gang når jeg forsøger at tage højde for det.

Malous forældre er akademikere. Hun drøner derudaf, har forståelse for akademisk sprog, og et ordforråd, der gør, at hun fanger nye begreber hurtigt.

Özcan har gået i specialklasse. Han har fået en skæv skolestart. For et par år siden, da inklusionstoget tordnede gennem landets folkeskoler, sad han pludselig i en normalklasse. Det er godt for Özcan. Og skidt for Özcan. Godt, at han ikke er ekskluderet. Men skidt, fordi jeg ikke er i stand til at hjælpe ham nok. Han er en blandt 26 elever. Jeg er ikke ekspert i dansk som andetsprog. Og slet ikke god til specialundervisning. Og det er det, Özcan skal have.

Skoledagen er blevet lang. Længere end Özcan kan kapere. Han kommer tit for sent om morgenen. Og han er ved at falde død om kl 11:30. Ind i mellem forsvinder han, når han ikke orker mere.

Eleverne skal nu kunne, hvad de før kunne i 9. klasse, allerede i 8. klasse. Özcan er langt fra at kunne præstere alderssvarende. Hvis han får sine 02’ere i prøven dansk og matematik, så han kan få en erhvervsuddannelse, har han fået en flink censor. Malous største udfordring er, om hun får plads på det ene eller det andet gymnasium.

At differentiere undervisningen, så jeg rammer både Malou og Özcan, er i praksis umuligt.

At forestille sig, at Özcan profiterer af en skolereform, der på ingen måde møder ham der, hvor han skal mødes for at komme godt videre i livet, er direkte dumt. Om Malou får noget udbytte er spørgsmålet, men hun skal nok klare sig. Det gør børn som Malou.

Når vi nu er så optagede af, at skolen skal gøre alle børn dygtige, skal vi så ikke indrette den, så alle børn har mulighed for at blive det?

Viktor alene i verden

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han står og trykker sig op ad væggen i opgangen, da jeg er på vej op til time. Viktor. Kønne, populære Viktor. Jeg kender ham ikke særlig godt. Jeg har kun klassen et par timer om ugen, og har først fået dem i 9. klasse, men han har været kontaktsøgende lige fra det øjeblik, jeg trådte ind i klassen.

Han er en af de elever, der sidder på bagerste række og har et usynligt net spændt ud i klassen. Pigerne sender ham lange blikke. Drengene søger hans accept. Hans tøj er dyrt. Hans øjne er vagtsomme. Opmærksomme. Han loddede mig lynhurtigt, da jeg trådte ind i klassen, lagde bøgerne på katederet og sagde; ”Hvazzå’ der 9.B… Skal vi få lavet lidt kristendom?” Og jeg blev godkendt. Det kunne jeg godt se.

Og nu står han så der i halvmørket.

-Hvad så Viktor? Skal du ikke til time?

Han kigger sig over skulderen.

-Må jeg… øh… spørge dig om noget? spørger han stille…

Det er der kun et svar på. Hellere komme fem minutter for sent, end at lade en, der er i nød, stå alene tilbage i en trappeopgang. Jeg nikker. Han har blanke øjne.

-Kan man gøre en pige gravid første gang? hvisker han. Han slikker sig nervøst om munden, og jeg er ikke i tvivl om, at det har krævet stor overvindelse for ham at stille mig spørgsmålet. Det er blodig alvor, det her…

Og hvor ringe mine evner end er inden for feltet seksualundervisning, må jeg tage Viktors bekymring på mig. Det stikker formentlig dybere dybere, end det umiddelbart ser ud til. Og jeg tager hul på samtalen, går op og sætter hans klasse i gang, og så finder vi et tomt lokale, hvor vi kan få snakket.

Og Viktor snakker, da vi først kommer i gang. Han er slet ikke til at stoppe. Og tårerne sprøjter ud af hovedet på ham. En dreng, der er helt alene i verden. En dreng, hvis far aldrig er hjemme. En dreng, hvis mor har travlt med alt muligt andet. En 16-årig dreng, der har alt i verden. Undtagen sine forældres opmærksomhed.

-Der er ingen, der taler med mig, hulker han, og jeg henter toiletpapir på wc’et og stikker hovedet ind i klassen, hvor alle arbejder, som de skal, mens de ind i mellem skæver til døren, for at se, hvor Viktor og læreren bliver af. Men ingen spørger. De ved godt, at verden ind i mellem må vente.

Viktor er alene i verden. Men han er ikke den eneste i verden. Ind i mellem bliver jeg helt tung om hjertet ved tanken om de ensomme teenagere, der er ladt i stikken, og driver rundt uden mål og med. Når jeg beder forældrene støtte op om deres børn, siger de:

-Helt ærligt, han er jo 16 år. Han skal jo selv kunne klare det?

-Hun er jo næsten voksen, og hun har jo så travlt med at hun kan klare det hele selv… Eller

-Hvordan skal han ellers kunne klare gymnasiet?

Eller en hel masse andet, hvor essensen er, at de fralægger sig ethvert ansvar.

Men, når man kun er 16 år, kan man ikke klare sig selv. Man kan ikke altid holde styr på lektierne selv. Få styr på de andengradsligninger, der driller. Tage de første famlende skridt i halvmørket med en kæreste, uden en at tale med. Tro på, at man kan, når man føler sig ligegyldig.

Så tal med dem, for pokker. Tal med dem, selv om de er umulige, dovne og dumme. Tal med dem og elsk dem. Alene i verden er der ingen, der skal være. Og slet ikke ham, der ligger inde på sit værelse bag de nedrullede gardiner og ser tv…

Bliver det sjovt, hvis jeg tager et klovnekostume på?

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der er godt gang i en telefon ved et af gruppebordene i klassen. Jeg ved godt, at der vist nok har været fest i weekenden. Og jeg ved godt, at når man har taget, de første skridt ind i en hel ny verden af fester og kærester, er det som med naturkræfter; intet i verden kan holde en 14-årig tilbage. Dansk grammatik er ret langt nede på populærlisten.

-Nu lægger du telefonen ned i tasken, Sille. Ellers kommer den op på kontoret resten af dagen. Min stemme er skarp, og Frederikke ved siden af ruller med øjnene. Sille skynder sig at skrive færdig, mens hun skæver til mig.

-Jamen, jeg skal lige… forsøger hun, inden hun forstår, det er alvor. I stedet for at lægge telefonen i tasken, lægger hun den på bordet foran sig med skærmen nedad. Der ligger den som en magnet foran hende. Og hun kan næsten ikke lade den være. Og nej, jeg samler ikke telefoner ind i starten af timen; vi bruger dem i undervisningen. Fx har vi ikke længere papirordbøger. Det forventes fra kommunens side, at alle elever anvender en onlineordbog. De elever, hvis computer er i udu, bruger også deres telefoner i reparationsperioden.

Jeg kan ikke hamle op med det, der sker på facebook i min undervisning. Det kan man jo sige sig selv. Når man lige har kysset den første kæreste til en fest i weekenden, eller når Mark fra parallelklassen har drukket to breezers og lavede en sjov dans, og Albert filmede den og delte den på facebook, så er det da klart vigtigere for en 14-årig, at passe sine relationer, at like og dele, og måske kommentere. Sådan er det. Og jeg forstår og respekterer det.

Uanset, hvor kreativt jeg tænker i forhold til min undervisning, så kan jeg ikke hamle op med alt det, der sker i fritiden. Det hele er bare et klik væk. Man kan også spørge sig selv, om jeg skal hamle op? Jeg har lavet grammatikpuslespil og ordklasse-stafet og fluesmækkerløb. Og ja, det er sjovt. Men der er altså noget, der kræver træning, træning og atter træning. Jeg fattede det først selv, da jeg fik latin i gymnasiet. Der var ingen genvej, kun at terpe. Og det var røvsygt. Men, jeg kan stadig nogle af bøjningerne på rygraden. Og hvad skal jeg med dem? Jo, latin var grundlaget for, at jeg overhovedet forstod dansk grammatik.

Jeg synes, det er en kedelig tendens, at al god skolegang fra politisk hold italesættes som sjovt og anderledes og spændende. Ikke fordi jeg synes, at skolegang skal være pinefuld og kedelig. Men fordi at denne ”sjove, anderledes og spændende” skolegang stilles op som træningens modsætning. Samtidig med, at uanset hvad du præsenterer en 14-årig for i skolemæssig sammenhæng, så er det bare ikke sådan, man i 8. klasse definerer spændende. Jeg kan slæbe dem med på nok så mange kunstmuseer, klippe historiske perioder ud i puslespilsbrikker, der skal sættes sammen på tid, jeg kan besøge Byrådssalen og invitere en journalist fra Dagbladet på besøg og fortælle om læserbreve. Det er skole, det bliver skole, og den 14-årige står undrende tilbage: Hvor bliver alt det anderledes og spændende af, som jeg er blevet lovet?

For mig som lærer er denne retorik ærgerlig, og helt klart et produkt af, at man ikke ved, hvordan god undervisning opstår. Der er mange andre aspekter ved at gå i skole. Det er også i skolen man skal lære arbejdsmoral. Man skal lære, at hvis man vil noget, så må man arbejde for det. Vi kan ikke hele tiden zappe videre, hvis noget bliver kedeligt. Tabeller og kommaregler, kommer altså ikke af sig selv, fordi man knokler rundt i et lokale med en fluesmækker. Det er et super supplement, men kan i min optik ikke stå alene. Når man har skrevet essay, skal man lære, at man skal læse korrektur, inden man fiser videre ud over stepperne. Hvordan skal en generation, der er vokset op på mottoet ”sjovt, hurtigere, videre” gennemføre en videregående uddannelse, der kræver fordybelse? Eller varetage et arbejde, der ikke altid er hylende underholdende? Vi ved godt, hvordan man varierer undervisningen. Så kan vi ikke tale om noget andet end ”sjov, anderledes og spændende” hele tiden?

Når man bare har lyst til at stå i hjørnet og ligne en del af inventaret…

Blogindlæg skolenindefra.dk 14. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Klokken nærmer sig 17 i et iltfattigt lokale. Jeg er til efter-uddannelse. Og jeg lærte noget i dag. Formentlig ikke det, jeg skulle lære, men måske en vigtigere lektie.

Målet er godt nok. Vi skal have styrket vores samarbejde i min udskoling. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg har en ide om, at det der samarbejde måske ville blive bedre, såfremt vi havde tid til at mødes. Det har vi stort set aldrig. Men selvfølgelig kan man da godt lære noget om god struktur på møder. Uden pis! Det kan man. Men, det er over en måned siden, vi havde et udskolingsmøde, og det næste er aflyst på grund af et andet møde. Og der er så mange punkter på dagsordenen, at det er svært at ligesom høre alle, hvorpå man rykker videre til beslutningsfasen. Men, jeg har noteret møde-modellen, og vil da helt sikkert forsøge at bruge den, når vi engang har møde igen. Til december eller noget.

På et tidspunkt nærmede mit hovede sig nedsmeltning. Jeg føler mig som et kernekraftværk på overload. Vi har som et led i drømmen om det styrkede samarbejde fået kortlagt vores personlighedstyper. Jeg har fået en masse bogstaver… Jeg kan ikke huske dem, men jeg er introvert. Det kunne jeg godt have fortalt folk, men then again, hvorfor? Jeg er helt afklaret omkring det, og har fundet en vej i verden alligevel. Men, introverte mennesker bliver “drænet” når de er sammen med andre. De har brug for ro, hvis de skal fordøje verden. Og 17:15 nærmer jeg mig et sammenbrud. Jeg har da været “på” uafbrudt siden kl 7:50 i morges. Alle snakker. Jeg skal forholde mig til en hel masse, som jeg ikke ved, hvad jeg synes om, fordi jeg ikke lige har fået tænkt over det. I panik flygter jeg på toilettet. Jeg skal ikke tisse, men jeg kan ikke mere. Og forude venter endnu to timer med gruppearbejde, stillingtagen og øvelser på gulv, hvor jeg skal trække et kort og gå over et reb og hvad ved jeg. Kvaliteten af min indsats er ringe, og jeg bliver lidt flov over, at der sikkert er kastet en kæmpe spand penge efter at få mig godt udviklet, og alle andre ved tilsyneladende godt, hvad de mener. Jeg falder helt igennem…

Og jeg står der og forsøger at forholde mig konstruktivt til, hvor jeg ser mig om et år, mens jeg drømmer om at stå ved komfuret hjemme og røre meditativt i en gryde, mens jeg drikker rose og hører Beethoven! Og der får jeg en aha-oplevelse.

Tænk, at være en introvert teenager, der skal kæmpe dig gennem en syv timer lang skoledag. Toiletterne lugter af tis. Lærerne forsøger måske at variere undervisningen med spændende øvelser på gulv, og du magter det ikke. Og du bliver bedt om at tage stilling til spørgsmål, som du ikke helt ved, hvad du mener om.

Jeg vil vildt gerne forsøge at tilpasse min undervisning til dine behov. Måske lade dig arbejde i ro. Måske give dig mulighed for at overveje dine svar på mine spørgsmål, så du ved, hvad du skal svare. Men, jeg når det ikke, for det tager kanon lang tid at differentiere ordentligt. Ligesom jeg ikke når at mødes med mine kolleger, fordi dagen er fuld af alle mulige andre gøremål, som ikke altid giver mening. Fx at gå over et reb og trække et kort, og prøve at finde på en forklaring om, hvorfor jeg lige valgte det kort, og ikke et andet. Jeg vil så gerne bare samarbejde med mine kolleger og levere god undervisning. Hvorfor skal det være så svært?