Børns værd kan ikke måles

Debatindlæg information 2. december 2014

Hvad er dit barn værd? Det er et dumt spørgsmål. Mine børn er jo værdifulde i sig selv. Som lærer kender jeg også værdien af dine børn; de er lige så meget værd som mine egne.

For mig er det en gave at tilbringe min hverdag med andre folks børn. Men det er også et stort ansvar. Vi taler sammen i min ottende klasse. Om livet, døden, ret og pligt. Vi taler om, at man er en samfundsborger, og at indflydelse er noget, man tager. Vi taler, og vi lytter.

Min klasse er fuld af aktive børn, der deltager i sport, fritidsaktiviteter, passer et fritidsjob, og nogle deltager i den offentlige debat. De er samfundet, og de er værdifulde i sig selv.

Men, flere og flere af mine timer går med at teste børnene. Jeg laver kommunale og nationale test, og test fra forskningsinstitutter, der gerne vil måle børnene. Der bliver registreret i elevplaner og trivselsskemaer for at måle udbyttet af undervisningen.

Men i de grafer og skemaer får mine elever pludselig en anden værdi. De bliver et tal i en statistik. Og mit job bliver at få dem til at tage sig bedst muligt ud i de statistikker.

Hvilke værdier?

Det er på tide, vi tager en snak om værdier. For det er tilsyneladende ikke de samme værdier, jeg og politikerne taler om. Politikerne og erhvervslivet skriger på fantasi, kreativitet og elever med lyst til at lære, men der indføres stadig test, der hverken udvikler kreativitet eller gejst.

Hvordan skal jeg måle værdien af den samtale, jeg igen og igen førte med den elev, der ikke kunne klare sit skolearbejde, men som med hjælp og støtte gennemførte alligevel? Og værdien af at turde stille sig op foran hele udskolingen og spille et instrument til en juleafslutning? Værdien af at få bevaret sin lyst til at lære?

Hvilke værdier skal vores skole overhovedet bygge på? Hvilke værdier er vi stolte af? Og hvilke nye værdier skal med ind i fremtiden? Imens vi venter, lover jeg fortsat at lære mine elever at være det, der i gamle dage kaldtes livsduelige, for jeg kender dit barns værdi.

2. december 2014

Når skolegården skælver

Blogindlæg 2. april 2016 fra “Danskbloggen” folkeskolen.dk

En hel måned i selskab med Fupz’ forfatterskab og tre lærerstuderende i 9. klasse sluttede i fredags. Det har været sjovt. Og travlt. Og ikke mindst lærerigt. Jeg er glad for at have praktikanter. Det giver mulighed for at se mine klasser fra nye sider, når det ikke er mig, der står bag katederet. Og så kommer de altid med noget nyt, der udfordrer min måde at undervise på. Det er jo ikke ligefrem fordi, efteruddannelse for folkeskolelærere hænger på træerne. Og der har været gang i den. Bl.a. har jeg talt læringsmål, så jeg var helt blå i hovedet.

Læringsmålene var også helt tydelige for den sidste del af forløbet om Fupz’ forfatterskab. Der var billedbøger og oplæsning på programmet, og målene blev gennemgået på tavlen. Eleverne så godt nok lidt blanke ud i øjnene imens, men der var da ikke tvivl om, at de efter forløbet både ville være bevidste om deres kropssprog og forskellige udtryksformer som artikulation og tempo, og hvad ved jeg. Meget fint. Og så blev eleverne delt op i grupper, der øvede oplæsning og gav hinanden feedback på arbejdet. De fleste lavede det, de skulle, og en tilfældig gruppe blev udtaget til prøveoplæsning for hele klassen. Hold op, hvor der blev grinet, da en af klassens store drenge jamrede sig gennem fødselsscenen i ”Manden og damen og noget i maven”, hvor et par fra Herlev, der er vildt glade for at kysse, pludselig venter en lille. De ender med at få en abe.

Fredag formiddag gik vi så i samlet trop over i første klasse, hvor eleverne var noget så små og søde. Lidt kaos var der dog. En havde glemt sin bog, og et par stykker, var slet ikke mødt op. Amani blandt andet. Hun ringede til en af de andre piger, mens vi var på vej over mod indskolingen. Hun havde sovet over sig. Og så, så var det hun tænkte, om vi ikke lige kunne vente på hende?

-Kan vi det? spurgte veninden og så på mig. Og jeg så lærergnaven ud, og sagde, at det kunne vi selvfølgelig ikke, når der sad en hel klasse og ventede på os. Og så tilføjede jeg, at hun skulle se at få lidt fut i fejemøget. En af de søde praktikanter tilføjede, at der jo heldigvis var lidt ventetid… Jeg sagde -Hm.

De små var meget forventningsfulde og blev fordelt mellem de lidt betuttede 16-årige, der stod og vendte deres billedbøger i hænderne. De var ikke helt så kæphøje, som de ellers kan være. Til sidst sad der en lille gruppe på tre elever tilbage.

-I må gøre det, så godt I kan, sagde klasselæreren til de to elever, der stod klar til at læse op. -Muna kan ikke dansk endnu. En lille pige med brune fletninger så med store øjne på sine to sidemænd. Og så rejste hun sig og gik med dem ud og tog også sin jakke på. Læreren forklarede eleverne, at Muna var fra Syrien, og at hun næsten lige var kommet. De nikkede. Og jeg kom pludselig i tanke om Amani, der sad i en bus et eller andet sted. Og så gik det hurtigt. En klassekammerat ringede til hende.

-Skynd dig. Du skal komme NU! Vi har BRUG for dig. Lige nu…

Ikke mange minutter efter kom Amani galopperende gennem skolegården. Hun så fantastisk ud som sædvanlig. Fuld makeup, og en alt for tung skuldertaske dinglede efter sig. Men hun havde forstået alvoren. Der var nogen, der havde brug for hende. Hun smed tasken og bukkede sig ned og hilste på Muna på arabisk. Og så foldede magien sig ud for øjnene af os lærere og praktikanter, der bare kunne trække os et par skridt væk og se til.

En lille pige, der allerede havde oplevet langt værre ting, end vi andre nogensinde kan forestille os, sad i forårssolen tæt op af en pige, der læste Kim Fupz højt på arabisk. De smilede begge to. Amani pegede, sagde ordene på arabisk og så på dansk. Og Muna så på hende og gentog. Det var ikke alene rørende. Det var et storslået øjeblik, af den slags, man som lærer gemmer allerinderst inden i. Altid. Og jeg glemte heldigvis at krydse af, om Amani havde opfyldt sine læringsmål. Det havde hun ikke. Men for pokker, hvor var det mange gange større, det der skete i mødet mellem de to piger den formiddag. Og Amani har lovet Muna og hendes klasselærer at komme tilbage snart. Det får hun lov til.

Kære linedanser

Blogindlæg 20. marts 2016 www.skolenindefra.dk

-Vi giiiiider ikke…

Ordene er Daniels. Han ser træt ud. Klokken er ”sidste time” og luften i lokalet er tung. Der er fugtigt og varmt, og klassen har lige haft matematik. De arbejder godt i matematik i øjeblikket, ved jeg fra deres lærer, og de sidste dråber er vist klemt ud af dem for i dag. Jeg åbner vinduerne, så vi kan få lidt ilt ind.

-Vi gider altså ikke… prøver han igen.

-Det er bare ærgerligt, makker. Op og ud med jer. Bare i fem minutter. Jeg åbner døren, og klassen bryder ud i et hylekor.

-Vi vil ha fri, forsøger han igen. Vi strejker.

-Afgang!

-Hvad nu hvis vi går? Alle sammen? Altså bare går. Hvad vil du så gøre? Han ser en lille smule mere frisk ud og venter spændt.

-Det vil du slet ikke vide.

-Jamen, du kan ikke gøre noget, tilføjer hans sidemand. De griner indforstået til hinanden, og resten af klassen venter spændt. Daniel er altid god til at få sat lidt gang i sagerne.

-Prøv mig! Bare prøv at gå… Se, om I tør…

-Du bliver jo bare pissesur…

-Det finder du jo først ud af, hvis du prøver, fister. Ud… Nu… fem minutter…

Hele klassen buldrer ud. En af drengene napper klassens flade, lyserøde plastikbold, som de sikkert har hugget fra en af de yngre klasser, med. To af tøserne, der lider af allergi for frisk luft, skal bogstavelig talt hældes ud af døren. Og så er der stille. Bare et øjeblik. Om lidt vil et par af gutterne kommer grinende ind af vinduerne. Sådan er det altid. Og så vil jeg gå ud og hente fodbolddrengene. Og så vil vi få det bedste, vi kan, ud af skoledagens sidste 37 minutter.

Og her står jeg. Midt i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Tidligere på ugen fortalte jeg klassen, at ordet ”skole” betyder ”fritid”. Der blev faktisk stille et øjeblik. De så vantro på mig. Jeg fortalte, at begrebet står i modsætning til hårdt, fysisk arbejde. Om Danmark i 1800-tallet, hvor rettigheder og skolegang voksede frem. Om hvorfor de ind i mellem hører historier om børn i u-lande, der hver dag går mange, mange kilometer, for at komme i skole. Om det privilegium, det er at gå i skole. Om hvordan man kan blive i stand til at skabe sig et godt liv gennem uddannelse.

I modsætning til de børn i u-landene, der formentlig frivilligt vandrer af sted ad skoleveje, der ville få enhver dansk 9. klasses-elev til at blive hjemme, er det ikke alle mine elever, der har fundet frem til skolen ad frivillighedens vej. Det kan godt være, at de møder op til svømning, eller arbejde, eller håndbold fem gange om ugen, og her opfører sig samarbejdsvilligt og gør, hvad de får besked på af træner eller arbejdsgiver. Men det gør de selvsamme børn ikke nødvendigvis i folkeskolen.

Det kan godt være, at en super positiv og dygtig elev, hader faget historie. ”Det er så ligegyldigt” siger hun så til mig og ser træt ud. Og hvis der er noget, man ikke skal sige til mig, så er det, at historien er ligegyldig. Og når jeg hiver Daniel til side, og beder ham lade være med at lave alt muligt andet hele tiden, så ved jeg godt, at han er mega skoletræt. Det hører med til pakken. Hvis det var til spejder, havde han sikkert meldt sig ud for længst. Men jeg skal have det hele til at spille sammen til hver elevs bedste. Til klassens bedste. Det har eleverne krav på. Og det er der, højt oppe på en line, der er spændt ud mellem lyst og ulyst, læreren balancerer. Og for pokker, hvor er der mange lærere, der er gode til det. Især når vi får lov.