En skole uden lærere?

Blogindlæg 6. marts 2016 www.skolenindefra.dk

Vi har i øjeblikket praktikanter i 9. klasserne på skolen. De er førsteårsstuderede, og de er i praktik i dansk. Jeg synes, det er dejligt at se, hvor meget energi de lægger i arbejdet. De vil så gerne gøre det godt, og de er rigtig optagede af at få mest muligt ud af deres praktik. Det er noget andet end hverdagen på studiet at være ude i virkeligheden, men de er flittige, og de har allerede fået en fin bagage med fra seminariet. Og det glæder mig, i en tid hvor få vil være lærere.

De fik de overordnede rammer for forløbet af os dansklærere på årgangen, for afgangsprøverne står for døren, der er ikke megen tid at spilde. Så praktikanterne har lavet et undervisningsforløb om Kim Fupz Aakesons forfatterskab til de tre 9. klasser, og fokus i vejledningen har selvfølgelig været på indhold og tilrettelæggelse.

-Hvorfor skal eleverne lave en skriftlig analyse af novellen? spørger min kollega til vejledningssamtalen i tirsdags.

-Hvad er jeres hensigt? Hvorfor ikke lave en mundtlig analyse? Eller gruppesamtaler?

Praktikanterne griber ivrigt boldene. Vurderer, argumenterer og se på deres notater.

-Hvordan skal opgaven afleveres? Og hvad tænker I omkring evaluering og feedback? De kan ikke aflevere en opgave, uden at I giver dem feedback.

Og der arbejdes på højtryk. Min kollega er dygtig, og praktikanterne noterer flittigt. Der diskuteres alt fra om man skal vælge cooperative learningstrukturer til lavpraktiske forhold som fotokopier, og hvad gør man med de elever, der har glemt computer? Der er mange forhold, der skal bringes i spil, når man opererer i et klasselokale. Langt det meste er usynligt.

Det faglige indhold i timerne fylder meget i vores vejledningssamtaler med praktikanter. Og det er meget ofte det, som fylder, når man taler skole med folk, der ikke har undervisningsbaggrund, og altså ikke har erfaring med at tilrettelægge undervisning. Jeg møder ofte kommentarer som:

-Hvor svært kan det lige være. Det er jo 7. klassesniveau?

-Du kan jo bare låne forløbet af din kollega? Så kan man vel godt klare sig med mindre forberedelsestid?

Eller den helt klassiske:

-Du har jo undervist i mange år, så det ligger vel på rygraden?

Der er ikke nogen tvivl om, at der er noget omkring lærergerningen, der bliver lettere med tiden. Derfor er det tvingende nødvendigt, at nyuddannede lærere får ekstra forberedelsestid, og en erfaren kollega at læne sig op ad.

Og det er rigtigt, at man kan vække mig klokken tre om natten og bede mig redegøre for hovedlinjerne i 2. Verdenskrig. Jeg vil da både kunne lire udvalgte navne, årstal og datoer af, og også sørge for at det blev fortalt både forståeligt og pædagogisk.

Men det er ikke det, der er det svære ved at være lærer. Og det har praktikanterne også styr på allerede nu. Det svære ligger i et krydsfelt mellem nogle helt bestemte faktorer. Dit valg af undervisningsmetoder i forhold til dit mål for undervisningen og elevernes særlige forudsætninger. Og det, at du har med mennesker at gøre. Og mennesker er dybt uforudsigelige.

De sidder sjovt nok ikke klar på deres pladser med foldede hænder, når læreren træder ind i klassen, sådan nogle 9. klasses baryler. Og selvom vi var klar i klassen ti minutter inden timen startede her til morgen, så startede timen ikke til tiden, fordi ufatteligt mange af mine elever lige præcis denne morgen, valgte at komme for sent. Jo, undervisningen startede godt nok, men den blev hele tiden afbrudt, af folk der kom væltende ind, våde og søvndrukne. Hvad gør man så?

Og hvad gør man med ham, der er sur og sulten? Og hende, der er ked af det og lige skal snakke? Og de to knallerter, der hele tiden fniser og sender hinanden øjne, selvom de er strategisk placeret i hver sit hjørne af klassen. Så er der hende, hvor jeg hver morgen skal skrive hjem til forældrene, for at fortælle om hun er mødt op eller ej. Og så er der alle de andre… 26 elever, der skal bringes til at fungere sammen i et udviklende fællesskab. Tag den!

Det faglige indhold er vigtigt. Så en lærer skal være fagligt dygtig. Niveauet skal være højt, og man skal kunne sit fag på fingerspidserne. Men det virkelige arbejde ligger i tilrettelæggelsen af undervisningen, kombineret med evnen til at kunne danne relationer til de elever man arbejder med og det, at kunne lede et klasserum. Det er det bærende i lærergerningen. Og det er det, der tager min tid. Det, der er svært.

Jeg håber, mine praktikanter en gang, når de er færdige, kommer ud til en skolevirkelighed, hvor deres kompetencer virkelig kan foldes ud. En hverdag, hvor man ikke er i konstant kamp mod manglende forberedelsestid og en stadig strøm af bureaukratiske tiltag og nye lovændringer. Skolen er det, der opstår i mødet mellem en lærer og en elev. Vi skal passe på, at der stadig er lærere også i fremtiden. Uden lærere. Ingen skole.

Der går min klasselærer…

Blogindlæg skolenindefra.dk 10 maj 2015

Af Katja Gottlieb www.kagott.dk

Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå at købe ind, inden der kommer alt for mange kunder i butikken. Det er lørdag morgen, og med indkøbssedlen knuget i den ene hånd og en indkøbskurv i den anden pisker jeg gennem den lokale Kvickly. Mælk, a-38 og smør. Videre til køledisken med rækker af kamsteg og medisterpølse, og jeg scanner hurtigt rækkerne af filmindviklet kød for at finde noget, jeg kan fodre familien med i løbet af ugen. På den modsatte side af køledisken står en hærdebred slagter og lægger udskæringer på plads. De rammer disken med målrettede klask.

-Hej Katja…

Jeg bliver revet ud af det alt for komplicerede valg, en køledisk sådan byder på en lørdag morgen, da en ung slagter-lærling netop glider ind ved siden af mig på stille, hvide træsko. En høj, og ualmindelig flot fyr i slagtertøj smiler lidt genert til mig. Og midt i jagten på havregryn og flåede tomater, kan jeg godt se, hvem det er.

Han var den første, jeg lærte navnet på i min første udskolingsklasse. Skoleinspektøren fulgte mig over i klassen, da jeg startede på mit nye arbejde som lærer for en ottende klasse. Han havde forklaret, at klassen var noget forsømt. De havde haft en del lærerskift. Der var også et par stykker af eleverne, der med lidt god vilje kunne beskrives som ”noget urolige”, men ud over det vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. De så søde ud, og jeg var sikkert lige så nervøs, som de var. Midt i klassen, sad en kæk ung mand med kasketten på sned og så ud som om, at han nok skulle sørge for, at min arbejde skulle blive både udfordrende og varieret. Det var Søren.

Jeg fik halvandet år med Søren og hans klassekammerater. Og sikken en tur. Der var gang i dem, da de først tøede op. Søren var ikke glad for at gå i skole. Altså, han mødte godt nok trofast op hver dag, men han brugte meget energi på at forsøge at slippe for at lave noget. Og hvis han kunne sikre sig, at de andre heller ikke kom til at lave noget, så var den hjemme. Vi havde nogle gevaldige konflikter ind i mellem, Søren og jeg. Men et eller andet sted fandt vi hinanden. Og lige så lidt han var interesseret i St. St. Blicher, lige så godt havde han hænderne skruet på, og han var en knag at have med på lejrskole. Han kunne købe ind, lave mad og gøre rent. Og når alle andre var forsvundet ud over stepperne, fordi man ikke gad at feje gulv, så var det Søren der greb kosten. Og lige så irriterende, han kunne være, når han var ved at falde død om i min meget lidt eksperimenterende undervisning, lige så vild nåede jeg at blive med ham, inden han forlod skolen. Med sin afgangsprøve i baglommen.

Vi fik en lille snak, der over køledisken, inden jeg susede videre ud i verden med fingrene fast lukket om indkøbskurvens hank, og pinlige tårer i øjenkrogen.

-Hvem var det? spurgte slagteren på den anden side af køledisken.

-Det var min gamle lærer. Det var hende, der fik mig gennem folkeskolen, svarede knægten højt. Det var det sidste jeg hørte…

Men, det var ikke kun mig. Det var også Søren selv, der fik ham gennem folkeskolen. Og så var det Sørens mor, der trofast bakkede op om mig, når han stiktosset forlod mine timer, fordi vi var røget i totterne på hinanden. Jeg stillede krav, og blev ved med at stille krav, men Sørens mor lod mig stille de krav. Og det var netop det samarbejde, der bar igennem.

For nylig bestod han svendeprøven som slagter. Med et tårnhøjt gennemsnit. Jeg sendte et kort og ønskede ham tillykke og fik en mail tilbage. Han havde adskillige jobtilbud. Og de havde været rigtig glade for ham på hans læreplads. Hvem havde troet det om Søren dengang i 8. klasse? Jo, hans mor og hans klasselærer… Det er det, folkeskolen kan.