Kære linedanser

Blogindlæg 20. marts 2016 www.skolenindefra.dk

-Vi giiiiider ikke…

Ordene er Daniels. Han ser træt ud. Klokken er ”sidste time” og luften i lokalet er tung. Der er fugtigt og varmt, og klassen har lige haft matematik. De arbejder godt i matematik i øjeblikket, ved jeg fra deres lærer, og de sidste dråber er vist klemt ud af dem for i dag. Jeg åbner vinduerne, så vi kan få lidt ilt ind.

-Vi gider altså ikke… prøver han igen.

-Det er bare ærgerligt, makker. Op og ud med jer. Bare i fem minutter. Jeg åbner døren, og klassen bryder ud i et hylekor.

-Vi vil ha fri, forsøger han igen. Vi strejker.

-Afgang!

-Hvad nu hvis vi går? Alle sammen? Altså bare går. Hvad vil du så gøre? Han ser en lille smule mere frisk ud og venter spændt.

-Det vil du slet ikke vide.

-Jamen, du kan ikke gøre noget, tilføjer hans sidemand. De griner indforstået til hinanden, og resten af klassen venter spændt. Daniel er altid god til at få sat lidt gang i sagerne.

-Prøv mig! Bare prøv at gå… Se, om I tør…

-Du bliver jo bare pissesur…

-Det finder du jo først ud af, hvis du prøver, fister. Ud… Nu… fem minutter…

Hele klassen buldrer ud. En af drengene napper klassens flade, lyserøde plastikbold, som de sikkert har hugget fra en af de yngre klasser, med. To af tøserne, der lider af allergi for frisk luft, skal bogstavelig talt hældes ud af døren. Og så er der stille. Bare et øjeblik. Om lidt vil et par af gutterne kommer grinende ind af vinduerne. Sådan er det altid. Og så vil jeg gå ud og hente fodbolddrengene. Og så vil vi få det bedste, vi kan, ud af skoledagens sidste 37 minutter.

Og her står jeg. Midt i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Tidligere på ugen fortalte jeg klassen, at ordet ”skole” betyder ”fritid”. Der blev faktisk stille et øjeblik. De så vantro på mig. Jeg fortalte, at begrebet står i modsætning til hårdt, fysisk arbejde. Om Danmark i 1800-tallet, hvor rettigheder og skolegang voksede frem. Om hvorfor de ind i mellem hører historier om børn i u-lande, der hver dag går mange, mange kilometer, for at komme i skole. Om det privilegium, det er at gå i skole. Om hvordan man kan blive i stand til at skabe sig et godt liv gennem uddannelse.

I modsætning til de børn i u-landene, der formentlig frivilligt vandrer af sted ad skoleveje, der ville få enhver dansk 9. klasses-elev til at blive hjemme, er det ikke alle mine elever, der har fundet frem til skolen ad frivillighedens vej. Det kan godt være, at de møder op til svømning, eller arbejde, eller håndbold fem gange om ugen, og her opfører sig samarbejdsvilligt og gør, hvad de får besked på af træner eller arbejdsgiver. Men det gør de selvsamme børn ikke nødvendigvis i folkeskolen.

Det kan godt være, at en super positiv og dygtig elev, hader faget historie. ”Det er så ligegyldigt” siger hun så til mig og ser træt ud. Og hvis der er noget, man ikke skal sige til mig, så er det, at historien er ligegyldig. Og når jeg hiver Daniel til side, og beder ham lade være med at lave alt muligt andet hele tiden, så ved jeg godt, at han er mega skoletræt. Det hører med til pakken. Hvis det var til spejder, havde han sikkert meldt sig ud for længst. Men jeg skal have det hele til at spille sammen til hver elevs bedste. Til klassens bedste. Det har eleverne krav på. Og det er der, højt oppe på en line, der er spændt ud mellem lyst og ulyst, læreren balancerer. Og for pokker, hvor er der mange lærere, der er gode til det. Især når vi får lov.

 

 

 

Schhhh… Her testes… Igen…

Blogindlæg 12. marts 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

Blækket var dårligt tørt på mit eksamensbevis, førend jeg stod i en 1. klasse på en skole i en forstad, og skulle lære 24 små børn at læse. Det viste sig dog hurtigt, at der var en del andet at gå i gang med, inden vi kunne tage fat på læsebogen. En del af dem skulle faktisk lære at sidde på en stol først. Derfor brugte jeg også en del tid på at trække dem ned fra gardinerne og op fra gulvet og ud fra toiletterne. Det lykkedes som regel, og ind i mellem blev de så også siddende på stolene. Når de så sad der, var næste udfordring, at de fleste af dem trængte til at lære en hel del dansk. Ikke lige noget jeg sådan helt havde styr på, og jeg måtte prøve mig lidt frem. Det, der hurtigt stod lysende klart for mig var, at min forestilling om at de små tandløse tingester bare sad pænt og lærte at læse, mens jeg dirigerede slagets gang i læsebogen, nok ikke havde rod i virkeligheden.Jeg brugte timer på at konstruere vendespil og ordmaskiner og skilte til alt inventaret i klassen, jagtede garvede kolleger, der gad at hjælpe, og et par af eleverne udviste da også tegn på en vis grad af læseindlæring. Men jeg anede faktisk ikke rigtig, om jeg greb tingene rigtigt an.

En dag indtraf miraklet dog: Læsevejlederen mødte op i min klasse for at lave en læseprøve! Hele seancen var omgivet af stor alvor. Eleverne og jeg blev grundigt instrueret, og jeg fik et stopur udleveret. Eleverne sad i dagens anledning artigt på stolene udstyret med farveblyanter. Og så blev vi ellers testet.

Jeg fik ”mit” resultat på læsevejlederens kontor kort tid efter. Rettet, sat ind i skemaer og præsenteret. Elev for elev. Og det var simpelthen noget af det smarteste, jeg nogen sinde havde set i mit korte lærerliv. En udførlig rapport over mit arbejde og mine fremskridt med den enkelte elev. Jeg fik råd og vist vejen videre, og ikke mindst bekræftet, at jeg trods alt havde lært et eller andet på seminariet. Og så opdagede jeg, hvor vigtigt det er, at have specialiserede kolleger, der i samspil med os andre får hverdagen på en skole til at spille med alle de aspekter, der er i undervisning. Jeg var helt sikker på, at jeg elskede test.

Forleden åbnede jeg dog min arbejdsmail. Ud over de obligatoriske mails om, at en eller anden ikke havde lagt sjippetovene det rigtige sted i gymnastiksalen, en ændret mødedato, tre forældrehenvendelser og en syndflod af sygemeldinger på elever, lå der to rykkere.

Jeg forsøgte at ignorere dem, men lider desværre af et vis mål artighed. Så jeg blev nødt til at se på dem, tænkte jeg. Det var rykkere på tests, som min klasse manglede at lave. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad det er for test. Det er ikke nogen, som jeg selv som lærer overhovedet kan se en mening i at lave. Og jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk ikke længere elsker test.

Den årlige kommunale læsetest, er jeg rigtig glad for. Og jeg er faktisk også glad for den årlige kommunale stavetest. Det er de prøver, jeg kan se en mening med i forhold til min undervisning og mit arbejde med eleven og klassen. Jeg har en læsevejleder på skolen, som jeg kan sparre med, og hvis vi mener, der er behov, kan vi vælge andre tiltag. Fx den nye ordblindetest, som jeg også synes er et fremragende tiltag, når det skønnes nødvendigt. Og kan vi så ikke stoppe her? Jeg er dansklærer. Jeg har efterhånden en del erfaring; jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og i de situationer, hvor jeg kan se, at jeg ikke er sikker, kan jeg læne mig op ad kompetent personale, der er specialuddannet til at vejlede og støtte mig i mit arbejde.

De nationale test, dem bruger vi tid på at øve os på, så eleverne kan blive så dygtige som de kan. Altså til de nationale test. De ligner jo ikke ligefrem noget andet, som normale mennesker udsættes for hverken i deres studie eller arbejdsliv. Og tager tid de fra undervisningen. Ligesom alle de andre test og prøver, som vi vælter os igennem i et forsøg på at måle alt og sætte det ind i skemaer.

Jeg kan hilse og sige, at kort tid efter læsetesten kom en af pigerne i den før omtalte 1. klasse og skulle vise mig noget. Jeg havde skrottet læsebogen, fordi der ikke rigtig skete noget. Jeg var ikke helt sikker på om det faktisk var bogen, der var noget galt med. I hemmelighed gik jeg og tænkte, at det faktisk godt kunne være mig, der var noget galt med. Jeg havde været dybt inde på depotet og fundet en stak gamle ”Søren og Mette-bøger”, som jeg havde udstyret klassen med. Og hun lagde sådan en Søren og Mette foran sig, satte sig ned og læste smukt og fejlfrit højt for mig. Det var et meget stolt øjeblik for os begge.

Løb for livet, Thomas…

Blogindlæg skolenindefra.dk 9. marts 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Slap dog af! hylede Mikkel og så forarget på mig. -Det var jo bare for sjov, for fanden! Det gør vi hele tiden..

Jeg så på Thomas, der ikke så ud som om det var spor sjovt at blive klasket hårdt i nakken af en tilfældig forbipasserende klassekammerat, men han sagde ikke noget. Han sænkede bare blikket og fortsatte arbejdet med at analysere den novelle, vi var i gang med. Og mens jeg fik bugseret ”klaskeren” ud på gangen til et foredrag af den slags, hvor jeg også bare kan sige –Slap af! Det er bare for sjov, stod det jeg indtil nu kun havde anet, klart for mig.

Jeg var klar over, at Thomas havde et noget uheldigt skoleforløb bag sig. Jeg havde næsten lige lært ham at kende, men jeg vidste, at han havde gået om. Og havde skiftet skole. Og at det altid havde været svært at gå i skole. Det faglige havde været rigtig svært. Og som om det ikke var nok, var det sociale endnu sværere. Og på trods af, at han var køn og havde et vindende væsen, var han en stor undskyldning for sig selv. Han var så stille, så stille, som drenge i 15-årsalderen ellers sjældent er, og havde tilsyneladende accepteret rollen som klassens prygelknabe.

Han var selvfølgelig ikke ret glad for at komme i skole. Han trivedes ikke. Og hvordan skulle man det, når man var mutters alene. I klassen var der en kultur, hvor de andre drenge havde udviklet en omgangsform, der var særdeles hierakisk. De var grove ved hinanden; både fysisk og verbalt. Og da Thomas var nederst i hakkeordenen, gik det i høj grad ud over ham.

At der var noget riv-rav-ruskende galt i den klasse, skal man ikke være professor i specialpædagogik for at regne ud. Men, samtidig med at vi arbejdede med drengens måde at omgås på, så skulle der skabes en ny fortælling om Thomas. Og hans relationer i klassen skulle styrkes.

Det viste sig, at Thomas var en blændende løber. Ikke bare sådan ”god til at løbe”, men seriøst god til at løbe. Han trænede atletik, og havde fundet et fristed i den lokale klub. Her skovlede han den ene præmie efter den anden ind, når han i weekenderne deltog i stævner rundt om i landet. Og ingen i klassen anede det.

Så vi meldte klassen til en sportsturnering, hvor en af disciplinerne var løb! Umiddelbart var der ikke den store begejstring at spore hos eleverne. Men ved udsigten til at vinde en større pengepræmie til klassekassen, var klassen dog overbevist, og vi mødte op på det lokale stadion iført gummisko og joggingbusker, og hvad ved jeg. Thomas dukkede også op. Han lignede en halv million iført det rigtige udstyr fra top til tå. Og det stramme løbetøj afslørede en særdeles veltrænet ung mand; noget der fik pigerne til at kigge en ekstra gang på den klassekammerat, de havde gået i klasse med i årevis, men tilsyneladende aldrig lagt mærke til.

Konkurrencen gik rædselsfuldt for klassen. Flere kunne slet ikke gennemføre, og selv de seje fodbolddrenge klarede det ikke godt. Den eneste, der kunne løbe ordentligt, var Thomas. Og han gik til stålet, og selvfølgelig fejede han alle konkurrenter af banen. Stille og roligt. Uden at se anstrengt ud. Og i øvrigt uden at hovere. Da vi nåede finalen, stod en hel klasse og skreg på Thomas, og heppede som om de aldrig havde gjort andet. Og han vandt… Selvfølgelig… Thomas havde fået sin nye fortælling.

Jeg kunne ikke selv skabe den nye fortælling om Thomas. Jeg fik hjælp til det. Af Thomas’ forældre, der åbent og ærligt gik ind i et skolehjemsamarbejde med mig. Og af dygtige kolleger, der kunne vejlede mig i arbejdet. Og ikke mindst gennem det, der er noget af det bærende i den danske folkeskole; lærernes evne til at arbejde med relationer. Elever, der trives, lærer. Det er derfor, vi er så fokuserede på at arbejde med relationer. Og det er derfor danske skoleelever generelt er så glade for at gå i skole.

Det Danmark, jeg kender

Blogindlæg skolenindefra.dk 4. januar 2015

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg gjorde det sgu. Jeg sad og surfede nyheder. Hele nyhedssiden var rammet ind af en massiv reklameblok, hvor ordene ”Det Danmark du kender” stædigt blinkede til mig. Fra topfeltet smilede statsministeren, og en lille tekst lokkede med, at man kunne ”afspille filmen”. Jeg vidste godt, hvad det var for en film. Og jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke gad at se den. For jeg havde hørt nytårstalen… Og så trykkede jeg altså alligevel play.

Og jeg ved ikke, om jeg blev så meget klogere på, hvordan statsministerens Danmark ser ud, men jeg tror ikke, vi står i det samme udsigtstårn.

Det Danmark jeg kender, er bygget op gennem mange år. Af mine forfædre; både dem der var her i forvejen, og dem der kom til på et eller andet senere tidspunkt i historien, slog sig ned, blev en del af samfundet og bidrog til det. Og på et tidspunkt kom jeg også til. Lærte, at man skal yde, før man kan nyde, og lærte, at vi har rettigheder og pligter.

Og i det Danmark, jeg kender, kom jeg i skole. Og jeg lærte noget i skolen, men mest af alt lærte jeg, at skolen er for livet. For vores skole ikke er en serviceinstitution, men en kulturbærende institution, som vores samfund er bygget op omkring. Derfor er målbare, faglige resultater ikke det eneste jeg lærte, men dannelse og livsduelighed var vigtige mål i sig selv.

I det Danmark, jeg kender, tog jeg en uddannelse, passede mine studiejobs og fik et arbejde, da tiden kom. Og jeg blev offentligt ansat, meldte mig ind i en fagforening og lærte, at vi i Danmark har en lang tradition for at arbejdsgivere og arbejdstagere indgår overenskomster til gavn for hele arbejdsmarkedet.

Og jeg lærte, at det offentlige og det private samarbejder i en vekselvirkning. At den særegne danske model gør, at vi både har den fleksibilitet, der skal til for at arbejdsgiverne kan afskedige ansatte i perioder med færre jobs, men også den sikkerhed, der gør, at ingen skal gå fra hus og hjem, fordi der i en periode er jobmangel.

Og i det Danmark, jeg kender, regner vi dem, der med Grundvigs ord har ”for modersmålet øre og for fædrelandet ild” for danske, uanset baggrund. Og her fik jeg mine børn, der på papiret er nok så danske, men har intet mindre en fem nationaliteters blod rullende i deres årer. Og de voksede til og kom i skole. I det Danmark, de kender.

I det Danmark, jeg kender, er det folket, der udgør nationen. Er det er os, der trods forskellig baggrund og livsopfattelser, har valgt et demokrati, hvor vi taler os tilrette, og indretter samfundet til mest mulig gavn for alle. I det Danmark jeg kender, er det folket, der er Danmark.

”Jeg vil altid gøre det, jeg tror, er bedst for Danmark,” sagde statsministeren. Og jeg undrede mig, mens reklamen rullede sig ud på skærmen. Og jeg huskede, at vi har en statsminister, der tror, at børn bliver klogere af at være mere sammen med uforberedte lærere. Og jeg undrede mig igen over, at man baserer udviklingen af et samfund på ”synsninger” og ikke på viden. Og jeg lukkede statsministerens valg-reklame ned. Jeg vil ikke give køb på det Danmark, jeg kender. Og jeg tror, vi er mange nok…

Noget om krav, karakterer og nu også lystfiskeri…

Blogindlæg skolenindefra.dk 23. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Kaffen er stærk og varm. Og jeg har sovet længe. Klokken er 7:12 og jeg kravler tilbage i seng, for at starte dagen med søndagens nyheder. Jeg kommer dog ikke så langt, før kaffen ryger i den gale hals!

“Sæt lystfiskeri på skemaet!” lyder en overskrift i dagens Jyllandsposten. Under overskriften er et frisk foto af vores fødevareminister, der næppe har fået kåret stegt flæsk som nationalret, før han kaster sig over lystfiskeri. Dejligt, at der sker noget… Men, helt ærligt? Lystfiskeri?

Jeg overvejer et øjeblik, hvordan det gik sidst, jeg var ude at fiske? Jeg husker ryggen af en koloenorm gedde, der kæmpede til det sidste, mens den trak robåden af sted gennem en svensk skovsø, som var det Loch Ness-uhyret, jeg havde på krogen! Jeg var skrækslagen.

Alene af den grund, kan det godt være, at der er en anden kollega, der må tage sig af det der fiskeri, hvis vi nu også skal til at undervise i det. For sportsforeningerne har slet ikke tid til at komme ud på skolerne, selvom politikerne tror det. Så vil jeg overveje alt det andet, vi også bliver opfordret til at sætte på skemaet. Mindfullness. Privatøkonomi. Sang. Iværksætteri. Innovation. Programmering. Homoseksualitet. Sundhed. Ghana… You name it!

I og for sig gode forslag. Vigtige forslag. Alt sammen. Men, hvor ville det være dejligt, hvis der var lidt sammenhæng mellem de meget modsatrettede krav vi møder i vores dagligdag bag landets katedre. Jeg kan garantere for, at man ikke i en eneste national test kan aflæse, at klassen har arbejdet med lystfiskeri. At man ikke i en eneste af de alenlange kvalitetsrapporter, som hvert år bliver udarbejdet, så man sort på hvidt kan aflæse skolernes karaktergennemsnit, kan se effekten af at have arbejdet med lystfiskeri.

Personligt har jeg rigeligt at se til, fordi politikerne i min kommune har besluttet, at karaktergennemsnittet skal hæves med en halv karakter. Samtidig skal jeg inkludere børn, som jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan få til at bestå! I sig selv modsatrettede krav.

Vi vil så gerne herude. Slagte geder. Fiske. Undervise i grænser og innovation og demokrati. Kunne vi så ikke aftale, at politikerne finder ud af, hvad det er, de vil med folkeskolen?