Kun en tåbe frygter…

Blogindlæg skolenindefra.dk 19. september 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Jeg sad en sommerdag ved et bål i et historiecenter, iført jernalderklædedragt og sorte tæer, og omgivet af nysgerrige besøgende. Min datter sad ved siden af mig og forklarede tålmodigt gæsterne om vores kost, beklædning og jernalderhusets indretning. Hendes 7-årige lillebror var forsvundet ud over stepperne. Faktisk anede jeg ikke, hvad han foretog sig. I går havde han pludselig befundet sig i mudder til navlen. Han var muligvis også blevet bidt af en ged… Under alle omstændigheder morede han sig sikkert, når vi ikke så noget til ham.

Pludselig indfandt en besøgende kvinde i mormor-segmentet sig med et vildt blik i øjnene:

-Er det din søn, derhenne? Hun pegede ud i det fjerne, men, da jeg ikke havde nogen anelse om, hvor han var, blev jeg hende svar skyldig.

-DER henne! Med en økse…

Med en økse? Så kunne det sikkert godt være Hans-Jakob… Og i mangel af svar, sagde jeg noget i retning af –Bæææææh? og så spørgende på hende?

-Han har en ØKSE! Og han hugger brænde… gentog hun, som om jeg var tungnem, og af høflighed spurgte jeg:

-Har han ramt nogen, eller hvad?

Det fik damen til at rimpe helt sammen, og jeg indkasserede et foredrag om, hvor farligt det var for syvårige drenge at betjene økser og noget med, at jeg var en ringe mor. Jeg orkede ikke en gang at fortælle hende, at ungen havde betjent en økse siden han kunne gå. En af hans yndlingsbeskæftigelser er, at hugge brænde med sin far i sommerhuset, og han havde i flere år haft sin egen økse. Hans-Jakob var også i en alder af syv helt klar over, at en økse ikke er et legetøj, at brændehugning ikke er et computerspil, hvor man bare kan klippe knoppen af sidemanden, der så har endnu et liv og rejser sig igen. Faktisk gad jeg ikke en gang rejse mig og gå over og kontrollere, om han fortsat havde alle sine lemmer…. Og damen forlod arrigt og hovedrystende bålpladsen. Sikkert helt overbevist om, at jeg måtte hade mine børn, siden jeg ikke frygtede for deres velbefindende.

Men, jeg hader ikke mine børn. Det jeg frygter er, at de ikke kan klare sig selv. Jeg frygter, at de mister gejsten. At de mister kreativiteten. At de mister nysgerrigheden og lysten til at lære.

Forleden blev en 14-årig knægt anholdt i Texas, fordi han havde taget et hjemmebygget ur med i skole. Hans engelsklærer syntes, det lignede en bombe, og billederne af en dreng i håndjern er gået verden rundt. Hvis en voksens fordomme og frygt ikke lægger en dæmper på alle 14-årige drenges nysgerrighed og skabertrang, så vil forældrenes frygt for, at deres børn skal lide samme skæbne, nok gøre det. Jeg har ikke lyst til en dag at hente min søn på en politistation, fordi han og en kammerat med gamle computerdele har forsøgt at bygge en ny, og derefter vist sig med den i det offentlige rum, eller hvad de nu finder på.

For alt det hurlumhej foregår herhjemme. På et værelse spækket med skruer og gaffatape og rafter og fiskestænger og gamle elektriske apparater og lighterbenzin. I skolen har vi jo så travlt med at opfylde læringsmål, hvor børn skal blive så dygtige de kan, for at løse tests på papir og computer. Og lærerne har så travlt med at undervise, at det godt kan knibe lidt med at nå at være kreative, og planlægge forsøg og de vilde grønspætte-happenings. Sløjdlæreren har så mange elever, at han skal være blæksprutte for at nå alle på en time.

Jeg tænker, at jeg som lærer må slippe frygten, for at mine elever ikke laver nogle rigtig pæne testresultater, og så give den lidt mere gas på det område, hvor jeg laver forløb, hvor resultatet ikke kan måles her og nu, men hvor mine elever siger, hvor var det fedt! Og hvor jeg stadig kan se lyset i deres øjne. Frygt gør os dumme…

At ville noget med nogen…

Blogindlæg skolenindefra.dk 11. juni 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

-Folkeskolen? Den har jo spillet fuldstændig fallit, udbrød damen over for mig på et tidspunkt mellem forretten og hovedretten. Lakseriletten havde været fin, og det var da altid noget, at jeg havde fået spist den i fred. Det er altid det samme. Man er til en sammenkomst med alt for mange mennesker. Snakken går, og på et eller andet tidpunkt er der en eller anden der spørger: Hvad laver du så? Og de ser altid slemt skuffede ud, når jeg svarer. Men, jeg var da færdig med min mad nu, og forklarede pænt at jeg var lærer.

Jeg havde fanget, at hun var noget ret smart. Det var noget, der hed noget på engelsk. Og det lød som noget med penge. Og jeg havde hørt, om hendes nye bil, og at hende og kæresten lige havde været på ferie. Det var fint nok. Og det var ikke for at ødelægge den gode stemning, at jeg sagde, jeg var lærer.

-Der foregår jo ikke rigtig noget i skolen. Ta nu mig… Dengang jeg gik i skole, var det sådan noget eksperimenterende hippie-noget, fortsatte hun, og fyren ved siden af grinede indforstået.

-Vi rendte bare rundt uden for i et indianertelt og lavede bål hele tiden. Og så skulle vi forestille at lære noget? Hun greb sit vinglas, og svingede det rundt på en meget elegant måde, og smilede til mig.

-Det er jo helt vildt, at jeg har klaret det så godt, som jeg har, fortsatte hun og henviste formentlig til den der nye Fiat Viagra, der stod i min venindes indkørsel ved siden af min noget bedagede Ford Focus. Jeg nikkede… Det er fint nok…

-Og ta nu mine klassekammerater. De fleste har bare gjort det godt. Alle har en videregående uddannelse, og de fleste af os har topstillinger i det private. Det fatter man jo ikke, med den skolegang… Hun satte læberne til glasset, og fyren ved siden af nikkede bekræftende og så spændt på mig. Og det var heller ikke for at ødelægge den gode stemning, men jeg kunne ikke dy mig:

-Har du overvejet, at det kan være, at I har alle de topstillinger, NETOP fordi I har modtaget en eksperimenterende undervisning af nogle lærere, der ville noget pædagogisk med jer? Hvem ved, hvad vi skal have til hovedret? Det dufter godt…

-Perlehøne, fnisede min venindes mand og begyndte at skænke vin, og han reddede således damen fra min skarpe tunge. Og om hun nogen sinde vil forstå, det er jeg ikke sikker på.

Men, hvor er hun heldig, at hun gik i en skole, hvor lærerne havde mulighed for at udvikle den pædagogiske praksis, prøve sig frem og lave undervisning, der gav børnene lyst til at lære, gjorde dem nysgerrige og videbegærlige. Hvor er hun heldig, at hun gik på en skole, hvor skolelederne og lærerne havde friheden til at indrette skoledagen, så den gav mest mening for eleverne. Og hvor er vi heldige, at os, der nu går på arbejde, har gået i en skole, hvor nogen havde mulighed for at ville noget med os. Mon de fremtidige generationer, bliver lige så dygtige og videbegærlige som damen fra indianerteltet?

“Du ligner heller ikke en revisor…”

Blogindlæg skolenindefra.dk 30. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg sad en sen fredag eftermiddag i en stor, rød sofa og ventede på min datter. Hun var til ballet. Og så sidder man der. Nogle gange kan man sms’e, andre gange falder man i snak. Det her viste sig at være en af de sidste slags dage.

En mor kom hen og satte sig i sofaen ved siden af mig. Hun sukkede og kom med en kommentar om, hvor hektisk det kan være at nå det hele i en børnefamilie. Jeg havde ikke mødt hende før, men hun var nem at snakke med, og fortalte om løst og fast. Bl.a. om sit arbejde. Hun var revisor. På et tidspunkt i løbet af samtalen fiskede hun forsigtigt efter min bestilling.

-Jeg er lærer…

-Lærer? Hendes blik flakkede et øjeblik.

-Ja. Skolelærer, uddybede jeg venligt, selvom det sjældent er nødvendigt.

-Nå… Du ser ellers så nydelig ud, svarede hun prompte, men så var det, det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt.

-Jeg mener… Du ligner ikke en lærer… Hun bed sig i læben, og så undskyldende på mig.

-Jeg synes heller ikke, du ligner en revisor, svarede jeg lidt forfjamsket, og vi tilbragte de næste tre kvarter med at tale om hendes datters skolegang. Det var ok…

Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Og jeg er faktisk stolt af det, jeg laver. Jeg arbejder ikke som lærer. Jeg er lærer. Og efterhånden råber jeg det gerne ud til alle verdenshjørner! JEG ER LÆRER!

Det er mig, der hver dag tilbringer rigtig mange timer med andre folks børn. Det er mig, der hver dag tager livtag med de teenagere, I ind imellem har billigt til salg der hjemme. De børn, der skal diskutere alt. Og forhandle om alt. Mig, der tager kampen, med dem, der ikke er vant til at indgå i fællesskaber, og det er mig, der skaber rum til de stille børn, der skal have hjælp til at blive foldet ud. Og mig, der også skal nå dem, der faktisk godt kan spillereglerne og pænt sidder og venter på, at sidemanden kommer ned fra gardinerne og måske får lyst til at deltage.

Det er mig, der prædiker mod, opmuntring og tro på sig selv. Mig, der tørrer tårer, når bedste-veninden er skredet, eller forældrene ikke forstår en. Mig, der brænder for litteraturen, har styr på Cubakrisen og Christian d. 4. Mig, der tager politiske og etiske diskussioner med 25 børn ad gangen. Det er mig, der lader en 15-årig sætte kommaer i sin egen tekst igen og igen og igen, til han har fattet systemet. Og mig, der ikke engang synes, at det er synd for ham. Det er mig. Og alle mine kolleger, der gør præcis det samme. Hver evig eneste dag, på hver evig eneste folkeskole rundt omkring.

Men, der er også mig, der tilhører en faggruppe, det er legalt offentligt at gøre nar af. Mig, der har en stilling, som mange mener, er verdens bedst betalte halvdagsjob, dog uden at have anden referenceramme end sin egen hedengangne skolegang. Det er mig, der tilsyneladende burde gå med fjällräv og fodformede fløjlsbukser, og tilbringe det meste af dagen med at æde wienerbrød, siddende på min røv på lærerværelset.

Måske er det på tide at aflive folkeskolelærer-myten, der lever i bedste velgående i det medieskabte billede af den samlede lærerstand. Han findes i hvert fald ikke på virkelighedens lærerværelser. Og ved nærmere eftertanke ligner jeg faktisk en lærer… Hvad ligner du?