Politisk hjemløs i en verden fuld af mistillid

Kronik bragt i  politiken 14. februar 2015

Jeg husker stadig lugten af thebirkes, når jeg de stille morgentimer cyklede ud over den lappede asfalt i de weekendtomme gader på Amager med dagens opgaveoversigt liggende i cykelkurven. De sidste branderter var på vej hjem, og jeg var på vej på arbejde.

Det er mange år siden, jeg som studerende tilbragte mine weekender i hjemmeplejen. Jeg havde haft en del forskellige jobs, men efter en sommerferie som afløser i hjemmeplejen, valgte jeg at blive der resten af min studietid. Det var hårdt tjente penge, men jeg kunne godt lide at være der, og jeg holdt af at komme hos de ældre. Viggo havde fx været i modstandsbevægelsen, og det var så spændende, når han fortalte, at jeg godt kunne finde på at skynde mig lidt meget med støvsugeren, så vi kunne få en kop kaffe og høre historier fra gamle dage.

En luksus som Viggo også pressede på for, at jeg ikke skulle glemme. »Jeg grisser jo ikke så meget«, sagde han. »De andre har aldrig tid til en kop kaffe mere«. Og så sad vi der og syndede sammen. Og det var så hyggeligt. I sig selv var det dog et opslidende arbejde. Vi var underlagt et stort tidspres. Mange af de ældre var rigtig dårlige, demente eller ensomme. Det var tungt og travlt at være hjemmehjælper. Mest af alt husker jeg dog den respekt, jeg fik for mine kolleger, der dag ud og dag ind magtede det tunge og til tider psykisk belastende arbejde. Jeg kørte ind i mellem sammen med Susanne. Hun havde været hjemmehjælper hele sit liv, og den omsorg hun lagde for dagen, glemmer jeg aldrig.

Vi kom hos en dame, der hed Ruth. Hun havde fået en hjerneblødning og kunne efter den stort set ikke kommunikere. Hun kunne ikke bevæge andet end venstre arm en smule. Derfor sad hun hele dagen i sin lænestol og så tv. Når vi kom om morgenen, startede vi med at tage Ruth ud af sengen. Da Ruth ikke kunne bevæge sig, var der installeret en stor, elektrisk lift, der skulle lette hjemmehjælpens arbejde og sikre, at det blev udført efter reglerne. Men Ruth var ikke så tryg ved liften, og derfor brugte Susanne den så lidt som muligt. Og ofte tog det alligevel også for lang tid i forhold til tidsplanen at få liften i gang.

Så når først Ruth var kommet ud af sengen, skulle der løftes. Og Susanne lærte mig, hvordan vi kunne samarbejde om at få løftet den i øvrigt meget velvoksne dame fra liften over i pottestolen, hvor hun kunne få forrettet sin nødtørft og blive vasket. Herefter gentog de selvsamme løft sig, når Ruth skulle fra pottestolen over i kørestolen og fra kørestolen over i lænestolen. Og gentagne gange i løbet af dagen, når Ruth skulle på toilettet eller tilbage i seng igen. Susanne havde altid et støttebind om albuen, men hun beklagede sig aldrig. Og jeg kan ikke huske, at hun overhovedet var syg.

Jeg er godt klar over, at det ikke var efter bogen, når Susanne undlod at bruge liften, og det var opslidende for hende. Jeg ved dog, at det ikke var gjort af dovenskab eller uvilje, men gjort med hjertet. Susanne og Ruth kommunikerede på en eller anden måde med hinanden, og de havde gennem årene udviklet et tæt og hjerteligt forhold. Og fordi Susanne ønskede Ruth alt det bedste, gjorde hun det, hun fandt rigtigt. Selvom tiden var knap.

Selv valgte jeg at blive lærer. Ikke fordi jeg var voldsomt begejstret for at gå i skole; min tilgang til læring er ret lystbetonet. Jeg fandt mange fag kedelige. Så kedelige at jeg ikke engang gad ulejlige mig med at forsøge at lære dem. Andre fag derimod gjorde jeg en hæderlig indsats i, og det var fordi, jeg dér mødte lærere, der med deres engagement og nærvær gjorde en forskel på min vej. Lærere, der brændte; ikke kun for deres fag, men også for os elever.

Disse menneskers engagement bærer jeg med mig den dag i dag. Og det har betydning for mig i det arbejde, jeg gør. Dén forskel, vil jeg også gerne gøre i min hverdag. Det er ikke lønnen, det er ikke anseelsen, der har inspireret mig til at blive lærer. Det er noget helt andet. Mange af os offentligt ansatte er drevet af et ønske om at gøre noget for samfundet eller for andre. Vi arbejder med mennesker. Vi kan ikke øge produktionen, sætte arbejdstempoet op eller lade bunkerne ligge til i morgen.

Vi kan ikke klemme flere børn ind i kvalificerede, pædagogiske dagtilbud, fange fartsynderne hurtigere eller lade fru Hansen sidde i sin ble til i morgen. Vi kan ikke operere hurtigere, rådgive stærkere eller undervise kvalificeret, når vi ikke har tid til at forberede vores arbejde. Det er meget simpelt. I vores arbejde finder møder ofte sted, og det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at undlade at engagere sig i relationer, når man arbejder med mennesker. Borgeren, klienten eller barnet ville få en ualmindelig dårlig oplevelse i mødet med det offentlige, hvis vi, der er ”det offentlige”, ikke tog os tiden eller medmenneskeligheden til at møde dem.

Eller, som Løgstrup udtrykte det: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd«. Vi vil gerne, også selvom vi er mere pressede i det møde end nogensinde før.

Desværre er vi offentligt ansatte de seneste år blevet mødt af en stadig mere skinger tone i debatten. Og det er ikke kun ’almindelige debattører’, der anvender en hård retorik. Også fra politisk hold har vi offentligt ansatte oplevet en tone, som ikke alene er aldeles upassende, men også direkte samfundsskadelig; vi laver ikke nok, er dovne og skal ”arbejde smartere”.

For lærernes vedkommende startede det med Anders Foghs angreb på rundkredspædagogikken i 2003. Her harcelerede landets statsminister mod den slaphed, der udspillede sig i landets skoler, hvor gruppearbejde og manglende disciplin i skolen førte til ringe resultater. Synderne var, ifølge statsministeren, lærerne selv. Dengang var selv professor i specialpædagogik Niels Egelund ude og påpege det uheldige i, at »statsministeren latterliggør lærernes arbejde« (Ugebrevet A4, 3/11 2003).

Siden har piben dog fået en anden lyd fra Niels Egelunds side, og efter Anders Foghs angreb på lærerstanden har faget været under så massivt angreb, at det nu er comme il fault offentligt at kritisere lærerne og folkeskolen som sådan. Ofte bliver man som lærer mødt med forventningen om, at man er dum og doven. Som en elev engang udtrykte det, da han havde spurgt om mit karaktergennemsnit i gymnasiet: »Hold da op! Vil det sige, at du ikke er blevet lærer, fordi det er det eneste, du kunne blive?«. »Nej, Magnus. Det er det ikke. Jeg er blevet lærer, fordi jeg gerne vil være lærer!« Og stor var hans undren.

Og hvor komisk det end måtte lyde, så er det en almindelig udfordring for mange lærere, at man ofte skal til at forsvare sig, når man møder nye mennesker, der spørger ind til ens beskæftigelse. Jeg har sågar hørt historier om folk, der opdigter andre professioner, for at slippe for kritikken. Og hvilken lærer frygter ikke den familiesammenkomst, hvor man igen skal høre på onkel Erlings indebrændte bemærkninger omkring, hvor lidt lærere laver, og hvor meget ferie de har? Og hvad ved onkel Erling egentlig om det?

Han har munden fuld af kartoffelsalat og fået lidt for meget at drikke. Og så har han ikke sat sine ben i folkeskolen, siden hans egne poder forlod den for snart en menneskealder siden. Men det afholder ham sjældent fra at give sit besyv med på vejen. Heksejagten kulminerede foreløbig med lockouten af lærerne i foråret 2013, hvor regeringen i samarbejde med KL gik til angreb på lærernes såkaldt favorable arbejdstidsregler. Man lukkede landets skoler, så eleverne stod uden undervisning i en måned. Og i den tid stod lærerne på gaden.

Og der stod jeg også en kold og grå aprildag, da en nydelig dame passerede langsomt forbi i sin bil og gav min søde og rare matematikteammakker en nok så stiv og strunk fuck-finger ud af sit bilvindue. Og den finger, den svier endnu. Hvad havde vi dog gjort hende? Jo, vi var igen og igen og igen blevet italesat som dovne, klynkende og uduelige. Det var vores brøde.

Regeringen valgte altså at knægte lærerne og afskaffede i samme nu de sidste rester af kaldstanken. I stedet indførte man industrilignende arbejdsforhold. Al lærernes arbejdstid skulle nu bruges på arbejdspladsen, så man kunne kontrollere, at de nu også lavede noget, og ikke slog græs eller på anden måde blot danderede den, når de ikke havde undervisning. Stik i mod den øvrige tendens i samfundet, i øvrigt.

Og jeg, der blev lærer, fordi jeg ville gøre en forskel. Fordi jeg ville være så modig, at holde bare en smule af et andet menneskes liv i min hånd. Nu står jeg så med arbejdsforhold, der i bedste fald umuliggør mine ambitioner om at være noget for nogen. For sandheden er, at skolen i årevis har været så målstyret, så fast forankret i teamsamarbejde og høj faglighed, at ingen lærer med respekt for sig selv har kunnet slippe af sted med ikke at lave noget. Og de få lærere, der måske har rendt rundt og lavet ingenting, dem kunne man jo bare have fyret, som man ville have gjort i andre brancher. Nu valgte man så i stedet at styrte en samfundsinstitution i grus.

Det lyder som om, at jeg ikke er den eneste. Det lyder som om, der er lagt i kakkelovnen til pædagogerne nu, og vi har de seneste dage kunnet læse om, at de statsansatte nu skal til at resultatmåles. Hvad betyder det? Præstationsløn til en politimand? Hvem kan udskrive flest bøder? Jeg undres.

Nu står vi så over for et folketingsvalg. Der bliver reklameret på livet løs for politiske partier, kysset babyer og krammet kassedamer. Og for første gang nogensinde aner jeg ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds. I tyve år har jeg ellers tillidsfuldt sat mit kryds ved det samme parti. Helt og aldeles overbevist om, at jeg stemte på mennesker, der gjorde deres yderste for at indrette samfundet til mest gavn og glæde for alle, trods forskelle i livsopfattelser. Fordi vi alle sammen udgør befolkningen i et land, hvor vi har valgt demokratiet. Også de offentligt ansatte er nyttige borgere. Og der findes vel næppe partier, der helt kunne forestille sig at afskaffe det offentlige system?

Efter lockouten led min naivitet dog et afgørende knæk. Jeg tog en beslutning om, at det var sidste gang, jeg satte mit kryds ved ’mit’ gamle parti. Jeg kan ikke kende det. Og da de tydeligvis ikke har tillid til mig, må jeg blot konstatere, at jeg også har mistet tilliden til dem.

Inderst inde tror og håber jeg dog, at det er den samme ild, som driver mig, der driver en politiker. Nemlig trangen til at gøre noget for andre. Ønsket om at gøre noget for samfundet. Ind i mellem bliver jeg dog i tvivl, når jeg ser politiker efter politiker, der skifter parti og holdninger, som vi andre skifter underbukser. Eller galopperer ud og får en direktørstilling med en ministerpension i baglommen. Eller en politiker der, udtaler sig mod bedre vidende, fordi der ’går politik’ i en sag. Men jeg vælger at tro det bedste. Det er jo heller ikke alle lærere, der ikke laver noget, vel?

Desværre frygter jeg, at vi endnu en gang skal trækkes gennem en valgkamp, hvor man bevidst går efter visse befolkningsgrupper. Det være sig ledige, flygtninge, offentligt ansatte eller andet, der nu tilsyneladende står for skud. Tonen blev allerede slået an i statsministerens nytårstale.

Jeg påberåber mig ikke indsigt i, hvad der er rigtigt at gøre i forhold til de udfordringer, vi som land står overfor. Men jeg vil nok ikke tage meget fejl, hvis jeg mener, at der heller ikke er en politiker eller et parti, der sidder inde med de vises sten. Og jeg vil rigtig gerne høre på de bud, der er. Især hvis de kommer fra en, der lytter, ikke kun taler. For jeg ved til gengæld noget om det arbejde, jeg går og laver. Og jeg vil gerne fortælle om det.

Og jeg vil også gerne høre på en, der ikke kategorisk svarer uden om spørgsmål i en debat. Eller bare gentog den samme sætning som svar på alt, som var jeg en tungnem hund, der skulle trænes. For hvor ville det være gavnligt for demokratiet, hvis der kom noget ordentlighed tilbage i debatten. Hvis der kom noget anstændighed, respekt og ikke mindst tillid tilbage i politik. Tillid til at jeg og alle andre herude på gulvet gør det så godt, vi kan hver eneste dag. Gør noget for andre. Gør noget for samfundet. Gør en forskel. Og faktisk ved, hvad vi laver.

Så vil jeg se, om jeg et eller andet sted inderst inde kan finde en rest af tillid til politikere. Husk, det er mennesker, vi arbejder med. Det er mennesker, I taler om.

God stil

Blogindlæg 30. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Fredag morgen er der knald på. Det er først i løbet af formiddagen, det rigtig går op for mig; det er sidste gang vi står her sammen, mig og min 9. klasse. Nu er det ikke bare afslutningen på ugen. Men afslutningEN. Ikke flere helt almindelige skoledage tilbage. Tre års rejse sammen er ved at være slut. Vi har påbegyndt indflyvningen. Vi lægger an til landing.

Eksamensperioden er fed. Sidste år, da jeg for første gang i mange år ikke havde prøver, følte jeg mig som en gammel cirkushest, der stod uden for teltet og kunne høre musikken. Jeg luskede rundt og småsnakkede med 9. klasserne. Nogle af dem kom heldigvis og spurgte forsigtigt om hjælp.

-Du, Katja? Kender du en god tekst, hvis man har trukket ”Det moderne gennembrud?”. Og så kunne man lige få sit afgangsprøve-fix der på gangene, mens man var gårdvagt.

Men eksamensperioden er faktisk en vigtig del af folkeskolen. Det er der, hvor vi afslutter arbejdet med eleverne. Nogle af eleverne er klar til takeoff nu. Nogle har været det siden jul. Og de sidste, der skal have et ekstra puf ud af reden, letter først i løbet af juni, når de opdager, at de har overlevet afgangsprøverne. Afgangsprøverne er en vigtig del af arbejdet med elevernes alsidige personlige udvikling. Og vi lærere arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, så eleverne kan få den bedst mulige oplevelse med sig videre ud i livet.

I løbet af fredagen får jeg fanget de sidste elever, der mangler at få feedback på den stil, min kollega og jeg besluttede, at de kunne nå at skrive inden prøven. Bare fordi, vi lige syntes, der manglede det sidste.

Rasmus har sendt mig en besvarelse med titlen ”Et sikkert ti-tal”. Man kan godt høre håbet, men ved eftersyn viser den sig ikke at været et ti-tal. Den sidder lige i skabet. Rasmus har lavet en fyldig besvarelse. Indholdet er rigtig godt og gennemarbejdet. Sproget er flot. Og layoutet er super. Opgaven var en artikel til en netavis. Og han er gået all-in. Der er ”links” til andre relevante artikler. Og billeder og billedtekster. Bokse, der kan ”klikkes” på. Han griner, da han får sit 12-tal.

-Nu gør du det samme på mandag, siger jeg. Tryglende eller truende. Jeg ved det ikke helt.

-Hvis der er en netavis, siger han. Så har han ikke lovet for meget.

-Den er så gennemarbejdet, din stil. Det kan du også gøre, hvis du vælger en anden genre!

Han nikker tøvende. Det er den bedste stil, han til dato har lavet. Han er en af dem, der har taget et afgørende ryk nu. Ganske tæt på afgangsprøven. Og jeg kan godt mærke irritationen brede sig. Jeg skal ikke rette hans afgangsprøve i år. Før første gang skal mine elevers besvarelser kun rettes af en beskikket censor. Og hele den læring, Rasmus ellers kunne få ud af at gå til prøve for første gang i sit liv, er væk. Jeg har fået frataget muligheden for at afslutte arbejdet med mine elever. Og Rasmus får ikke den feedback, han ellers ville tage med sig videre. Nu får han en karakter, som han først ser, den dag han står med sit endelige karakterblad i hånden. Den dag, vi siger farvel. Jeg ved dog, at Rasmus nok skal klare det. Han er en dejlig og konstruktiv elev, og interesserer sig faktisk ikke så meget for sine karakterer.

Men jeg er oprigtig bekymret for de elever, der ligger og vipper nede omkring overhovedet at bestå. Hvad skal jeg gøre med ham, der har haft det så svært, at vi først har fået lokket ham til at aflevere stile i år? Ham der kæmper med både retstavning og selvtillid? I den sparring, jeg har haft med censorer gennem årene, har der altid ligget en afvejning, når vi talte om den endelige karakter. Ikke sådan at forstå, at vi bare har snakket os frem til en eller anden karakter. Men vi har i samtalen omkring besvarelsen haft gode og konstruktive drøftelser, da bedømmelsen af kreativitet og elevens evne til fortolkning sjældent kan presses ind i en formel. Og med de nye adgangskrav til erhvervsuddannelserne, vil det ramme de elever dobbelt hårdt.

Næste gang, jeg sender 9. klasser til afgangsprøve, så er jeg forhåbentligt tilbage i cockpittet igen, så jeg kan få lov til at styre eleverne sikkert i havn. Det lærer de mest af. Og det er både elever og samfund bedst tjent med. Der er god stil.

En skole uden lærere?

Blogindlæg 6. marts 2016 www.skolenindefra.dk

Vi har i øjeblikket praktikanter i 9. klasserne på skolen. De er førsteårsstuderede, og de er i praktik i dansk. Jeg synes, det er dejligt at se, hvor meget energi de lægger i arbejdet. De vil så gerne gøre det godt, og de er rigtig optagede af at få mest muligt ud af deres praktik. Det er noget andet end hverdagen på studiet at være ude i virkeligheden, men de er flittige, og de har allerede fået en fin bagage med fra seminariet. Og det glæder mig, i en tid hvor få vil være lærere.

De fik de overordnede rammer for forløbet af os dansklærere på årgangen, for afgangsprøverne står for døren, der er ikke megen tid at spilde. Så praktikanterne har lavet et undervisningsforløb om Kim Fupz Aakesons forfatterskab til de tre 9. klasser, og fokus i vejledningen har selvfølgelig været på indhold og tilrettelæggelse.

-Hvorfor skal eleverne lave en skriftlig analyse af novellen? spørger min kollega til vejledningssamtalen i tirsdags.

-Hvad er jeres hensigt? Hvorfor ikke lave en mundtlig analyse? Eller gruppesamtaler?

Praktikanterne griber ivrigt boldene. Vurderer, argumenterer og se på deres notater.

-Hvordan skal opgaven afleveres? Og hvad tænker I omkring evaluering og feedback? De kan ikke aflevere en opgave, uden at I giver dem feedback.

Og der arbejdes på højtryk. Min kollega er dygtig, og praktikanterne noterer flittigt. Der diskuteres alt fra om man skal vælge cooperative learningstrukturer til lavpraktiske forhold som fotokopier, og hvad gør man med de elever, der har glemt computer? Der er mange forhold, der skal bringes i spil, når man opererer i et klasselokale. Langt det meste er usynligt.

Det faglige indhold i timerne fylder meget i vores vejledningssamtaler med praktikanter. Og det er meget ofte det, som fylder, når man taler skole med folk, der ikke har undervisningsbaggrund, og altså ikke har erfaring med at tilrettelægge undervisning. Jeg møder ofte kommentarer som:

-Hvor svært kan det lige være. Det er jo 7. klassesniveau?

-Du kan jo bare låne forløbet af din kollega? Så kan man vel godt klare sig med mindre forberedelsestid?

Eller den helt klassiske:

-Du har jo undervist i mange år, så det ligger vel på rygraden?

Der er ikke nogen tvivl om, at der er noget omkring lærergerningen, der bliver lettere med tiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at nyuddannede lærere får ekstra forberedelsestid, og en erfaren kollega at læne sig op ad.

Og det er rigtigt, at man kan vække mig klokken tre om natten og bede mig redegøre for hovedlinjerne i 2. Verdenskrig. Jeg vil da både kunne lire udvalgte navne, årstal og datoer af, og også sørge for at det blev fortalt både forståeligt og pædagogisk.

Men det er ikke det, der er det svære ved at være lærer. Og det har praktikanterne også styr på allerede nu. Det svære ligger i et krydsfelt mellem nogle helt bestemte faktorer. Dit valg af undervisningsmetoder i forhold til dit mål for undervisningen og elevernes særlige forudsætninger. Og det, at du har med mennesker at gøre. Og mennesker er dybt uforudsigelige.

De sidder sjovt nok ikke klar på deres pladser med foldede hænder, når læreren træder ind i klassen, sådan nogle 9. klasses baryler. Og selvom vi var klar i klassen ti minutter inden timen startede her til morgen, så startede timen ikke til tiden, fordi ufatteligt mange af mine elever lige præcis denne morgen, valgte at komme for sent. Jo, undervisningen startede godt nok, men den blev hele tiden afbrudt, af folk der kom væltende ind, våde og søvndrukne. Hvad gør man så?

Og hvad gør man med ham, der er sur og sulten? Og hende, der er ked af det og lige skal snakke? Og de to knallerter, der hele tiden fniser og sender hinanden øjne, selvom de er strategisk placeret i hver sit hjørne af klassen. Så er der hende, hvor jeg hver morgen skal skrive hjem til forældrene, for at fortælle om hun er mødt op eller ej. Og så er der alle de andre… 26 elever, der skal bringes til at fungere sammen i et udviklende fællesskab. Tag den!

Det faglige indhold er vigtigt. Så en lærer skal være fagligt dygtig. Niveauet skal være højt, og man skal kunne sit fag på fingerspidserne. Men det virkelige arbejde ligger i tilrettelæggelsen af undervisningen, kombineret med evnen til at kunne danne relationer til de elever man arbejder med og det, at kunne lede et klasserum. Det er det bærende i lærergerningen. Og det er det, der tager min tid. Det, der er svært.

Jeg håber, mine praktikanter en gang, når de er færdige, kommer ud til en skolevirkelighed, hvor deres kompetencer virkelig kan foldes ud. En hverdag, hvor man ikke er i konstant kamp mod manglende forberedelsestid og en stadig strøm af bureaukratiske tiltag og nye lovændringer. Skolen er det, der opstår i mødet mellem en lærer og en elev. Vi skal passe på, at der stadig er lærere også i fremtiden. Uden lærere. Ingen skole.

Stille, lille hjerte

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Silke sagde aldrig et kvæk. Ikke så meget som en lille bitte lyd i timerne. Jeg vidste godt, at hun lavede sine ting. Det kunne jeg jo se. Og det arbejde hun afleverede var nydeligt. Hun kunne både læse på linjerne og mellem linjerne. Hun sagde altså bare aldrig noget som helst. Hun rakte ikke fingeren op. Når klassen lavede gruppeøvelser, kredsede jeg nysgerrigt omkring hendes gruppe for at høre, om hun deltog. Det gjorde hun, men sparsomt. Uanset hvilke øvelser fra cooperative learning-biblen jeg valgte, lykkedes det Silke at undgå at sige særlig meget. Jeg havde talt med hende om det. Og med hendes forældre. Mor sagde heller ikke noget til skole-hjemsamtalerne, så det blev nærmest en skolehjem-monolog, og jeg var helt tør i halsen bagefter, og aldrig meget klogere.

– Trives du, Silke? spurgte jeg, og bandende stille for mig selv, når hun svarede “ja”. Det var endnu en gang lykkedes mig at lave et alt for lukket spørgsmål. Så kunne jeg sige;

-Hvad kan jeg gøre, for at du får det bedre i klassen? Og igen sad jeg og følte mig som en ko på en skøjtebane. For Silke havde det fint, og hun trak på skulderen og smilede genert. Og jeg var lige vidt. Igen.

Silke havde det fint. Det er jeg sikker på. Selvom hun nærmest var usynlig. Hun lignede en alf, og jeg skulle huske at lægge mærke til hende. Ellers forsvandt hun lydløst i mængden. Jeg kunne simpelthen ikke komme ind på livet af hende. Mit kendskab til hende begrænsede sig til det overfladiske; hun havde en lillebror, der gik i femte. Hun havde en mor og en far. Hun var aldrig uvenner med nogen, men hun kom vist heller ikke rigtig sammen med nogen i klassen. Og der ud over vidste jeg stort set intet om Silke.

Jeg havde sådan set næste accepteret, at det var sådan, det skulle blive. Det er jo ikke kriminelt at være stille og privat. Og måske kunne verden godt trænge til lidt flere som Silke. Indtil en dag op mod jul i 9. klasse, hvor Silke blev hængende lidt længere, da vi pakkede sammen i sidste time. Da alle de andre var gået, stillede hun sig foran katederet, hvor jeg var igang med at lade som om, jeg ryddede op i en skuffe. Jeg havde med undren fornemmet, at Silke lagde op til en snak, og ville absolut ikke risikere, at hun ikke fik lejlighed til at få mig på tomandshånd.

-Er det dig, der arrangerer juleafslutningen igen i år? spurgte pigebarnet og så snu på mig. Jeg stod med åben mund og polypper. Ud over, at jeg nok aldrig havde hørt Silke sige ni sammenhængende ord før, var det ikke lige det, jeg havde regnet med…

-For hvis det er, så vil jeg bare lige sige, at jeg godt kan gi et nummer… Hvis du altså synes…

Et nummer? Øh… Jo tak da? Stepdans? Bingo? Trommer? Jeg anede ikke, hvad det var for en slags nummer, Silke kunne tænkes at give, men jeg skyndte mig at sige ja tak…

Til juleafslutningen mødte lille Silke op med en stor akustisk guitar… Og så satte hun sig på en stol, helt alene på scenen, foran hele udskolingen. Foran piftede 7. klasses drenge, foran hviskende piger fra 8. klasse. Og ikke mindst foran sin dansklærer, der var ved at tabe både næse og mund.

Og Silke sang uden at blinke, og med en stemme så stor, så man måtte undres, både “Halleluja” og “Imagine” og en sang, hun selv havde skrevet, så der var dødsstille i den gamle gymnastiksal… Så rejste hun sig og bukkede, og jeg tror, hun var vokset ti centimeter.

Hvorfor er det nu lige, vi holder skole? Når jeg glemmer, så tænker jeg på Silke og hendes guitar.

At ville noget med nogen…

Blogindlæg skolenindefra.dk 11. juni 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Folkeskolen? Den har jo spillet fuldstændig fallit, udbrød damen over for mig på et tidspunkt mellem forretten og hovedretten. Lakseriletten havde været fin, og det var da altid noget, at jeg havde fået spist den i fred. Det er altid det samme. Man er til en sammenkomst med alt for mange mennesker. Snakken går, og på et eller andet tidpunkt er der en eller anden der spørger: Hvad laver du så? Og de ser altid slemt skuffede ud, når jeg svarer. Men, jeg var da færdig med min mad nu, og forklarede pænt at jeg var lærer.

Jeg havde fanget, at hun var noget ret smart. Det var noget, der hed noget på engelsk. Og det lød som noget med penge. Og jeg havde hørt, om hendes nye bil, og at hende og kæresten lige havde været på ferie. Det var fint nok. Og det var ikke for at ødelægge den gode stemning, at jeg sagde, jeg var lærer.

-Der foregår jo ikke rigtig noget i skolen. Ta nu mig… Dengang jeg gik i skole, var det sådan noget eksperimenterende hippie-noget, fortsatte hun, og fyren ved siden af grinede indforstået.

-Vi rendte bare rundt uden for i et indianertelt og lavede bål hele tiden. Og så skulle vi forestille at lære noget? Hun greb sit vinglas, og svingede det rundt på en meget elegant måde, og smilede til mig.

-Det er jo helt vildt, at jeg har klaret det så godt, som jeg har, fortsatte hun og henviste formentlig til den der nye Fiat Viagra, der stod i min venindes indkørsel ved siden af min noget bedagede Ford Focus. Jeg nikkede… Det er fint nok…

-Og ta nu mine klassekammerater. De fleste har bare gjort det godt. Alle har en videregående uddannelse, og de fleste af os har topstillinger i det private. Det fatter man jo ikke, med den skolegang… Hun satte læberne til glasset, og fyren ved siden af nikkede bekræftende og så spændt på mig. Og det var heller ikke for at ødelægge den gode stemning, men jeg kunne ikke dy mig:

-Har du overvejet, at det kan være, at I har alle de topstillinger, NETOP fordi I har modtaget en eksperimenterende undervisning af nogle lærere, der ville noget pædagogisk med jer? Hvem ved, hvad vi skal have til hovedret? Det dufter godt…

-Perlehøne, fnisede min venindes mand og begyndte at skænke vin, og han reddede således damen fra min skarpe tunge. Og om hun nogen sinde vil forstå, det er jeg ikke sikker på.

Men, hvor er hun heldig, at hun gik i en skole, hvor lærerne havde mulighed for at udvikle den pædagogiske praksis, prøve sig frem og lave undervisning, der gav børnene lyst til at lære, gjorde dem nysgerrige og videbegærlige. Hvor er hun heldig, at hun gik på en skole, hvor skolelederne og lærerne havde friheden til at indrette skoledagen, så den gav mest mening for eleverne. Og hvor er vi heldige, at os, der nu går på arbejde, har gået i en skole, hvor nogen havde mulighed for at ville noget med os. Mon de fremtidige generationer, bliver lige så dygtige og videbegærlige som damen fra indianerteltet?