Jeg vil gerne blive ved som lærer, men…

Debatindlæg bragt i Jyllandsposten 26. januar 2016

Lærerne forlader hastigt folkeskolen, og alt imens uret tikker, og vi diskuterer, om reformen bare skal have mere tid, er der nogle, der aldrig kommer til orde. Det er de elever, reformen skulle gøre noget særligt for. En af dem er min tidligere elev Tim. Han var en opgave, jeg ikke fik løst. Og endnu værre, en dreng som jeg tabte.

Forleden stod han pludselig på stationen og prikkede mig på skulderen. Han var et helt hoved højere end mig. Jeg blev glad, for jeg havde faktisk aldrig troet, at han ville hilse på sin gamle lærer, hvis vi mødtes igen. Jeg fik aldrig sagt farvel til Tim. Han fik aldrig sin afgangsprøve.

Han havde fået arbejde på et lager i Københavnsområdet, fortalte han med lys i øjnene. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde så ham så stolt, da han gik i skole. Det må være dejligt, at noget lykkes for Tim. Når nu vi andre ikke lykkedes med opgaven.

En dag holdt han pludselig op med at komme i skole. Han pjækkede ikke bare. Han blev simpelthen væk. Jeg ringede hjem og fik fat i Tims mor, men hun kunne ikke få ham af sted. Og hans mor havde gråd i stemmen. Vi satte himmel og jord i bevægelse for at få ham tilbage i skole; skrev underretninger til kommunen, holdt møder med alt og alle. Min skoleleder kørte endda hjem og ringede på for at få ham med i skole. Tim lukkede ikke op.

Og i bakspejlet kan jeg godt forstå det. Han havde altid haft det fagligt svært. De seneste år havde budt på stadig stigende faglige krav, og reformen slog hovedet på sømmet. Eleverne skulle nu lære i 8. klasse, hvad de tidligere først havde lært i 9. klasse. I sig selv et umuligt krav for en elev, der slås med at løse de mest basale faglige krav og dertil kommer fra et hjem uden uddannelsesmæssig baggrund.

Men det værste var nok de lange skoledage. De var simpelthen fuldstændig uudholdelige for Tim, uanset hvad vi fyldte i dem, og hvordan vi indrettede dagen. Og det underlige er, at skolereformen skulle have hjulpet en dreng som ham. Det gjorde den ikke. Og jeg var mere utilstrækkelig, end jeg nogensinde før har følt mig i mit lærerliv.

Det er børn som ham, der kræver en ekstra hånd og en tidlig indsats. Det er børn som ham, der først bliver ramt, når et system ikke fungerer. Og det er børn som ham, der ikke har en stemme, og det er børn som ham, der går videre med endnu et nederlag i rygsækken. Og han er ikke den eneste.

Jeg håber, Tim finder en vej gennem verden alligevel. Men allermest håber jeg, at krigen om folkeskolen snart stilner af, så lærere og ledere på de enkelte folkeskoler får mulighed for at vurdere, hvad der giver bedst mening for elevernes undervisning, så vi kan lykkes med opgaven ude i klasserne. Jeg vil gerne blive ved med at være lærer

Lyt til fagfolkene, Undervisningsminister

Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende 21. august 2015

Noget, der har fyldt meget i medierne den seneste tid, er de lange skoledage, og det er med undren, jeg har fulgt debatten.Hvis de store elever skal modtage 35 timers undervisning om ugen, skal der ikke en matematisk ph. d.-grad til for at regne ud, at det giver en skoledag på syv timer i gennemsnit. Gennemsnittet skyldes udfordringer omkring faglokaler og faglærere, der også skal løses, når man lægger skema, og måske skal eleverne til præst i morgentimerne. Det giver i sagens natur lange skoledage. Om lange skoledage er gavnlige for noget, kan man så mene om, hvad man vil. Og om de fleste danske folkeskoler er indrettet til lange skoledage, hvad angår fysiske rammer og kantineforhold, er også en diskussion værd. Men det kan altså ikke undre, at dagene er blevet meget lange for vores skoleelever, og det er selvfølgelig dejligt at høre, at politikernes fokus er på udfordringerne.Det, vi dog ikke har brug for, er, at man uden hensyntagen til hverdagen i folkeskolen og fagfolks viden og erfaring kaster sig ud i lovgivning på områder, som man skal være fagperson for at kende konsekvenserne af. Det gør hverdagen i folkeskolen yderligere kompliceret og medfører problemer, som kun kan løses politisk.F. eks. er der kommet mange mere eller mindre kreative bud på, hvad vi nu skal stille op med de lange skoledage. Et af de mere kuriøse forslag har været at lade eleverne møde kl 7: 30. Det løser dog ikke noget. Dagen bliver jo ikke kortere af at begynde en halv time tidligere.DET MINDER MEST om molbo-historien, hvor man har en bunke jord, man ikke ved, hvad man skal stille op med, og derfor graver man et hul, som man kan komme jorden ned i. Og teenagere kan slet ikke fungere optimalt tidligt på dagen.En anden udløber af debatten om de lange skoledage var at lovgive sig ud af, hvor lektiehjælpen skal ligge, når nu eleverne er så trætte om eftermiddagen.Det ville jeg som udskolingslærer være ked af. For det er godt nok ikke meget udbytte, jeg får af min ene ugentlige historietime i 9. klasse, hvis den kommer til at ligge fra 14 til 14: 45. Så vil jeg hellere læse lektier med eleverne på det tidspunkt.Mange steder vil lektielæsning i morgentimerne give rigtig god mening.Så det er med stor forhåbning, jeg læser i undervisningsministerens brev til lærerne, at Ellen Trane Nørby ønsker dialogen med fagfolk. Det er pædagoger, lærere og skoleledere, der ved, hvordan man indretter skoledagen, så den giver mest mulig mening. Megen af den forundring, der nu er over konsekvenserne af at gennemføre en skolereform, kunne måske være undgået. Der er mange områder, som i lighed med de lange skoledage ikke fungerer ude på skolerne. Den eneste løsning er, at inddrage os, der får hverdagen til at fungere i vores folkeskoler. Vi vil rigtig gerne være med.

Klap i og giv os arbejdsro

Debatindlæg bragt i politiken 10. august 2014

Der arbejdes. På gulvet i det gamle forberedelseslokale sidder en kollega med sin computer i skødet.

Inventaret er for længst revet ned, og man kan ikke printe. De lovede arbejdspladser er først færdig om nogen tid. Måske sidst på måneden?

I garderoben står to kolleger og taler i telefon. Den ene bruger sin egen, for der er kun en telefon til godt og vel 60 lærere. Hele lærerværelset er oversvømmet af folk, der sidder og forbereder sig. Mange i grupper, enkelte med høretelefoner, så man ikke bliver forstyrret.

Resten af lærerkollegiet har fordelt sig ud i de heldigvis stadig tomme klasselokaler. Der arbejdes på højtryk. For eleverne står her mandag morgen, og intet er, som det plejer.

Hvem gør hvad, når man ikke længere har en klasselærer? Hvor skal vi hen på lejrskole? Er skolens kalender snart færdig, så man kan lave en årsplan? Hvad skal man lave i understøttende undervisning?

Listen er lang, og internettet er uendeligt langsomt. Kopier kan kun hentes på skolebiblioteket på anden sal, og der er fejl i skemaerne, så mange ved ikke rigtig, hvad de skal på mandag. Og alle de andre dage.

På bordet ligger Politiken mellem en samfundsfagsbog og min madpakke. I den kan man læse om lærere, der alle er sure og vrangvillige og altid siger nej. Godt nok er det en opkomling af en socialdemokrat, der har skrevet indlægget, og hvem regner efterhånden med dem?

Og godt nok er der jagttid på skolelærere hele året, og det er vi egentlig vant til, men kunne vi ikke godt få arbejdsro?

Vi har en reform at løbe i gang. En reform, der er udtænkt bag skriveborde langt fra folkeskolens hverdag. Og den er udtænkt af hjerner uden erfaring med undervisning.

Vi knokler så sveden springer herude, for vi ved, at børn ikke bare er tal, men mennesker. Og vi ved godt, at I ikke gider høre om alle de mangler, der er ved den mest sjuskede skolereform, der nogensinde er vedtaget.

Så hold nu jeres mund med al den rutineprægede og hjernedøde kritik af lærerne og lad os arbejde. Vi er nogle, der prøver at redde makværket, så børnene ikke går tabt.

Må vi præsentere… “Den dybe tallerken”

Blogindlæg skolenindefra.dk 10. december 2014

-Ja, det kan godt være, at du ikke kan gøre som du plejer. Men, det er jo fordi at skolereformen lægger op til nye måder at gøre tingene på…

Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt irriteret. Det er jo altid rart, at få at vide, at man skal gøre noget andet, end man gør. Især når ordene kommer fra en, hvis eneste kvalifikation i forhold til at udtale sig om mit arbejde som udskolingslærer er, at han har to børn i indskolingsalderen. Det gør ham selvfølgelig til ekspert på området. Og jo tak, jeg ved godt, hvad reformen lægger op til.

Jeg fortryder en lille smule, at jeg hoppede på at forklare en ”ikke-lærer” om udfordringerne ved at passe sit arbejde som lærer, når man ikke længere har tid nok. Alligevel tager jeg tyren ved hornene:

-Nå, hvad er det så jeg kan gøre anderledes? spørger jeg, i håbet om at han godt selv kan høre, at han fatter nada.

-Videndeling! svarer han uden at blinke.

-Videndeling?

-Ja, videndeling! I lærere kan jo bare dele hinandens arbejde. Det kan være, at der er en af dine kolleger, der har læst den der roman, du skal arbejde med. Så kan hun jo forklare dig, hvad den handler om, og så kan du overtage hendes forberedelse! Han ser ud som om han har opfundet den dybe tallerken. Jeg ser formentlig ud som om, han netop er trådt ud af en flyvende tallerken.

Jeg synes faktisk, at han er ret intelligent, ham jeg sidder i samtale med. Det gør jeg. Og jeg kan også godt lide ham. Det kan jeg. Men gad vide, hvor meget han overtager af kollegers forberedelse, når han står i sit firma og holder oplæg for direktionen? Gad vide, om man bare sådan lige kan lire de andres arbejde af? Gad vide, om han ikke bare lige skal læse det igennem? Gad vide, om han ikke lige skal lidt dybere ind i området, så han kan svare på spørgsmål? Gad vide, om han slet ikke lige overvejer, hvem det er, han holder oplægget for? Og om der ikke er forskellige måder at gribe tingene an på, afhængigt af, hvad han vil opnå med arbejdet?

Jeg ved det ikke. Men, jeg ved, at selvom min fantasifulde hjerne måske kunne have en ide om, at han det meste af dagen sidder på sin røv foran en computer, og flytter bunker rundt, svarer på mails og sikkert bæller kaffe og laver ikke noget, så kunne jeg aldrig, aldrig drømme om at fortælle ham, hvordan han skal udføre sit arbejde. Af den simple grund, at jeg ikke har forstand på det.

Faktum er, at videndeling er en god ting. Det har vi sgu da gjort i årevis. Nu kan vi bare ikke gøre det, fordi vi kun har tid til nødtørftigt at forberede vores timer, og måske rette en enkelt opgave hist og her, hvis det går højt. Men, at sætte sig ned med mine kolleger og videndele; det har jeg ikke gjort i år.

Så, min i øvrigt begavede bekendte har ret i, at folkeskolereformen lægger op til at gøre tingene på nye måder. Det er i og for sig ok. Men, intet er som det plejer, og man har dertil ændret mine arbejdsforhold så radikalt, at noget tilsvarende formentligt aldrig ville finde sted i en privat virksomhed. For, jeg har i årevis udført eet stykke arbejde, og haft frie hænder til at bruge den tid, arbejdet tager. Nu skal jeg udføre et andet arbejde, og ingen har fortalt mig hvordan, jeg skal gøre. Samtidig har jeg ikke tid til at sætte mig ind i hvordan, fordi min arbejdstid er indskrænket. Så videndeling? Jo, tak… Kan jeg få noget tid til det?