Helt vildt normaliseret…

Blogindlæg skolenindefra.dk 21. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Nå… Det må da være dejligt at have juleferie allerede?

Det regner, og jeg er helt skæv i betrækket efter en december måned, der indtil videre har været rædsom hektisk.

Tonefaldet er ikke til at tage fejl af, men alligevel tilføjer den meget perifere bekendte, jeg netop har mødt i menneskemylderet i vores lokale indkøbsstrøg her på juleferiens første dag;

-Ja, JEG har altså først ferie fra på tirsdag. Det må være dejligt at have fri. Og så helt til efter nytår. Stemmen har en lidt bitter klang, som trigger et eller andet dybt inde i mig.

Jeg glor efter min knægt, der står på hovedet i en tilbudskasse uden foran matas. Han er ved at finde en gave til sin storesøster, og det skal helst være noget, han kan drille hende med. Bumse-creme, eller sådan noget.

Jeg trækker på skulderen og retter lidt på huen, der er gledet ned i øjnene. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal svare.

-Joooo, mumler jeg, og ved i samme nu lige præcis, hvad det er, det bliver udløst i mig her i den decembergrå gade. Det er forsvarsmekanismer opbygget gennem 15 år som lærer i den danske folkeskole, der går i gang.

Jeg overvejer, at forsvare og forklare mig. Jeg overvejer, at fortælle, at jeg har været på randen af en sygemelding i tre uger nu. At jeg ikke har kunnet sove om aftenen, og at jeg har ondt i maven over, at jeg ikke synes, at jeg slår til på mit job, og at det eneste, der bærer igennem, er gode kolleger, der holder en oppe ved håret, og den energi, man får i mødet med sine elever.

Knægten studerer en tube indgående. Og egentlig vil jeg helst hjem og sove og læse i en bog og drikke te og sove til middag igen. Og jeg ved bare, at jeg ikke gider. Ikke gider forsvare, ikke gider forklare. Og et eller andet sted derinde ulmer en glød.

-Ja, det er godt nok dejligt, svarer jeg, Jeg er jo blevet normaliseret, så det er skønt endelig at kunne holde fri. Det er første gang i alle de år, hvor jeg har været lærer, at jeg ikke skal sidde og rette opgaver i en skoleferie. God jul, når du kommer der til…

Og jeg hanker op i knægten, der åbenbart er nået frem til, at shampoo ikke har den rette underholdningsværdi som gave til storesøster, og vi fortsætter ud i regnvejret sammen.

En dreng og hans helt vildt meget normaliserede mor. Og jeg griner lidt for mig selv. For jeg behøver ikke forsvare eller forklare noget som helst. Jeg har været gennem hele vridemaskinen i alle medier. Nu ved hele verden, at jeg endelig arbejder lige så meget som rigtige mennesker, der har et rigtigt arbejde.

Jeg ved godt, at jeg arbejder meget mindre, end jeg nogen sinde har gjort. Men, det gider jeg slet rode mig ud i nu. Det har jeg haft ondt i maven over alt for længe. Nu har jeg fri. Og det vil jeg have sammen med min familie. En god og fredfyldt jul venter. For jeg er helt vildt normaliseret.

Kaffe hos mormor

Blogindlæg skolenindefra.dk 17. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg har netop gnavet mig gennem en enorm kransekage fra Karen Volf og desperat fortyndet den med en kæmpe kop alt for tynd kaffe. Min mormor har fødselsdag i dag. Hun er født i 1928, men hævder til stadighed, at hun kun er 29. Hun er fandme den mest glemsomme 29-årige, jeg nogensinde har mødt.

Jeg er hæs af at råbe. Efter 12 minutters stædig ringen på døren blev jeg lukket ind af en nabo, og kunne så banke hende op, da jeg først var kommet ind i opgangen. Yderligere 17 minutter inde i besøget, fik jeg gjort det klart, at hendes høreapparat ikke virkede. Så tog hun det af, og så kunne vi da nogenlunde kommunikere.

-Hvordan går det så med Stefan? spurgte hun. Det er min bror. Hun plejer godt nok at kalde ham Henning, så det kørte åbenbart godt i dag.

Jeg skreg et par korte sætninger om, at det gik godt med ham. Hun så forundret på mig. Til sidst fandt jeg en gammel kuvert, og skrev, at min bror underviser ingeniørstuderende nu. Hun fik helt tårer i øjnene. Så stolt blev hun. Opmuntret af det, føjede jeg til, at min søster nu er fastansat som gymnasielærer. Og ikke et øje var tørt. Jeg har nogle seje søskende.

-Og hvad med dig, min pige, spurgte min mormor, med munden fuld af brunkager.

Jo, hvad med mig? Jeg er jo bare lærer. Stadigvæk… Det har jeg jo været i så mange år. Men, mormor husker ikke så godt.

-Jeg er jo lærer, mormor! skreg jeg, så mine lunger blafrede ind over sofabordet som en nytårserpentiner!

-Næææææh! ER du det! sagde min glemsomme mormor beundrende. Jeg så på kuverten med mine søskendes bestilling, og tænkte at nu rablede det da helt for hende.

-Er det så de store børn, du underviser? Hun stoppede yderligere to jødekager ind i gabet.

-Ja, det er de store, hylede jeg, og nikkede, så hovedet var ved at falde af i håb om, at spare lidt på min stemmepragt. Jeg skal jo undervise i morgen.

Hun tog en slurk kaffe og børstede et hav af krummer ned på gulvet. Jeg tænkte, at hjemmehjælpen nok blev lidt træt af mig i morgen, når de så resultatet af mit besøg med hjemmebagte julekager. Så så hun på mig med klare øjne…

-Hvor er du altså bare dygtig. Jeg er så stolt af dig og dine søskende. Tænk, at I er blevet så kloge alle tre… Det er vigtigt arbejde, I har. Det er vigtigt! Tænk, at du sådan kan undervise skoleelever. Det er ikke nemt…

Og jeg så på den plettede kuvert, hvor jeg ikke en gang havde føjet min egen beskæftigelse til listen med børnebørnenes meritter. For det var jo ikke noget at skrive om. Jeg er jo bare lærer! Og selvom jeg er stolt af det, så tager jeg mig ind i mellem i at negligere betydningen af mit arbejde.

Og pludselig midt i alle krummerne og kaffekopperne og kommunaikationsvanskelighederne fik den gamle faktisk indlysende ret. Vi laver alle sammen et vigtigt arbejde. Og jeg fandt kuglepennen og føjede til listen, at jeg er folkeskolelærer. Så kan hun huske det, når de forskellige hjemmehjælpere kommer på besøg, og hun så gerne vil fortælle, hvad vi laver.

I mellemtiden var hun gået ombord i et stort, chokoladeovertrukket marcipanhjerte, som hun gumlede lystigt i. Jeg var ved at gå i sukkerchok efter jeg var blevet tvangsfodret med tyve centimeter hvinende sød kransekage. Jeg fatter ikke, hvordan den lille dame, kan konsumere så store mængder sukker.

-Ja, I er dygtige… Det må være mig I har det fra, gnækkede hun, og kiggede sultent på resterne af min kransekage…

I seng med Thomas Mann

Blogindlæg skolenindefra.dk 7. december 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

Jeg har et problem. Jeg har bestilt en roman, som vi skal læse i min 8. klasse efter jul. Det er en ret ny roman, og den har fået fine anmeldelser. Og det er vigtigt, det der med at læse nyere ungdomslitteratur, så i og for sig er det fint nok. Mit problem er bare, at jeg ikke har læst romanen.

Jeg har læst mange romaner i mit liv. En del har fundet vej til min undervisning, og en del ender også som hovedværker, når jeg skal til afgangsprøve med mine klasser. De fleste af de romaner, jeg har læst, er aldrig kommet så langt.

En roman skal have en vis lødighed for at kunne bruges i undervisningen. Jeg skal kunne tænke den ind i et forfatterskab, eller i det mindste et tema. Eller bare kunne finde en paralleltekst, som eleven har mulighed for at få noget ud af til en afgangsprøve. Derfor er det ikke alle romaner, der når så langt som til at kunne bruges i undervisningen.

Bevares, hvad der nu galt med ”Zappa”, spørger du måske? Jaaaa… Det er ikke fordi, der er så meget galt med ”Zappa”. Eller ”Det Forsømte Forår” for den sags skyld. Der er bare det, at vi også skal læse nyere ungdomslitteratur i skolen.

Og det er altså det, jeg har tænkt mig. Lige bortset fra, at jeg altså ikke har fået læst den der roman, som jeg har bestilt hjem. I gamle dage, altså før jeg blev ramt af lov 409 og krav om, at jeg skulle spendere hele min amputerede arbejdstid på skolens matrikel, havde jeg aldrig bestilt en roman hjem i klassesæt, uden at have læst den. Og uden at have udarbejdet arbejdsopgaver til den.

Det blev jeg så nødt til nu, og jeg så min skolebibliotekar dybt i øjnene, da hun sagde, at den var god, og at der var en masse at arbejde med. Og så bestilte jeg den. Og tænkte, at jeg måske fik tid til at læse den… inden jul… Eller noget…

Og inden min forberedelsestid krympede i politikernes kogevask, så arbejdede jeg bare. Hele tiden nærmest. Det flød lidt sammen, hvad der var arbejde, og hvad der var fritid. Og det sidste, jeg gjorde søndag aften, var at tjekke intra for beskeder, så jeg var klar til mandag morgen. Og bagefter kunne jeg da godt finde på at tage en ungdomsroman med i seng. Det var jo næsten ikke arbejde…

Men nu, hvor jeg hører vendinger som; ”Du er normaliseret” og ”Du skal ligne alle andre faggrupper”, har man, ved at få mit arbejde til at lige en industriarbejder fra 50’ernes virkelighed, med eet snuptag fjernet hele mit professionelle råderum, og så er det ikke det, jeg gør. I aftes tog jeg Thomas Mann med i seng. Noget, der på ingen måde kan bruges i skolen. Og det er dejligt at læse Thomas Mann. Og aldrig har jeg haft så meget fritid til at strikke og læse og støvsuge og skrive blogindlæg, og tænk, jeg anede ikke, at man kunne have så meget fritid.

Men, jeg har altså et problem. For jeg når ikke at læse den roman, inden den ligger der efter jul. Ikke hvis jeg skal gøre det i min arbejdstid, siddende ret op og ned ved mit nye hæve-sænkebord i udskolingens næsten færdige kontorlandskab. Og hvordan underviser man i en roman, man ikke har læst? Aner det ikke? Måske kan jeg nå at bestille ”Zappa” hjem alligevel? 1977 er alligevel ikke længe siden…

 

Tænk, hvis man kunne være nogens Ole?

Blogindlæg skolenindefra.dk 15. november 2014

Af Katja Gottlieb, www.kagott.dk

-Jeg fatter altså ikke, at du gider være lærer, Katja, sukkede Anna en dag, da 9.a var rigtig i deres umulige hjørne. Hun så spørgende på mig og rystede på hovedet, så alle hendes skønne krøller dansede. Jeg så ud over klassen, hvor få havde bøger med og færre havde lavet lektier. Flere hang ind over bordene, og jeg konstaterede, at Hosekræmmeren helt klart ikke stod højt på klassens dagsorden. Og et eller andet sted dybt inde huskede jeg, hvorfor det er, jeg godt gider være lærer.

Han hed Ole, min klasselærer. Jeg var lige fyldt tretten og ny i klassen. Og jeg var fuld af uro og forbandet ensom.

-Du skal tage notater, sagde Ole, da jeg provokerende meddelte, at jeg da havde læst hele ”Barndommens Gade” derhjemme samme dag, som jeg fik den udleveret, og derfor ikke skulle lave noget i klassen dagen efter.

-Det gider jeg da ikke, svarede jeg udfordrende, og tilføjede, at jeg kunne huske det hele i hovedet. Og så ventede jeg spændt på reaktionen, der dog udeblev. Ole grinede bare og fortsatte undervisningen. Og så sad jeg der og gloede!

Næste gang tog jeg notater.

Og jeg gik i skole hver morgen. Gennem villakvarteret. Gennem skoven og over fodboldbanen. Og om eftermiddagen gik jeg hjem igen. Over fodboldbanen, gennem skoven og gennem villakvarteret. Og så sad jeg på mit værelse og lavede lektier.

Ikke til tysktimerne. Bestemt heller ikke til matematiktimerne. Men til Oles timer. Og jeg læste som en gal. Alt hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Og jeg blev introduceret til Cornelis Vreeswijk, og Sjöwall og Wahlöö og Holberg og politik. Og gik i de mørke vinteraftner til filmklub i skolens kælder, hvor Ole viste biograffilm på en 16mm-fremviser. Det kan jeg huske.

Men, jeg kan også huske, at Ole talte med mig. At han lærte mig at lytte, og ikke mindst at holde min mund. Han lærte mig at være med i et fællesskab, at være menneske. Det var i skolen, hos Ole, jeg fik troen på mig selv. Og det var i skolen jeg fik forståelsen for, at en god lærer ikke er for skolen, men en man har for livet. Så svaret til Anna var enkelt:

-Anna; der er intet andet end lærer, jeg kunne tænke mig at være. Så, hvis I sætter jer stille ned, skal jeg nok læse ”Hosekræmmeren” højt for jer. Så tar’ vi den derfra…

Tænk, hvis man kunne få lov til at være nogens Ole?