Solidaritet er blevet et taber-ord

Debatindlæg bragt i politiken 7. juli 2015

af METTE SUN NYGAARD OG KATJA GOTTLIEB, UU-VEJLEDER OG LÆRER

»FOR SÅ er man jo fucking ensom«, sagde den unge mand, da vejlederen spurgte, hvorfor han ikke stoppede med at ryge hash? Fordi han var bange for at blive ensom. Fordi han i misbruget havde fundet et fællesskab, der var lige så vanedannende som hashen. De fleste af os er flokdyr.Vi søger derhen, hvor vi møder forståelse, accept og anerkendelse. Som henholdsvis lærer og uddannelsesvejleder har vi tilsammen haft en del børn og unge under vores vinger. Vi har mange års praktisk erfaring fra velfærdsstatens maskinrum, og derfor ved vi noget om dem, der skal videreføre vores samfund. Og hvorfor vi ikke er tjent med, at solidaritet bliver et fremmedord for dem.Solidaritet er blevet et taberord. Solidaritet er blevet som den søde, men klæbende kæreste, du overvejer, hvordan du slipper af med på en pæn måde. Og i et samfund, hvor konkurrence er blevet det bærende element, er der en tendens til, at vi vogter på hinanden i stedet for at udnytte hinandens styrker. Vi ser det i skoleklasser, hvor videndeling ikke nødvendigvis bliver opfattet som en styrke af elever, der er vant til at konkurrere. For hvad nu hvis sidemandens succes gør mig mindre værd? Det er et kæmpe handikap i et samfund, der skal leve af innovation. Men de unge er rædselsslagne for at sakke agterud. Netop derfor er det svært at overbevise dem om, at det er vigtigt, at alle er med. For dem, der ikke kan følge trop, er der andre fællesskaber, som tilbyder nogle få, men meget simple leveregler. Det er fællesskaber, som den unge mand på vejlederkontoret fandt i misbrugermiljøet eller endnu værre: ensomhed. Vi lever i et X-factor-samfund, hvor dit værd aflæses på et performancebarometer. Blev der klappet, blev jeg liket, blev det delt? SOLIDARITET er blevet et ord, der smager af overvægtige gråhårede fagforeningsmænd, røde faner i Fælledparken og en ideologi, færre og færre kan identificere sig med. Men solidaritet er det kit, der binder vores samfund sammen. Solidaritet er også at dele vores overskud. At hjælpe naboen. Solidaritet er at sørge for, at alle, der vil være med, er med. Frihed til alle og ansvar for ingen er blevet solidaritetens populære modsætning. I spurten mod toppen er der nogle, som glider i svinget. I farten er der ikke plads til at give en hånd og få dem på benene igen. Samtidig er der en tendens til, at det i vores samfund er blevet acceptabelt verbalt at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. De er jo selv ude om det. De kunne bare have truffet nogle andre valg, synes at være et argument, der møder stor tilslutning i den brede befolkning. Men når du spørger rundt i en skoleklasse, er der ingen, der ikke vil være med. Der er ingen, der vil meldes ud af fællesskabet. Så hvordan og hvornår opstår den tanke, at de mennesker, der snubler, selv melder sig ud og vælger et passivt liv på offentlig forsørgelse? Som fagpersoner kan vi kun begræde fraværet af solidaritet i den offentlige debat. Især når det handler om børn og unge. For de fleste børn og unge har behov for at opleve en samhørighed, hvor de kan genkende sig selv i de andre. Solidaritet er ikke kun forbeholdt de sårbare unge eller de fagligt udfordrede unge. Solidaritet er et fællesskab, hvor der er så højt til loftet, at alle kan finde nogen, de kan genkende sig selv i. Både de ressourcestærke og de udfordrede.For vores opgave er også at præsentere eleverne for den viden, de ikke vidste, de ønskede at få. I uddannelsesvejledningen skal vi udfordre de unge på deres uddannelsesvalg. Vi skal tilbyde dem andet og mere end det, de kan google sig til. Vi ønsker ikke et fællesskabstyranni, hvor alle skal passe i den samme skabelon. Det avler ofte en dyb aversion mod hensyntagen til andre mennesker. Vi ønsker et samfund, der giver reelle muligheder for at blive omfattet af den styrke, der ligger i at være en del af fællesskabet.

 

For længe siden, i fattigdommens dage…

www.skolenindefra.dk Blogindlæg 14. april 2016

For længe siden i fattigdommens dage… Sådan starter Astrid Lindgrens fortælling ”Søndeneng”. En fortælling, der handler om de to små søskende, Mattias og Anna, der bliver alene i verden, og derfor anbringes hos Bonden i Kæret. Her er dagene fattiggrå og livet så tungt, at jeg som barn fik helt ondt i hjertet, hver gang, jeg læste den. Ind i mellem græd jeg en smule. Og så måtte jeg lægge bogen væk. For det var så frygteligt at læse om de stakkels børn, der var blevet til overs. Børn, der gik sultne i seng.

Heldigvis var fattigdommens dage så vældig længe siden, og ordene var så smukke, at bogen altid kom ned af hylden igen. Og bogen fulgte med mig, selv da jeg egentlig troede, at jeg var blevet for gammel til at læse eventyr. I dag står den i min reol ved siden af andre vigtige bøger, og den har været igennem lidt af hvert. Siderne er gule, og ryggen ser i hvert fald lidt træt ud.

Mange år gik, og jeg gik med, som de fleste af os nu en gang gør. Der var ind i mellem bump på vejen, men når alt kommer til alt, så klarede jeg mig fint. Vi har jo alle muligheder. Alle sammen. Og en dag stod jeg så bag katederet i en klasse, hvor en lille dreng sad så forfærdeligt uroligt på sin stol og holdt sig på maven, mens jeg forsøgte at lære ham om vigtige ting. Og det var vigtige ting af den slags, hvor man helst skulle sidde nogenlunde stille i mens. Og det gjorde han ikke. Heller ikke selvom jeg flere gange bad ham om det. Og jeg satte mig ned ved siden af ham, og spurgte, om han havde ondt i maven?

Det havde han ikke. Men han var så sulten, sagde han. Og så så jeg dybt ind i to grå øjne, der var helt fulde af noget, som otte-årige drenges øjne slet ikke skal være fulde af. Han havde ikke fået morgenmad. Og før det havde han sådan set heller ikke fået aftensmad. Og så kan man ikke sidde stille. Man kan ikke lære. Man kan ikke være nogens ven. Man kan faktisk ikke noget som helst andet end at tænke på, at man er sulten. Og med et forstod jeg pludselig, hvad det betyder, når dagen er underlig fattiggrå. Og jeg tænkte, om det virkelig kunne passe, at der var børn, der blev lagt sultne i seng?

Fattigdom er jo noget relativt. Og i forhold til at vokse op i Haiti, er jeg da helt med på, at vi ikke har fattigdom på den måde i Danmark. Men vi har fattigdom. Enhver, der påstår andet, er enten dum eller lyver. Og jo, jeg har set forældre, der har foretaget de mest idiotiske valg, og det er sikkert sket, at nogen har gået på ”bistand”, fordi de ikke gad at lave noget. Alt det har jeg hørt… Og i de fleste tilfælde er det noget vrøvl. Og det er de børn, der kommer i klemme, der betaler prisen. Prisen for de voksnes valg.

Ifølge en ny rapport fra Institut for socialt arbejde, kan fattigdom forværre omsorgssvigt. ”Fattigdom kan ikke forklare omsorgssvigt, men det kan præge omsorgssvigt på den måde, at det at være fattig kan være en alvorlig belastningsfaktor, der går ud over børnene på mange måder”, siger Adam Johansen, der står bag rapporten.

Vi siger, at vi ikke har råd. Men jeg spørger; har vi råd til at tabe de børn, der i øjeblikket oplever det omsorgssvigt, som det er, at vokse op i fattigdom? Effekten af det svigt, er det børnene, der oplever her og nu, men som samfund kommer vi til at se konsekvenserne af dette, mange, mange år frem i tiden.

Jeg ved ikke, hvordan det her ender. Men jeg ved, hvordan fortællingen om Mattias og Anna og Søndeneng ender. God læselyst… Og tag endelig rapporten om omsorgssvigt af børn i fattigdom med på vejen. Så er der både til hoved og hjerte.

http://www.phmetropol.dk/Om%20Metropol/Nyheder%20og%20Presse/Nyheder/2016/04/fattigdom%20forvaerer%20omsorgssvigt

Schhhh… Her testes… Igen…

Blogindlæg 12. marts 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Blækket var dårligt tørt på mit eksamensbevis, førend jeg stod i en 1. klasse på en skole i en forstad, og skulle lære 24 små børn at læse. Det viste sig dog hurtigt, at der var en del andet at gå i gang med, inden vi kunne tage fat på læsebogen. En del af dem skulle faktisk lære at sidde på en stol først. Derfor brugte jeg også en del tid på at trække dem ned fra gardinerne og op fra gulvet og ud fra toiletterne. Det lykkedes som regel, og ind i mellem blev de så også siddende på stolene. Når de så sad der, var næste udfordring, at de fleste af dem trængte til at lære en hel del dansk. Ikke lige noget jeg sådan helt havde styr på, og jeg måtte prøve mig lidt frem. Det, der hurtigt stod lysende klart for mig var, at min forestilling om at de små tandløse tingester bare sad pænt og lærte at læse, mens jeg dirigerede slagets gang i læsebogen, nok ikke havde rod i virkeligheden.Jeg brugte timer på at konstruere vendespil og ordmaskiner og skilte til alt inventaret i klassen, jagtede garvede kolleger, der gad at hjælpe, og et par af eleverne udviste da også tegn på en vis grad af læseindlæring. Men jeg anede faktisk ikke rigtig, om jeg greb tingene rigtigt an.

En dag indtraf miraklet dog: Læsevejlederen mødte op i min klasse for at lave en læseprøve! Hele seancen var omgivet af stor alvor. Eleverne og jeg blev grundigt instrueret, og jeg fik et stopur udleveret. Eleverne sad i dagens anledning artigt på stolene udstyret med farveblyanter. Og så blev vi ellers testet.

Jeg fik ”mit” resultat på læsevejlederens kontor kort tid efter. Rettet, sat ind i skemaer og præsenteret. Elev for elev. Og det var simpelthen noget af det smarteste, jeg nogen sinde havde set i mit korte lærerliv. En udførlig rapport over mit arbejde og mine fremskridt med den enkelte elev. Jeg fik råd og vist vejen videre, og ikke mindst bekræftet, at jeg trods alt havde lært et eller andet på seminariet. Og så opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at have specialiserede kolleger, der i samspil med os andre får hverdagen på en skole til at spille med alle de aspekter, der er i undervisning. Jeg var helt sikker på, at jeg elskede test.

Forleden åbnede jeg dog min arbejdsmail. Ud over de obligatoriske mails om, at en eller anden ikke havde lagt sjippetovene det rigtige sted i gymnastiksalen, en ændret mødedato, tre forældrehenvendelser og en syndflod af sygemeldinger på elever, lå der to rykkere.

Jeg forsøgte at ignorere dem, men lider desværre af et vis mål artighed. Så jeg blev nødt til at se på dem, tænkte jeg. Det var rykkere på tests, som min klasse manglede at lave. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for test. Det er ikke nogen, som jeg selv som lærer overhovedet kan se en mening i at lave. Og jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk ikke længere elsker test.

Den årlige kommunale læsetest, er jeg rigtig glad for. Og jeg er faktisk også glad for den årlige kommunale stavetest. Det er de prøver, jeg kan se en mening med i forhold til min undervisning og mit arbejde med eleven og klassen. Jeg har en læsevejleder på skolen, som jeg kan sparre med, og hvis vi mener, der er behov, kan vi vælge andre tiltag. Fx den nye ordblindetest, som jeg også synes er et fremragende tiltag, når det skønnes nødvendigt. Og kan vi så ikke stoppe her? Jeg er dansklærer. Jeg har efterhånden en del erfaring; jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og i de situationer, hvor jeg kan se, at jeg ikke er sikker, kan jeg læne mig op ad kompetent personale, der er specialuddannet til at vejlede og støtte mig i mit arbejde.

De nationale test, dem bruger vi tid på at øve os på, så eleverne kan blive så dygtige som de kan. Altså til de nationale test. De ligner jo ikke ligefrem noget andet, som normale mennesker udsættes for hverken i deres studie eller arbejdsliv. Og tager tid de fra undervisningen. Ligesom alle de andre test og prøver, som vi vælter os igennem i et forsøg på at måle alt og sætte det ind i skemaer.

Jeg kan hilse og sige, at kort tid efter læsetesten kom en af pigerne i den før omtalte 1. klasse og skulle vise mig noget. Jeg havde skrottet læsebogen, fordi der ikke rigtig skete noget. Jeg var ikke helt sikker på om det faktisk var bogen, der var noget galt med. I hemmelighed gik jeg og tænkte, at det faktisk godt kunne være mig, der var noget galt med. Jeg havde været dybt inde på depotet og fundet en stak gamle ”Søren og Mette-bøger”, som jeg havde udstyret klassen med. Og hun lagde sådan en Søren og Mette foran sig, satte sig ned og læste smukt og fejlfrit højt for mig. Det var et meget stolt øjeblik for os begge.

En skole uden lærere?

Blogindlæg 6. marts 2016 www.skolenindefra.dk

Vi har i øjeblikket praktikanter i 9. klasserne på skolen. De er førsteårsstuderede, og de er i praktik i dansk. Jeg synes, det er dejligt at se, hvor meget energi de lægger i arbejdet. De vil så gerne gøre det godt, og de er rigtig optagede af at få mest muligt ud af deres praktik. Det er noget andet end hverdagen på studiet at være ude i virkeligheden, men de er flittige, og de har allerede fået en fin bagage med fra seminariet. Og det glæder mig, i en tid hvor få vil være lærere.

De fik de overordnede rammer for forløbet af os dansklærere på årgangen, for afgangsprøverne står for døren, der er ikke megen tid at spilde. Så praktikanterne har lavet et undervisningsforløb om Kim Fupz Aakesons forfatterskab til de tre 9. klasser, og fokus i vejledningen har selvfølgelig været på indhold og tilrettelæggelse.

-Hvorfor skal eleverne lave en skriftlig analyse af novellen? spørger min kollega til vejledningssamtalen i tirsdags.

-Hvad er jeres hensigt? Hvorfor ikke lave en mundtlig analyse? Eller gruppesamtaler?

Praktikanterne griber ivrigt boldene. Vurderer, argumenterer og se på deres notater.

-Hvordan skal opgaven afleveres? Og hvad tænker I omkring evaluering og feedback? De kan ikke aflevere en opgave, uden at I giver dem feedback.

Og der arbejdes på højtryk. Min kollega er dygtig, og praktikanterne noterer flittigt. Der diskuteres alt fra om man skal vælge cooperative learningstrukturer til lavpraktiske forhold som fotokopier, og hvad gør man med de elever, der har glemt computer? Der er mange forhold, der skal bringes i spil, når man opererer i et klasselokale. Langt det meste er usynligt.

Det faglige indhold i timerne fylder meget i vores vejledningssamtaler med praktikanter. Og det er meget ofte det, som fylder, når man taler skole med folk, der ikke har undervisningsbaggrund, og altså ikke har erfaring med at tilrettelægge undervisning. Jeg møder ofte kommentarer som:

-Hvor svært kan det lige være. Det er jo 7. klassesniveau?

-Du kan jo bare låne forløbet af din kollega? Så kan man vel godt klare sig med mindre forberedelsestid?

Eller den helt klassiske:

-Du har jo undervist i mange år, så det ligger vel på rygraden?

Der er ikke nogen tvivl om, at der er noget omkring lærergerningen, der bliver lettere med tiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at nyuddannede lærere får ekstra forberedelsestid, og en erfaren kollega at læne sig op ad.

Og det er rigtigt, at man kan vække mig klokken tre om natten og bede mig redegøre for hovedlinjerne i 2. Verdenskrig. Jeg vil da både kunne lire udvalgte navne, årstal og datoer af, og også sørge for at det blev fortalt både forståeligt og pædagogisk.

Men det er ikke det, der er det svære ved at være lærer. Og det har praktikanterne også styr på allerede nu. Det svære ligger i et krydsfelt mellem nogle helt bestemte faktorer. Dit valg af undervisningsmetoder i forhold til dit mål for undervisningen og elevernes særlige forudsætninger. Og det, at du har med mennesker at gøre. Og mennesker er dybt uforudsigelige.

De sidder sjovt nok ikke klar på deres pladser med foldede hænder, når læreren træder ind i klassen, sådan nogle 9. klasses baryler. Og selvom vi var klar i klassen ti minutter inden timen startede her til morgen, så startede timen ikke til tiden, fordi ufatteligt mange af mine elever lige præcis denne morgen, valgte at komme for sent. Jo, undervisningen startede godt nok, men den blev hele tiden afbrudt, af folk der kom væltende ind, våde og søvndrukne. Hvad gør man så?

Og hvad gør man med ham, der er sur og sulten? Og hende, der er ked af det og lige skal snakke? Og de to knallerter, der hele tiden fniser og sender hinanden øjne, selvom de er strategisk placeret i hver sit hjørne af klassen. Så er der hende, hvor jeg hver morgen skal skrive hjem til forældrene, for at fortælle om hun er mødt op eller ej. Og så er der alle de andre… 26 elever, der skal bringes til at fungere sammen i et udviklende fællesskab. Tag den!

Det faglige indhold er vigtigt. Så en lærer skal være fagligt dygtig. Niveauet skal være højt, og man skal kunne sit fag på fingerspidserne. Men det virkelige arbejde ligger i tilrettelæggelsen af undervisningen, kombineret med evnen til at kunne danne relationer til de elever man arbejder med og det, at kunne lede et klasserum. Det er det bærende i lærergerningen. Og det er det, der tager min tid. Det, der er svært.

Jeg håber, mine praktikanter en gang, når de er færdige, kommer ud til en skolevirkelighed, hvor deres kompetencer virkelig kan foldes ud. En hverdag, hvor man ikke er i konstant kamp mod manglende forberedelsestid og en stadig strøm af bureaukratiske tiltag og nye lovændringer. Skolen er det, der opstår i mødet mellem en lærer og en elev. Vi skal passe på, at der stadig er lærere også i fremtiden. Uden lærere. Ingen skole.

Du skal ikke tro, du er noget…

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. januar 2016

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Der var stille, som der kun kan være til en prøve, hvor 36 15-årige sad koncentreret bøjet over tasterne, der klikkede stille i salens halvmørke. Ind i mellem strakte en enkelt sig og skævede til det store ur på væggen. Tid er noget underligt noget, når man har prøve. Den går både for hurtigt og for langsomt. Men fra Simones taster lød ingen klikken. Cursoren blinkede tavst på skærmen som hjerteslagene i et elektrokardiogram. Og så skete der ikke mere. For Simone sad pludselig i salen og græd.

– Alle de andre kan, hviskede hun. Jeg kan ikke…

Simone er ellers dygtige skolen. Rigtig dygtig. Hun ved rigtig meget om samfundet og verden. Om politik og naturvidenskab. Hun har læst bøger. Og været på museum. Og er blevet talt med. Og så er hun hurtigtopfattende. Desværre er hun også ambitiøs.

“Desværre” mener jeg ikke. Men alligevel. For selv om hun siger, at det ikke betyder så meget, så går hun meget op i, at gøre en god indsats. At forbedre sig. Hun har fra lille lært sig, at livet er et kapløb. En konkurrence. Og når man konkurrerer, er der kun en vinder. Resten er tabere. Der er kun en guldmedalje…

Simone havde ellers fået et karakterblad, man godt kunne være bekendt, med hjem inden jul. Alle tal var tocifrede. Vi havde haft en fin skolehjemsamtale, men fokus på udviklingsområder, fremtiden, det sociale og det, Simone allerede har helt styr på. Hun var glad, og hendes far så stolt på hende. Alt var som det skulle være. Bortset fra at konkurrencer burde være højdepunkter. Milepæle, hvor man får afprøvet, alt det man har trænet i de mellemliggende perioder. Konkurrencer burde ikke være permanente tilstande, hvor man yder alt hvad man kan og lidt til… Hele tiden…

Så når Simone kan skrive et essay, jeg faktisk har lyst til at læse, og kan fortolke og samtale om en roman vi har læst, hvorfor er det så, at hun skal presses helt der ud, hvor hun ender med at føle, at hun ingenting kan? Og når Simone kan vurdere hvilken læsestrategi, hun skal vælge i forhold til genre og formål med læsningen og endda er bevidst om, at træne sin læsehastighed, hvorfor er det så, at hun skal aflægge en prøve i læsning, hvor hun hun i løbet af 30 minutter skal kæmpe sig gennem en hæsblæsende læsning af fem tekster med halvtreds tilhørende afkrydsningsopgaver? En opgave der ligger så langt fra virkeligheden, at jeg er nødt til at træne eleverne i den specifikke prøveform, for at der ikke skal være alt for mange, der som Simone knækker under det pres, som den evige konkurrence lægger på dem? En konkurrence, hvor man sammenligner sit værd med sidemandens, og tjekker med resultat et på et karakterblad, der på så mange måder minder dig om, at du ikke skal tro, at du er noget.

Ikke for skolen…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. novender 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Han holder vejret et øjeblik og skæver til mig. Han er sprut-rød i hovedet og blankøjet. Et øjeblik ser det ud til at lykkes. Så får han øjenkontakt med Victor på den anden side af bordet. Han vrikker næsten umærkeligt med øjenbrynene. Og så flækker både Victor og Magnus af grin. De ligger nu ind over bordet og historiebøgerne og hulker af grin. Magnus hiver t-shirten op og tørrer øjnene.

-Undskyld, fniser Magnus, men begynder at grine igen. Også selvom jeg er rigtig god til sådan at rynke øjenbrynene sammen og se strengt på 15-årige drenge, der har latterkramper og ligger fortabt i hormonrus en helt almindelig tirsdag eftermiddag. Kong Haralds kumler har heldigvis stået i 1000 år. De kan nok stå lidt endnu.

Jeg dropper de rynkede bryn, og sender Knold og Tot ud til en lufter, og de forsvinder lynhurtigt og bemærkelsesværdigt samarbejdsvilligt ud af klassen. Jeg kan høre den ene hyle som en brunstig chimpanse gennem den lukkede dør. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt for mig selv.

Vi kender dem alle sammen. De, der var umodne, useriøse eller usynlige, da vi gik i skole. 20 år senere, når man render på en af dem, har de klaret sig vildt godt her i livet. Hvad var det lige, der skete? Jo, der skete det, at folkeskolen gav dem et godt fundament med på vejen. Det er nemlig det folkeskolen kan. Og så blev der bygget oven på efterhånden som de fortsatte deres vej genne uddannelsessystemet. Efterhånden som de voksede til og fandt deres interesser. Deres vej gennem livet. Deres plads i samfundet.

Alle, der arbejder med mennesker, ved, at mennesker er forskellige. Derfor skal undervisning tilrettelægges, så det så vidt muligt rammer den enkelte elev. For mennesker modnes forskelligt. Lærer forskelligt og lever forskelligt. Og folkeskolen er det sted, hvor vi får basiskundskaber og et fælles fundament med os, når vi rejser videre ud i verden for at lære og specialisere os.

Det er mærkeligt, at denne fælles forståelse tilsyneladende ikke spiller en rolle, når vi taler skole. Hvor og hvordan det hysteri vi i øjeblikket oplever omkring folkeskolen er opstået, kan man sikkert skrive lange afhandlinger om. Men det virker underligt, at vi har flyttet vores fokus fra det, der er vigtigt for vores sammenhængskraft; det, at vi i folkeskolen får en forståelse for samfundet som et fællesskab, vi alle er en del af.

I stedet taler vi kun målbar kunnen, svinger pisken over elever, der nu skal lære i 8. klasse, hvad de tidligere først lærte i 9. klasse. Og det mine elever i gennem en årrække har lært i 9. klasse, det mødte jeg først i gymnasiet. Vi er i frit fald.

Jeg kan garantere for, at Magnus og Victor ikke får en hujende fis ud af at jeg tvinger dem til at forholde sig til en meget stor sten, der står på en kirkegård i Jylland, mens hormonerne raser rundt i kroppen på dem, som en flok køer på græs første forårsdag. I værste fald kommer de til at hade historiefaget og skolen. Og Jellingstenen… Og det ville jeg være ked af. Men, jeg skal nok få dem med. For de kan nemlig godt li at gå i skole. Ligesom langt de fleste andre danske skoleelever. Og det er godt. For, det vi lærer i skolen er ikke for skolen, men for livet.

Good lærer… Bad lærer…

Blogindlæg skolenindefra.dk 25. oktober 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Engang var der en mor, der havde set sig gal på mig i min egenskab af lærer for hendes datter. Årsagerne er lange og mange, men når alt kommer til alt, så passede jeg sådan set bare mit arbejde. Det resulterede i en langvarig og, for alle parter, smertefuld konflikt, og ikke mindst i, at moderen flere gange ugentligt ringede til skolens kontor. Hvis hun ikke kunne blive stillet ind til ledelsen, som jo også har andet at lave end at høre på, hvor dum jeg er, tog sekretæren imod skideballen.

-Rikkes mor har ringet… igen… sagde sekretæren så, når jeg stak hovet ind på kontoret. Hjertet sank altid lidt på mig, man vænner sig aldrig helt til al den brok.

-Hvad så? Skal jeg ringe tilbage?

-Nej, det ville hun ikke ha. Hun ville sådan set bare fortælle, hvad du nu har gjort forkert. Igen.. Jeg har taget i mod besked, grinede hun.

Og jeg kunne spare den nærmest uendelige skideballe, som jeg altid blev udsat for, hvis det var noget, jeg skulle ringe tilbage om, og gå tilbage og passe mit arbejde. Med en underlig gnavende fornemmelse af, at jeg ikke duer. Uanset at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, og mere til, for at støtte op om familiens udfordringer. Der var hos Rikkes mor ikke tvivl om, at jeg var en rigtig, rigtig dårlig lærer.

Forleden blev jeg på et socialt medie opfordret til at forholde mig til, om jeg ikke bare synes, at dårlige lærere skal fyres? Jeg måtte blive spørgeren svar skyldig. For hvad er en dårlig lærer?

Det er sjældent, at jeg har svære konflikter, som den jeg havde med Rikkes mor. Og det er som regel hjem, hvor der er noget riv-rav-ruskende galt, at jeg ender med at få etiketten ”dårlig lærer”. Måske fordi, jeg er nødt til at gribe ind i en eller anden udstrækning i forhold til barnets trivsel, eller fordi familien har urealistiske forventninger til skolen. Men konflikter som denne ender ofte med at blive personlige. Det er ikke mit håndværk som lærer, konflikten går på, men ofte på mig som person. Jeg er i et fag, hvor det er svært at skelne mellem mig som person, og mig som lærer. Og det kan vel næppe være min i person, den dårlige lærer skal findes? Kan der være andre scenarier?

Dansklæreren i min parallelklasse er meget dygtigere end mig. Uden tvivl. Jeg er en god dansklærer. Men jeg ved, at hun er bedre. Hun har meget mere erfaring. Meget mere uddannelse. Og hun har fingeren på det nyeste inden for forskning og didaktik. Det er fedt, at have en kollega, der kan det nye. Især når hun rundhåndet deler ud. Jeg læner mig meget op ad hende, og jeg lærer mega-meget af det. Heldigt, at vi ikke konkurrerer med hinanden. Så ville vi nok hver især holde kortene tættere ind til kroppen. Men gør det mig til en dårlig lærer, at hun er bedre?

Så kan man se på den enkelte lærers resultater. Hvordan scorer klassen i test? Til afgangsprøver? Er det de lærere, der får det højeste gennemsnit, der er det bedste? Det er så langt ude, at jeg næsten ikke orker at svare på det. Men, der er socio-økonomisker forskelle, der gør, at nogle klasser eller skoler scorer bedre end andre. Man kan også se på, hvor meget man ”løfter” eleverne. Der er privatskoler, der reklamerer med, at der er gode til at ”løfte” eleverne. Det kan man for det første arrangere sig ud af. For det andet, er det nemmere at ”løfte” elever, hvis man har ordentlig tid til forberedelse og efterbehandling, og måske færre elever pr. lærer. Det er logik.

Og så er det i øvrigt ikke svært, at lære elever at lave tests. Det hedder ”teach-to-the-test”, det begreb. Og det praktiserer jeg hvert år inden afgangsprøverne: eleverne scorer bedre, hvis de er trænede i at gå til prøve. Men, gør det mig til en dårlig lærer, hvis jeg ikke praktiserer ”teach-to-the-test”?

Sidste scenarie jeg kan forestille mig er, at en lærer ikke passer sit arbejde. Det forekommer vel sagtens, at en lærer giver eleverne fri, fordi hun ikke orker at undervise. Eller møder op i klassen og siger, i dag skal vi ikke lave noget. Eller ikke sørger for, at et udfordret barn får den hjælp, han skal have.

Hvis det forekommer, er det vel et ledelsesmæssigt problem, som det er på alle andre arbejdspladser. Jeg gider jo heller ikke have en kollega, der ikke trækker på samme hammel, som os andre. Men, jeg kan altså tælle på få fingre, de gange jeg har haft sådan en kollega. Problemet med det der ”dårlig lærer-noget” er, at det så ofte er subjektive kriterier, der ligger til grund for vurderingen. Vi arbejder med mennesker. Ikke med tal. Alt er relativt…

At ville noget med nogen…

Blogindlæg skolenindefra.dk 11. juni 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Folkeskolen? Den har jo spillet fuldstændig fallit, udbrød damen over for mig på et tidspunkt mellem forretten og hovedretten. Lakseriletten havde været fin, og det var da altid noget, at jeg havde fået spist den i fred. Det er altid det samme. Man er til en sammenkomst med alt for mange mennesker. Snakken går, og på et eller andet tidpunkt er der en eller anden der spørger: Hvad laver du så? Og de ser altid slemt skuffede ud, når jeg svarer. Men, jeg var da færdig med min mad nu, og forklarede pænt at jeg var lærer.

Jeg havde fanget, at hun var noget ret smart. Det var noget, der hed noget på engelsk. Og det lød som noget med penge. Og jeg havde hørt, om hendes nye bil, og at hende og kæresten lige havde været på ferie. Det var fint nok. Og det var ikke for at ødelægge den gode stemning, at jeg sagde, jeg var lærer.

-Der foregår jo ikke rigtig noget i skolen. Ta nu mig… Dengang jeg gik i skole, var det sådan noget eksperimenterende hippie-noget, fortsatte hun, og fyren ved siden af grinede indforstået.

-Vi rendte bare rundt uden for i et indianertelt og lavede bål hele tiden. Og så skulle vi forestille at lære noget? Hun greb sit vinglas, og svingede det rundt på en meget elegant måde, og smilede til mig.

-Det er jo helt vildt, at jeg har klaret det så godt, som jeg har, fortsatte hun og henviste formentlig til den der nye Fiat Viagra, der stod i min venindes indkørsel ved siden af min noget bedagede Ford Focus. Jeg nikkede… Det er fint nok…

-Og ta nu mine klassekammerater. De fleste har bare gjort det godt. Alle har en videregående uddannelse, og de fleste af os har topstillinger i det private. Det fatter man jo ikke, med den skolegang… Hun satte læberne til glasset, og fyren ved siden af nikkede bekræftende og så spændt på mig. Og det var heller ikke for at ødelægge den gode stemning, men jeg kunne ikke dy mig:

-Har du overvejet, at det kan være, at I har alle de topstillinger, NETOP fordi I har modtaget en eksperimenterende undervisning af nogle lærere, der ville noget pædagogisk med jer? Hvem ved, hvad vi skal have til hovedret? Det dufter godt…

-Perlehøne, fnisede min venindes mand og begyndte at skænke vin, og han reddede således damen fra min skarpe tunge. Og om hun nogen sinde vil forstå, det er jeg ikke sikker på.

Men, hvor er hun heldig, at hun gik i en skole, hvor lærerne havde mulighed for at udvikle den pædagogiske praksis, prøve sig frem og lave undervisning, der gav børnene lyst til at lære, gjorde dem nysgerrige og videbegærlige. Hvor er hun heldig, at hun gik på en skole, hvor skolelederne og lærerne havde friheden til at indrette skoledagen, så den gav mest mening for eleverne. Og hvor er vi heldige, at os, der nu går på arbejde, har gået i en skole, hvor nogen havde mulighed for at ville noget med os. Mon de fremtidige generationer, bliver lige så dygtige og videbegærlige som damen fra indianerteltet?

Gu’ ka’ du så, Sille…

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. april 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Jamen, jeg har altså ikke lavet det… Sille ser opgivende på mig og nulrer lidt med hjørnet af bogen. Så kigger hun ned i bordet. Læreren er tydligt ikke tilfreds.

Jeg er på vej rundt ved bordene for at tjekke, at alle har lavet dagens hjemmeopgaver. Vildt old-school. Og så alligevel. Jeg har af forskellige skema-tekniske årsager vundet en 7. klasse i engelsk. Min eneste kvalifikation er, at jeg har dem til en hel masse andre fag, og at jeg er god til at tale engelsk. Det skal jeg hilse og sige er en start, men bestemt ikke en holdbar løsning.

De driller mig på lærerværelset med at min undervisning er retro, hvad den også er, fordi min eneste reference er min egen hedengangne engelskundervisning, og jeg driver rovdrift på engelsk-kollegerne, fordi jeg simpelthen ikke har didaktikken på plads. Så ja, min undervisning er old-school.

Men, at Sille ikke har lavet opgaverne, er bare ikke ok.

-Hvorfor har du ikke lavet det? Jeg glor på den blanke side, der er så frisk og ny, som da bogen forlod trykkeriet. IGEN… Der har ikke været skrevet så meget som et ord. IGEN.

Jeg ved godt, at Sille har det svært fagligt. Især i engelsk. Og i matematik… Og faktisk også i nogle andre fag. Men alligevel. Retro-læreren har delt klassen op i to hold, fordi niveauet er så forskellig i klassen. Og de kører med to forskellige ugeplaner, og opgaven, jeg havde stillet, var ikke urealistisk.

-Jamen, jeg har prøvet… forsøger Sille, men trækker så på skulderen…

-Ved du hvad? Jeg kan simpelthen ikke se, at du har prøvet. Du har ikke skrevet så meget som et bogstav. Du har ikke givet mig noget som helst at arbejde med… Hvad pokker skal vi gøre ved det? Hvordan skal du blive bedre?

-Jamen, jeg duer jo ikke til det?

-Hvorfor ikke? Er du dummere end alle de andre her i klassen?

Hun kigger rundt, og ser undskyldende på mig…

-Næææææh…

Jeg er ikke i tvivl om, at Sille har haft bogen oppe af tasken. Hun har stensikkert også kigget på siden. Men, så har modet svigtet, for hun ved allerede med sig selv, inden hun går i gang, at hun nok ikke kan. Og så er det, at man hører lidt Justin Bieber, går lidt på facebook og kigger lidt på siden igen… Og så ryger bogen ned i tasken. For Sille ved, at Sille ikke kan. Og det er dér vi starter.

-Nu får du lavet den side. Du sætter et ur på 20 minutter. Og så når du det, du kan! Jeg er ligeglad med, hvor mange fejl der er, men jeg KAN IKKE HJÆLPE DIG, hvis du kommer med blanke sider hver gang… det holder simpelthen ikke.

Sille ser vildt fornærmet ud. Og jeg føler mig rigtig væmmelig og upopulær, og jeg spekulerer på, om hun lige om lidt ringer hjem og siger, at jeg har været ond ved hende. Det kan hun godt finde på. Heldigvis har hun nogle kanon-seje forældre, der støtter op om mit arbejde. Det gør det noget nemmere, at være læreren fra helvede.

Men, hvis jeg ikke har forventninger til Sille, hvis jeg giver hende ret i, at det er synd for hende, giver hende ret i, at det hele er for svært, så kommer Sille ingen steder fagligt. Så kan vi gå i ring de næste tre år. Der skal stilles krav. Det har Sille krav på.

I år har Sille fået en rigtig engelsklærer. Af den hårde slags. Og forleden kom hun op på lærerværelset i spisepausen. Hun stod i et hjørne og forsøgte at få øjenkontakt med mig, indtil jeg vinkede hende hen til bordet.

-Hvasså, Sille?

-Jeg har lige fremlagt i engelsk, siger hun stolt og kniber munden sammen… Det er mig der skal spørge nu…

-Nåååå… Gik det ligesom sidste år, hvor du nægtede? spørger jeg og blinker til hende. Jeg ved godt, at der er noget under opsejling.

-JEG FIK SYV! buser det ud af hende… Og jeg kunne godt, foran alle sammen…

– Fantastisk, tillykke… Gu ku’ du så, Sille…

1. april -Hver dag…

Blogindlæg skolenindefra.dk 1. april 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg hoppede kun på en enkelt aprilsnar her til morgen. Den var så god, at jeg gerne ville tro på den. En hyggelig bekendt havde tilsyneladende fået job i Edinburgh… Og jeg blev helt misundelig et øjeblik, da jeg mærkede eventyrets vingesus, og så følte jeg mig så tilpas dum, som man nu gør, når man er hoppet på en aprilsnar. Bagefter sad min kæreste og jeg og drak morgenkaffe og grinede af de forskellige tossede overskrifter, som dagen bød på.

”Borgerservice i København søger en efterretningsagent, var det ikke noget?” foreslog han…

Og nationalmuseet var tilsyneladende i gang med at bekæmpe et EU-direktiv om afskaffelse af vikingetiden. Sjovt.

”Hvad tror du Folkeskolen, har fundet på?”

Han navigerede hurtigt over på vores fagblad hjemmeside, og så sad vi der og gloede på Folkeskolens hjemmeside… Skuffede. Tilsyneladende ikke nogen aprilsnar.

”Kan det være den her?” spurgte han så, og pegede på en overskrift, der bekendtgjorde, at undervisningsministeren nu puslede med ideer om, at der skulle indføres tysk fra 0. klasse. Jeg trak lidt på det. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Det lød tilpas tosset. Men, på den anden side; det er der faktisk ret meget der gør, når man arbejder i folkeskolen.

Fx lød det helt åndsvagt, den gang de politiske partier opfandt et nyt fag, der tilsyneladende ikke var fag, men skulle hedde understøttende undervisning. Hvad det fag dækkede over, var der ingen der vidste, og de forslag, man blev præsenteret for, gjorde langt de fleste lærere i forvejen. Altså bare i den almindelige undervisning. Og så var tanken endda, at man kunne sætte en, der ikke havde været til stede i den pågældende undervisning, til at understøtte den undervisning, på en ny og kreativ måde… Det er da lige til en aprilsnar.

Og hvad med den syndflod af test og prøver, der er skyllet ind over skolen alene de seneste år? Bliver grise tungere af at blive vejet? Ikke så vidt jeg ved. Og hvordan reagerer danske skoleelever så på at blive testet hele tiden? Jo, fx som et par af drengene i min klasse, der var ved at omkomme af grin under en trivselstest. Da adspurgt om, hvad det morsomme var, lød svaret: ”Nu har vi svaret, at du mobber os!”. Og vi siger tak for test og prøver til anarkistiske danske unger. Det er da også lige til en aprilsnar, konstant at teste børn, der har lært at tænke selv fra de var små.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de forslag, der vælter ud om, at skolen skal undervise i alt fra lystfiskeri til porno. Det har jeg allerede skrevet et blog-indlæg om, så i stedet vil jeg runde af med, at folkeskoleloven fra 2001 til 2010 blev ændret 28 gange. Hvor mange ændringer, der har fundet sted fra 2010 til i dag, kan jeg kun gisne om. Faktum er, at folkeskolen har mere brug for arbejdsro end nogen siden. Folkeskolen skal udvikle sig, men det ville være på sin plads, at man satte en langsigtet plan, og man så stod sammen om den plan, på tværs af partiskel og på trods af skiftende regeringer. Og hvis man så satte nogle folk med indsigt i skoleområdet til at udforme den plan, så kan det være, at det ligefrem gav mening, det vi foretog os i den danske folkeskole.

I hvert fald ville en overskrift som:

Folketingets partier er blevet enige om, at stå sammen om folkeskolen.

En kreds af fagfolk er udpeget til at lave en langsigtet plan. Folkeskolen får arbejdsro.

desværre nok blive betragtet som en aprilsnar af de fleste lærere.